Den aftale kan Danmark langt fra være stolt af

Den aftale kan Danmark langt fra være stolt af

Af Samira Nawa

I dag har justitsminister Nick Hækkerup underskrevet et “letter of intent” med sin justitsminister-kollega i Kosovo. Autograferne er sat på det stykke papir, der skal muliggøre, at Danmark lejer 300 fængselspladser i Kosovo. Justitsministeren skriver, at han har set frem til at sætte lige netop denne underskrift. Men helt ærligt; den aftale kan Danmark langt fra være stolt af.

Som retsordfører har jeg brugt timevis på forhandlingerne om Kriminalforsorgens økonomi. Timevis på forhandlinger med justitsministeren, de øvrige partier og ikke mindst på de mange interessenter og organisationer som har stor viden og erfaring med arbejdet i kriminalforsorgen.

Skridt for skridt lykkedes det at rykke aftalen i en bedre retning. (Yep, det nytter at blive i forhandlingslokalet i stedet for at udvandre så snart man får øje på den første tidsel). Blandt forbedringerne er penge til civilsamfundets indsatser i fængslerne, mere fokus på resocialisering og uddannelse til de indsatte, større tillid til fængselsbetjentenes faglige skøn og etablering af psykologkorps der skal hjælpe de hårdt pressede ansatte i kriminalforsorgen.

Men i sidste ende kunne jeg ikke se, hvordan Radikale Venstre skulle være med i en aftale, hvor der oprettes danske fængselspladser i Kosovo! Og hvor det finansieres med besparelser på integrationsindsatsen og kulturlivet.

Men det kunne Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Konservative og SF(!) tilsyneladende godt se sig selv i. Og det vil jeg minde dem om igen og igen, når vi i praksis kommer til at være vidne til, at det ikke fungerer. Det gjorde det nemlig heller ikke da Norge lejede fængselspladser i Holland – en ordning som blev stærkt kritiseret af den norske ombudsmand.

Nu er det vores tur

Nu er det vores tur

Af Zenia Stampe

Efter et døgns dramatiske forhandlinger er det her til aften lykkedes at lande en god aftale for kompensation af kulturlivet.

Vi frygtede, at landets kunstnere og teknikere igen ville blive smidt under bussen med annulerede kontrakter. Men i stedet er det lykkedes at lave en aftale, der sikrer, at de kan få deres penge trods aflysninger. Vi kompenserer arrangørerne 1:1 for at udbetale honorarer – selv kontrakter med annulleringsklausuler bliver kompenseret.

Vi får også udvidet antallet af arrangementer, der kan kompenseres. Tidligere var det kun arrangementer med over 350 publikummer, der blev kompenseret. Nu er det arrangementer med helt ned til 51 publikummer.

Det er en kæmpe sejr, og jeg ved, at disse to dele af aftalen vil blive modtaget med et lettelsen suk blandt alle dem, der skulle have stået på scenen eller hjulpet til bag scenen i den kommende tid.

Aftalen indeholder også ordninger målrettet scenekunst, højskoler, aftenskoler, foreninger og særligt sæsonafhængige kunstnere. Men selvom vi kommer hele vejen rundt, så vil der alligevel være huller og nye udfordringer i det nye år.

Derfor indeholder aftalen også et løfte om at mødes igen i starten af januar og gøre status og diskutere genstart af kultur- og foreningslivet.

Det har været er meget intenst og dramatisk forløb, hvor der er blevet talt med store bogstaver og dannet alliancer på kryds og tværs. Men her i slutspurten har vi alle trukket i samme retning til gavn for kulturlivet.

Tak til mine kulturordførerkollegaer, Søren Søndergaard, Charlotte Broman Mølbæk, Birgitte Bergman og Jan E. Jørgensen, for forbilledligt samarbejde. Og tak til kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen for at lytte og trykketeste vores idéer på systemet. Jeg er stolt over, hvad vi har fået til at flyve på et døgn.

Og til alle jer i kulturlivet. Det plejer at være jer, der hjælper os igennem de mørke måneder. Nu er det vores tur til at hjælpe jer igennem en svær tid.

