Kategori: Kultur

Af Andreas Dalsgaard

Jeg tabte mit hjerte til Afghanistan for 20 år siden. Dengang fyldte billeder af Taliban, murbrokker og burkhaer verdens nyhedsoverskrifter, og vi var en flok unge antropologistuderende som tænkte; Er det virkelig det fulde billede af Afghanistan? Hvad er der ellers? Så vi rejste afsted i sommeren 2002, kort efter den vestlige invasion, og blev bjergtaget af et land fanget mellem voldsomme modpoler.

Mest af alt blev jeg fascineret af Kabuls mest populære sportsgren; bodybuilding. Længsel efter frihed, forbrugssamfund, amerikanske proteiner, Arnold Schwarzenegger og vestlig kultur mødte traditionel maskulinitet og forfængelighed, persisk zoorkhaneh (traditional muskelsport) og dyb fattigdom i en fascinerende cocktail. Det blev til en film.

Vi har lagt Afghan Muscles ud til fri afbenyttelse. Midt mellem billederne af skræmte og ængstelige afghanere der prøver at flygte ud af Kabul håber jeg filmen kan give et lys i mørket, og tilbyde et modbillede på Talebans og mediernes version af Afghanistan.

Af Jan Poulsen

I dag (17/8) for præcis 80 år siden udkom den første bog om Peter Pedal eller Curious George, som han hedder i sit adopterede hjemland USA.
Bag den lille abe stod det tyskjødiske ægtepar Hans Augusto og Margarete Reyersbach, som hurtigt så skriften på væggen ved Hitlers magtovertagelse i 1933. Hans Augusto var år forinden taget til Brasilien, og hun forlod fødebyen Hamburg i 1935 for at støde til ham i Rio de Janeiro, hvor han var ved at etablere sig som tegner, nu under det mere mundrette navn H.A. Rey. Parret giftede sig med hinanden og tog på bryllupsrejse til Paris i 1939, hvor aben blev undfanget, oprindeligt med navnet Fifi; han tegnede, og hun skrev historierne.
Parret blev i Paris, men Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 og tyskernes indtog i Frankrig i foråret 1940 fik parret til helt at forlade landet… på cykel. De kom til Spanien og Portugal, og fra Lissabon sejlede de til Rio de Janeiro, hvorfra de straks sejlede nordpå til New York, som var endemålet for deres rejse, og hvor de ankom i midten af oktober 1940, fire måneder efter at de begyndte flugten på cykel ud af Paris.
I sagens natur var deres bagage minimal, men med sig havde parret heldigvis tegninger og manuskript til en bog om Fifi, The Adventures of Fifi, men abens franske navn klingede ikke for det amerikanske forlag, der ville udgive bogen, så Fifi blev i hast omdøbt til Curious George.
Det var sikkert en klog beslutning, for publikum kunne lide den lille, nysgerrige abe, som er venner med alle, og som konstant roder sig ud i problemer, men også altid klarer skærene.
Rey-parret udgav i alt syv bind om Curious George, der til sammen er solgt i mere end 75 millioner eksemplarer verden over, også her i Danmark, hvor dagens 80-års fødselar som sagt er kendt som Peter Pedal.
Det danske navn giver umiddelbart ingen mening i forhold til hans amerikanske dåbsattest, men herhjemme fik han sit navn fra seriens tredje bind, Curious George Rides A Bike (1952), hvor han er ude at køre på sin nye cykel, da han møder en avisdreng, som siger:
”Hvis du lige ku’ ta’ og bringe de her aviser ud for mig, så – ” ”Hvad så? sagde Peter. ”Ja, æh – så – så kan du få lov at kalde dig Peter Pedal for fremtiden.”
Og selv om den lille abe – og hans mange fans – skulle kæmpe for navnet herhjemme, da hans udgiver på et tidspunkt ville have ensrettet det verden over, sejrede fornuften til sidst, og Peter Pedal forblev Peter Pedal.
H.A. Rey døde i 1977, og Margret (som hun tog navn til i USA) fulgte efter i 1996, men Curious George er i sikre hænder og i dag en hel lille industri, hvor der til stadighed kommer nye bøger og film; dels korte film på ti minutter, dels i spillefilmslængde.
Alt er tilgængeligt på dvd, og kan man ikke få nok af Peter Pedal (og det kan man ikke!), er der cirka 30 forskellige dvd’er, hvoraf de fleste typisk indeholder seks-syv ti-minutters film.
I dag hejser vi flaget for verdens populæreste abe.
Hip! Hip!

