Nuancer af blå

Nuancer af blå

Af Theresa Scavenius, Alternativet

Vi har fået en ny regering og et nyt folketing. Den grønne fløj er meget lille og den røde fløj står noget forpjusket tilbage. Resten er nuancer af blå.

Klimapolitisk betyder det, at der ikke kommer til at ske meget i den kommende regeringsperiode. Det skyldes, at blå klimapolitik stadig er meget umoden. Der er behov for blå nytænkning, hvor de forstår at investeringer ikke skal betragtes som udgifter, og forstå at det er konkurrenceforvridende, at sort forurening er gratis.

Men den nye regering er imponerende god til at formulere de rigtige budskaber i deres regeringsgrundlag. Det er lidt ligesom, når de går med i demonstrationer imod dem selv. De ved tilsyneladende godt, hvad der er det rigtige at gøre… de gør det bare ikke (endnu).

I regeringsgrundlaget er det eksempelvis klart, at de har forstået, at vi skal være ”fri for fossile brændsler”, vi skal udbygge elnettet, vi skal udrulle fjernvarme, etc.

Det lyder alt sammen godt, men er det selvfølgelig slet ikke, fordi rammen for disse målsætninger er uklare. Det kan være alt mellem fugl og fisk.

Årsagen er, at når der ikke bliver lagt et klart CO2-budget, er der ingen tidsplan eller skala for niveauet af investeringer, som der er behov for. Det er det, som jeg vil arbejde for alle de steder, jeg får mulighed for det. Vi skal sikre, at vi begynder med at lave en CO2-budget for klimapolitikken.

Den nuværende klimapolitik lever ikke op til Paris-aftalen. Det har selv Klimarådet nu erkendt. Så hvad med at den nye regering starter med at være ærlige og siger, at de har opgivet at leve op til 1,5 graders målsætningen.

Vi er langt forbi den tid, hvor det er nok at sige, at vi er ”ambitiøse”.

Det, som alle skal kræve, det er en præcis ramme, et præcist budget-estimat og en præcis plan, hvor pengene selvfølgelig skal følge med. Det skal være slut med blot at være ambitiøs.

I det nye regeringsgrundlag er der ikke nye målsætninger, men blot en ambition om ”at sikre” og ”gennemføre” tidligere ”besluttede initiativer” fra sidste periode.

Det vil sige, at den nye regerings klimapolitik er at gennemføre den klimalov, som blev vedtaget for tre år siden, hvor de det meste af tiden brugte kræfter på at finde kreative skrivebordsøvelser for, at det skulle se ud, som om at de var i gang med at implementere den – uden at gøre det.

Der sker lidt på energi-siden, men stort set intet på alle andre områder: landbrug, transport og byggeri, etc. Og derudover er det intet om udfasning af de sorte energiformer.

Alligevel er det – trods alt – positivt, at de udpeger en klimaminister, som har beskæftiget sig med området tidligere. Men det er ingen garanti for noget.

Det er tydeligt skrevet ind i grundlaget, at der ikke skal laves klimapolitik. I stedet skal der laves erhvervspolitik, således at klimapolitikken er ”omkostningseffektiv”. I den økonomiske logik er investeringer i grøn omstilling en udgift, der svækker vores produktivitet og konkurrenceevne. Det betyder på nydansk, at der ikke bliver lavet klimapolitik af væsentlig karakter i den kommende regeringsperiode.

Jeg vil derfor i den kommende tid bruge min energi på at udfordre den blå økonomiske tilgang til klimapolitikken, og forsøge at få ministeren og andre relevante aktører til at indse, at de ikke kan blæse og have mel i munden samtidig. De skal vælge. Vælge mellem at arbejde for at beskytte de gamle industriers interesser eller arbejde for at sikre de nye grønne industriers interesser.

Så.. Hvad vil I?

Midterpolitikken i det her er virkelig godt gemt

Midterpolitikken i det her er virkelig godt gemt

Af Christine Lundgaard

Så er det i arbejdstøjet! 🔥

Vi har fået en højrefløjsregering som sælger forringelser for unge, lønmodtagere, studerende og arbejdsløse som nødvendighed og ansvar. Det samme med skattelettelser til de rige.

