Problemet er mænd, der hader kvinder

Problemet er mænd, der hader kvinder

Af Pia Olsen Dyhr

I dag skulle vi have haft partileder-debat i Folketingssalen. Den er desværre aflyst fordi flere er smittet i disse dage. God bedring til de berørte.

Men jeg synes alligevel ikke I skal snydes for, hvad jeg ville have sagt fra talerstolen. Min tale ville have handlet om de ca. 38.000 kvinder, der lever, bæver og frygter i voldelige parforhold.
”Få uger inde i det nye år har vi allerede oplevet et drab på en kvinde, begået af en tidligere partner.

Det er snart en del år siden at hele Skandinavien, og sidenhen resten af Verden, blev introduceret til figuren Lisbeth Salander i Stieg Larssons romaner. Det første bind i serien hed ”Mænd der hader Kvinder” og hovedpersonen, hvis historie gradvist oprulles, fortæller om én lang ubrudt kæde at vold, seksuelle overgreb, ydmygelser og tvang – fra mænd.

Og hvor årsagen er – at ofret var… kvinde. Nu var det heldigvis fiktion.

Og heldigvis er der langt fra – meget langt fra – alle mænd, der er som flertallet af de mandlige figurer i romanerne.
Men de er derude. De mænd er derude.
Så vi har et problem. Det er ikke et særskilt dansk problem, det findes over hele kloden – men vi har ansvaret for at gøre noget ved det. I Danmark.

Problemet er mænd, der hader kvinder.

Jeg er med på, at mange af de mænd vi taler om her, har oplevet svigt. De bærer på deres historie, med egne sorger, svigt, overgreb, mobning, afvisninger og afsavn. Men hvert år er der et utal af drab på kvinder, begået af deres samlever eller tidligere partner.
Hvert år har vi et svimlende højt antal voldtægter.

Og vores krisecentre har svært ved at følge med, når kvinder banker på døren og beder om hjælp – fordi deres partner har banket dem, i stedet for at bede om hjælp i tide.

Jeg elsker min kloge, kærlige mand. Jeg er omgivet af søde, nænsomme, betænksomme, kærlige, kloge, indsigtsfulde mænd hver eneste dag på arbejde. Men der er kvinder, der fra de var barn, har været misbrugt seksuelt og udsat for vold. Fysisk som psykisk.

Og de reproducerer mønstret og får voldelige kærester.

Og der er også de piger, der er vokset op i trygge hjem, med kærlige fædre og søde brødre som forbilleder, som alligevel ramler ind i en psykopat…

Som pludselig slår dem – og lover bod og bedring og at det aldrig vil ske igen.

Lige indtil det rent faktisk sker igen. Og igen. Og igen.

Mens selvværdet fordufter, og troen på en vej ud fortager sig, i takt med at venner og veninder opgiver at tale til fornuft…

Kontrollen, der sniger sig ind: Hvad man må have på af tøj. Hvem man må tale med. Hvem man må omgås. Hvem man må sms’e med. Hvor man går hen…

I Danmark har vi vores del af negativ social kontrol. Vi taler stadig oftere om den i forhold til de unges vilkår i etniske miljøer.

Men vi må være ærlige om, at negativ social kontrol desværre også findes i Danmark blandt pæredanske mænd og deres kærester eller tidligere partner.

Vi har gjort noget herindefra i forhold til stalking, til skærpet straf for vold og voldtægt, tilføjelsen om psykisk vold i straffeloven, samtykkeloven – alt det er godt og rigtigt. Og det virker.

Men året var ikke mange dage gammel før endnu en kvinde mistede livet til en tidligere partner. Præcis som sidste år.

Jeg ser frem til regeringens bebudede arbejde om sikring af pigers og kvinders vilkår og tryghed.

Vi skal have gjort op med vold, den psykiske vold, voldtægterne og drabene.

Vi skal have gjort op med de mænd, der hader kvinder.

