Vi har IKKE tid til skrivebordsgrønt!

Vi har IKKE tid til skrivebordsgrønt!

Af Margrete Auken

Vi skal have opdateret EU-landenes nationale klimamål!

Jeg skal i foråret forsøge at forbedre en af EU’s helt centrale klimalovgivninger på vegne af De Grønne. Det er den såkaldte ’byrdefordeling’ (Effort Sharing Regulation) der skal opdateres for at komme på linje med EU’s klimalov.

Byrdefordelingen er den eneste del af EU’s klimapolitik der sætter bindende klimareduktionsmål for hvert enkelt medlemsland. Den dækker over udledninger fra transport, bygningsopvarmning, landbrug og affaldshåndtering – og er hamrende vigtig!

I dag diskuterer vi den i Parlamentets miljøudvalg for anden gang, og mit budskab er blandt andet at vi skal fokusere på nødvendigheden af at få lukket nogle af de smuthuller i lovgivningen der truer effektiv klimahandling.

Vi har IKKE tid til skrivebordsgrønt!

Postkort fra Berlin

Postkort fra Berlin

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Det er vigtigt at have gode venner. Og det er Tyskland 🇩🇪🇩🇰
Tysklands nye kansler, Olaf Scholz, og jeg deler stærke socialdemokratiske værdier. Og vi havde i dag mulighed for at udbygge vores venskab med et rigtig godt møde i Berlin.

Tyskland er vores største nabo og en tæt allieret.

Med alt hvad der sker i og omkring Europa i denne tid, så kunne timingen for vores møde ikke være bedre. Den sikkerhedspolitiske situation i Europa er den mest alvorlige siden afslutningen på den kolde krig. Det fik vi lejlighed til at drøfte.

Og så talte vi selvfølgelig om klima. Den tyske regering har fremlagt store ambitioner for den grønne omstilling. Det er klart, at der er mulighed for at arbejde tæt sammen her. Og vi står klar med danske løsninger, som kan understøtte Tysklands omstilling.

TILLYKKE TIL KIRSTEN THORUP

TILLYKKE TIL KIRSTEN THORUP

Af Jan Poulsen


Hun er en af de helt store i dansk litteratur, og det er der grund til at markere i dag (9/2), hvor KIRSTEN THORUP fylder 80 år.
Hun er tilmed bedre end nogensinde, for med sin nyeste roman, den grumme og stærkt foruroligende ’Indtil vanvid, indtil døden’ (2020), toppede hun sit i forvejen imponerende rige forfatterskab, som hun lagde grunden til i 1967 med digtsamlingen ’Indeni – Udenfor’.
Siden er – fristes jeg til at sige – hovedværk fulgt på hovedværk, og her på matriklen har især romanerne ’Baby’ (1973), ’Himmel og helvede’ (1982), ’Bonsai’ (2000) og ’Ingenmandsland’ (2003) gjort endog meget stor lykke, indtil altså ’Indtil vanvid, indtil døden’ kom og løftede barren yderligere.
Kirsten Thorup er – læst herfra – en komplet forfatter, som mestrer personskildring, dialog, drama, fremdrift og alt det andet, der kort fortalt får os til at læse bøger.
Og så er hun i øvrigt også den eneste, jeg kender, som oplevede David Bowie på scenen i rollen som The Elephant Man i New York i 1980. Dét giver også et lille pluspoint 😉
I dag både løfter vi glasset og letter på hatten for Danmarks store forfatter og hendes runde dag.
Hip! Hip!

(PR-foto: Sofie Amalie Klougart, 2020).

Dyr skal ikke have mere medicin end højst nødvendigt!

Dyr skal ikke have mere medicin end højst nødvendigt!

Af Margrete Auken

Jeg, SF og De Grønne har i årevis kæmpet for at begrænse forbruget af antibiotika i Europa. Og vi er allerede kommet rigtig langt.

Men en ny EU-lov får dyrlægerne til at råbe op – de mener nemlig den tvinger dem til at bruge mere medicin.

Det er selvfølgelig ikke meningen!

På europæisk plan vil loven ellers betyde en markant nedgang i brugen af antibiotika, og det er godt. Men vi er allerede gode i Danmark, og det tyder ikke på der er taget højde for det i loven.

Det er meget svært at se hvad der reelt er gjort fra dansk side for at få udbredt de danske erfaringer med at mindske antibiotika – og få det respekteret i loven.

Men uanset hvad skal mængden af antibiotika i dyr ikke stige – det siger sig selv. Derfor har jeg stillet spørgsmål til Kommissionen om sagen, er i fuld gang med finde ud af om nogen har sovet i timen og ikke mindst mobilisere bredt og effektivt for at sikre at loven lever op til sit formål.

Alt andet vil være helt skævt!

God fredag til alle

God fredag til alle

Af Mette Frederiksen, Statsminister

I går meddelte transportministeren, at han ønskede at træde tilbage. Derfor har jeg i dag udnævnt Morten Bødskov som ny forsvarsminister og Trine Bramsen som ny transportminister og ligestillingsminister. Begge har været en del af regeringsholdet fra start. Og jeg er glad for, at de nu vil bruge deres store erfaring på nye områder.

