Stationsbygning forvandlet til kunsthal

Stationsbygning forvandlet til kunsthal

Statens Kunstfond skriver:

Stationsbygning forvandlet til kunsthal 🚉 🎨

Træder man ind i stationsbygningen på Vordingborg station på Sydsjælland og forventer at finde en kiosk, bænke og et stort stationsur, ja så bliver man overrasket. Stationsbygningen er nu omdøbt til ’Poly’ og har undergået en transformation til en kunstnerdrevet udstillingsplatform for samtidskunst.

Bag den nye kunsthal @polyudstillingsplatform står billedkunstner @dinalundvall, der har planlagt udstillinger med kunstnere fra ind- og udland, som skal indgå i samarbejder, der udforsker og udfordrer ventesalen. Kunsthallen præsenterer skiftende udstillinger frem til 2023 med blandt andre @stine_deja@mortenjensenvagen, Anders Visti (@avisti) og @xeniaxamanek.

Udstillingsplatformen åbnede i november, og første udstilling er af kunstner @oscaryran. Han vil med udstillingen ’Urban Paranoia’ sætte fokus på de ensomme internetkrigere, også kaldet “trolls”, som sidder bag tastaturer i hele verden og skaber had, frygt og paranoia, som kan manipulere og kontrollere mennesker. I udstillingen optræder trolden rent fysisk som en truende fare, der lurer på og i os alle.

I 2019 blev der etableret en ny gangbro på Vordingborg Station, som ledte den gående trafik uden om ventesalen, og den mistede sin funktion som naturligt gennemgangs- og opholdsrum. Nu kan rejsende og andre interesserede gå på opdagelse i kunsten hver dag i ventesalens åbningstid.

Vi har støttet projektet sammen med Vordingborg Kommune.

📸 Fra udstillingen ‘Urban Paranoia’ af Oscar Yran. Foto: Thomas G. Bagge @thomasbagge.dk

KAN DU MÆRKE NATUREN FRA DIT VINDUE?

KAN DU MÆRKE NATUREN FRA DIT VINDUE?

Alternativet skriver:

Kan du høre fuglene kvidre og se et træ i bylandskabet? Eller er det asfalt så langt øjet rækker?

For langt de fleste i storbyerne er det desværre den grå asfalt øjet mødes med.

Det vil Alternativet lave om på. Vi vil sikre flere grønne kvadratmeter i byerne. At give plads til mere natur er en del af løsningen på et sundt byliv i sunde byer. For os handler det ikke kun om at kunne bo og arbejde i byen. Vi skal også kunne leve i den. Derfor skal vi skabe rum og sprækker i byen, hvor naturen kan få lov til at være ‘vild med vilje’.

Og effekterne af mere natur i byerne er positive og mangeartede. Det kan være med til at løse problemer inden for overophedning, biodiversitet og støj- og luftforurening. Naturen har også en stor virkning på vores sundhed, trivsel, velvære og læring.

Alene det at have flere træer i bybilledet, vil hjælpe os med håndtere luftforurening, skybrudshændelser og kastevinde, grundet træernes fantastiske egenskaber. De producerer ilt og renser luften, giver skygge, bremser skybrud og håndterer regnvandet.

Det er på tide at sikre vild, fri, mangfoldig og spændende natur i vores byer. Derfor arbejder Alternativet for, at naturen og biodiversiteten prioriteres højt og at de politiske beslutninger i højere grad træffes med respekt for naturen og alle de liv, vi deler jorden med.

Kunne du også tænke dig mere natur ude foran dit vindue?💚🌳🌱🌿

Læs mere om vores naturpolitik her.

At støtte status quo er reelt at acceptere fortsatte stramninger af udlændingepolitikken

At støtte status quo er reelt at acceptere fortsatte stramninger af udlændingepolitikken

Af Zenia Stampe

Nej. Vi Radikale opgiver ikke udlændingepolitikken ved at gøre os fri af Socialdemokratiet. Tværtimod. Vi stiller os fri for at få mere indflydelse – også på udlændingepolitikken.

Realiteten er jo, at den socialdemokratiske et-partiregering allerede har sat os uden for indflydelse på både udlændingepolitikken og retspolitikken. Må jeg minde om, at den for bare et par uger siden lavede en aftale med de borgerlige og SF, hvor de finansierede udenlandske fængselspladser med penge fra integration og kultur. Må jeg også minde om, at den i foråret indgik en aftale om statsborgerskab kun med de borgerlige. Vi blev end ikke inviteret til forhandlingerne.