Vi skal have en empatisk tilgang til alle mennesker

Vi skal have en empatisk tilgang til alle mennesker

Alternativet skriver:

I dag har vi i Alternativet fået ny Flygtninge- og Integrationsordfører i Helene Liliendahl Brydensholt.
Helene brænder for en human og empatisk flygtninge- og integrationspolitik.

Hun udtaler:

“Jeg går til opgaven med et stærkt ønske om at skabe en positiv forandring for de mennesker, der kommer til Danmark fra andre dele af verden – og for alle dem, der allerede bor her.
Som politiker insisterer jeg på, at vi taler ordentligt om og til vores medmennesker. Vi skal have en empatisk tilgang til alle mennesker, hvis liv vi har i vores hænder. I tråd med det har jeg en forhåbning om, at vi snart ser ind i en ny politisk æra, hvor respekt og omsorg for vores medmennesker er styrende for politiske beslutninger og den offentlige debat. At der vil blive ført politik ud fra fakta og fokus på medmenneskelighed og ikke ud fra skræmmebilleder, der er blevet malet i medierne og af nogle politikere.

Danmark skal følge menneskerettighederne og lytte til internationale rapporter, når de advarer mod at inddrage flygtninges opholdstilladelser. Det gælder f.eks. i de aktuelle sager med udvisninger af syriske flygtninge, som bygger på tvivlsom dokumentation og går imod alle andre EU-landes praksis. Jeg vil kæmpe benhårdt for, at Danmark indstiller disse udvisninger hurtigst muligt. Ligeledes vil jeg arbejde for, at de inhumane udrejsecentre bliver afskaffet.

På integrationsområdet skal vi have fokus på inklusion og kulturel mangfoldighed. Integration handler for mig og Alternativet om, at alle skal føle sig inkluderet og hjemme i Danmark. Vi er ikke alle ens, og i stedet for at problematisere forskelligheder, bør vi tænke mangfoldighed som en samfundsstyrke.
Når nogle tilflyttere ikke føler sig inkluderet i Danmark, skyldes det oftest, at de oplever at blive talt ned til og stigmatiseret af resten af samfundet. Nogle bliver endda udsat for hadforbrydelser. Derfor vil jeg arbejde for, at det politiske Danmark anerkender, at der desværre stadig findes racisme i Danmark. Racismen hersker i det offentlige rum såvel som i flere love. Den såkaldte Ghettolov er et eksempel herpå. Derfor vil jeg politiske arbejde for, at der indføres en national antiracistisk handleplan.

Jeg vil forsøge at gøre mit ordførerskab så åbent og inddragende som muligt. Du er derfor altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har input til politiske dagsordener eller noget på hjerte, der vedrører flygtninge- og integrationspolitik.”

Giv Helene et kæmpe like 👍 – følg hendes arbejde på Facebook her.

Christoph Eschenbach ny dirigent for Copenhagen Phil

Christoph Eschenbach ny dirigent for Copenhagen Phil

Copenhagen Phil er utrolig stolt over at offentliggøre, at én af verdens største nulevende dirigenter – Maestro Christoph Eschenbach – tiltræder som orkestrets æres-gæstedirigent i de kommende to sæsoner.

Det er lidt af en sensation, at Copenhagen Phil i de kommende år indleder et fast samarbejde med Christoph Eschenbach – et fænomen blandt den øverste liga af internationale dirigenter, der har haft samtlige verdens allerbedste orkestre og opera­huse som sin hjemmebane i omtrent 55 år. Eschenbach tilhører den tyske elite og er anerkendt verden over som både dirigent og pianist – og er elsket af publikum for en særlig evne til altid at tilføje hans koncerter en sjælden følelsesmæssig intensitet.

Eschenbach gæstede for første gang Copenhagen Phil i efter­året 2021, hvor han udtrykte sin store respekt for orkestrets høje niveau og brændende engagement. Han kommer til at udvikle og berige orkestret med en udsædvanlig stor kvalitet og høj faglighed, så vi kan forvente et endnu bedre spillende Copenhagen Phil i de kommende år.

