LÆR MERE OM VIDENSKABEN OG TEKNOLOGIEN BAG COVID19-VACCINERNE

LÆR MERE OM VIDENSKABEN OG TEKNOLOGIEN BAG COVID19-VACCINERNE

Lægemiddelstyrelsen skriver:


Har du funderet over, hvordan vaccinerne mod COVID19 fungerer i praksis? Det er videnskab og teknologi i mikroformat!

Vaccinen fra AstraZeneca anvender en vaccineteknologi, der adskiller sig fra den såkaldte mRNA-teknologi, som både Pfizer/BioNTechs og Modernas Covid-19-vacciner er baseret på.

AstraZenecas vaccine er en såkaldt viral-vektor-vaccine.

Både mRNA og viral-vektor teknologien bygger på at bringe den genetisk kode for spike-proteinet, der er coronavirussets særlige overfladeprotein, ind i kroppens celler.

Hvor mRNA’et i Pfizer/BioNtechs og Modernas Covid-19-vacciner bliver beskyttet ved at blive pakket ind i bittesmå fedtkugler, lipider, mod kroppens nedbrydning for at kunne trænge ind i cellerne, er en viral vektor en anden måde at opnå det samme.

En viral vektor er et værktøj, der fungerer som et meget lille postbud, der leverer genetisk materiale til cellernes kerne. Astra Zenecas virusvektor leverer således den genetiske kode for spikeproteinet til vores cellekerne.

Med virale vektor-vacciner benyttes virusvektorens naturlige evne til at finde frem til og trænge ind i cellerne og levere den genetiske kode for spike-proteinet til cellen. I vaccinen fra AstraZeneca benyttes en såkaldt adenovirus vektor fra en chimpanse.

Adenovirusvektoren er det, der gør chimpanser forkølede. Vektoren er blevet ændret til at kode for spike-proteinent, samtidig med at alt unødvendigt genetisk materiale fra selve adenovirusen er fjernet.

Adenovirus benyttes, fordi det af natur ikke kan integrere sig i menneskets DNA.

Når man vaccineres med vaccinen, vil immunsystemet begynde at danne antistoffer, og dermed forberede kroppen til at bygge det selvforsvar, der skal bruges til at angribe coronavirusinfektionen, hvis den skulle komme forbi.

Tak for din tid! Og go søndag 🤓🍓

Jeg har aldrig været mere stolt over noget i mit arbejdsliv end af vores håndtering af den her epidemi

Jeg har aldrig været mere stolt over noget i mit arbejdsliv end af vores håndtering af den her epidemi

Af Magnus Heunicke, Sundhedsminister

Jeg er nu kommet igennem den her rapport, der beskriver vores håndtering af covid-19 i foråret 2020. Om vores nedlukning af Danmark, om vores arbejde i døgndrift og om vores store beslutninger i en akut nødsituation.

Jeg synes, det er et flot og grundigt arbejde, der er blevet foretaget af professor Jørgen Grønnegaard og hele holdet. Vi har i mit ministerium og styrelser bidraget med tusindvis af mails og notater, der fortæller om en enestående og afgørende tid i Danmark. Både om de fejl, vi har begået undervejs. Om alt det, vi ikke vidste dengang om den nye sygdom, der spredte sig fra Kina. Og om den organisering, der blev gennemført og den helt nødvendige beslutningskraft, der blev udvist.

Rapporten slår fast med syvtommersøm, at det her først og sidst var og skal være et politisk ansvar for politiske beslutninger. Sådan er det i et demokrati.

Derfor har vi forsøgt efter bedste evne igen og igen at understrege, at vi lytter til eksperterne. Vi ser på evidensen. Vi samler al tilgængelig viden. Også når myndigheder og eksperter har været uenige om vurderinger undervejs, og det har de været. Det bekræfter rapporten i øvrigt også til fulde. Og så tager vi det politiske ansvar for at veje hensyn op imod hinanden og handle. Det ansvar står vi ved i dag, ligesom vi gjorde tilbage i marts måned sidste år.

Det er regeringens ansvar. Det er vores ansvar.

Jeg kan se, at nogle politikere i oppositionen nu vil til at uddele næser til os for håndteringen af covid-19. Flere partier beskylder direkte vores statsminister Mette Frederiksen for “løgn” og “vildledning”. Og hos de konservative går man linen ud og kræver direkte regeringens afgang.

Det er jo helt i orden og en del af den demokratiske debat, at man kan være uenig. Men at bruge covid-19 håndteringen til at kræve, at regeringen går af, det siger for mig at se mere om afsenderen end om modtageren.

Og jeg må bare sige det her: Jeg har aldrig været mere stolt over noget i mit arbejdsliv end af vores håndtering af den her epidemi. Vi arbejder så hårdt som vi aldrig har gjort før sammen med tusindvis af dygtige og dedikerede medarbejdere over alt i hele Danmark.

Det gjorde vi i marts og det gør vi stadigvæk, nu med mutationer og nye trusler, som i øjeblikket fejer igennem Europa med et spor efter sig af overdødelighed og hospitaler, der er på randen af at bryde sammen. England. Irland. Portugal netop nu. Hvem bliver de næste, der bukker under og rammes hårdt af den mere smitsomme og potentielt mere dødelige, muterede 3. bølge?