Derudover har vi fået en ny minister. Jeppe Bruus har været politisk ordfører for Socialdemokratiet. Han bliver nu en del af regeringsholdet og påtager sig den vigtige opgave som skatteminister og arbejdet med en ny og ambitiøs afgift på CO2.

Også en stor tak til Benny Engelbrecht for hans tid som transportminister. Jeg har været glad for at have Benny på regeringsholdet. Han er en dygtig og vellidt politiker med stor erfaring, empati og viden.

På mandag holder vi regeringsseminar. Og helt aktuelt har vi blikket rettet mod den meget alvorlige situation i Rusland og Ukraine, på de stigende energipriser og på sundhedsområdet.

Rigtig god fredag til jer alle.

I dag fremlægger EU-Kommissionen den plan, der sniger atomkraft og naturgas på listen over grøn energi

I dag fremlægger EU-Kommissionen den plan, der sniger atomkraft og naturgas på listen over grøn energi

Af Margrete Auken

I dag er en sort dag for EU’s grønne omstilling.

Klimakrisen kræver mod og beslutsomhed nu og her, og EU har et kæmpe ansvar. Derfor kaldte vi EU’s klimalov for verdens vigtigste, og derfor er EU’s ’Green Deal’ så afgørende.

Men i dag inviterer EU-Kommissionen fossile brændsler indenfor og bryder med flere helt grundlæggende principper for EU’s miljø- og klimapolitik:

Forsigtighedsprincippet og ‘forureneren (ikke samfundet) betaler’.

I eftermiddag fremlægger EU-Kommissionen nemlig den plan der sniger atomkraft og naturgas på listen over grønne investeringer. De skal mærkes som ’overgangsteknologier’ – selv om de langtfra lever op til Kommissionens egne regler for hvad det er.

Atomkraft og naturgas hører ikke hjemme i den grønne omstilling. Men uanset om man er uenig med mig her, er det alarmerende at disse energiformer forsøges inkluderet i listen over grønne investeringer – stik imod de fastsatte kriterier.

Skal vi have gavn af den liste, skal den være troværdig og fri af politiske hensyn og business-interesser.

Når Kommissionen afviger fra lovgivningen for at føje enkelte lande og industriers politiske og økonomiske særinteresser, tager den samtidig alvorligt skridt henimod at gøre listen utroværdig og i værste fald direkte vildledende.

Ak og Suk!

Hånden på hjertet, så har vi ikke den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent

Hånden på hjertet, så har vi ikke den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent

Af Mette Frederiksen, Statsministeren

Vi skal have et velfærdssamfund med mindre kontrol og mere hjerterum.
Det talte jeg med de ansatte om i dag på Lille Birkholm Plejecenter i Herlev. Budskabet er tydeligt: Alt for meget tid går med dokumentation, kontrol og skemaer. Det tærer på arbejdsglæden. Og det betyder, at der mangler tid til det, der er vigtigst. Til nærvær, omsorg og faglighed.
I min nytårstale foreslog jeg noget vidtgående: At vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter helt forfra. Vi skal have en ny, kort og præcis ældrelov. Med klare værdier. Og få dokumentationskrav. Hver gang jeg taler med de mange dygtige medarbejdere i ældreplejen, så bliver jeg gang på gang bekræftet i, at det er nødvendigt.
Der er selvfølgelig meget, der lykkes i vores skønne velfærdssamfund. Hver dag. Det var også tydeligt i dag. De ansatte har så meget varme, energi og faglighed. Nu skal vi til gengæld give dem mere tid og plads, uden at vi ikke skal kontrollere dem. Hånden på hjertet, så har vi endnu ikke den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent. Det skal vi have løst.

VERDENS SMUKKESTE FILM?

VERDENS SMUKKESTE FILM?

Cinemateket skriver:

Onsdag den 16. februar er der FILM, TAPAS OG COCKTAILS med den overjordisk smukke ‘In the Mood for Love’ af Wong Kar-wai. Læs mere om menuen nedenfor.

’In the Mood for Love’ er en melankolsk kærlighedshistorie sat i 60’ernes Hongkong. Naboerne hr. Chow og fru Chan finder sammen i et tavst (kærligheds)forhold, da det går op for dem, at deres ægtefæller har en affære.

Filmen er et portræt af to ensomme sjæle, der længes tilbage til det tabte øjeblik. Hvert billede viser fraværet, det usagte, det umærkelige og det usynlige, og ’In the Mood for Love’ er måske den visuelt mest fuldendte af Wong Kar-wais film. Fotografering, scenografi, kostumedesign og musik går op i en højere enhed.

Tony Leung vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle i Cannes, og den stilrene film er blevet en filmklassiker i kraft af sin hypnotiserende skønhed, som absolut må opleves på det store lærred.