SF er det nye DF

SF er det nye DF

Af Zenia Stampe

Jeg er simpelthen så vred over, at regeringen igår valgte at finansiere fængselspladser i Kosovo med penge fra integrationsindsatsen og kulturlivet. Det minder mig om dengang, Dansk Folkeparti var støtteparti og brugte enhver lejlighed til at blande ting sammen, der ikke havde andet at gøre med hinanden, end at de kunne bruges til at kommunikere, hvem man godt kunne lide, og hvem man ikke kunne lide.

Krydsene var nemlig aldrig tilfældige, men nøje udvalgt for at puste til den splittelse, Dansk Folkeparti levede af. Splittelsen mellem nye og gamle danskere, land og by, tradition og fornyelse, osv., osv.

Således er krydset heller ikke tilfældigt denne gang. Det lægger sig klods op af Dansk Folkepartis forældede drejebog: Ja tak til hårdere straffe og strammere udlændingepolitik. Nej tak til integration og kultur. Fra kunst til fængsler. Fra integration til straf.

Men denne gang er det ikke et støtteparti, der tager sig betalt, men derimod en regering, der bevidst vælger splittelsen og smider sine egne støttepartier på porten. For det er jo også en del af kalkulen. Regeringen ved, at vi ikke kan gå med til sådan en aftale. Men det passer dem fint, for så står det jo helt klart, at når det handler om udlændinge og straf, så står de sammen med DF, Konservative og SF(!) og imod os.

Men jeg tror, at mange er trætte af den polariserende politik. Bare se på DF’s nedsmeltning, Venstres afskalning af Inger Støjberg og Socialdemokratiets dårlige kommunalvalg. Alligevel fortsætter regeringen i samme forældede DF-rille.

Nogen gange får jeg den tanke, at Mette Frederiksen i virkeligheden hellere ville basere sin regering på Messerschmidt, Støjberg(!), Pape og Knuth end på os. I hvert fald hellere føre deres politik.

Men jeg tror ikke, at det her dobbeltspil holder i længden. Og selvom jeg er ærgelig over, at vi blev kylet ud af forhandlingslokalet, så er jeg lykkelig over, at vi ikke skal stå på mål for det kyniske makværk af en aftale. Regeringen har til gengæld et kæmpe forklaringsproblem!

VI BLIVER NØDT TIL AT TALE OM STØJBERGS EKSTREMISME

VI BLIVER NØDT TIL AT TALE OM STØJBERGS EKSTREMISME

Af Zenia Stampe

Rigsrettens klokkeklare dom over Inger Støjberg er en sejr for den danske retsstat og det danske folkestyre.

Støjberg demonstrerede til gengæld endnu engang sin foragt for retsstaten og folkestyret, da hun skulle kommentere dommen.

På journalisternes spørgsmål om, hvorfor hun brød loven trods advarsler, svarede hun, at det var en moralsk og menneskelig forpligtelse. Med andre ord: Hun følte sig hævet over loven.

Men ingen er hævet over loven – heller ikke en minister. Det har intet at gøre med at være for eller imod barnebrude. Det har til gengæld alt at gøre med at være for eller imod retsstaten.

Jeg er lettet over, at 25 ud af 26 medlemmer af rigsretten i dag valgte at stille sig på retsstatens side. Men jeg er samtidig bekymret over den radikalisering, Støjberg er udtryk for.

Dagens dom og Støjbergs reaktion minder os om, at ekstremisme og antidemokratiske strømninger ikke kun er noget, der kommer udefra. Det gror desværre også indefra. Det bliver vi nødt til at tage en ærlig og alvorlig snak om. Fortrængningernes tid er forbi.

