Forfatter: Admin

Politik

Sådan må det være

af AdminEfterlad en kommentar til Sådan må det være
Sådan må det være

Af Mette Frederiksen, Statsminister

En ældre herre sagde sådan til mig forleden: ”Hej Mette. Du har lige aflyst vores guldbryllup. Det er vi selvfølgelig så ærgerlige over, men ved du hvad, sådan må det være”.

Han er ikke den eneste. Fester, fejringer, sociale arrangementer og mange, mange andre ting aflyses, flyttes eller gennemføres digitalt. Mange er ærgerlige. Fuldt forståeligt. Alligevel siger mange som den ældre herre; sådan må det være.

Og jeg siger; tak for det. Jeg ved godt, det ikke er nemt. Men indsatsen fra hver enkelt af os er det, der gør hele forskellen. Derfor: Tak for at tænke på de sårbare. På fællesskabet. Vi har alle afsavn, og det er hårdt at komme igennem en pandemi. Nogle betaler en større pris end andre. Og mange virksomheder og lønmodtagere mister arbejde og ordrer. Derfor håber jeg også på en snarlig aftale om hjælpepakker!

Som samfund skal vi igennem det her. Desværre. Derfor skal vi hjælpe hinanden og finde løsninger – jo lettere bliver efteråret. Jeg håber på alles forståelse og sammenhold. Der er ikke anden vej igennem det her. God tirsdag til jer allesammen.

COVID-19

På med mundbindene

af AdminEfterlad en kommentar til På med mundbindene
På med mundbindene

Af Pernille Skipper på Facebook

Så er det alvor igen. Smittetrykket kan nu være på vej ind på den farlige, røde kurve, og kan komme helt ud af kontrol. Det kan betyde, at særligt sårbare menneskers liv kan være i fare, og at vores sundhedsvæsen kan knække. Det vil ramme alle andre hårdt, hvis vi lader det ske.

Ja, det er voldsomt frustrerende. Jeg gider heller ikke mere. Men vi ved mere nu. Vi kan mere nu. Så hvis vi tager det alvorligt, kan vi klare det. På med mundbindene. Find en lille gruppe mennesker og lav en social bobbel. Få julefrokosterne over i virtuelle rum.

I Enhedslisten kæmper vi for vores sundhedsvæsen og de sårbare. Vi kæmper for gratis mundbind til mennesker med lave indkomster. Og vi kæmper for hele tiden at få sikret en bedre smittesporing og testkapacitet.

Jeg håber, at du finder fællesskabsfølelsen frem (igen). Nu skal vi (stadig) stå sammen.

Politik

Hvad synes du, vi skal tage med til sundhedsministeren?

af AdminEfterlad en kommentar til Hvad synes du, vi skal tage med til sundhedsministeren?
Hvad synes du, vi skal tage med til sundhedsministeren?

Af Pia Olsen Dyhr

Smittetallet stiger markant lige nu. 760 smittede! Det er meget bekymrende. Derfor skal vi i gang med at forebygge mere, end vi gør lige nu, og lad os da gøre det på en måde, som også gør hverdagen bedre og tryggere for os alle sammen. Ved at lave mindre og trygge fællesskaber i hverdagen 🤲

Ved den sidste nedlukning lavede vi mindre enheder i børnehaver, i skoler – faste medarbejdere omkring de ældre, så man ikke får for mange forskellige ind i sit hjem. Det holdt smitten nede – og børnene trivedes. Det vil vi gerne gøre igen, men desværre er det som om regeringen ikke vil sikre de nødvendige ressourcer.

Vi har lige nu muligheden for at være på forkant, men det koster selvfølgelig, at sikre, at de ældre stadig kan opretholde en hverdag med besøg fra børnebørnene på plejehjemmene eller at smitten ikke lukker hele skoler ned.

Vi vil nu igen gå til Sundhedsministeren og bede ham komme med en redegørelse for, hvordan vi forebygger smitten i daginstitutioner og på plejehjem.

Jeg hører også gerne fra dig. Hvad synes du, vi skal tage med til sundhedsministeren? 💬

Politik

De sidste uger har været rædsomme

af AdminEfterlad en kommentar til De sidste uger har været rædsomme
De sidste uger har været rædsomme

Af Sofie Carsten Nielsen

Kære alle.
Ærlig talt. De sidste uger har været rædsomme. Vi har kæmpet med os selv og hinanden. Imens har vi forsømt det grønnere, friere og stærkere Danmark, vi kæmper for at skabe. Og de mennesker, vi ønsker at gøre en forskel for. Tillid er svigtet.

