Af Annelise Marstrand Jørgensen
KVINDER UDEN RETTIGHEDER 1
I Danmark kan vi godt lide at betragte os selv, som foregangsland for ligestilling og kvinders rettigheder. I hvert fald hvis kvinderne er af gammeldansk slægt.
Blandt de mest rettighedsløse og udsatte mennesker i Danmark er de flygtningekvinder, der er blevet afvist eller har fået frataget deres ophold.
Jeg møder dem ofte, og den måde vi behandler dem på er så skammelig, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Jeg synes vi skal tale lidt mere om dem. De er seje og stærke, de har ofte overlevet ekstreme ting. Ikke sjældent er de mødre. Her er én af dem:
Kan I huske Xafsa fra Somalia, som jeg skrev om for et stykke tid siden?
Den unge kvinde, der har gjort alt det, Danmark ønsker at flygtninge skal gøre? Lært dansk, fået venner, afsluttet skolen forsørget sig selv størstedelen af den tid, hun har været her. Som skulle begynde på SOSU-udannelsen nu og allerede havde fundet praktisksted? Som ikke engang vil have SU, fordi hun bedre kan lide at forsørge sig selv? Hende som kollegaer på plejehjemmet beskriver som det sødeste, mest smilende og omsorgsfulde menneske?
Kan I huske, at hun slet ingen familie har i Danmark, og at hun har klaret sig på trods? At hun var flygtet fordi Al-Shabaab var personligt ude efter hende? At de ofte kommer og spørger hendes mor, hvor Xafsa er? At de har skudt hendes far og at hendes bror er forsvundet?
Kan I huske, at de danske myndigheder fratog hende opholdstilladelse fordi de mener, hun sikkert kan rejse tilbage til Mogadishu? De synes åbenbart også, at vi ikke har brug for så dejligt et menneske i den ældrepleje, der altid mangler varme hænder.
Men Xafsa tør ikke rejse, Hun vil ikke giftes mod sin vilje og slet ikke med et menneske, der har dræbt hendes far og tilhører en terrororganisation. Det tror jeg, de fleste kan forstå. Bortset fra de danske myndigheder altså.
For et par uger siden fik Xafsa nemlig dette brev. Der står, at hun skal flytte til Kærshovedgaard Udrejsecenter, fordi hun ikke vil rejse tilbage til Somalia.
På Kærshovedgaard kan hun ikke uddanne sig, ikke tjene sine egne penge, ikke få en krone til noget som helst. Hun kan visne og nedbrydes til 300.000 kroner om året på statens regning.
Det giver ikke ret meget mening, vel?
KVINDER UDEN RETTIGHEDER 2
I begyndelsen af denne uge blev mindst syv kvinder afhentet af politiet tidligt om morgenen i hhv Avnstrup, Sjælsmark og på Kærshovedgaard. En del af dem har børn og mænd, en er gravid med sit tredje barn.
Én af kvinderne hedder Regini og hun bor på Kærshovedgaard Udrejsecenter. Hun har boet i Danmark i over halvdelen af sit liv. Hun har en mand og tre mindre børn, som de danske myndigheder ikke vil lade hende bo sammen med. Både mand og børn er også irakiske statsborgere, men de har permanent opholdstilladelse i Danmark.
Nu er hun blevet frihedsberøvet og spærret inde. Hun har ikke gjort noget som helst. Andet end at være bange for at rejse tilbage til et meget usikkert og ustablit land, som hun sidst så, da hun var en stor pige. Og for at blive skilt fra sin mand og sine børn først og fremmest, naturligvis.
Der er intet nyt i, at den danske stat adskiller familier og fx sætter den ene voksne i Ellebæk. Det gør de for at presse folk ud af landet. Men de plejer at frihedsberøve mændene og det er nyt, at de målrettet går efter kvinder med børn.
Børn må ikke bo i Ellebæk eller i andre fængsler. Så det er jo egentlig godt tænkt af de hårde hunde. De regner nok med, at mødrene giver hurtigere efter, når de ikke får lov til at se deres børn i uger eller måneder. Bortset fra i besøgslokalet, hvis de er så heldige at have en mand, der kan rejse frem og tilbage. Ret til at se deres børn under de omstændigheder har de nemlig ikke.