Det må ikke blive Danmark.

Så vi fortsætter vores arbejde. Vi lærer af de fejl, der er begået undervejs. Vi helmer ikke, tager ikke en fridag, før vi er igennem. Og vi opbygger stadig test, opsporing mm, der gør Danmark mere rustet til, hvad der vil komme. Vi kæmper for vaccinerne.

Og jeg kan love, at vi fortsat vil gøre alt hvad vi overhovedet er i stand til for at bringe Danmark fortsat sikkert igennem pandemien.

”Håndteringen af covid-19 i foråret 2020”

”Håndteringen af covid-19 i foråret 2020”

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Kære alle
Jeg er imponeret over, at vi – midt i den globale pandemi, vi stadig står i – samtidig evner at kigge bagud og lære af det forløb, vi har været igennem indtil nu.

I dag har en udredningsgruppe med professor Jørgen Grønnegård i spidsen fremlagt deres rapport om ”Håndteringen af covid-19 i foråret 2020”.

Den fylder 595 sider, og jeg er ikke færdig med at læse det hele endnu. Men jeg vil gerne takke eksperterne for deres grundige arbejde. Det viser også, at det var fremsynet, da Folketinget før sommer besluttede at igangsætte evalueringen.

For selvom det ikke er alt i rapporten, jeg er enig i, så er den et solidt udgangspunkt for at diskutere, hvordan vi kan gøre Danmark bedre rustet, hvis vi igen rammes af en ny krise som corona.

Husk dog: Vi er langt fra igennem corona endnu. Vi har lige måttet forlænge nedlukningen i yderligere tre uger. Og selvom der er ting, der kunne være gjort anderledes – så er det vigtigste, at vi i Danmark har klaret den første bølge af corona langt bedre end frygtet. Både i forhold til sundhed og økonomi.

Jeg håber, at vi kan have de proportioner med – ikke mindst af hensyn til de embedsmænd i både styrelser og departementer, der nu på snart et år arbejder i døgndrift med at bringe Danmark og dermed os alle sammen bedst muligt igennem den største krise siden 2. verdenskrig.

Noget af det, der afdækkes i rapporten, er, at vi i Danmark (som i mange andre lande) var for dårligt forberedte på en global pandemi. Vores beredskab var simpelthen ikke gearet til en krise i den størrelsesorden.

Det har mange aspekter – nogle af de første var manglen på værnemidler, og at det tog tid at bygge tilstrækkelig kapacitet op i forhold til test. Men lige nu gælder det også vaccinerne, hvor vi også er for sårbare og afhængige.

Regeringen vil derfor nedsætte en arbejdsgruppe på tværs af de relevante ministerier og myndigheder, som på den anden side af epidemien skal udrede Danmarks samlede samfundsberedskab. Her er rapportens anbefalinger værdifulde.

Noget andet, rapporten beskæftiger sig med, er Statsministeriets involvering. På den ene side fremgår det af rapporten, at vi tidligt er meget engageret i krisestyringen, og at vi inddrager den faglige rådgivning. Det er selvfølgelig ikke en overraskelse for mig selv.

Men på den anden side rejses der spørgsmål om, hvorvidt vi blandede os i for mange detaljer. Jeg synes egentlig, at eksperterne anerkender, at det i en akut krise er svært at ramme den perfekte balance. Men jeg vil sige det sådan, at i valget mellem at gøre for meget eller gøre for lidt, så foretrækker jeg det første.

Det sidste, jeg vil kommentere i denne omgang, er spørgsmålet om en bestemt formulering på pressemødet den 11. marts.

Regeringen har på intet tidspunkt ønsket at skubbe myndighederne foran sig eller fralægge sig ansvaret for nedlukningen. Og jeg har meget svært ved at se, at man kan sidde tilbage med det indtryk, at regeringens beslutninger har baseret sig 1 til 1 på anbefalinger fra sundhedsmyndighederne – eller andre myndigheder for den sags skyld.

Det var heller ikke på nogen måde dét, der var ment med den omtalte sætning. Og det var ikke budskabet på pressemødet. Eller på de næste mange pressemøder for den sags skyld. F.eks. sagde jeg på pressemødet den 17. marts: ”Oven på den sundhedsfaglige rådgivning og oven på den vurdering og de anbefalinger vi får fra alle myndigheder, der kommer så det politiske valg. Hvor hurtigt sætter vi ind, og hvor hårdt sætter vi ind i Danmark. Og det er selvfølgelig i et demokrati i sidste ende et politisk valg. Og det er et politisk ansvar.”

Vi har gentagne gange understreget, at regeringens beslutninger var udtryk for politiske valg. At regeringen anlagde et forsigtighedsprincip. At vi hellere gjorde for meget end for lidt. Og hellere handlede for hurtigt end for langsomt.

Jeg er ikke i tvivl om, at det har været medvirkende til, at Danmark er blandt de lande, der kom bedst igennem første bølge af corona-pandemien.

