“Hvis du ikke bliver statsminister, så kan du godt blive sælger i Danish Crown”

Af Zenia Stampe

Jeg blev vred, da jeg forleden faldt over et klip, hvor Mette Frederiksen latterliggør snakken om kød: “Jeg synes, det er en hysterisk diskussion, der er om kød lige nu. Jeg synes, det er noget pjat at tro, at vi løser hele klimaproblemstillingen ved at få det til handle om kød. For CO2-udslippet fra de flyvemaskiner, som folk tager for at fortælle hinanden, at de ikke skal spise kød, det er et langt større problem”.

Kommentaren faldt på et møde i Danish Crown før valget, og CEO for Danish Crown Beef, Finn Klostermann, kvitterede straks med denne kommentar: “Hvis du ikke bliver statsminister, så kan du godt blive sælger i Danish Crown”.

Hvorfor bringer jeg det på banen nu? Jo, fordi det siger rigtig meget om, hvad vi er oppe imod i klimapolitikken. For selvom vi endnu engang har fået en klimarapport, der beskriver klimakrisens apokalyptiske dimensioner og de uoverskuelige konsekvenser for fremtidige generationers, så tænker regeringen fortsat kun kortsigtet og vælgerstrategisk. Og her har de især udset sig én vælgergruppe: Dem, der er imod forandring.

Socialdemokratiet vil være deres bolværk mod forandring. Det viser de ved at stikke en kæp i hjulet for de radikale løsninger, der er brug for. De gør det også ved at latterliggøre og mistænkeliggøre dem, der prøver at forklare vigtigheden af grundlæggende ændringer af vores forbrug og samfund.

Men vi kan ikke løse klimakrisen uden at ændre den måde, vi lever på. Det samme budskab kommer fra klimaforskerne.

Som Jens Hesselbjerg Christensen, der er professor i klima- og geofysik og medlem af FN’s Klimapanel i dag udtaler i forbindelse med rapporten: “Der er endnu ikke nogen, der har forbudt os at spise oksekød, og der er ingen, der siger, at vi skal stoppe med at køre i benzinbil i morgen – men de næste år skal vi nok til at tænke alvorligt over, hvordan vi lever”.

Jeg håber, at Socialdemokratiet lytter. Nogen gange er der noget, der er vigrigere end kortsigtet vælgerpleje. Det her er en af de gange.

Billedet er fra juni, hvor Den Grønne Studenterbevægelse mødte op foran Fødevareministeriet før et forhandlingsmøde. Tak for jeres indsats!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s