At støtte status quo er reelt at acceptere fortsatte stramninger af udlændingepolitikken og retspolitikken. Det vil vi ikke længere være med til. Det vil jeg ikke længere være med til. Vi er færdige med at skulle vælge mellem den ene eller anden uspiselige blok, som så bagefter bare kan tage os for givet og sætte os uden for indflydelse. Hvis man vil bygge et flertal på os, så må man komme til os – ikke omvendt.

Og hvad vil den melding så betyde i praksis? Mette Frederiksen vil kun kunne fortsætte sin et-partiregering, hvis hun får flertal med SF og Enhedslisten alene. Det er næppe sandsynligt. Så hvis hun skal fortsætte som statsminister, så bliver det i en flerparti-konstellation med os eller henover midten. Men uanset hvordan den kommer til at se ud, så er det slut med den socialdemokratiske egenrådighed og del-og-hersk-strategi. Og det er grundlæggende en god nyhed for danskerne, som altid har været præget af en sund skepsis over for magtfuldkommenhed.

Men det kan jo også være, at Mette Frederiksen holder stejlt på en et-parti-regering og i erkendelsen af, at det ikke kan lade sig gøre, sender bolden videre til de blå. Men en blå regering skal jo også finde 90 mandater. Og nej, vi kommer ikke til at støtte en regering, der er afhængig af Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. To partier, der hader muslimer, vil bryde menneskerettighederne, trække os ud af EU, og som grundlæggende er ligeglade med klimaet. Det kommer ikke til at ske. Det er en no-brainer. Og derfor vil Pape og Ellemann også være nødt til at kigge hen over midten, hvis de skal forme et flertal med os.

Vores melding er derfor både et farvel til den socialdemokratiske blokpolitik, hvor støttepartierne er degraderet til nyttige idioter. Men det er også et farvel til blå blokpolitik, hvor DF og Nye Borgerlige sætter retningen. I hvert fald hvis vi får de afgørende mandater.

Der var én, der spurgte mig på twitter, om vi virkelig tror, at vi kan finde flertal for den strategi. Til dét vil jeg sige: Det her er ikke et spørgsmål om strategi, men om integritet. Vi kan ikke længere være i rollen som støtteparti for en egenrådig et-parti-regering.

Men må jeg ikke også minde om, at det ikke er os, der skal finde et flertal. Det er dem, der ønsker at blive statsministre, der skal finde et flertal. Og dér siger vi bare, at det er slut med, at vi kommer til dem, for at de så bagefter kan tage os for givet. De må komme til os, og de må betale med indflydelse – også på udlændingepolitikken og retspolitikken.

Tror vi, at vi kan få en helt anden udlændinge- og retspolitik? Nej. Men vi tror, at vi kan få mere, end vi gør nu.

Foto af Christiansborg i et nyt lys. Credit: Moahim.