Selv siger Christoph Eschenbach:

”Jeg glæder mig meget til at starte som æres-gæstedirigent for Copenhagen Phil fra næste sæson. Copenhagen Phil er et orkester med et fabelagtigt potentiale. Ved mit besøg i oktober følte jeg en ægte involvering af hver eneste musiker og deres glæde ved at levere fantastisk og raffineret lyd samtidig med at lave smuk musik sammen. Jeg glæder mig utroligt meget til at dele denne entusiasme med det københavnske publikum ved koncerter af højeste kvalitet.”

Muligheden for at tilknytte Eschenbach har åbnet sig, efter han har meddelt sin gradvise tilbage­trækning som chefdirigent i Konzerthaus Berlin, hvor han fremover ligeledes vil fungere som æres-gæstedirigent. Lignende aftaler vil han fortsat pleje hos de internationale eliteorkestre Bamberger Symphoniker, Orchestre de Paris og hos Skandinaviens førende symfoniorkester i Göteborg. Samarbejdet med Copenhagen Phil er muliggjort med støtte fra Louis-Hansen Fonden.

Copenhagen Phils Musikchef Peter Lodahl:

”Copenhagen Phil har de seneste par år satset stærkt på at højne det kunstneriske niveau. Den ambitiøse strategi bærer således allerede frugt både i kommunerne på Sjælland, i Tivolis Koncertsal og på hjemmebanen i Vilhelm Lauritzens gamle Radiohus på Frederiksberg – kunsten er for alle. Vi ønsker oprigtigt at nå bredest muligt ud til flest mulige på højest mulige niveau. Det er ikke gået ubemærket hen, at hele Sjællands Symfoniorkester har flyttet sig væsentligt. Det er usædvanligt for et dansk symfoniorkester at tiltrække en så stor international kapacitet som Christoph Eschenbach som æres-gæstedirigent. Vi er enormt taknemmelige for den store og afgørende velvillighed, vi har mødt hos Louis-Hansen Fonden og glæder os stort til allerede til efteråret at søsætte samarbejdet.”

Fondsdirektør hos Louis-Hansen Fonden, Christine Wiberg-Lyng:

”Når orkestre forløser noder til kunst, spiller dirigenten ofte en afgørende rolle. Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har gennem en årrække fokuseret på at styrke det klassiske musikmiljø ved at støtte musikalsk ledelse fra Malko Dirigentkonkurrencen til chef- og æresdirigenter tilknyttet danske orkestre. Med tilknytningen af Christoph Eschenbach som æres-gæstedirigent hos Copenhagen Phil vil orkestret få et nært samarbejde med en af verdens førende dirigenter. Eschenbach vil kunne tilføre en international dimension med erfaring fra nogle af de ledende internationale orkestre, og Copenhagen Phil vil få mulighed for at fortsætte den kunstneriske udvikling, orkestret er inde i. Det er en udvikling og en mulighed, Fonden er glade for at støtte.”

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG GENÅBNER

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG GENÅBNER

PRESSEMEDDELELSE

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG GENÅBNER TIRSDAG DEN 18. JANUAR 2022.

Kunsthallen har været midlertidigt lukket siden søndag den 19. december 2021 som følge af myndighedernes restriktioner.

Ved genåbningen vises soloudstillingen med den anmelderroste fransk-algeriske kunstner Mohamed Bourouissa. I gården på kunsthallen kan man samtidig opleve et udvalg af værkerne fra Kunsthal Charlottenborgs første biennale med titlen Poet Slash Artist. Den 5. februar 2022 åbner desuden den traditionsrige Charlottenborgs Forårsudstilling.

Kunsthallen følger naturligvis alle myndighedernes anvisninger, så I får et trygt besøg. Vi glæder os til at se jer allesammen igen på Kunsthal Charlottenborg!