Måske den smukkeste film nogensinde?

Pris inkl. servering: 215 kr. Der kan ikke reserveres billetter – kun købes. Frist: Den 9. februar. Købte billetter refunderes ikke herefter. Kontakt Restaurant SULT for vegetarisk alternativ inden billetfristen.

COCKTAIL: Hong Kong High Flyer (vodka, æble og lychee)

LILLE ANRETNING: Kylling wonton suppe, agurkesalat med sesam og chili, laksetatar med rischips

DESSERT: Yum cha pancakes

Billetter her.

Et åbent Danmark

Et åbent Danmark

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Kære alle
De seneste to år har jeg holdt 26 pressemøder om corona. De er svære at skelne fra hinanden. Men pressemødet i dag. Det er en milepæl.

Fra den 1. februar vil Danmark igen være helt åbent.

Det er utrolig gode nyheder. Efter to lange og hårde år, er det næsten ikke til at forstå. Men med det – vi ved nu – tør vi tro på, at vi er igennem den kritiske fase.

De seneste uger har budt på de højeste smittetal under hele pandemien. Derfor kan det virke paradoksalt. Men vi kan se, at kurven over indlagte på intensiv er knækket.

Det skyldes for det første, at så mange danskere, er blevet vaccineret. Og så vurderer myndighederne, at omikron typisk giver et mildere sygdomsforløb. Derfor står Danmark samlet et rigtig godt sted.

Betyder det, at pandemien er overstået? Nej.

Corona er stadig iblandt os. Og vi har som samfund et særligt ansvar for at passe på vores ældre og sårbare – særligt nu. Alle skal kunne føle sig trygge, når restriktionerne bortfalder.

Samtidig har corona vist sig at være uforudsigelig. Og vi skal være klar til at kunne håndtere, hvis der i efteråret opstår nye, alvorlige varianter.

Men i dag kan vi drage et lettelsens suk.

Tak! Til alle jer, der har taget ansvar. Taget imod vaccinerne. Passet på hinanden og vores fællesskab. Vist samfundssind.

Det er med stor optimisme, vi nu ser fremad. Foråret er på vej. Og vi forventer en sommer med kram, samvær, festivaler, koncerter og fester. Alt det, vi har savnet. Et åbent Danmark 🙏🏼.

Danmark får endelig en handleplan mod racisme

Danmark får endelig en handleplan mod racisme

Af Rosa Lund, Enhedslisten

I Enhedslisten har vi altid kæmpet mod racisme og diskrimination. Derfor jeg vanvittig glad og stolt i dag, for nu er det endelig lykkes at få en handleplan mod racisme!

At vi har fået Socialdemokratiet med på en handleplan er et udtryk for, at de også anerkender at racismen findes i vores samfund – det er så vigtigt!

En handleplan må aldrig blive til et stykke papir der samler støv i en skuffe – den skal realiseres, og der skal HANDLING bag!

Der er ingen tvivl om, at dem, der oplever racismen hver dag, skal have en plads ved bordet. Vi vil også insistere på, at så mange organisationer, der arbejder med området som muligt bliver inddraget i udarbejdelsen af handleplanen.

Og til dig der tænker, om der overhovedet brug for en handleplan mod racisme – det er der!
Vi har set den tiltagende fjendske tale – blandt andet fra politikere på Christiansborg – har været med til, at flere mener, det er legitimt at hade mennesker udelukkende på baggrund af dem, de er født som.

Der skrives voldsomme racistiske kommentarer på Facebook, minoritetspersoner overfuses verbalt i det offentlige rum og nogen udsætter mennesker for voldelige overfald udelukkende på baggrund af deres hudfarve, køn, etnicitet, seksualitet, handicap og kønsidentitet.
Selvom de her problemer er kendt for alle, har det været en lang kamp at få regeringen til at tage det alvorligt.

Heldigvis har vi de sidste par år fået nogle tiltag igennem takket været jeres store opbakning. I politiforliget tilbage i 2020 fik vi afsat midler til særskilt uddannelse af betjente i netop hadforbrydelser.
Og for et par måneder siden blev det endeligt vedtaget, at en person kan dømmes for en hadforbrydelse, selvom det kun udgør en del af motivet. Særligt tak til Beskyt Minoriteter for den store indsats I har gjort for at få oplyst befolkningen og overbevist de andre politikere om, at det var et vigtigt tiltag.

I forbindelse med finanslovsforhandlinger inden jul, fik vi afsat lige over 8 mio kr. årligt til tiltag, der skal være med til at bekæmpe diskrimination og hadforbrydelser. Det var ikke nemt at skaffe de midler, men det lykkedes, og jeg er sikker på, det er et vigtigt skridt på vejen i kampen mod racisme og diskrimination, som desværre stadig er lang.

Hvis du selv har nogle elementer, du mener det er vigtigt, vi får med, eller er du selv med i en organisation, der arbejder mod diskrimination og racisme så ræk endelig ud – ethvert input er værdsat.