Til gengæld har den flertal i Folketinget. Så vi får brug for alle fælles kræfter!

Udpluk af regeringens visioner:

👉 Vi skal arbejde mere – og miste en årlig fridag for at finansiere hurtigere militær oprustning.

👉 Topskatten skal sænkes.

👉 Beskæftigelsesfradraget skal forhøjes. Dvs. lidt flere penge til alle i arbejde. Og ingenting til studerende, arbejdsløse og udsatte borgere. Samtidig fjernes det midlertidige børnetilskud til de fattigste familier.

👉 Erhvervsuddannelserne skal styrkes og ufaglærte voksne opkvalificeres, og det er der brug for. Men det finansieres ved at halvere halvdelen af de akademiske uddannelser og forringe SU.

👉 Flere får mulighed for at gå fra deltid til fuldtid. Men samtidig skal ansatte i det offentlige have færre muligheder for at gå på deltid, hvis de ønsker det. Hvordan vil I så lokke alle de medarbejdere tilbage, som er flygtet fra det offentlige pga. for dårlige vilkår og for stort arbejdspres?

👉 Jobcentrene nedlægges – men som en spareøvelse for tre milliarder. Og beskæftigelsesindsatsen skal i højere grad ud til private aktører. Så ingen bedre muligheder for arbejdsløse i sigte.
Højere løn til offentligt ansatte! Men den utilstrækkelige pulje på tre milliarder, der skal forhandles om, findes ved at spare i kommuner og regioner. Så er vi jo lige vidt.

👉 Seniorpensionen skal lægges sammen med Arne-pensionen. Det er samlet set en besparelse. Til gengæld kalder vi den nu “Arne Plus”.

👉 Flere “ikke-vestlige indvandrere” skal i arbejde ved at få en ny “arbejdspligt” for borgere på kontanthjælp. Så man skal piskes lidt ekstra hvis man kommer fra et bestemt land. Føj. Det hænger godt sammen med det næste:

👉 Regeringen vil udfordre konventionerne – endnu mere end i dag. Bl.a. for at fratage statsborgerskabet fra flere. Det er oprørende og næppe lovligt.

👉 Højere klimamål – men hvordan skal vi nå dem?? Der skal indføres en CO2-afgift på landbruget og fødevareproduktionen, men den må ikke forringe erhvervets konkurrenceevne. I følge Klimarådet når vi slet ikke 70%-målet med den nuværende politik. Det er helt sort.

👉 Fortsat udrulning af fjernvarme, udbygning af sol- og vindenergi, udbygning af elnettet – for at komme af med gas- og oliefyr. Ja tak. Men samtidig sløjfes Togfonden, som var et af de vigtigste redskaber til at forbedre den kollektive trafik og give os alternativer til flere klimaskadelige motorveje og privatbiler. Det er faktisk en katastrofe.

👉 Hvad med børn og unge? Den massive mistrivsel skal afdækkes i en kommission…

Midterpolitikken i det her er virkelig godt gemt. 😠

Maskulinisme og kællingesnak

Maskulinisme og kællingesnak

Af Lars Movin

HELLE BRØNS: MASKULINISME OG KÆLLINGESNAK
eller: ASGER JORN VS. ELSA GRESS
(Reception i Galleri Tom Christoffersen, søndag kl. 14-16).

Jeg er vild med den bog om kønspolemikken mellem maleren Asger Jorn og forfatteren Elsa Gress, som kunsthistoriker Helle Brøns har skrevet, og som fejres med en reception i Galleri Tom Christoffersen på søndag (alle er velkomne). Jeg er vild med ideen om at tage den direkte og indirekte debat om køn og kønsroller, som kørte mellem Jorn og Gress i 60’erne, og bruge den som en optik til at betragte både de to hovedpersoner og den tid, de levede i. Jeg er vild med den pågående og nysgerrighedspirrende titel: “Maskulinisme og kællingesnak”. Jeg er vild med bogens opsætning, hvor selve hovedteksten og et herligt udvalg af sjældne og velvalgte illustrationer med fyldige billedtekster udgør to parallelle og ligeværdige spor, som supplerer og kommenterer hinanden. Jeg er vild med det mintgrønne omslag, der får bogen til at fremstå som en liflig pastil, man bare har lyst til at hapse i én mundfuld. Og jeg er vild med det valgte papirs grove og porøse taktilitet, som gør bogen let og lækker at røre ved. Er det til at misforstå? Jeg kan godt lide den bog.