Statsministeren i Zoologisk Have

Statsministeren i Zoologisk Have

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Zoologisk have på Frederiksberg er meget mere end end det, øjet lige ser.
Der er avlsprojekter for at understøtte nogle af de truede dyrearter, der er i vores eget land. F.eks. padder og biller.
De underviser alt fra børnehavebørn til studerende om dyrenes fascinerende univers og relationen mellem mennesker og dyr. Og det er i øvrigt en arbejdsplads, som sikrer beskæftigelse til borgere med særlige behov. Zoo er selvfølgelig også stedet, hvor vi andre kan se magien i dyrene. Og hvor vi bliver mindet om, at vi skal passe bedre på naturen både hjemme og ude. Jeg er derfor også glad for vores finanslovs fokus på klima og havmiljø. Ja, jeg elsker at være sammen med dyr. Og fik forleden lov til at komme helt tæt på 🐧🦒🐘. De zoologiske haver er åbne for besøgene, men hårdt ramt pga. corona. De er et besøg værd, for det er både sjovt og lærerigt. Tak for, at jeg måtte komme på besøg.

IKKE MERE RACISTISK GHETTOPOLITIK

IKKE MERE RACISTISK GHETTOPOLITIK

Af Franciska Rosenkilde, Alternativet

IKKE MERE RACISTISK GHETTOPOLITIK

I morgen, den 1. december, opdateres de såkaldte ghettolister fra Kaare Dybvad Beks boligministerium.

Endnu engang skal almene boligområder vurderes på deres beboere. Er der fx “for mange” beboere med anden etnisk baggrund, uden job eller med (for) lav indkomst, så kan et boligområde risikere at blive “ghettolistet”.

For et boligområde kan det betyde, at beboere, som har boet i deres hjem i en menneskealder, skal flytte. At gode almene boliger skal rives ned (CO2-udledning for hvilken nytte?), så der kan bygges nogle private lejemål.

Det er i bund og grund umuligt for mig at se noget som helst positivt i den parallelsamfundslovgivning, som ghettolisten er født ud af.

Kaare Dybvad Bek siger, at listerne og bulldozerne skal til for, at vi kan få blandede byer.

Jeg siger, at de almene boligforeninger netop ER de blandede byer. Her bor mennesker med alle slags baggrunde side om side. Derudover er de styret af beboere, der er valgt i beboerdemokratiet. Og så er de drevet nonprofit.

Mangfoldighed, demokrati og fællesskab. Og fair husleje.

Det er dét, vi skal have mere af. Ikke mindre.

Alternativet er totalt imod parallelsamfundspakken og “ghettolisten”. Den skal stoppes, og det skal være nu. I stedet for at kategorisere efter etnicitet og rive bygninger ned og fællesskaber op med roden, så skal vi fokusere på at bygge områderne op og tilføre ressourcer – på beboerdemokratiernes præmisser. Der bliver løftet en enorm social indsats i de almene boligområder.

Ikke mere racistisk ghettopolitik!

AKUTPAKKE TIL SUNDHEDSVÆSENET

AKUTPAKKE TIL SUNDHEDSVÆSENET

Af Victoria Velásquez

VI HAR BRUG FOR EN AKUTPAKKE TIL SUNDHEDSVÆSENET ❤️

Sundhedsvæsnet er presset ikke bare af corona men også helt generelt. Situationen har ikke været så presset siden lægestrejken i 1981. Det kan ikke klares med honninghjerter og bønner, der er brug for politisk handling.

Vi har i Enhedslisten rejst kravet om en akutpakke i finanslovsforhandlingerne og også behovet for, at regeringen indkalder til forhandlinger om at finde finansiering, så de anbefalinger lønstrukturkomiteen kommer med, kan blive til virkelighed og vi kan få et opgør med tjenestemandsreformen, der konsekvent placerer fag med en majoritet af kvinder ansat som mindre værdifuldt end de fag, hvor flertallet af de ansatte er mænd.

Velkommen til Danmark

Velkommen til Danmark

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Udrejsecenter Sjælsmark:

Her bor mennesker. Her vågner de, og her går de i seng. Her børster de tænder, her bader de og barberer de sig. Her spiser de discountmad tilberedt af andre, her hviler de sig på madrasser, skjoldede og beskidte af fremmede menneskers kropsafsondringer. Her går de frem og tilbage på gangene, her sidder de uvirksomme hen, fordi de ikke længere har lov til at arbejde eller gå i skole. Her er de ulykkelige af savn efter deres børn og børnebørn, som de er blevet skilt fra efter at have båret og støttet og elsket dem fra krigens rædsel til et liv i sikkerhed. Her spørger de sig selv i én kværnenede strøm: Hvorfor? Hvad er vores forbrydelse?