Af Lars Movin

Den amerikanske kunstner Lawrence Weiner (f. 1942) har jeg fulgt i mange år og også været så heldig fra tid til anden at engagere til forskellige af mine projekter, heriblandt udstillingen “Close-Ups. Contemporary Art and Carl Th. Dreyer” (Nikolaj, 1999) (sammen med Lene Crone) og filmene “Lowell Celebrates Kerouac” (1998) og “Connections: Ray Johnson On-Line” (2001) (begge sammen med Steen Møller Rasmussen). Derfor var det oplagt, at vi i forbindelse med sommerens rundrejse i det jyske måtte lægge vejen forbi Holstebro Kunstmuseum, hvor man frem til den 31. oktober viser “CLOSE TO A RAINBOW”, den største soloudstilling af Weiner herhjemme til dato.

Lawrence Weiner har i godt og vel et halvt århundrede beskæftiget sig med en række forskellige former og materialer – performance, film, kunstnerbøger, musik m.m. Dog er han især kendt for sine tekstbaserede værker, en art væg-installationer, hvor billedkunstens vanlige formater (maleri, skulptur) i tråd med 1960’ernes konceptuelt orienterede avantgardestrømninger er omsat til skrift, ord, udsagn. Det er værker, der på sin vis er poetiske i deres koncise tanke- og handlingsstimulerende karakter, men også – i et konceptuelt lys – billedlige og skulpturelle. Fra ord til billede og retur – eller videre ud til et helt tredje sted, som vi måske end ikke har nogen begreber for …

Weiner har i årenes løb haft en særlig tilknytning til Danmark, blandt andet i kraft af sit kollegiale venskab med Albert Mertz, og hans første udstilling herhjemme fandt sted så tidligt som i 1974 (på Tranegården i Gentofte). I 1995 blev han første gang vist på Holstebro Kunstmuseum, og i forbindelse med den aktuelle udstilling har museet erhvervet et værk (en væg-installation) med den typiske Weiner-titel “MATTER AS WE KNOW IT + RED PAINT + YELLOW MUD + GREEN SLIME & BURIED WHERE THE EARTH IS SOFT ENOUGH” (1995).

“CLOSE TO A RAINBOW” består af ti store værker, heraf et enkelt helt nyt, samt en række papirarbejder; og at et omfattende katalog er under udarbejdelse med planlagt udgivelse i løbet af efteråret 2021.

Af Lars Movin

På sommerens odysse rundt i landet lagde vi vejen forbi forskellige udstillingssteder, naturligvis nogle af de større – Brandts i Odense, Aros i Aarhus, Kunsten i Aalborg – men også flere af de mere perifert beliggende, heriblandt Statens Museum for Kunsts satellit i Hurup i det nordvestlige Jylland, kaldet SMK Thy.

SMK Thy er spektakulært placeret i Doverodde Købmandsgård, som med sin tårnhøje hvide silo og udsigten over Limfjorden i sig selv er et besøg værd (se billederne). Og så kan man frem til 24. oktober se en rigtig fin udstilling af Eva Kochs videoværker, heriblandt den fænomenale interaktive videoinstallation “Villar” (2001), som trods sin højteknologiske præsentationsform på forunderlig vis smelter lydefrit ind i købmandsgårdens rustikke bindingsværks-interiører.

I “Villar” undersøger Eva Koch – via sin spanskfødte mor – historien om en familie fra Villar del Cobo, en afsidesbeliggende bjerglandsby i Aragonien i det østlige Spanien, som i forbindelse med 1930’ernes Spanske Borgerkrig blev spredt for alle vinde. Blandt andet blev Eva Kochs mor, Cristobalina, sendt på børnehjem og bortadopteret til en norsk familie og havnede siden via en tur omkring Færøerne i Danmark. Og at de forskellige familiemedlemmer siden fandt hinanden igen, var et lykketræf, der involverede en stribe tilfældigheder grænsende til mirakler. En fortælling om familie, tilhørsforhold og identitet i den moderne verden – og et hovedværk i nyere dansk videokunst.

I mødet med installationen kan beskueren med sine bevægelser selv manøvrere igennem fortællingens mange grene og stykke sin egen mosaik af skæbnetråde sammen. Og bagefter kan man gå ud på området omkring SMK Thy og blive blæst godt og grundigt igennem, mens de mange indtryk bundfælder sig.