Baggrunden for den – i hvert fald for mig – ukendte relation mellem Asger Jorn og Elsa Gress ridses op i et indledende kapitel:

“Jorn og Gress mødtes under besættelsen i København. Efter i flere år at have levet på små hummere og lån­te sofaer arvede Gress pludselig en lejlighed i Tegl­gaardsstræde, som hun gjorde til et centrum for en større kreds af kunstnere, forfattere og modstands­folk. Gress har beskrevet, hvordan Jorn i en periode kom meget ofte for at snakke om kunst og ideer med hende og for at arbejde i fred for den familie, han på det tidspunkt havde tillagt sig og var ved at afvikle igen: ‘I lang tid stod hans staffeli ved det ene vindue i den lille stue og min skrivemaskine ved det andet, og vi puklede løs med hvert sit i lange tavse stunder, for så at bryde ud i taleorgier bagefter.’ Gress gennem­ læste desuden Jorns tekster, som hun beskriver som på én gang skarpt analyserende men også intuitive og uklare. Under Jorns skilsmisse fra sin første kone, Kirsten Lyngborg, i 1949, passede Elsa Gress hans søn, Troels, og tog ham med i sommerhus og ‘legede mor og barn’, som hun sagde. Som tak forærede Jorn hen­de et billede af Troels som en kat. Som Gress senere skrev, var hun ‘langt fra lige begejstret for alt hvad Asger lavede i den periode, eller overhovedet, men de ting af ham jeg kunne lide, holdt jeg til gengæld meget af, og kattedyret var jeg glad for både som billede og som erindring om tiden og drengen og Asger selv med hans talent, hans tusinder af lidet sammenhængende ideer, hans sjovt åndsfraværende charme og hans kvindelige intuition midt i hans uhyre selvbevidste maskulinitet.’ Gress og Jorn havde således et tæt, om end ikke uproblematisk venskab, der centrerede sig om deres bestræbelser på at skrive samfundskritisk med kunsten som omdrejningspunkt. Det er dog kun Gress, der i sine mange erindringsbøger har skrevet om deres indbyrdes forhold, mens Jorn ikke har dvæ­let deres relation.”

Senere kølnedes forholdet noget, da de to stejle gemytter blev hvirvlet ind i en disput om køn, kønsroller og deslige. Det er den fejde, bogen handler om, og Helle Brøns beskriver det hele så fint i en fremstilling, der både er essay og en konstruktion af tekst og billeder, som læseren kan finde sin egen vej igennem.

Bogen præsenteres ved en reception på søndag d. 11. december kl. 14-16 i Galleri Tom Christoffersen, Skindergade 5, København.

“Maskulinisme og kællingesnak” vil også kunne bestilles via Forlaget Bangsbohaves hjemmeside (den ligger der ikke i skrivende stund, men vil givetvis komme op meget snart).

Jeg vil gerne fortælle mere om, hvordan man kan blive aktiv i partipolitik

Jeg vil gerne fortælle mere om, hvordan man kan blive aktiv i partipolitik

Af Christina Olumeko, Alternativet

I sidste uge pakkede jeg mit kontor på Københavns Rådhus ned. Nu skal jeg nemlig fokusere på at lave politik i Folketinget 💚

Jeg nåede at sidde knap et år i Københavns Borgerrepræsentation, og det har været lærerigt, sjovt og svært! Jeg har gjort mit bedste, og jeg er blandt andet glad for at have været med til at:

💡 Igangsætte arbejdet med forsøg med 4-dages arbejdsuge
🚙 Bygge flere delebilspladser
🌞 Skabe bedre rammer for solceller og ladestandere i byen
🌈 Sikre penge til byens første LGBT+ medborgerhus
🍩 Igangsætte pilotforsøg med doughnutøkonomi i tre år
🚾 Sikre penge til det første toilet for mennesker med omfattende bevægelseshandicap
🔋 Indføre første klimaborgerting og borgerforslag i Kbh

