Af Lars Movin
For undertegnede sender dagens dato minderne tilbage til et årti, hvor euforien over de første New York-rejser var iblandet urovækkende understrømme fra en ny og dødelig epidemi, som først et stykke inde i katastrofens fremmarch fik et navn: AIDS.
Den 3. juli 1981 – for præcis 40 år siden – kunne følgende overskrift læses i The New York Times: “Rare Cancer Seen in 41 Homosexuals”. Uhyggeligt og mærkværdigt lød det jo, men i Odense, hvor jeg boede på det tidspunkt, var det ikke noget, som sådan umiddelbart fik de store konsekvenser. Det skulle imidlertid ændre sig. Med det ungdomsliv, man førte dengang, blev det i løbet af nogle år rutine at gå til lægen for at blive tjekket – efterfulgt af en nervøs ventetid, indtil man fik svar på sin prøve. Nå, i de kredse, jeg færdedes i, var der sjældent grund til alarm, men ganske anderledes forholdt det sig i New York, og ikke mindst i kunstnermiljøerne på Lower East Side. I marts 1983 publicerede dramatikeren og aktivisten Larry Kramer et opråb i The New York Native under den uhyggelige rubrik: “1,112 and Counting”. Og fra omkring det tidspunkt begyndte der at være flere og flere kendte navne blandt ofrene for den mystiske sygdom. I august 1983 døde Klaus Nomi, i 1985 fik Cookie Mueller sin diagnose, og da fotografen Peter Hujar i januar 1987 blev erklæret HIV-positiv, var der mere end 30.000 registrerede tilfælde i New York. Året efter var turen kommet til David Wojnarowicz, en af de kunstnere, der dengang havde min opmærksomhed, og som jeg siden har skrevet om i bogen “Downtown” (2010).
Da jeg første gang kom til New York i september 1987, lå AIDS-epidemien som en mørk sky over de kvarterer på den nedre del af Manhattan, som altid har været mine foretrukne græsgange. Bevares, at besøge byen var stadig som at komme til Nirvana, men ikke desto mindre var det svært at ignorere det faktum, at mange af de kunstnere m.m., som i første omgang havde trukket én dertil, nu var væk. Og da jeg i efteråret 1989 vendte tilbage på endnu en visit, ramte jeg durk ind i en udstilling med en titel, der sagde det hele: “WITNESSES: Against Our Vanishing”. Udstillingen, der var kurateret af fotografen Nan Goldin, blev vist i Artists Space i Wooster Street og var tilegnet kunstscenens mange AIDS-ofre.
I sit forord til kataloget skriver Goldin: “Over the past year four more of my most beloved friends have died of AIDS. Two were artists I had selected for this exhibit. One of the writers for this catalogue has become too sick to write. And so the tone of the exhibition has become less theoretical and more personal, from a show about AIDS as an issue to more of a collective memorial.”
I dag kan det hele forekomme at være længe siden, og heldigvis er der meget positivt at sige om den generelle håndtering af AIDS, både attitudemæssigt og hvad angår behandling. Men da datoen 3. juli 1981 forleden tilfældigt fangede min opmærksomhed i en essaysamling af Luc Sante, blev jeg med ét kastet tilbage til de første New York-rejser, hvor dén kakofoniske støj, som er en af attraktionerne ved Manhattans gader, var farvet af en mærkelig fornemmelse af fravær; og hvor dét betagende mylder af alskens typer, som kan gøre den besøgende helt høj, var blandet op med skyggerne af alle dem, der pludselig var væk.
SIGNAL.DK 