For mere om SMK Thy, inklusive information om Eva Kochs udstilling, se linket her.

Af Lars Movin

Efter en corona-pause glæder jeg mig helt usigeligt meget til at genoptage “Amerikansk avantgardefilm”-serien i Cinemateket. Det sker fra den 25. august, hvor vi viser Martina Kudláceks feature-lange dokumentar fra 2003, “In the Mirror of Maya Deren”. Filmen er et særdeles interessant portræt af den russiskfødte Maya Deren (1917-1961), der med sit debutværk fra 1943, klassikeren “Meshes of the Afternoon”, kom til at stå som en overgangsfigur mellem 30’ernes surrealistisk orienterede avantgardefilm og efterkrigstidens mere frie og poetiske filmkunst.

I det hele taget vil vi i efterårets sæson fokusere på scenens kvindelige filmmagere.

Lørdag den 11. september er det Shirley Clarke (1919-1997) og hendes “Portrait of Jason” fra 1967, som er på programmet. Ligesom Deren havde Clarke en baggrund som danser, hvilket smittede af på de første film, hun skabte i 50’erne. Men fra gennembruddet i 1961 med “The Connection” (baseret på et teaterstykke af Jack Gelber, opført af The Living Theatre) kom det mere til at handle om selve filmmediet og de spændende grænseområder mellem fiktion og dokumentarisme. Således også i “Portrait of Jason”, hvor Clarke gennemfører et nærmest warholsk eksperiment: Hun har placeret sin hovedkarakter alene foran et kamera og forsynet ham med rigelige mængder af vodka og marihuana, og derpå har hun ladet ham performe i tolv timer i træk, mens filmmagerne og et par indforskrevne venner uden for billedet holder ham kørende med spørgsmål, kommentarer og provokationer.

Fire dage senere, den 15. september, vil jeg overlade ordet til min gode kollega, Peter Christian Rude, som vil introducere “The Sky on Location” (1982), en film af Babette Mangolte, som af nogle måske vil være kendt som Chantal Akermans filmfotograf.

Endelig vil vi som rosinen i pølseenden vise Yoko Onos “Rape” fra 1969, skabt sammen med ægtemanden John Lennon. “Rape” er et radikalt filmeksperiment, der i al sin enkelhed går ud på at lade et filmhold vælge en tilfældig kvinde på gaden og derpå følge efter hende med et kamera, indtil hun bryder sammen. Sidste gang, filmen blev sidst vist i Danmark, var i 1995 i forbindelse med en retrospektiv Yoko Ono-serie, som jeg kuraterede for Nationalmuseet. Dengang bidrog jeg til kataloget (vist herunder) med et essay om Yoko Onos filmproduktion, og med afsæt i dette har jeg nu skrevet bogen “Fluxus / Yoko Ono / Bob Dylan”, som vil blive præsenteret i forbindelse med visningen af “Rape” den 28. september.

Mere om det alt sammen, når vi kommer tættere på arrangementerne. Håber vi ses i Cinemateket på den anden side af sommerferien!

Af Lars Movin

For undertegnede sender dagens dato minderne tilbage til et årti, hvor euforien over de første New York-rejser var iblandet urovækkende understrømme fra en ny og dødelig epidemi, som først et stykke inde i katastrofens fremmarch fik et navn: AIDS.

Den 3. juli 1981 – for præcis 40 år siden – kunne følgende overskrift læses i The New York Times: “Rare Cancer Seen in 41 Homosexuals”. Uhyggeligt og mærkværdigt lød det jo, men i Odense, hvor jeg boede på det tidspunkt, var det ikke noget, som sådan umiddelbart fik de store konsekvenser. Det skulle imidlertid ændre sig. Med det ungdomsliv, man førte dengang, blev det i løbet af nogle år rutine at gå til lægen for at blive tjekket – efterfulgt af en nervøs ventetid, indtil man fik svar på sin prøve. Nå, i de kredse, jeg færdedes i, var der sjældent grund til alarm, men ganske anderledes forholdt det sig i New York, og ikke mindst i kunstnermiljøerne på Lower East Side. I marts 1983 publicerede dramatikeren og aktivisten Larry Kramer et opråb i The New York Native under den uhyggelige rubrik: “1,112 and Counting”. Og fra omkring det tidspunkt begyndte der at være flere og flere kendte navne blandt ofrene for den mystiske sygdom. I august 1983 døde Klaus Nomi, i 1985 fik Cookie Mueller sin diagnose, og da fotografen Peter Hujar i januar 1987 blev erklæret HIV-positiv, var der mere end 30.000 registrerede tilfælde i New York. Året efter var turen kommet til David Wojnarowicz, en af de kunstnere, der dengang havde min opmærksomhed, og som jeg siden har skrevet om i bogen “Downtown” (2010).