Har jeg begået fejl? Selvfølgelig har jeg det. Jeg er et menneske.
Kan vi gøre det bedre? Ja! Helt sikkert.

Midt i al støjen – midt i alle kampene – er der dog også ting, der giver enormt meget mening. Vi har taget hul på et historisk opgør med sexisme og seksuel chikane. Som alt for længe har været et problem. I politik. Og i resten af vores samfund. Nu står vi faktisk med en mulighed for at lave den kultur, vi alle er en del af, om. Det er kæmpe stort.

Jeg har kæmpet for ligestilling mellem mænd og kvinder stort set hele mit liv. I den kommende tid vil jeg – igen – kaste mig ind i den kamp. For jeg drømmer om en fremtid, hvor de krænkelser og overgreb, vi ser vælte frem fra fortiden, ikke sker. Der er lang vej. I know. Men vi står med muligheden for at skabe den fremtid sammen. Det kræver to ting:

For det først, at vi får taget et ordentligt opgør med fortiden. Det indebærer dels, at vi kommer ordentligt til bunds i alle de sager, der ligger – og jeg forventer, at der ligger mere end det, vi allerede har set. Både i mit eget parti. I politik generelt. Og i mange andre brancher. Dels, at vi tager dette opgør på en ordentlig måde. De krænkedes ret til fortrolighed og de anklagedes krav på retssikkerhed er helt afgørende her.

For det andet skal vi have etableret den infrastruktur en ny kultur skal gro ude af. Vi må finde ud af med hinanden, hvordan vi gerne vil leve sammen, og hvilken adfærd vi ikke vil tolerere. Indtil det ligger på rygraden, må vi skrive det ned i en samværspolitik. Og hvis den uønskede adfærd alligevel opstår – så skal vi have skabt et ordentligt system til at håndtere det. Det gælder alt fra håndteringen af klager over krænkende adfærd, til udmåling af straf og sanktioner. Vi skal kort sagt have skabt en infrastruktur, der hjælper os til at håndtere sexisme og seksuel chikane ordentligt fremadrettet.

Ingen af disse ting kan opnås, hvis vi holder op med at tale sammen. Men samtalen har svære vilkår lige nu. Diskussionerne på de sociale medier koger. Tabloidpressens uværdige jagt på næste offer og gerningsmand koger. Det hele er tæt på at koge over. Derfor er det så vigtigt, at vi bliver ved med at tale sammen, lytte til hinanden og prøver at forstå de forskellige udgangspunkter, de mange nuancer og de vanvittigt mange dilemmaer, der er i det her.

Jeg vil meget gerne høre, hvordan du ser tingene. Uanset om vi er enige eller ej. Så giv mig din mening – enten med en kommentar herunder eller med en direkte mail til mig her: sofie.carsten.nielsen@ft.dk 🙏

COVID-19

Jeg ved godt, det er slidsomt og hårdt

af AdminEfterlad en kommentar til Jeg ved godt, det er slidsomt og hårdt
Jeg ved godt, det er slidsomt og hårdt

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Hilsen her fra Københavns lufthavn. På vej mod Aalborg og derefter Skagen for at tale om Brexit med fiskerne. Derefter Viborg til møde om vores forslag til nærhedsreform.

Der er stille i lufthavnen, der stadig er hårdt ramt på grund af corona. Det samme er mange andre i vores samfund.

Jeg er i stigende grad bekymret. Smitten spreder sig hastigt i hele Europa, der nu er epicentret for pandemien. I andre lande er sundhedsvæsenet under stigende pres. Og der indføres markante restriktioner.

I Danmark har vi fortsat klaret det relativt bedre. Men også herhjemme ser det stadig mere alvorligt ud. Smitten er stigende. Vi følger situationen meget tæt. Og som sundhedsministeren har sagt i dag, kan vi ikke afvise, at der i de kommende dage vil blive brug for yderligere restriktioner herhjemme.

Jeg ved godt, det er slidsomt og hårdt. Men virus er stadig den samme. Og den har alt for godt fat.

Jeg håber og tror, vi alle alligevel kan yde en indsats. Når alt kommer til alt er supervåbenet stadig, at vi holder afstand. Ser færre mennesker. Drosler ned for de sociale aktiviteter. For at vi til gengæld kan holde så store dele som muligt af samfundet åbent.

Pas godt på jer selv.