Foto: Mohamed Bourouissa, Le cercle imaginaire, 2008. Fra serien “Périphéries” C-print 137 x 165 cm © Mohamed Bourouissa. Udlånt af kunstneren, kamel mennour, Paris

Stationsbygning forvandlet til kunsthal

Stationsbygning forvandlet til kunsthal

Statens Kunstfond skriver:

Stationsbygning forvandlet til kunsthal 🚉 🎨

Træder man ind i stationsbygningen på Vordingborg station på Sydsjælland og forventer at finde en kiosk, bænke og et stort stationsur, ja så bliver man overrasket. Stationsbygningen er nu omdøbt til ’Poly’ og har undergået en transformation til en kunstnerdrevet udstillingsplatform for samtidskunst.

Bag den nye kunsthal @polyudstillingsplatform står billedkunstner @dinalundvall, der har planlagt udstillinger med kunstnere fra ind- og udland, som skal indgå i samarbejder, der udforsker og udfordrer ventesalen. Kunsthallen præsenterer skiftende udstillinger frem til 2023 med blandt andre @stine_deja@mortenjensenvagen, Anders Visti (@avisti) og @xeniaxamanek.

Udstillingsplatformen åbnede i november, og første udstilling er af kunstner @oscaryran. Han vil med udstillingen ’Urban Paranoia’ sætte fokus på de ensomme internetkrigere, også kaldet “trolls”, som sidder bag tastaturer i hele verden og skaber had, frygt og paranoia, som kan manipulere og kontrollere mennesker. I udstillingen optræder trolden rent fysisk som en truende fare, der lurer på og i os alle.

I 2019 blev der etableret en ny gangbro på Vordingborg Station, som ledte den gående trafik uden om ventesalen, og den mistede sin funktion som naturligt gennemgangs- og opholdsrum. Nu kan rejsende og andre interesserede gå på opdagelse i kunsten hver dag i ventesalens åbningstid.

Vi har støttet projektet sammen med Vordingborg Kommune.

📸 Fra udstillingen ‘Urban Paranoia’ af Oscar Yran. Foto: Thomas G. Bagge @thomasbagge.dk

KAN DU MÆRKE NATUREN FRA DIT VINDUE?

KAN DU MÆRKE NATUREN FRA DIT VINDUE?

Alternativet skriver:

Kan du høre fuglene kvidre og se et træ i bylandskabet? Eller er det asfalt så langt øjet rækker?

For langt de fleste i storbyerne er det desværre den grå asfalt øjet mødes med.

Det vil Alternativet lave om på. Vi vil sikre flere grønne kvadratmeter i byerne. At give plads til mere natur er en del af løsningen på et sundt byliv i sunde byer. For os handler det ikke kun om at kunne bo og arbejde i byen. Vi skal også kunne leve i den. Derfor skal vi skabe rum og sprækker i byen, hvor naturen kan få lov til at være ‘vild med vilje’.

Og effekterne af mere natur i byerne er positive og mangeartede. Det kan være med til at løse problemer inden for overophedning, biodiversitet og støj- og luftforurening. Naturen har også en stor virkning på vores sundhed, trivsel, velvære og læring.

Alene det at have flere træer i bybilledet, vil hjælpe os med håndtere luftforurening, skybrudshændelser og kastevinde, grundet træernes fantastiske egenskaber. De producerer ilt og renser luften, giver skygge, bremser skybrud og håndterer regnvandet.

Det er på tide at sikre vild, fri, mangfoldig og spændende natur i vores byer. Derfor arbejder Alternativet for, at naturen og biodiversiteten prioriteres højt og at de politiske beslutninger i højere grad træffes med respekt for naturen og alle de liv, vi deler jorden med.

Kunne du også tænke dig mere natur ude foran dit vindue?💚🌳🌱🌿

Læs mere om vores naturpolitik her.