Jeg har aldrig fortrudt, at holde det ene fjumreår efter det andet

Jeg har aldrig fortrudt, at holde det ene fjumreår efter det andet

Af Arne Herløv Petersen

For 57 år siden fik jeg en åbenbaring. Eller måske var det bare en pludselig indskydelse. Uanset hvad det var, ændrede det mit liv.
Da jeg begyndte på Københavns Universitet i 1962, havde jeg det som et barn, der bliver lukket ind i slikbutikken. Forelæsningskataloget var som Ida Davidsens smørrebrødsseddel; jeg satte kryds ved alt det, jeg syntes lød interessant. Det var en hel del. Der var fri adgang dengang, frit valg på alle hylder, man kunne droppe ind og droppe ud som man ville. Man kunne sidde derhjemme og aldrig vise sig på uni, før man gik op til endelig eksamen. Man kunne blive evighedsstudent som Elsa Gress’ far, Ur-Gress kaldet, der var begyndt at læse i 1903 og stadig var i gang tres år senere, selv om han havde måttet opgive filosofi, fordi undervisningen foregik på første sal på Frue Plads, og hans ben ikke længere kunne klare trapperne. Så han havde skiftet til religionshistorie, der foregik i stueetagen.
Jeg valgte historie som hovedfag og lavede alle afløsningsopgaverne og tog forprøve på de normerede to år. Jeg havde valgt russisk som bifag og fulgte undervisningen i to år, men midtvejs var jeg blevet mere interesseret i kinesisk, så det fulgte jeg også. Samtidig fulgte jeg alle forelæsninger og øvelser i sociologi, der interesserede mig, og så gik jeg til nogle kurser i nordisk folkemindevidenskab. Jeg var blevet redaktør af Studenterbladet, jeg var formand for historisk fagråd og for fakultetsrådet på humanistisk fakultet og sad i bestyrelsen af Studentersamfundet og Socialistiske Studenter og den lokale SF-afdeling. Og så havde jeg, siden jeg begyndte på studiet to et halvt år før, udgivet en digtsamling på Borgen og en roman på Gyldendal. Jeg holdt en del foredrag rundt omkring og skrev kronikker og andre artikler. Og i januar 1965 tog jeg så første del af den endelige eksamen i historie. Den hed H1 og omhandlede økonomisk historie, statsvidenskab med forfatningslære og politisk teori og den slags. Vi læste Hobbes, Thomas More, Malthus, Adam Smith, Marx, Clausewitz, Schumpeter, Lenin og mange andre. Så manglede jeg kun specialet og H2, og det regnede jeg med at klare på to-tre år.
Men så den dag for omkring halvtreds år siden, hvor jeg kom gående over Frue Plads, slog det mig pludselig: Nu har du gået i skole, siden du var seks år. Du har aldrig rigtig lavet andet. Er det sådan, du ønsker dit liv skal være? Eller skal der være mere i det? Skal du ikke ud i verden og opleve noget andet?
Så i stedet for at gå videre til næste forelæsning, gik jeg ned i Mikkelbryggersgade, hvor Ritzau holdt til, og bad om at tale med chefredaktøren, som jeg aldrig havde set. Han spurgte, hvad jeg ville, og jeg sagde, jeg gerne ville ansættes på udenrigsredaktionen. Han så på mig, sådan en fyr på 21, der bare kom vadende ind fra gaden, og spurgte, om jeg havde en journalistuddannelse. Næ, det havde jeg ikke, men jeg havde skrevet en del i Aktuelt.

Godt, sagde han. – Du kan gå op på udenrigsredaktionen og blive sat på holdet deroppe for i dag. Du skal lave det samme, de andre laver. Du får ikke penge for det. Så kommer du her i morgen, og så fortæller jeg dig, om du er ansat eller ej.
Jeg kom tilbage næste dag og blev ansat, og så var jeg på udenrigsredaktionen. Senere kom jeg over på Aktuelt som fastansat journalist, jeg begyndte også at oversætte til forskellige forlag, og inden året var omme, havde jeg sammen med syv andre købt en tremastet skonnert og en tomastet galease, og vi gjorde os klar til at rejse Jorden rundt.
Fire år efter kom jeg tilbage til uni – efter tre måneders ophold i en palmehytte på stranden i Fransk Polynesien – og gik i gang med at læse igen, og så gjorde jeg da den historieuddannelse færdig.
Jeg har aldrig fortrudt, at jeg stoppede op den dag og besluttede at holde det ene fjumreår efter det andet.

Alexander Skrjabin 150

Alexander Skrjabin 150

Af Jesper René

Idag er det 150 år siden den russiske komponist Alexander Skrjabin blev født. Er der én komponist, som jeg endnu synes at have til gode at beskæftige mig med, ja så er det nok denne mystiker udi musikken. Der har været tilløb fra min side, men ligesom det var revolutionens tilløb, der tog livet af den verden, som Skrjabin repræsenterede – ja, så skal der altså en sikrere og lysere fremtid til, førend det er tilrådeligt at begynde på dette univers.

Skrjabin troede, når hans tanker om sig selv da ikke var endnu højere, at han var en reinkarnation af Chopin – og hans tidlige produktion er da også en slags forlængelse af romantikkens ideal; han skrev i de samme former som sin forgænger, men derfra udvikledes hans klangsans og formsprog sig over det fritonale til det deciderede opløselige. Det er musik, som langsomt fanger lytteren ind, og som man skylder sig at blive ved med at forsøge at lytte til.

Børnene er igen tilbage i skolerne

Børnene er igen tilbage i skolerne

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Kære alle
Vi er kommet i gang med det nye år. I dag vender børnene tilbage i skole. Og det er tid til en status.

Vi har fortsat en stor smittespredning i vores samfund. Så længe det er vinter, forventer myndighederne ikke meget lavere smitte. Det ser dog ud til, at kombinationen af en høj vaccinetilslutning til tredje stik, smitteforebyggende tiltag og at omikron tilsyneladende giver et mindre alvorligt sygdomsforløb end tidligere varianter, får os helskindet igennem de her måneder.

