Det er godt, at der sker noget nu

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

Når man som jeg var teenager i 50’erne og ung i 60’erne, kom man til at stå midt i en brydningstid. Vi var vokset op med, at en mand er pågående og en kvinde kysk og undselig. Manden skulle mase på og regne med, at når kvindens mund sagde nej, sagde hendes hjerte nok ja. Kvinder skulle i det hele taget holde sig i baggrunden, og bøger af forfattere som Tove Ditlevsen og Grethe Risbjerg Thomsen blev afvist som damelyrik.
Men i tresserne blev det anderledes. Man skulle være blind og døv for ikke at se talentet hos forfattere som Inger Christensen, Kirsten Thorup og Suzanne Brøgger. Og der gik skred i de gamle forhold, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og da forebyggende midler som p-piller kom til. Vi var den første generation, der kunne bolle for sjov – uden at være bange for graviditet.
For mig var det en selvfølge, at de kvinder, jeg kendte, blev rødstrømper. Ingen klassekamp uden kvindekamp, sagde vi.
Men det kunne være svært helt at aflægge gamle vaner. Jeg blev mindet om, at tiderne havde ændret sig, da jeg i 1974 var på en grupperejse til Albanien og som 31-årig pludselig oplevede at være en af de ældste i en gruppe. Der var en ung kvinde, jeg blev lidt forelsket i, og jeg kurtiserede hende, sådan som jeg nu havde lært det. Men en af fyrene trak mig til side og sagde, at jeg bar mig helt forkert ad. Det var noget borgerligt fis med den slags opmærksomheder. Det, man skulle gøre, var at se kvinden i øjnene og sige: “Jeg har lyst til at kneppe med dig, kammerat. Hvad siger du til det?”
“Jamen, giver det pote?” spurgte jeg. “Har du nogensinde fået noget ud af det?”
“Aldrig”, sagde han bestemt.”De går deres vej. Men det er nu alligevel sådan, man skal gøre”.
Det var ikke kun mændene, der var i vildrede. Nogle kvinder kunne heller ikke finde ud af det. Som mand kunne man sidde nok så fredeligt på et værtshus, og så kom der en kvinde hen til en og sagde: “Jeg har siddet og kigget på dig, og jeg har lyst til at gå med dig hjem. Skal vi det?”
Og hvis man svarede: “Det skal jo helst være gensidigt, og jeg har ikke rigtig lyst” – så kunne man blive udsat for et vulkanagtigt raseriudbrud, hvor hun hvæsede og spyttede og nedgjorde en totalt og definitivt, så man måtte tænke på William Congreves ord: “Hell has no fury like a woman scorned”.
Men efterhånden fandt de fleste af os dog frem til nye og ligeværdige former.
At der så var nogle, der ikke gjorde det, viser MeToo-bevægelsen med al ønskelig tydelighed. Der er stadig mænd – måske ikke mindst i magtfulde positioner – der opfører sig som bøfler og er så tykhudede og formørkede, at de tror, kvinder skal føle sig smigrede, hvis de bliver gramset på, slikket i ørerne eller det der væ korre er, eller hvis en mand bliver ved med at komme med uønskede og slibrige tilnærmelser – eller i værste fald udsætter kvinder for direkte fysiske overgreb.
Nu ved jeg jo ikke meget om omgangsformerne på det område her og nu. Det sidste halve århundrede har det ikke været relevant for mig.
Det tager åbenbart længere tid, end vi troede i tresserne, at nå frem til et ligeværdigt forhold mellem kønnene.
Det er godt, at der sker noget nu. Det er gået alt for langsomt. Nu skal der ryddes op.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s