At støtte status quo er reelt at acceptere fortsatte stramninger af udlændingepolitikken

At støtte status quo er reelt at acceptere fortsatte stramninger af udlændingepolitikken

Af Zenia Stampe

Nej. Vi Radikale opgiver ikke udlændingepolitikken ved at gøre os fri af Socialdemokratiet. Tværtimod. Vi stiller os fri for at få mere indflydelse – også på udlændingepolitikken.

Realiteten er jo, at den socialdemokratiske et-partiregering allerede har sat os uden for indflydelse på både udlændingepolitikken og retspolitikken. Må jeg minde om, at den for bare et par uger siden lavede en aftale med de borgerlige og SF, hvor de finansierede udenlandske fængselspladser med penge fra integration og kultur. Må jeg også minde om, at den i foråret indgik en aftale om statsborgerskab kun med de borgerlige. Vi blev end ikke inviteret til forhandlingerne.

At støtte status quo er reelt at acceptere fortsatte stramninger af udlændingepolitikken og retspolitikken. Det vil vi ikke længere være med til. Det vil jeg ikke længere være med til. Vi er færdige med at skulle vælge mellem den ene eller anden uspiselige blok, som så bagefter bare kan tage os for givet og sætte os uden for indflydelse. Hvis man vil bygge et flertal på os, så må man komme til os – ikke omvendt.

Og hvad vil den melding så betyde i praksis? Mette Frederiksen vil kun kunne fortsætte sin et-partiregering, hvis hun får flertal med SF og Enhedslisten alene. Det er næppe sandsynligt. Så hvis hun skal fortsætte som statsminister, så bliver det i en flerparti-konstellation med os eller henover midten. Men uanset hvordan den kommer til at se ud, så er det slut med den socialdemokratiske egenrådighed og del-og-hersk-strategi. Og det er grundlæggende en god nyhed for danskerne, som altid har været præget af en sund skepsis over for magtfuldkommenhed.

Men det kan jo også være, at Mette Frederiksen holder stejlt på en et-parti-regering og i erkendelsen af, at det ikke kan lade sig gøre, sender bolden videre til de blå. Men en blå regering skal jo også finde 90 mandater. Og nej, vi kommer ikke til at støtte en regering, der er afhængig af Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. To partier, der hader muslimer, vil bryde menneskerettighederne, trække os ud af EU, og som grundlæggende er ligeglade med klimaet. Det kommer ikke til at ske. Det er en no-brainer. Og derfor vil Pape og Ellemann også være nødt til at kigge hen over midten, hvis de skal forme et flertal med os.

Vores melding er derfor både et farvel til den socialdemokratiske blokpolitik, hvor støttepartierne er degraderet til nyttige idioter. Men det er også et farvel til blå blokpolitik, hvor DF og Nye Borgerlige sætter retningen. I hvert fald hvis vi får de afgørende mandater.

Der var én, der spurgte mig på twitter, om vi virkelig tror, at vi kan finde flertal for den strategi. Til dét vil jeg sige: Det her er ikke et spørgsmål om strategi, men om integritet. Vi kan ikke længere være i rollen som støtteparti for en egenrådig et-parti-regering.

Men må jeg ikke også minde om, at det ikke er os, der skal finde et flertal. Det er dem, der ønsker at blive statsministre, der skal finde et flertal. Og dér siger vi bare, at det er slut med, at vi kommer til dem, for at de så bagefter kan tage os for givet. De må komme til os, og de må betale med indflydelse – også på udlændingepolitikken og retspolitikken.

Tror vi, at vi kan få en helt anden udlændinge- og retspolitik? Nej. Men vi tror, at vi kan få mere, end vi gør nu.

Foto af Christiansborg i et nyt lys. Credit: Moahim.