Her jager de rotter med et kosteskaft i baderummet, her fejer de rottelort væk fra vasken, vindueskarmen og hylden hvor tandbørsterne står. Her lider de, her bliver de syge og modtager den mest nødtørftige lægehjælp. Her får de tandpine og behandles med panodil, her gøres de fattige efter arbejdsomme liv, her ser de ind i hegnet og væggen og begynder langsomt at forstå, at det ikke er en drøm, at de ikke vågner fra mareridtet om lidt. At det her er deres liv. At det ikke stod i kortene, men at det var sådan, det blev.

Det er et udmattelsesløb, udtænkt for at pine mennesker til at forlade det land, der har taget imod dem, da de flygtede fra ruinerne af et liv. Det er endeløst fordi de ved, at de aldrig kan vende tilbage til Syrien. Fordi mennesker trods al den elendighed, man byder dem, hellere vil leve bag hegnet med rotterne, end de vil forlade deres børn for evigt og lade sig anholde, torturere, dræbe af en diktator og menneskerettighedsforbryder som har slået deres familie og venner ihjel og smadret deres hjemland. Det er endeløst, fordi Danmark nok mener at Syrien er så sikkert at disse mennesker kan rejse, men ikke vil sende folk tilbage i armene på den diktator, som ingen respektable lande vil arbejde sammen med.

Her dør alle drømme. Deres, om et almindeligt, virksomt liv i tryghed. Vores, om at vi kan være vores land bekendt.

Vi bliver også udmattede, selvom det er på en anden måde og selvom vi altid kan trække os tilbage til vores egne liv, vores travlhed og almindelige bekymringer og glæder og stræben.

Vi bliver næsten bedøvede af udmattelse, af de gentagne beretninger, der aldrig hører op. Om hvordan vores skattepenge går til at chikanere mennesker. Om hvordan vores venner og medmennesker ydmyges af staten. Også pressen bliver udmattede. Det er ikke længere en nyhed og derfor har det ikke længere værdi som nyhedsstof. Det er blevet hverdag i Danmark. Det er normalen nu. Og skal man virkelig blive ved med at skrive om det?

Vi skal ikke tale om tonen længere. Vi skal tale om menneskesynet og modbydeligheden. Vi skal tale om, hvordan det føles at stå med sin afmagt og ikke kunne komme til orde.

Vi skal tale om hårdheden og kapløbet om at være de største svin og lade som om man er glat og sød som en honningglaseret skinke, fordi man har lært at tale pænt og overfladisk at udtrykke medfølelse samtidig med, man til bevidstløshed hævder at dette her er nødvendigt, fornuftigt, rimeligt.

Tak til Birgitte Ottosen for billederne, som hun tog, da hun besøgte Asmaa Al Natour og Omar. Og ja, det er rottelort, som I kan se på hylden ved siden af tandbørsterne.

Danskerne er gode til både at læse og aflæse

Danskerne er gode til både at læse og aflæse

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Nå, men hvis vi ikke skal tale om flygtninge, konventionsbrud og uambitiøs klimapolitik, når vi skal analysere Socialdemokratiets vælgernedtur, skal vi så ikke tale om makrelmadder, kolonihavehuse og kulturpolitik i stedet?

S har i deres evindelige stemmeleflen bevidst lagt afstand til storbyerne, til de veluddannede og til kulturen. De ville så gerne have provinsen i ryggen. Det fik de så ikke.

Hvis der er én ting, jeg har lært af at møde så mange forskellige mennesker gennem frivilligt arbejde og ved at turnere land og rige rundt med foredrag om mine bøger, så er det, at danskerne er gode til både at læse og aflæse. Til at engagere sig og til at udpege fup og fidus. At vi ikke er så nemme at løbe om hjørner med, når det kommer til stykket.

Makrelmadder og en tale fra kolonihuset på arbejdernes kampdag er klumset nationalromantik pakket ind som overtydelig jovialitet. De færreste har noget imod en håndmad eller sommer i haveforeningen. Men de fleste har noget imod at blive talt ned til og ligefrem fuppet.

