
Af Jan Poulsen
Der er nu mindre end en uge til, at Cinemateket i København slår dørene op til dette års Musikfilmfestival, og som altid har Morten Tang indsamlet og komponeret et sandt overflødighedshorn af filmmusikalske perler.
Det er i år niende gang, at festivalen finder sted, og som altid består den af helt nye film, der kan ses for første gang på et lærred i Danmark, nogle ukendte eller glemte film og en håndfuld klassikere, herunder naturligvis Talking Heads-filmen Stop Making Sense.
Under overskriften ”10 dage, 30 film, 100% lyd” sparkes festivalen i gang på fredag (17/9) med koncertfilmen Depeche Mode: Live Spirits, og til og med søndag den. 26 september bliver der mulighed for at se film om og/eller med så forskellige navne som David Byrne, Nick Cave, Karen Dalton, Don Letts, Ozzy Osborne, Poly Styrene, Throbbing Gristle og St. Vincent med flere.
I år har jeg fornøjelsen af at introducere følgende film:
Lørdag 18. september:
Nick Cave: Idiot Prayer og bonusfilmen No More Shall We Part
Onsdag 22. september:
Throbbing Gristle: Other Like Me
Søndag 26. september:
Don Letts: Rebel Dread
Mere om de tre film, når vi kommer tættere på visningerne, men du kan allerede nu løse billet(ter) og se hele programmet via linket her.
Husk at film skal ses i biografen, som man sagde i gamle dage.