Velkommen til Danmark

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Udrejsecenter Sjælsmark:

Her bor mennesker. Her vågner de, og her går de i seng. Her børster de tænder, her bader de og barberer de sig. Her spiser de discountmad tilberedt af andre, her hviler de sig på madrasser, skjoldede og beskidte af fremmede menneskers kropsafsondringer. Her går de frem og tilbage på gangene, her sidder de uvirksomme hen, fordi de ikke længere har lov til at arbejde eller gå i skole. Her er de ulykkelige af savn efter deres børn og børnebørn, som de er blevet skilt fra efter at have båret og støttet og elsket dem fra krigens rædsel til et liv i sikkerhed. Her spørger de sig selv i én kværnenede strøm: Hvorfor? Hvad er vores forbrydelse?

Her jager de rotter med et kosteskaft i baderummet, her fejer de rottelort væk fra vasken, vindueskarmen og hylden hvor tandbørsterne står. Her lider de, her bliver de syge og modtager den mest nødtørftige lægehjælp. Her får de tandpine og behandles med panodil, her gøres de fattige efter arbejdsomme liv, her ser de ind i hegnet og væggen og begynder langsomt at forstå, at det ikke er en drøm, at de ikke vågner fra mareridtet om lidt. At det her er deres liv. At det ikke stod i kortene, men at det var sådan, det blev.

Det er et udmattelsesløb, udtænkt for at pine mennesker til at forlade det land, der har taget imod dem, da de flygtede fra ruinerne af et liv. Det er endeløst fordi de ved, at de aldrig kan vende tilbage til Syrien. Fordi mennesker trods al den elendighed, man byder dem, hellere vil leve bag hegnet med rotterne, end de vil forlade deres børn for evigt og lade sig anholde, torturere, dræbe af en diktator og menneskerettighedsforbryder som har slået deres familie og venner ihjel og smadret deres hjemland. Det er endeløst, fordi Danmark nok mener at Syrien er så sikkert at disse mennesker kan rejse, men ikke vil sende folk tilbage i armene på den diktator, som ingen respektable lande vil arbejde sammen med.

Her dør alle drømme. Deres, om et almindeligt, virksomt liv i tryghed. Vores, om at vi kan være vores land bekendt.

Vi bliver også udmattede, selvom det er på en anden måde og selvom vi altid kan trække os tilbage til vores egne liv, vores travlhed og almindelige bekymringer og glæder og stræben.

Vi bliver næsten bedøvede af udmattelse, af de gentagne beretninger, der aldrig hører op. Om hvordan vores skattepenge går til at chikanere mennesker. Om hvordan vores venner og medmennesker ydmyges af staten. Også pressen bliver udmattede. Det er ikke længere en nyhed og derfor har det ikke længere værdi som nyhedsstof. Det er blevet hverdag i Danmark. Det er normalen nu. Og skal man virkelig blive ved med at skrive om det?

Vi skal ikke tale om tonen længere. Vi skal tale om menneskesynet og modbydeligheden. Vi skal tale om, hvordan det føles at stå med sin afmagt og ikke kunne komme til orde.

Vi skal tale om hårdheden og kapløbet om at være de største svin og lade som om man er glat og sød som en honningglaseret skinke, fordi man har lært at tale pænt og overfladisk at udtrykke medfølelse samtidig med, man til bevidstløshed hævder at dette her er nødvendigt, fornuftigt, rimeligt.

Tak til Birgitte Ottosen for billederne, som hun tog, da hun besøgte Asmaa Al Natour og Omar. Og ja, det er rottelort, som I kan se på hylden ved siden af tandbørsterne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s