Jeg har aldrig fortrudt, at holde det ene fjumreår efter det andet

Jeg har aldrig fortrudt, at holde det ene fjumreår efter det andet

Af Arne Herløv Petersen

For 57 år siden fik jeg en åbenbaring. Eller måske var det bare en pludselig indskydelse. Uanset hvad det var, ændrede det mit liv.
Da jeg begyndte på Københavns Universitet i 1962, havde jeg det som et barn, der bliver lukket ind i slikbutikken. Forelæsningskataloget var som Ida Davidsens smørrebrødsseddel; jeg satte kryds ved alt det, jeg syntes lød interessant. Det var en hel del. Der var fri adgang dengang, frit valg på alle hylder, man kunne droppe ind og droppe ud som man ville. Man kunne sidde derhjemme og aldrig vise sig på uni, før man gik op til endelig eksamen. Man kunne blive evighedsstudent som Elsa Gress’ far, Ur-Gress kaldet, der var begyndt at læse i 1903 og stadig var i gang tres år senere, selv om han havde måttet opgive filosofi, fordi undervisningen foregik på første sal på Frue Plads, og hans ben ikke længere kunne klare trapperne. Så han havde skiftet til religionshistorie, der foregik i stueetagen.
Jeg valgte historie som hovedfag og lavede alle afløsningsopgaverne og tog forprøve på de normerede to år. Jeg havde valgt russisk som bifag og fulgte undervisningen i to år, men midtvejs var jeg blevet mere interesseret i kinesisk, så det fulgte jeg også. Samtidig fulgte jeg alle forelæsninger og øvelser i sociologi, der interesserede mig, og så gik jeg til nogle kurser i nordisk folkemindevidenskab. Jeg var blevet redaktør af Studenterbladet, jeg var formand for historisk fagråd og for fakultetsrådet på humanistisk fakultet og sad i bestyrelsen af Studentersamfundet og Socialistiske Studenter og den lokale SF-afdeling. Og så havde jeg, siden jeg begyndte på studiet to et halvt år før, udgivet en digtsamling på Borgen og en roman på Gyldendal. Jeg holdt en del foredrag rundt omkring og skrev kronikker og andre artikler. Og i januar 1965 tog jeg så første del af den endelige eksamen i historie. Den hed H1 og omhandlede økonomisk historie, statsvidenskab med forfatningslære og politisk teori og den slags. Vi læste Hobbes, Thomas More, Malthus, Adam Smith, Marx, Clausewitz, Schumpeter, Lenin og mange andre. Så manglede jeg kun specialet og H2, og det regnede jeg med at klare på to-tre år.
Men så den dag for omkring halvtreds år siden, hvor jeg kom gående over Frue Plads, slog det mig pludselig: Nu har du gået i skole, siden du var seks år. Du har aldrig rigtig lavet andet. Er det sådan, du ønsker dit liv skal være? Eller skal der være mere i det? Skal du ikke ud i verden og opleve noget andet?
Så i stedet for at gå videre til næste forelæsning, gik jeg ned i Mikkelbryggersgade, hvor Ritzau holdt til, og bad om at tale med chefredaktøren, som jeg aldrig havde set. Han spurgte, hvad jeg ville, og jeg sagde, jeg gerne ville ansættes på udenrigsredaktionen. Han så på mig, sådan en fyr på 21, der bare kom vadende ind fra gaden, og spurgte, om jeg havde en journalistuddannelse. Næ, det havde jeg ikke, men jeg havde skrevet en del i Aktuelt.

Godt, sagde han. – Du kan gå op på udenrigsredaktionen og blive sat på holdet deroppe for i dag. Du skal lave det samme, de andre laver. Du får ikke penge for det. Så kommer du her i morgen, og så fortæller jeg dig, om du er ansat eller ej.
Jeg kom tilbage næste dag og blev ansat, og så var jeg på udenrigsredaktionen. Senere kom jeg over på Aktuelt som fastansat journalist, jeg begyndte også at oversætte til forskellige forlag, og inden året var omme, havde jeg sammen med syv andre købt en tremastet skonnert og en tomastet galease, og vi gjorde os klar til at rejse Jorden rundt.
Fire år efter kom jeg tilbage til uni – efter tre måneders ophold i en palmehytte på stranden i Fransk Polynesien – og gik i gang med at læse igen, og så gjorde jeg da den historieuddannelse færdig.
Jeg har aldrig fortrudt, at jeg stoppede op den dag og besluttede at holde det ene fjumreår efter det andet.