Først om vaccinerne. Næsten 90 % af alle danskere over 50 år har fået deres tredje stik. Det er et højt antal, og vi er både på europæisk og globalt plan helt i top. Det er ganske enkelt fantastisk. Både at så mange har valgt at få det tredje stik. Og at myndighederne har fået et så logistisk imponerende set-up til at fungere. Igen. Effektivt og hurtigt.
Der er heldigvis også mange børn og unge, som nu er vaccineret. Tallet er dog lavere end for os voksne. Med skolestarten i tankerne vil jeg igen opfordre til, at I forældre overvejer at lade jeres børn vaccinere hurtigst muligt.

Og så til restriktionerne. De har været med til at lægge en dæmper på smitteudviklingen. Og det har været vigtigt at få lukket ned for potentielle supersprederarrangementer. Blandt andet i nattelivet. Myndighederne overvejer løbende situationen, som også vil blive drøftet med Folketingets partier.

Børnene er igen tilbage i skolerne. Og de har glædet sig. Det er vigtigt for os, at børnene har så normal en hverdag som overhovedet muligt. Samtidig med at vi skal undgå for mange smittede på én gang. Vi håber, at både børn og lærere kan få en hverdag til at fungere under de nye forhold med blandt andet flere tests og faste grupper.

Og endelig om omikron. Den nye variant er langt mere smitsom. Det har mange familier og arbejdspladser mærket her i december. Heldigvis tyder al forskning på, at der er færre alvorlige sygdomsforløb sammenlignet med tidligere varianter af corona.

Omikrons meget smitsomme natur kan dog udfordre et samfund som vores, hvis den får lov til at løbe løbsk. Det kan lede til for mange indlæggelser på én gang. Og for meget og for hurtig smitte kan også risikere at lukke virksomheder og offentlige institutioner. Så er der ikke folk til at køre toget, passe på børn, ældre og syge eller holde produktionen i gang.
Så vi skal stadig håndtere situationen med snilde og overblik. Det er vi heldigvis i gang med.

Det ser bedre ud, end vi kunne have frygtet. Tak for indsatsen alle sammen.

Jeg er rig

Jeg er rig

Af Arne Herløv Petersen

Jeg er rig, fordi jeg har rigeligt. Hvis man har det, man har brug for, kan jeg ikke se, hvorfor man skulle stræbe efter mere, end man har brug for. De, der tjener formuer, ville hulke af grin, hvis de så mine indtægter. Det, jeg får ind på et år, svarer til det, de bruger på en skiferie eller en shoppingtur i Dubai.
Men når det nu er sådan, at livet er så kort som et åndepust. Når vi nu kommer ind i livet, strækker os lidt og synker sammen igen, så er det da dumt at bruge dette lille liv på at jagte efter noget, man ikke har brug for.
Det er som om de mangler en stopklods. Der er ikke noget i dem, der siger: Nok er nok. Får de meget, vil de have mere. Altid mere. De er aldrig tilfredse. Videre, videre går det hele tiden. Skrabe mere sammen, dynge op, bruge hele sit liv på at tjene penge, man ikke har glæde af, fordi det aldrig er nok. De er plaget af en form for økonomisk bulimi.
Alt det vigtigste i verden har alligevel ikke noget med penge at gøre. Kærlighed, venskab, glæden ved at stå i solen og se på drivende skyer, glæden over at sidde i græsset og se på små, kravlende dyr. Glæden ved at læse og høre musik og se på kunst. Glæden ved en god samtale, en frugtbar diskussion. Alt det, der gør livet så rigt og broget og vidunderligt den korte tid, vi har det.
Hvor er de meget rige dog fattige. De har så travlt med det uvæsentlige, med alle deres døde ting, at de går glip af det, der gør livet levende.

En morgen havde den gamle, ensomme heks igen set sig gal på de fremmede

En morgen havde den gamle, ensomme heks igen set sig gal på de fremmede

Af Flemming Chr. Nielsen

I anledning af nytåret og med lykkebringende hilsener til jer alle får I den opbyggelige historie om min afdøde faster, der i mange år var én af Dansk Folkepartis kernevælgere.

Min fasters skolegang havde været spredt og tilfældig. Hun ernærede sig hele sit ugifte og voksne liv som kogekone og børnepasser for lokale honoratiores i en lille vestjysk by.