Min tid på rådhuset har lært mig, at politik ofte tager lang tid fra ide til realisering. Og, at politik kan være hårdt, fordi man har mange forskellige typer opgaver på en gang f.eks. at læse mødemateriale, forhandle med folk, lytte og få ideer og skrive debatindlæg. Men samtidig har jeg også indset, at man kan lære meget hen ad vejen, og jeg tror faktisk, at det som afholder mange fra at stille op til valg eller i det hele taget deltage i partipolitik er, at man tror, man skal kunne det hele i forvejen. Det er ærgerligt, fordi vi er simpelthen alt for få mennesker, der i dag er aktive i partipolitik og dermed har direkte indflydelse på partiernes politikprogrammer. Så hvis du læser det her og overvejer at blive partipolitisk aktiv på en eller anden måde i f.eks. Alternativet, så skriv endelig til mig, så vil jeg gerne fortælle mere om, hvordan man kan blive aktiv i partipolitik og høre dine tanker om det.

Tusind tak til jer, som har fulgt med indtil videre. Jeg håber, at I også har lyst til at følge med i mit folketingsarbejde 💫

Tænk hvad et progressivt flertal kunne udrette?

Tænk hvad et progressivt flertal kunne udrette?

Af Christina Olumeko, skatteordfører, Alternativet

Tænk hvad et grønt og progressivt flertal kunne udrette?

En af de største klimaskandaler i sidste valgperiode var den såkaldt grønne skattereform, der gav en særlig rabat til de største udledere af CO2, og dermed markant forsinkede den nødvendige, grønne omstilling i Danmark.

Under valgkampen tegnede der sig heldigvis et flertal i befolkningen til at få lavet en mere effektiv, ensartet og fair CO2-skat. Vi i Alternativet har derfor også store forhåbninger til at dette flertal kunne fremtvinge den reelle klimahandling, vi har brug for.

Desværre ser det nu ud til at Socialdemokratiet vil inkludere flere klima-nølende partier i regeringen – partier, der igen og igen har sagt at klimalovene reelt ikke må ændre vores levevis. Vi skal fortsætte med at forbruge og producere som før.

Det må simpelthen ikke blive realitet. Vi må og skal sikre at danskernes klimaambitioner og håb bliver båret helt ind i Folketinget. Der er brug for klimahandling. Ikke flere planer og planer for planer.

Klimaet venter ikke. 

Vidste du, at der er 7 døgnåbne byttestationer i København?

Vidste du, at der er 7 døgnåbne byttestationer i København?

Københavns Kommune:

Vidste du, at der er 7 døgnåbne byttestationer i København? Du kan derfor komme forbi, lige når det passer dig. Her kan du aflevere og hente genbrugsting, der er for gode til at blive smidt ud som fx bøger, tøj, køkkenting, spil og legetøj – alt sammen helt gratis.

På torsdag d. 1. december kl. 15 åbner der en byttestation ved siden af Vor Frue Kirke i Indre By på adressen Dyrkøb 3, 1166 København. På åbningsdagen fra kl. 15-17 kan du møde medarbejdere fra Miljøpunkt Indre By & Christianshavn og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Byttestationen bliver stående indtil maj måned, hvorefter den rykker til et nyt sted i byen.

Med de døgnåbne byttestationer er det endnu nemmere at sørge for at gode genbrugsting ikke går til spilde. Måske er du på udkig efter pakkelegsgaver, julegaver, eller noget, som du selv står og mangler?

Find oversigten over både byttestationer og genbrugsstationer her.

I København genbruger vi 💚

Torben Rechendorff (1937-2022)

Torben Rechendorff (1937-2022)

Af Leif Lønsmann

RECHENDORFFS RADIOER

Torben Rechendorff (1937-2022) mindes i disse dage for sine mange år som medlem af Folketinget og som formand for Det Konservative Folkeparti i en vanskelig periode.

