Af Hans Henrik Schwab
Maria Hirse er blevet idømt en fængselsstraf. Som Marias forlægger og redaktør gennem en lang årrække (2002-12) modtog jeg nyheden med en blanding af vantro og forbløffelse – og har derfor ikke sat ord på før nu. Det er lettere at skrive en opdatering, når ens forfatter har fået en femstjernet anmeldelse.
Nu er det ikke første gang, at en forfatter – endsige en forlægger – får en voldsdom, hvilket selvsagt ikke gør denne sag mindre beklagelig. Derudover vil jeg ikke kommentere den konkrete sag: Retten har talt, og Maria har accepteret sin dom.
Det er dog med tristesse og vemod, jeg tænker tilbage på vores samarbejde gennem et tiår – et samarbejde, der i perioder lignede et venskab, og hvor jeg kun oplevede hende som sød, omgængelig og meget empatisk opmærksom i forhold til sine omgivelser, også mine børn.
Jeg mødte første gang Maria i starten af 2002, hvor hun som den skønne Helene pludselig trådte ind på mit forlagskontor. Hun havde da lige udgivet sin første bog, bestselleren ÆBLEKINDER – om sin egen anoreksi. Det var en bog, der for de fleste åbenbarede en overraskende ny side af celebrity-modellen fra LYKKEHJULET. Hold da op: en smuk kvinde, der ikke bare har haft problemer, men også kan tænke og skrive! Et vigtigt aspekt af hendes person, man sjovt nok har ’glemt’ igen i flere af de retrospektive artikler i forbindelse med dommen.
På Lindhardt og Ringhof udgav vi efterfølgende de næste to bøger i det, der står tilbage som en slags autobiografisk trilogi: DEN 13. og BAG FACADEN. Bøger, der handlede om andre problemer, som Maria i lighed mange unge piger har kæmpet med: mobning, lavt selvværd og selvmordstanker/forsøg. Dengang var der flere, der undrede sig højlydt over, at L&R og jeg lagde navn til ”den slags”, men som forlagets direktør, Morten Hesseldahl, sagde: ”Det er vel ganske agtværdigt at udgive bøger, der gør en positiv forskel for mange piger.” Bedre kan det vist ikke siges.
Siden kastede Maria sig over fiktionen – fra chick-lit til krimi – og hun havde hver gang med romanerne, bag den underholdende facade, et seriøst ærinde og et sympatisk socialt budskab. Hun besad derudover et umiskendeligt talent for plot og replikker, så hvis anmelderne indimellem var skeptiske, skyldtes det enten fordomme (som da en estimeret anmelder hoverende bemærkede den ’fejl’, at hovedpersonen i en af Marias romaner pludselig havde skiftet navn, idet han i farten missede, at figurens besøg hos en numerolog indgik i handlingen!) – eller det skyldtes svigt fra redaktørens side. Maria var således meget lydhør over for redaktionel kritik og konstruktivt samarbejde – og foreslog sågar på et tidspunkt, at hun og jeg sammen skulle skrive en krimi. Gad vide, hvad der var kommet ud af et sådant projekt …
Maria afrundede sit forfatterskab med et par fagbøger om to af de sygdomme, hun i forskellige faser af livet har kæmpet med: spiseforstyrrelserne og de hjertesygdomme, som rammer virkelig mange kvinder. Det har ikke været noget let liv. Og så undlader jeg endda at komme ind på det værste, hun som barn blev udsat for. Det fornemmer man til gengæld i hendes mørke krimi SAMLEREN. Man gjorde et barn fortræd.
Når man genlæser Marias forfatterskab, får man – set i bagklogskabens krystalklare skær – måske nogle af nøglerne til at forstå, hvorfor det er gået, som det nu er. Men i netop disse bøger demonstrerede hun også en evne til at gennemskue mønstre, bryde en social arv og derigennem blive et forbillede for andre børn og unge i en lignende situation. En barndom og ungdom kan være en dom – men en dom, som i lykkeligste fald kan appelleres.
Jeg håber, at Maria igen mobiliserer styrken til at rejse sig, og at offentligheden og tabloidpressen – der skylder hende mange salgbare forsider og uspiselige ’spisesedler’ – vil give hende fred til at gøre forsøget.
SIGNAL.DK 