Klummer

Det er godt, at der sker noget nu

af AdminEfterlad en kommentar til Det er godt, at der sker noget nu
Det er godt, at der sker noget nu

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

Når man som jeg var teenager i 50’erne og ung i 60’erne, kom man til at stå midt i en brydningstid. Vi var vokset op med, at en mand er pågående og en kvinde kysk og undselig. Manden skulle mase på og regne med, at når kvindens mund sagde nej, sagde hendes hjerte nok ja. Kvinder skulle i det hele taget holde sig i baggrunden, og bøger af forfattere som Tove Ditlevsen og Grethe Risbjerg Thomsen blev afvist som damelyrik.
Men i tresserne blev det anderledes. Man skulle være blind og døv for ikke at se talentet hos forfattere som Inger Christensen, Kirsten Thorup og Suzanne Brøgger. Og der gik skred i de gamle forhold, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og da forebyggende midler som p-piller kom til. Vi var den første generation, der kunne bolle for sjov – uden at være bange for graviditet.
For mig var det en selvfølge, at de kvinder, jeg kendte, blev rødstrømper. Ingen klassekamp uden kvindekamp, sagde vi.
Men det kunne være svært helt at aflægge gamle vaner. Jeg blev mindet om, at tiderne havde ændret sig, da jeg i 1974 var på en grupperejse til Albanien og som 31-årig pludselig oplevede at være en af de ældste i en gruppe. Der var en ung kvinde, jeg blev lidt forelsket i, og jeg kurtiserede hende, sådan som jeg nu havde lært det. Men en af fyrene trak mig til side og sagde, at jeg bar mig helt forkert ad. Det var noget borgerligt fis med den slags opmærksomheder. Det, man skulle gøre, var at se kvinden i øjnene og sige: “Jeg har lyst til at kneppe med dig, kammerat. Hvad siger du til det?”
“Jamen, giver det pote?” spurgte jeg. “Har du nogensinde fået noget ud af det?”
“Aldrig”, sagde han bestemt.”De går deres vej. Men det er nu alligevel sådan, man skal gøre”.
Det var ikke kun mændene, der var i vildrede. Nogle kvinder kunne heller ikke finde ud af det. Som mand kunne man sidde nok så fredeligt på et værtshus, og så kom der en kvinde hen til en og sagde: “Jeg har siddet og kigget på dig, og jeg har lyst til at gå med dig hjem. Skal vi det?”
Og hvis man svarede: “Det skal jo helst være gensidigt, og jeg har ikke rigtig lyst” – så kunne man blive udsat for et vulkanagtigt raseriudbrud, hvor hun hvæsede og spyttede og nedgjorde en totalt og definitivt, så man måtte tænke på William Congreves ord: “Hell has no fury like a woman scorned”.
Men efterhånden fandt de fleste af os dog frem til nye og ligeværdige former.
At der så var nogle, der ikke gjorde det, viser MeToo-bevægelsen med al ønskelig tydelighed. Der er stadig mænd – måske ikke mindst i magtfulde positioner – der opfører sig som bøfler og er så tykhudede og formørkede, at de tror, kvinder skal føle sig smigrede, hvis de bliver gramset på, slikket i ørerne eller det der væ korre er, eller hvis en mand bliver ved med at komme med uønskede og slibrige tilnærmelser – eller i værste fald udsætter kvinder for direkte fysiske overgreb.
Nu ved jeg jo ikke meget om omgangsformerne på det område her og nu. Det sidste halve århundrede har det ikke været relevant for mig.
Det tager åbenbart længere tid, end vi troede i tresserne, at nå frem til et ligeværdigt forhold mellem kønnene.
Det er godt, at der sker noget nu. Det er gået alt for langsomt. Nu skal der ryddes op.

COVID-19

Coronahistorie fra det virkelige liv

af AdminEfterlad en kommentar til Coronahistorie fra det virkelige liv
Coronahistorie fra det virkelige liv

Af Pernille Melsted

Min venindes forældre mødtes for to uger siden til en middag med to andre par. Ingen kram, god afstand og håndsprit. Nu er alle seks testet positive for corona (fordi en af dem fik det dårligt under middagen og efterfølgende blev testet).

En var syg med dårlig mave i to dage.
En havde feber i en dag.
To havde ingen symptomer.
To indlagt på hospitalet.

