Der er sket noget forfærdeligt

Af Pernille Melsted

Svært at fatte, at det er 20 år siden.
Jeg havde kun boet og arbejdet et år på Manhattan, da tårnene faldt. De var mine pejlemærker i byen, en nytilflytters kompas for nord og syd (Empire State Building markerede mit nord) og det første jeg så, når jeg trådte ud af min lejlighed på W25th street. To slanke giganter, et potent og awe-inspiring synsbedrag for en newbie.
Jeg var stadig i min honeymoon-fase med New York. Forelsket i, betaget af og fuldstændig VILD med byen. 28 år, single, drømmejob og kontor på 42. etage på 5. Avenue, Manolo Blahnik stiletter og en tårnhøj dollarkurs to match. Det var helt ægte som et bo i et afsnit af Sex & The City.
Den 11. september 2001 ville skæbnen at jeg var i Milano på business trip. Jeg skulle være med til et beauty-pressemøde i byen, og havde et par timer om eftermiddagen uden planer. Jeg stod i Gucciforretningen på Via Montenapoleone og prøvede sko. Jeg havde lovet min chef at se efter et bestemt par, hun formentlig havde set i den tommetykke septemberudgave af Vogue, og ventede på at klokken blev 9 i New York, så jeg kunne fange hende på kontoret. Jeg ringede lidt i 9, vi sludrede lidt og pludselig bliver hun fraværende … siger hun, at der er sket noget forfærdeligt, noget om en brand, eller en eksplosion, et fly i en bygning, WTC. Hun siger, jeg skal finde et fjernsyn. Hurtigt.
Jeg løber hjem til mit hotel, og på vejen ringer min mor (og bagefter stort set alle jeg kender. Hvor er jeg? Er jeg okay?) … Da jeg tænder for tv’et på mit hotelværelse, sidder jeg som alle andre fuldstændigt lammet resten af dagen – i chok.
WTC var downtown, Estée Lauders hovedkontor var uptown (i General Motors bygningen på 59th st). Langt væk fra de brændende bygninger. Men det fuldstændigt terroriserende (!) var, at det gik så stærkt, var så uhyggeligt smooth og var så voldsomt, at ingen ikke anede om det var slut eller bare begyndelsen. Alle var skræmte fra vid og sans. Hvad er det næste? Er der flere fly på vej? Er vi i sikkerhed?
Alle kendte nogen, der arbejdede i WTC. Alle. Selv jeg, der kun havde boet i byen et år. Jeg havde en kollega, hvis mand arbejdede i restauranten Windows on the world på toppen af WTC. Min venindes mands lillebror havde netop startet nyt job i WTC, og de kunne ikke få fat på ham (begge døde).

Jeg skulle have fløjet hjem til New York fra Milano den 12. september, men det kunne jeg ikke. Jeg fløj til København i stedet og var sammen med min familie og kom først på et fly hjem om søndagen.

Der er mange ting, jeg aldrig glemmer fra de uger og måneder efter … støvet over alt, lugten, sedlerne alle steder med billeder og beskrivelser af de savnede, fremmede der krammede på gaden, stående klapsalver af brandmænd, Rudy Guiliani som helt (believe it or not), uendelige “vigils” overalt i byen (spontane samlinger hvor folk tændte lys og var sammen, græd, talte, håbede, mindedes deres elskede). Jeg har aldrig græd så meget i hele mit liv. Aldrig holdt så mange fremmede menneskers hænder, aldrig følt mig så fortabt og så forbundet … men det der gjorde det største indtryk på mig og som har ætset sig ind i min hukommelse for evigt, var taxaturen fra Newark Airport og ind til byen. At se den ikoniske Manhattan skyline med et kæmpe hul i silhuetten, der hvor de to gigantiske tårne havde stået, var så surrealistisk, hjerteskærende og brutalt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s