Alexander Skrjabin 150

Alexander Skrjabin 150

Af Jesper René

Idag er det 150 år siden den russiske komponist Alexander Skrjabin blev født. Er der én komponist, som jeg endnu synes at have til gode at beskæftige mig med, ja så er det nok denne mystiker udi musikken. Der har været tilløb fra min side, men ligesom det var revolutionens tilløb, der tog livet af den verden, som Skrjabin repræsenterede – ja, så skal der altså en sikrere og lysere fremtid til, førend det er tilrådeligt at begynde på dette univers.

Skrjabin troede, når hans tanker om sig selv da ikke var endnu højere, at han var en reinkarnation af Chopin – og hans tidlige produktion er da også en slags forlængelse af romantikkens ideal; han skrev i de samme former som sin forgænger, men derfra udvikledes hans klangsans og formsprog sig over det fritonale til det deciderede opløselige. Det er musik, som langsomt fanger lytteren ind, og som man skylder sig at blive ved med at forsøge at lytte til.

Børnene er igen tilbage i skolerne

Børnene er igen tilbage i skolerne

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Kære alle
Vi er kommet i gang med det nye år. I dag vender børnene tilbage i skole. Og det er tid til en status.

Vi har fortsat en stor smittespredning i vores samfund. Så længe det er vinter, forventer myndighederne ikke meget lavere smitte. Det ser dog ud til, at kombinationen af en høj vaccinetilslutning til tredje stik, smitteforebyggende tiltag og at omikron tilsyneladende giver et mindre alvorligt sygdomsforløb end tidligere varianter, får os helskindet igennem de her måneder.

Først om vaccinerne. Næsten 90 % af alle danskere over 50 år har fået deres tredje stik. Det er et højt antal, og vi er både på europæisk og globalt plan helt i top. Det er ganske enkelt fantastisk. Både at så mange har valgt at få det tredje stik. Og at myndighederne har fået et så logistisk imponerende set-up til at fungere. Igen. Effektivt og hurtigt.
Der er heldigvis også mange børn og unge, som nu er vaccineret. Tallet er dog lavere end for os voksne. Med skolestarten i tankerne vil jeg igen opfordre til, at I forældre overvejer at lade jeres børn vaccinere hurtigst muligt.

Og så til restriktionerne. De har været med til at lægge en dæmper på smitteudviklingen. Og det har været vigtigt at få lukket ned for potentielle supersprederarrangementer. Blandt andet i nattelivet. Myndighederne overvejer løbende situationen, som også vil blive drøftet med Folketingets partier.

Børnene er igen tilbage i skolerne. Og de har glædet sig. Det er vigtigt for os, at børnene har så normal en hverdag som overhovedet muligt. Samtidig med at vi skal undgå for mange smittede på én gang. Vi håber, at både børn og lærere kan få en hverdag til at fungere under de nye forhold med blandt andet flere tests og faste grupper.

Og endelig om omikron. Den nye variant er langt mere smitsom. Det har mange familier og arbejdspladser mærket her i december. Heldigvis tyder al forskning på, at der er færre alvorlige sygdomsforløb sammenlignet med tidligere varianter af corona.

Omikrons meget smitsomme natur kan dog udfordre et samfund som vores, hvis den får lov til at løbe løbsk. Det kan lede til for mange indlæggelser på én gang. Og for meget og for hurtig smitte kan også risikere at lukke virksomheder og offentlige institutioner. Så er der ikke folk til at køre toget, passe på børn, ældre og syge eller holde produktionen i gang.
Så vi skal stadig håndtere situationen med snilde og overblik. Det er vi heldigvis i gang med.

Det ser bedre ud, end vi kunne have frygtet. Tak for indsatsen alle sammen.