Regeringen vil til gengæld gerne lade som om, de i det mindste interesserer sig for noget af det, der for alvor binder mennesker sammen på tværs: kulturen og kunsten.

Men det gør de ikke. Og slet ikke for kunstneres arbejdsvilkår. Det så vi under nedlukningen, hvor flere brancher blev slået helt hjem i ludo. Og det ser vi med al ønsket tydelighed nu, hvor et skrøbeligt og skadet kulturliv forsøger at komme på benene og regeringen kvitterer med et spark i ansigtet.

Lige nu har vores regering fx planer om, at der skal opkræves 25% moms af kunstneres rettighedsbetaling.

Det vil betyde, at kunstnere først laver deres kunst og betaler skat på samme måde som alle andre. Når nogen så vil bruge kunstnerens arbejde, skal samme kunstner så betale 25% mere af det arbejde hun allerede har udført og betalt skat af. Søreme så. Og lad mig i denne forbindelse nævne, at forfattere fx i forvejen får en meget lille del af det en bog koster, da Danmark også har verdens højeste moms på bøger, og der er mange andre aktører, der også skal have en del af den kage. Dertil kommer at et stort antal kunstnere lever i fattigdom og at kulturen (og kultur-eksport) faktisk er en temmelig indbringende forretning for staten.

Det er Socialdemokratisk kulturpolitik og det kommer til at ramme hårdt. Vækstlaget og mest økonomisk sårbare rammes mest, det siger sig selv.

Kulturbrugerne vil også kunne mærke det noget så eftertrykkeligt – det kan man læse lidt om i den kronik jeg linker til i kommentarerne.

Hvad siger vi så?

Tak til alle jer, der stemte

Tak til alle jer, der stemte

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Kære alle.
Først og fremmest tak til alle jer, der stemte i går, selvom det desværre ser ud til, at valgdeltagelsen blev lavere end sidst – som det også har været tilfældet i andre lande under pandemien. 

Og tillykke til alle jer nyvalgte kandidater – uanset parti – for at engagere jer og tage ansvar. Jeg håber og tror, at I får et godt samarbejde rundt omkring i landets kommuner og regioner.

Et par ord om Socialdemokratiets resultat:

Vi vidste godt, at det ville blive svært at gentage sucessen fra sidst, hvor vi fik et ekstraordinært godt valg.

Nogle steder er vi gået frem. Andre tilbage. Blandt andet i byer, hvor stærke borgmestre undervejs har takket af. Nu går vi stadig efter at vinde så mange borgmesterposter som muligt. 

Det er lykkedes i København, Aarhus, Aalborg og Odense. Men i de store byer har vi samtidig oplevet en mærkbar tilbagegang.

Det vækker selvfølgelig til eftertanke. Og det skyldes givetvis flere forhold. Men de store byer er vigtige for os i Socialdemokratiet. Det har de altid været. Og vi skal – og vi vil – lægge os i selen for at gøre det bedre næste gang. 

Bevise, at vores ønske om et mere sammenhængende Danmark ikke er den modsætning mellem provinsen og de større byer, som det desværre ofte italesættes som.

Jeg konstaterede i går, at der som bekendt også har været omtale af SMS’er undervejs. Kan jeg udelukke, at diskussionen om SMS’er og mink har smittet af nogle steder? Nej, desværre ikke. 

De steder, jeg har været rundt i landet, har jeg oplevet en valgkamp, der mest handlede om politik. Om lokale forhold – og de ting vi er fælles om, uanset hvor vi bor: Boliger, tryghed, klima og selvfølgelig velfærd.

Jeg er glad og stolt over, at Socialdemokratiet igen bliver Danmarks største parti. Vi fastholder borgmesterposterne i de fire store byer. Og vi kæmper for at blive det parti, der fortsat står i spidsen for flest kommuner og regioner.

Dét var vores tre målsætninger og de ser foreløbig ud til at lykkedes.

Det ændrer ikke på, at jeg selvfølgelig er meget opmærksom på de steder, vi går tilbage – særligt i byerne – og det tager jeg min del af ansvaret for. 

På det punkt skal og vil vi gøre det bedre næste gang!