Jeg husker ham for hans forvaltning af radiomediet i en spændende vækstperiode. Som kommunikationsminister i perioden 1989-93 blev det hans lod at styre de mange nærradioer, der i 1980’erne var dukket op over hele landet. Først som en forsøgsordning, siden som et permanent monopolbrud. I årene forud for Rechensdorffs regeringsperiode var antallet af radiostationer i Danmark 100-doblet ! Fra DRs 3 kanaler til omkring 300 lokale såkaldte ”nærradioer”.

Det var et broget og uregerligt radiolandskab, Rechendorff overtog. Ideen var at lade ”tusind radioblomster blomstre”, uden skelen til indhold, synspunkt og afsender. En tidlig radioversion af Elon Musk’s frisatte Twitter. Alverdens minoriteter, religioner og synspunkter mødtes i æteren: Bøssernes Radio Rosa. Nazisternes ”Radio Oasen”. Kommunisternes ”Radio Rød Aalborg”. Jødernes ”Radio Shalom”. Muslimernes ”Radio Mujahedin”. Hara Krishnas ”Radio Krishna”. Katolikkernes ”Radio Steno”. Sikhernes ”Punjabi Radio”. Arabiske ”Radio Pingvin”. Fredericias venstreorienterede ”Radio Robin Hoods Venner Sender”. Oberst Khadaffi-tilhængernes ”Grønne Revolutionsradio”. Sømandsbossen Preben Møller Hansens enmandskanal. ”Radiobaronen” Otto Reedtz-Thott’s ”Radio Voice”, der overskred alle regler og begyndte at sende reklamer i æteren selvom det var udtrykkeligt forbudt. Reklamemanden Ib Romer Jørgensens Radio Romer, der svinede de københavnske politikere til og opfordrede lytterne til at gøre det samme via deres private telefonnumre, som kørte i sløjfe i radioen.

Der var bogstaveligt talt slagsmål i æteren og studierne. Lederen af Vestsjællands Nærradio kravler i foråret 1989 op i Dansk Landbrugs Grovvareselskabs 20 meter høje kornsilo i Høng og trækker Radio Høngs stik ud af sendemasten. En lokal byggematador overtager Slagelse Lokalradio selvom erhvervsvirksomheder ikke måtte have ”bestemmende indflydelse” på lokalradioerne. Skives Sparekasse inddrager Radio Skives studier, da stationen skylder banken penge. En medarbejder på Galten Nærradio bliver overfaldet af et bestyrelsesmedlem og får smadret sine briller midt under en direkte sending. Lokalradio Odders disc jockey kalder Odderkanalens programmer ”elendige” for tændt mikrofon. En bestyrelse låser sig ind i et radiostudie med låsesmede og afsætter ledelsen. Komponistforeningerne kræver fogedforbud mod Odense Nærradio, som nægter at betale KODA-afgifter. HK indgiver konkursbegæring mod Kanal Nul, som genopstår samme dag under navnet Station 1. En studievært slår verdensrekord med 104 timers non-stop sending. En anden falder sammen med hjerteslag.

100 kommunale lokalradionævn forsøgte på bedste beskub at håndtere æterkrigen og få orden på regler og sendetilladelser. Kommunikationsministeriet oversvømmes med klager. Jeg skrev en sorgmunter kronik om de mange hundekunster og ulovligheder i de lokale radionævn, og opfordrede ministeren til at gribe ind.

Rechendorff, der uforvarende var blevet ”radiominister” efter at ordningen var etableret, bevarede roen, og afviste klagerne – og min kronik – med denne melding: ”Den mangfoldighed og entusiasme der lægges for dagen på lokalradioområdet har bestyrket mig i, at den decentrale struktur har været et rigtigt valg. Det kræver nytænkning og tro på de lokale kræfter at decentralisere kompetence. Men en central styring af et så mangfoldigt område er ikke tillokkende”.

Touché !

Foto: DR

TV-BISPERNE

TV-BISPERNE

Af Leif Lønsmann

For 25 år siden, i november 1997, rasede, som så ofte før og siden, en voldsom debat om ”de fremmede” i Danmark. Tonen var hård og uforsonende. De ”fremmede” var en social byrde, et uønsket kulturislæt, et økonomisk problem – og ”de” fyldte for meget i kriminalitetsstatistikkerne.

