
Af Mette Frederiksen, Statsminister
En ældre herre sagde sådan til mig forleden: ”Hej Mette. Du har lige aflyst vores guldbryllup. Det er vi selvfølgelig så ærgerlige over, men ved du hvad, sådan må det være”.
Han er ikke den eneste. Fester, fejringer, sociale arrangementer og mange, mange andre ting aflyses, flyttes eller gennemføres digitalt. Mange er ærgerlige. Fuldt forståeligt. Alligevel siger mange som den ældre herre; sådan må det være.
Og jeg siger; tak for det. Jeg ved godt, det ikke er nemt. Men indsatsen fra hver enkelt af os er det, der gør hele forskellen. Derfor: Tak for at tænke på de sårbare. På fællesskabet. Vi har alle afsavn, og det er hårdt at komme igennem en pandemi. Nogle betaler en større pris end andre. Og mange virksomheder og lønmodtagere mister arbejde og ordrer. Derfor håber jeg også på en snarlig aftale om hjælpepakker!
Som samfund skal vi igennem det her. Desværre. Derfor skal vi hjælpe hinanden og finde løsninger – jo lettere bliver efteråret. Jeg håber på alles forståelse og sammenhold. Der er ikke anden vej igennem det her. God tirsdag til jer allesammen.