Børnene lider selvfølgelig under det. Mange af dem er vant til at mor tager sig mest af dem. Nogle af dem er ganske små. De har set deres mor blive hentet af politiet før det blev lyst. Man skal være et ualmindeligt afstumpet menneske for ikke at kunne forstå, hvad det gør ved et barn.
De skal være i Ellebæk indtil de skal stilles foran en diplomatisk irakisk delegation. Det er pres med pres på. For hvis de bare kunne sendes hjem ville Danmark have gjort det. Om de så skulle lægge dem i spændetrøje og give dem hjelm på. Det har vi jo set adskillige gange før.
Under den tidligere regering tænkte jeg tit, at det ikke kunne blive værre. Jeg tog fejl. Der findes ingen bund længere.
KVINDER UDEN RETTIGHEDER 3
Jeg ved godt, I ikke kan holde det ud, og det kan jeg heller ikke. I dag bliver en stormflod af opslag, og det er helt bevidst: Dette her er mennesker med navne og familier, men det er ikke længere enkeltsager. Hver en historie er forfærdelig, denne her fik mig til at græde. Læs selv, så lover jeg at holde en lille pause (indtil i morgen i hvert fald):
Mandag morgen klokken 5.30 ankom 6 betjente til Avnstrup. De vækkede Tanya og hendes mand og deres tre børn, da de hamrede på døren og ville have mor med.
Familiens teenagedatter agerede tolk, den yngste er kun 4 år og blev selvfølgelig meget forskrækket over synet af betjentene, der holdt fast i hendes mor. Da hun begyndte at græde fik hun temmelig kontant besked på at gå ind på værelset og holde sig i ro sammen med sin bror… som er tolv.
Den ældste datter blev ved med at spørge, hvor hendes mor skulle hen og betjentene svarede, at de bare lige skulle tale med hende – så ville hun komme tilbage.
Men Tanya kom ikke tilbage. Hun blev stillet foran en dommer, blev frihedsberøvet foreløbig i fire uger og sat i Ellebæk. Familien kom til Danmark fra Irak for 6 år siden og er af mange grunde forfærdelig bange for at vende tilbage.
Tanya har for nylig været gennem et meget voldsomt sygdomsforløb. Hun har haft brystkræft, har fået fjernet brystet og en række lymfekirtler og har været i meget stærk kemobehandling. Hendes ene arm er voldsomt hævet som følge af operationen, og hun går fortsat til kontrol. Tanya er meget psykisk påvirket af sit kræftforløb. Den del har hun dog ikke fået hjælp til, for den slags luksus tilbyder man ikke afviste asylansøgere. Kompressionærmer eller børnegrupper arbejder vi heller ikke med i asylsystemet.
Dommeren brød sig ikke om, at Tanya skulle i Ellebæk, når hun er så medtaget. I retten var der snak om, at man måske kunne tage faren i stedet. Ikke at det ville være så meget bedre, da han har haft en blodprop i hjernen for et halvt år siden med en halvsidig lammelse og genoptræningsforløb til følge. Uanset hvad blev hun altså spærret inde, værre syntes dommeren åbenbart ikke, det var.
Børnene er rædselsslagne og dybt ulykkelige. De er i forvejen traumatiserede af flugt, flytning fra asylcenter til asylcenter og af den helt reelle angst for at miste deres forældre efter deres sygdomsforløb. Den lille pige kan ikke falde i søvn uden sin mor, de større børn er ved at gå til af bekymring.
Tillykke til regeringens hårdeste hunde. Kvinder som Tanya, der har levet med angsten for at dø fra sine børn, er garanteret lette at knække og få til at give op. Og det er jo præcis hvad det handler om: At Tanya skal sige ja til hjemsendelse til vold, uro og usikkerhed. Koste hvad det vil.
Og det koster: Menneskeliv, børneliv, liv.
Danmark, du har i sandhed solgt din sjæl til fremmedhad og menneskefjendskab.
Bunden er væk, det er sandheden. Vi burde rejse en skamstøtte over vores politikere. Lad dem stå til ansvar for deres ugerninger.
SIGNAL.DK 