Et overfald i Odenses natlige værtshusmiljø, hvor en ”indvandrer” havde tævet en ”dansker”, fik debatten til at gå helt amok. Formentlig fordi der forelå videooptagelser af overfaldet. De store tv-stationer, DR og TV2, kunne ikke stå for fristelsen og gav den fuld gas med billedet af den voldelige ”fremmede”.

De 15 sekunders ”reality tv” fra Odense var dråben. Nu var grænsen nået for hvad danskerne ville finde sig i. En undersøgelse viste, at en tredjedel af ”danskerne” var bekymrede over de ”fremmede” i landet. Et nydannet parti slog sig op på kravet om en stram udlændingepolitik. Et af partiets medlemmer opfordrede i kampens hede til at man fløj ”somalierne” hjem og smed dem ned over Afrika med faldskærm. En anden foreslog at man sparede udgiften til faldskærmen.

Så hård var tonen, at en modbølge af eftertanke meldte sig. En række biskopper appellerede til noget så kontroversielt som ”en ordentlig tone” og ”en human debat”. Den nyudnævnte indenrigsminister Thorkild Simonsen pegede på medierne som medansvarlige for ”den oppiskede stemning”, og opfordrede til, at man fik den ”mærkeligt uhumanistiske debat ned i et leje, hvor det ikke gælder om at få så få fremmede ind i landet som muligt, og så mange som muligt af dem, der er her, ud af landet så hurtigt som muligt”.

Ved et debatmøde i Odense tog TV2s direktør, Jørgen Flindt Pedersen, kritikken til sig. ”Der har på det sidste – på grund af en række konkrete begivenheder – været en stor overvægt af historier, der problematiserede de fremmede og deres belastning af det danske samfund. Hver og en af disse historier kan være relevant og berettiget, men tilsammen og isoleret bliver det til en meget ensidig dækning af ”de fremmede” i Danmark”. DRs generaldirektør Christian S. Nissen fulgte op med en tilsvarende selverkendelse: ”Det er en del af DRs idégrundlag at skabe dialog og bygge bro mellem enkeltindivider, grupper og samfund, og at værne om friheden til at være forskellige, som forudsætningen for et levende demokrati. Det har vi måske ikke været gode nok til”.

SÅ brød Fanden for alvor løs. Skulle Danmarks mediebosser nu til at blande sig i tonen i indvandrerdebatten? Ekstrabladets chefredaktør Sven Ove Gade, der altid er frisk med en sviner, rasede mod disse ”fløjlsmaver”, ”godhedsapostle” og ”mediebisper”, som ville tvinge deres ”stiftsprovster” og ”nyhedsprælater” i nyhedsafdelingerne til at prædike ”elitens evangelium” om indvandringens velsignelser. Fra den anden ende af landet advarede Aarhus Stiftstidende imod at biskopper og mediechefer ”pludselig får moralske åbenbaringer og lader sig gribe af frelsermentalitet”. Og hjemme i Radiohuset protesterede Radioavisens chefer og medarbejdere offentligt over ”generalens forsøg på at indføre politisk censur af nyhedsdækningen”.

Det er 25 år siden. Den uforsonlige tone, hadet mod minoriteter og polariseringen i samfundsdebatten er ikke kommet med de sociale medier. Den har altid været her.

Illustration: Anne Marie Steen-Pedersen, Ekstrabladet, november 1997.