Den ene af de to indlagte – min venindes mor – kastede op i flere dage, kunne ingenting spise eller drikke og havde det “værre end hun nogensinde har haft det i hele sit liv”. Hun var indlagt i fire dage, men er hjemme nu. Har det stadig rigtigt dårligt. Knaldende hovedpine, absolut ingen energi, ingen appetit.

Den anden kvinde ligger fortsat på hospitalet på 6. dag og er meget syg.

Jeg hører fortsat coronabenægterne (både dem, der mener at corona er a Deep State hoax og dem, der mener at det jo bare er en influenza) spørge triumferende: “Ja, men kender DU nogen, der har været syge på grund af corona?”

Det gør jeg nu. Og jeg hørte en anden skrækkelig historie fra en ven i går. Og vi kommer allesammen til at høre flere og flere af de her historier i den kommende tid.

Det her er friske, rørige mennesker omkring de 70, som havde brugt hele dagen på golfbanen (hvor er både er frisk luft og afstand)inden de mødtes til middag. Jeg kan ikke holde den retorik ud om, at de gamle ikke tæller i statistikkerne, fordi de “nok alligevel ville havde været døde”. Hvad er det for et menneskesyn? Har de her mennesker ikke selv forældre? Tæller de her mennesker, som … hvad ved vi … måske har 20+ år endnu ikke?

Der er absolut ingen tvivl om, at de to der blev virkelig syge ikke havde reageret så voldsomt på en almindelig influenza. Og slet ikke havde ligget på hospitalet i – nu – seks dage. Lige nu er det for tidligt at sige, hvad følgevirkningerne bliver. For det er jo dem, der er hæslige. Og dem ingen har efter en almindelig influenza.

Det er sådan en nasty, utilregnelig virus. Den er en joker, og fordi nogle slipper billigt betyder det langt, langt fra at alle gør.

Stay safe, peeps! ❤️

Artiklen vil løbende blive opdateret med borger historier:

København, Kultur, Medier, Musik

Jan Sneum er død

af Admin2 kommentarer på Jan Sneum er død
Jan Sneum er død

Af Katrine Ring

Jan Sneum er død. Dermed er min læremester, mit etiske kompas og et fyrtårn af de helt sjældne her ikke længere. Hvis ikke jeg havde mødt Jan Sneum dengang i 1982 i forbindelse med The Pin-Ups debutplade…Hvis ikke han havde spurgt om hvilken musik vi lyttede til i bandet, så havde mit liv set ganske anderledes ud. Han opdagede, at jeg vidste noget om italiensk musik. Og selvom jeg selv fandt på de fleste af historierne om italiensk musik – hvilket han opdagede – så gjorde det ikke noget. For historierne var gode og sandheden skal ikke stå i vejen for en god historie. Sådan kom jeg ind på DR på P3 i 1982 og begyndte at arbejde professionelt med musik, plader og musikere. Han inviterede mig indenfor i kredsen af pladenørder og vi sad og skrev opslag til Rock Nu og Politikens Rock og andre biografiske leksika. Jeg leverede indslag til Rockland og interviewede hele New Wave of British Heavy Metal og den danske scene med, fordi det var vigtigt at forstå de udviklinger, der var i musikken. De kraftcentre, der eksploderer, gør verden stor. Sneum førte os andre ud i denne fagre musikalske verden som en opdagelsesrejsende. Han gav mig den største oplevelse af en vinylplade. Der var skåret en rille i pladen, men uden musik. Til gengæld var selve omslaget af sandpapir og det betød, at hver gang pladen blev taget ud og lagt ind i sit omslag, at den blev mere og mere ridset. Det var i sig selv fantastisk musik for Sneum. At tænke musik på den måde. Han var generøs, så folk som de var, var realistisk og opdragende på sin helt egen milde måde over for os nye unge på radioen. Uden Sneum var der en masse, der aldrig var sket. Og så en lille kuriøs historie om dengang han mødte sin elskede Karin Hegelund. Jeg var nemlig vidne til det øjeblik, hvor det skete! Vi var alle tre på det samme DR-kursus og vi tre var sammen gået en aftentur sammen ude i den nærliggende skov. Undervejs slog Karin en lille prut, og det gjorde, at Jan blev så forelsket i hende, at de blev kærester. Med tiden blev de forældre til Sif. Karin døde for 13 år siden. Nu er Jan også død. Hvor er jeg glad for, at han har været her. Han var et fyrtårn i musikalsk formidling. Og ingen i Danmark ville have kendt til det finske band 22-Pistekirrko. Pistepirrko betyder mariehøne. Flyv op til vorherre og bed om godt vejr…