De sidste uger har været rædsomme

Af Sofie Carsten Nielsen

Kære alle.
Ærlig talt. De sidste uger har været rædsomme. Vi har kæmpet med os selv og hinanden. Imens har vi forsømt det grønnere, friere og stærkere Danmark, vi kæmper for at skabe. Og de mennesker, vi ønsker at gøre en forskel for. Tillid er svigtet.

Har jeg begået fejl? Selvfølgelig har jeg det. Jeg er et menneske.
Kan vi gøre det bedre? Ja! Helt sikkert.

Midt i al støjen – midt i alle kampene – er der dog også ting, der giver enormt meget mening. Vi har taget hul på et historisk opgør med sexisme og seksuel chikane. Som alt for længe har været et problem. I politik. Og i resten af vores samfund. Nu står vi faktisk med en mulighed for at lave den kultur, vi alle er en del af, om. Det er kæmpe stort.

Jeg har kæmpet for ligestilling mellem mænd og kvinder stort set hele mit liv. I den kommende tid vil jeg – igen – kaste mig ind i den kamp. For jeg drømmer om en fremtid, hvor de krænkelser og overgreb, vi ser vælte frem fra fortiden, ikke sker. Der er lang vej. I know. Men vi står med muligheden for at skabe den fremtid sammen. Det kræver to ting:

For det først, at vi får taget et ordentligt opgør med fortiden. Det indebærer dels, at vi kommer ordentligt til bunds i alle de sager, der ligger – og jeg forventer, at der ligger mere end det, vi allerede har set. Både i mit eget parti. I politik generelt. Og i mange andre brancher. Dels, at vi tager dette opgør på en ordentlig måde. De krænkedes ret til fortrolighed og de anklagedes krav på retssikkerhed er helt afgørende her.

For det andet skal vi have etableret den infrastruktur en ny kultur skal gro ude af. Vi må finde ud af med hinanden, hvordan vi gerne vil leve sammen, og hvilken adfærd vi ikke vil tolerere. Indtil det ligger på rygraden, må vi skrive det ned i en samværspolitik. Og hvis den uønskede adfærd alligevel opstår – så skal vi have skabt et ordentligt system til at håndtere det. Det gælder alt fra håndteringen af klager over krænkende adfærd, til udmåling af straf og sanktioner. Vi skal kort sagt have skabt en infrastruktur, der hjælper os til at håndtere sexisme og seksuel chikane ordentligt fremadrettet.

Ingen af disse ting kan opnås, hvis vi holder op med at tale sammen. Men samtalen har svære vilkår lige nu. Diskussionerne på de sociale medier koger. Tabloidpressens uværdige jagt på næste offer og gerningsmand koger. Det hele er tæt på at koge over. Derfor er det så vigtigt, at vi bliver ved med at tale sammen, lytte til hinanden og prøver at forstå de forskellige udgangspunkter, de mange nuancer og de vanvittigt mange dilemmaer, der er i det her.

Jeg vil meget gerne høre, hvordan du ser tingene. Uanset om vi er enige eller ej. Så giv mig din mening – enten med en kommentar herunder eller med en direkte mail til mig her: sofie.carsten.nielsen@ft.dk 🙏

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s