Nyt fra Miss B. Haven

Nyt fra Miss B. Haven

Af Torben Skjødt Jensen

“Der har været mange gisninger ovenpå den måske lidt kryptiske udmelding igår fra sydhavnen – men her kommer den sande historie: Det er en fornøjelse at kunne fortælle at jeg sammen med min producent, Picturewise film fra Århus, har fået støtte fra Den Vestdanske Filmpulje til at vi endelig kan færdiggøre filmen om kvindebandet der forvandlede sig fra Clinic Q til Miss B. Haven i 80erne og virkelig gjorde en indsats for at sparke dansk rockmusik ud over de danske grænser i en karriere der varede frem til 1997 og fyldte næsten 20 år for de fleste i bandet.
Lige nu er klippearbejdet i fuld gang i Århus, men som et endeligt løft af filmen op i et højt luftlag, så bliver der som filmens slutning præsenteret et helt splinternyt nummer af og med bandet – og derfor er de samlet lige her i disse dage i Sweet Silence Studios for at indspille sammen, for første gang i 25 år.
Det sker med ingen ringere end Sune Rose Wagner i rollen som både producer og guitarist, og så er det selvfølgelig Lise Cabble – Vocal, Mette Soele Mathiesen – trommer, perc, kor, Lene Lykke Davidsen – Bas,kor og Minna Grooss – keyboads,kor.
Flemming Rasmussen styrer teknikken, og når der nu skal nørdes så var Flemming også tekniker tilbage i 1982 da Clinic Q indspillede deres eneste album i Sweet Silence.
Filmen har i anledning af nu at blive færdiggjort fået sin endelige titel, “Nobody´s Angel”, forventet premiere forår 23 – og så håber vi at det nye nummer både løfter interessen for filmen og et muligt soundtrack der kan følge med.
Her er et foto fra arbejdet i studiet.”

BÅNDVÆRKSTEDET

BÅNDVÆRKSTEDET

Af Leif Lønsmann

Den 24.november 1972 åbnede Danmarks Radio ørerne, dørene og mikrofonerne for lytterne, med et radiofonisk eksperiment ved navn “Båndværkstedet”. Et åbent radioværksted, hvor folk kunne gå direkte ind fra gaden og få hjælp til at lave radioudsendelser, helt uden nogen form for censur eller indblanding. En slags ”radiofonisk facebook”, optaget på spolebånd. Deraf navnet.

Gennem 17 år, indtil “nærradioerne” overtog opgaven i 1989, kom tusindvis af engagerede borgere igennem Båndværkstedet, fra alle samfundets kroge og afkroge. Alene med det til fælles, at de havde noget på hjerte, som de gerne ville dele med andre.

Båndværkstedet var et sandt overflødighedshorn af mennesker og meninger. Vegetarer og voldsmænd. Narkomaner og nihilister. Christianitter, kommunister, kriminelle og clairvoyante. Miljøaktivister, militærnægtere, marxister, mordere og sågar muslimer havde fuldstændig fri og uhindret adgang til mikrofonerne. Kun straffeloven satte grænser for hvad vi lod passere. Alle synspunkter, meninger og holdninger var tilladt. Strejkende asfaltarbejdere agiterede for et bedre arbejdsmiljø. En kontorassistent fortalte om hvorfor hun valgte at gå i kloster. En hjemmeværnsmand roste politiet. En slumstormer gav dem fingeren. En narkoman fortalte hvordan han blev helbredt af Gud efter syv år i Helvede. En gruppe åndssvage fortalte hvordan de lærte at spille musik på deres institution. Sindslidende fortalte om deres interesseorganisation ”Galebevægelsen”. En gruppe narkoleptikere (folk der lider af pludselig at falde i søvn) argumenterede for at de brude have ret til kørekort. En blind skiløber tog lytterne med i sin kamp for at kvalificere sig til vinter-OL for handicappede. En 23-årig nazist fra Esbjerg fortalte om glæden ved hvide børn. En kommunist roste Albanien som et paradis for arbejdere. En anden mente at Nordkorea var himlen på jorden. En tredje at Sovjetunionens invasion af Afghanistan kunne forsvares. Det var ikke gået i dag.

Båndværkstedet lærte mig at alle mennesker har ret til at blive lyttet til, og at alle synspunkter bør have ret til udbredelse. For de findes hvad enten vi vil høre det eller ej. Og mit møde med radioen overbeviste mig om at radioen er det fedeste medie til folkelig debat, fordi radioen bruger talesproget, som vi alle behersker.

Havde Båndværkstedet stadig eksisteret, ville vi have sendt en jubilæumskavalkade med klip fra “Folkets Røst”. Båndene findes stadig.

På billedet ses to af Båndværkstedets brugere, kyndigt vejledt af to unge medarbejdere med Båndværkstedets gule t-shirt. Nogle af os genkender ansigterne…