Da jeg første gang kom til New York i september 1987, lå AIDS-epidemien som en mørk sky over de kvarterer på den nedre del af Manhattan, som altid har været mine foretrukne græsgange. Bevares, at besøge byen var stadig som at komme til Nirvana, men ikke desto mindre var det svært at ignorere det faktum, at mange af de kunstnere m.m., som i første omgang havde trukket én dertil, nu var væk. Og da jeg i efteråret 1989 vendte tilbage på endnu en visit, ramte jeg durk ind i en udstilling med en titel, der sagde det hele: “WITNESSES: Against Our Vanishing”. Udstillingen, der var kurateret af fotografen Nan Goldin, blev vist i Artists Space i Wooster Street og var tilegnet kunstscenens mange AIDS-ofre.

I sit forord til kataloget skriver Goldin: “Over the past year four more of my most beloved friends have died of AIDS. Two were artists I had selected for this exhibit. One of the writers for this catalogue has become too sick to write. And so the tone of the exhibition has become less theoretical and more personal, from a show about AIDS as an issue to more of a collective memorial.”

I dag kan det hele forekomme at være længe siden, og heldigvis er der meget positivt at sige om den generelle håndtering af AIDS, både attitudemæssigt og hvad angår behandling. Men da datoen 3. juli 1981 forleden tilfældigt fangede min opmærksomhed i en essaysamling af Luc Sante, blev jeg med ét kastet tilbage til de første New York-rejser, hvor dén kakofoniske støj, som er en af attraktionerne ved Manhattans gader, var farvet af en mærkelig fornemmelse af fravær; og hvor dét betagende mylder af alskens typer, som kan gøre den besøgende helt høj, var blandet op med skyggerne af alle dem, der pludselig var væk.

PRESSEMEDDELELSE

Forlaget Ekbátana og Asger Schnacks Forlag har indgået et samarbejde med henblik på Ekbátanas fremtidige overtagelse af Asger Schnacks Forlag. Den nærmere overtagelse er foreløbig planlagt til årsskiftet 2022-23. Ideen er at udfolde det bedst mulige i samarbejdet og sikre en tradition, der går tilbage til forlagene Swing og Bebop, i moderne klædedragt. Asger Schnacks Forlag har rødder i musikken, Ekbátana i eventyret, jf. Sophus Claussens digt af samme navn, men begge naturligvis i poesien.

”Jeg ser fortrøstningsfuldt mit forlags fremtid i møde med Christel Sunesen som brobygger og arvtager.” Asger Schnack

”Det er med stor glæde og respekt, at jeg ser fremtiden i møde med Asger Schnacks Forlag, som har haft så afgørende betydning for dansk litteratur gennem årtier.” Christel Sunesen

(Foto: Frej Rosenstjerne)

Af Per Wium

Da jeg var dreng elskede jeg filmen “Han, hun, Dirch og Dario”. Og særligt duetten mellem Gitte Hænning og Dirch Passer: “Lille frøken himmelblå”, med den dejlige melodi af Sven Gyldmark.

Da mine børn var små elskede de samme film – og vi hørte singlen med den populære sang igen og igen på grammofonen.

I dag kan vi sige tillykke til Gitte Hænning med 75 år.
Jeg har mødt hende en enkelt gang – i Sweet Silence Studiet i Khb. Mens vi indspillede album med Lotte Rømer Band. Gitte Hænning besøgte studiet med en ven og vi talte lidt med hende i en pause.
Da må hun have været midt i 30’erne.

Jeg véd hun har en stor karriere i Tyskland og er populær på tysk radio og TV. Men sandt at sige har jeg aldrig hørt eller set det.

Jeg har fundet den her TV-optagelse, hvor hun helt klart er en rigtig god sangerinde!

Tillykke til “Die Gitte”!