Børnene er igen tilbage i skolerne

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Kære alle
Vi er kommet i gang med det nye år. I dag vender børnene tilbage i skole. Og det er tid til en status.

Vi har fortsat en stor smittespredning i vores samfund. Så længe det er vinter, forventer myndighederne ikke meget lavere smitte. Det ser dog ud til, at kombinationen af en høj vaccinetilslutning til tredje stik, smitteforebyggende tiltag og at omikron tilsyneladende giver et mindre alvorligt sygdomsforløb end tidligere varianter, får os helskindet igennem de her måneder.

Først om vaccinerne. Næsten 90 % af alle danskere over 50 år har fået deres tredje stik. Det er et højt antal, og vi er både på europæisk og globalt plan helt i top. Det er ganske enkelt fantastisk. Både at så mange har valgt at få det tredje stik. Og at myndighederne har fået et så logistisk imponerende set-up til at fungere. Igen. Effektivt og hurtigt.
Der er heldigvis også mange børn og unge, som nu er vaccineret. Tallet er dog lavere end for os voksne. Med skolestarten i tankerne vil jeg igen opfordre til, at I forældre overvejer at lade jeres børn vaccinere hurtigst muligt.

Og så til restriktionerne. De har været med til at lægge en dæmper på smitteudviklingen. Og det har været vigtigt at få lukket ned for potentielle supersprederarrangementer. Blandt andet i nattelivet. Myndighederne overvejer løbende situationen, som også vil blive drøftet med Folketingets partier.

Børnene er igen tilbage i skolerne. Og de har glædet sig. Det er vigtigt for os, at børnene har så normal en hverdag som overhovedet muligt. Samtidig med at vi skal undgå for mange smittede på én gang. Vi håber, at både børn og lærere kan få en hverdag til at fungere under de nye forhold med blandt andet flere tests og faste grupper.

Og endelig om omikron. Den nye variant er langt mere smitsom. Det har mange familier og arbejdspladser mærket her i december. Heldigvis tyder al forskning på, at der er færre alvorlige sygdomsforløb sammenlignet med tidligere varianter af corona.

Omikrons meget smitsomme natur kan dog udfordre et samfund som vores, hvis den får lov til at løbe løbsk. Det kan lede til for mange indlæggelser på én gang. Og for meget og for hurtig smitte kan også risikere at lukke virksomheder og offentlige institutioner. Så er der ikke folk til at køre toget, passe på børn, ældre og syge eller holde produktionen i gang.
Så vi skal stadig håndtere situationen med snilde og overblik. Det er vi heldigvis i gang med.

Det ser bedre ud, end vi kunne have frygtet. Tak for indsatsen alle sammen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s