
Af Leif Lønsmann
Luk øjnene, slå ørerne ud og svæv ind i teatret, når LOUD og Mungo Park præsenterer en ny eksperimenterende fortolkning af det klassiske radioteater.
Podcasten “Sceneløs” er teater på lyd. Et dragende lydunivers med uforudsigelige og skæve historier. En blanding af fiktion og dokumentarisme, hvor ørerne bliver øjne og fantasien skaber scenografien.
Med “Sceneløs” inviterer LOUD og Mungo Park ind i et rum, hvor dramatiker Nanna Tüchsen og dokumentarister fra produktionsselskabet Kontrafej har skabt dramatik, der eksperimenterer med mødet mellem virkelighed og fiktion med unge karakterers personlige fortællinger som omdrejningspunkt.