Som gammel fik hun en pensionistbolig og relativt gode økonomiske kår, men når jeg besøgte hende, og det gjorde jeg gerne for hendes kogekunst alene, underholdt hun mig mer og mer om alle de flygtninge og indvandrere, der bredte sig rundt omkring hende.

Se nu ham fra Irland (hun mente Iran, men geografi kendte hun ikke meget til). Han slog kun græsplænen hver anden uge og sad ellers og hang med en avis eller en bog i stedet for at bestille noget. Og hele familien over for med to forkælede småpiger på cykel (hun troede, de var fra Tyskland, men de viste sig at komme fra Afghanistan).

Om morgenen stod hun ved vinduet i sin pensioniststue og stirrede olmt ud på de to piger på vej til skole, for hvem havde betalt deres cykler? Skatteyderne selvfølgelig. Og hvem betalte deres husleje og skolegang? Også skatteyderne.

Men pludselig blev min faster en ganske anden. Jo, for en morgen havde den gamle, ensomme heks igen set sig gal på de fremmede, mens hun stod ved sit vindue.

Og hvad var der sket? Jo, de to småpiger fik øje på hende, OG DE VINKEDE IND TIL HENDE. Som en automatrefleks vinkede hun igen. Lamslået så hun pigerne stille cyklerne fra sig og komme hen til vinduet. Hun udskiftede sine sure miner med et tøvende smil og satte vinduet lidt på klem. Hun snakkede med pigerne. Fra den dag fortalte hun altid med ømhed om dem og deres prægtige familie og om ham den friske unge mand med avisen og bogen. Det var nu spændende at høre om andre lande og andre skikke. Og det kunne tilmed være en oplevelse. Pludselig blev hun nysgerrig og opmærksom. To smilende piger fra Afghanistan overrumplede hendes kulde.

Dansk Folkeparti mistede dermed en kernevælger. Og tak for det, kære afdøde faster. Gid du endnu havde levet og haft din stemmeret.

LÆG IKKE SØLVPAPIR OVER RØDKÅLEN

LÆG IKKE SØLVPAPIR OVER RØDKÅLEN

Fødevarestyrelsen skriver:

🍋 Sure fødevarer kan opløse aluminiumsfolie (sølvpapir).

🛑 Aluminium fra stanniol kan være et problem for din sundhed, hvis det ophober sig i kroppen over længere tid. Derfor er det ikke en god idé at putte sølvpapir over julens rester af rødkål, syltede rødbeder eller syltede agurker.

✅ Sure fødevarer opbevares bedst i glas (ikke krystalglas), porcelæn eller plastskåle dækket med fx plastfilm eller -låg.

👀 Hvis du vil ovnbage små pakker med kød, fisk eller grøntsager – med fx citronskiver og tomat – er det bedst at bruge stegeposer eller bagepapir i stedet for aluminiumsfolie.

💡 Du gør også miljøet en tjeneste, hvis du fravælger stanniol.

Vaccinerne virker

Vaccinerne virker

Af Magnus Heunicke, Sundhedsminister

Vaccinerne virker. Både mod smitte og endnu mere mod indlæggelse. Og allervigtigst: De er den bedste beskyttelse mod alvorlige forløb og behov for intensiv behandling.

Nogen spørger, om det overhovedet gør en forskel at blive vaccineret, når smitten alligevel er så massiv. Svaret finder du i den her graf. Det er vores nyeste opgørelse over patienter med covid på intensiv.

Den gule kurve er uvaccinerede under 12 år.
Den grønne kurve er færdigvaccinerede efter 2. stik.
Den lilla kurve er dem, der har fået det 3. stik, boosteren.
De ligger alle sammen lavt.
Og den lyseblå kurve er intensivpatienter pr 100.000 af de uvaccinerede over 12 år.

Forskellen er slående.

Intensivpatienter med corona er hårde forløb, både for patienten, de pårørende og vores medarbejdere. Så kort sagt: Du hjælper det danske samfund, du beskytter dine pårørende og du hjælper dig selv,
Når du siger ja tak til at blive vaccineret.

Det er takket være den høje danske vaccinationstilslutning, at vi kan holde indlæggelserne på et lavere niveau trods den stigning i smitten, vi ser i denne vinter.

Så få dit stik. Om det er første, andet eller boosteren. Det virker!

Du kan finde dit nærmeste vaccinationssted her.