AMERIKANSK AVANTGARDEFILM EFTERÅR 2021 eller: YOKO ONO & CO.

Af Lars Movin

Efter en corona-pause glæder jeg mig helt usigeligt meget til at genoptage “Amerikansk avantgardefilm”-serien i Cinemateket. Det sker fra den 25. august, hvor vi viser Martina Kudláceks feature-lange dokumentar fra 2003, “In the Mirror of Maya Deren”. Filmen er et særdeles interessant portræt af den russiskfødte Maya Deren (1917-1961), der med sit debutværk fra 1943, klassikeren “Meshes of the Afternoon”, kom til at stå som en overgangsfigur mellem 30’ernes surrealistisk orienterede avantgardefilm og efterkrigstidens mere frie og poetiske filmkunst.

I det hele taget vil vi i efterårets sæson fokusere på scenens kvindelige filmmagere.

Lørdag den 11. september er det Shirley Clarke (1919-1997) og hendes “Portrait of Jason” fra 1967, som er på programmet. Ligesom Deren havde Clarke en baggrund som danser, hvilket smittede af på de første film, hun skabte i 50’erne. Men fra gennembruddet i 1961 med “The Connection” (baseret på et teaterstykke af Jack Gelber, opført af The Living Theatre) kom det mere til at handle om selve filmmediet og de spændende grænseområder mellem fiktion og dokumentarisme. Således også i “Portrait of Jason”, hvor Clarke gennemfører et nærmest warholsk eksperiment: Hun har placeret sin hovedkarakter alene foran et kamera og forsynet ham med rigelige mængder af vodka og marihuana, og derpå har hun ladet ham performe i tolv timer i træk, mens filmmagerne og et par indforskrevne venner uden for billedet holder ham kørende med spørgsmål, kommentarer og provokationer.

Fire dage senere, den 15. september, vil jeg overlade ordet til min gode kollega, Peter Christian Rude, som vil introducere “The Sky on Location” (1982), en film af Babette Mangolte, som af nogle måske vil være kendt som Chantal Akermans filmfotograf.

Endelig vil vi som rosinen i pølseenden vise Yoko Onos “Rape” fra 1969, skabt sammen med ægtemanden John Lennon. “Rape” er et radikalt filmeksperiment, der i al sin enkelhed går ud på at lade et filmhold vælge en tilfældig kvinde på gaden og derpå følge efter hende med et kamera, indtil hun bryder sammen. Sidste gang, filmen blev sidst vist i Danmark, var i 1995 i forbindelse med en retrospektiv Yoko Ono-serie, som jeg kuraterede for Nationalmuseet. Dengang bidrog jeg til kataloget (vist herunder) med et essay om Yoko Onos filmproduktion, og med afsæt i dette har jeg nu skrevet bogen “Fluxus / Yoko Ono / Bob Dylan”, som vil blive præsenteret i forbindelse med visningen af “Rape” den 28. september.

Mere om det alt sammen, når vi kommer tættere på arrangementerne. Håber vi ses i Cinemateket på den anden side af sommerferien!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s