Vi stod på ubetrådt land tilbage i februar og marts. Og jeg er taknemmelig for, at myndigheder på alle niveauer har ydet en kæmpe indsats for at få Danmark godt igennem en historisk svær tid.

God weekend til jer alle.

Mutationerne af corona har ændret spillereglerne

Mutationerne af corona har ændret spillereglerne

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Kære alle,


Mutationerne af corona har ændret spillereglerne. Lige som vi kunne skimte målet, blev målstregen flyttet. Den nye mutation er på vej op. Og det er myndighedernes vurdering, at den spreder sig – selv med de omfattende restriktioner, vi har lige nu.

Den udvikling kan vi ikke stoppe. Men vi skal gøre alt for at forsinke den.

Derfor har vi i dag – desværre – måtte forlænge restriktionerne til 28. februar. Det er simpelthen for risikabelt at åbne i februar på et tidspunkt, hvor der stadig er for mange indlagte og for få vaccinerede.

Det er dog vores håb, at eleverne i 0.-4. klasse kan starte i skole tidligere, så vi kan få de mindste skolebørn i gang igen. Det forventer vi at kunne melde ud om i starten af næste uge.

Jeg ved godt, at forlængelsen er nedsående. Trætheden har indfundet sig for længst.

Men mutationerne skal simpelthen ikke have lov til at ødelægge det for os nu. Vi er kommet så utrolig langt sammen.

Alt det må ikke gå til spilde. Ikke nu. Ikke så tæt på foråret og flere vacciner.

Januar er ved at være overstået. Der er snart kun én vintermåned tilbage. Og selvom februar er den korteste måned på året, så kommer vi nok ikke udenom, at den vil føles særligt lang.

Jeg håber, I holder modet oppe og holder fast. Pas rigtig godt på hinanden.

Bør jeg blive ved med at tage det?

Bør jeg blive ved med at tage det?

Af Haifaa Awad

Jeg mærker en knude i maven når jeg ser hvordan en dukke af statsministeren kan brændes på Forum. Samme knude mærkede jeg da jeg så angrebet på den amerikanske kongres. Og den knude vokser sig kun større når jeg ser de massive chikanerende angreb på læger og sundhedspersonale online som oplyser om pandemien eller deler billeder af at de er blevet vaccineret.

Jeg selv er som intensivlæge nu også lagt for had og injurierende påstande er delt om min person fordi jeg opfordrer til at vi alle overholder retningslinjerne og passer på hinanden.
Jeg kan godt tage dele af det, jeg har været i debat-Danmark længe. Men bør jeg blive ved med at tage det?
Jeg ved at mange super dygtige kollegaer efter den online chikane holder sig tilbage med at deltage offentligt eller online-offentligt med deres faglighed.
De orker ikke chikane og ekstremt anklagende beskeder. Ja endda at blive kaldt djævlens yngel og at man er landsforrædder. Man udstilles i grupper og anfægtes på faglighed og uafhængighed, fordi man som fagperson ytrer sig.

Det ødelægger altså ikke bare vores debat om pandemien, men også vores samtale og informationsniveau at vi ser denne ekstreme adfærd online. Accelereret af en pandemi som naturligvis også rammer skævt.

Det får folk med kvalificeret viden til ikke at ville blande sig, fordi ekstreme kræfter mobiliserer had i uset omfang i bestemte befolkningsgrupper.

Det er utrolig nemt for mig bare at fordømme den form for ekstremisme. Og det gør jeg.

Men jeg synes også at politikere skal gøre meget mere offline for at tage online chikanen af os som stand alvorligt fra disse voksende ekstreme røster.

Man skal tage hetz, trusler og chikane online ligeså alvorligt som hetz, trusler og chikane offline. Ellers forstummer læge-deltagelsen. Og det er ingen tjent med, hverken midt i en pandemi eller generelt hvad angår sundhed.

Og så skal vi altså have meget mere fokus på hvad ekstreme og rabiate holdninger fodres af. Imens jeg arbejdede i Syrien så jeg at fattigdom og bomber skabte ekstremister ud af helt fredelige mennesker.

Vi skal kigge på hvad det er som har skabt den frustration, den afmagt og den myndighedsskepsis som rammer os med dukkebål og store hetz online, og så tage det alvorligt. Vi skal virkelig tage det alvorligt at der nu er parallelle virkeligheder og parallelle fællesskaber som nærer og udvikler den form for ekstrem adfærd.

Alene i januar er 50 smittede rejst ind fra Dubai

Alene i januar er 50 smittede rejst ind fra Dubai

Af Magnus Heunicke, Sundhedsminister

Alene i januar er 50 smittede rejst ind fra Dubai, og vores eneste kendte tilfælde med den sydafrikanske variant kan også knyttes til indrejse fra Dubai. De 33 af dem er efter stramningerne med krav om negativ test før boarding. Derfor nødvendigt at få strammet op.

Alle gør vi vores yderste for at holde smitten nede og få vores samfund så godt igennem som muligt. Så holder det altså ikke at løbe så stor en risiko for at importere nysmitte og nye mutationer, som vil slå os tilbage.

Der er så mange, der yder store ofre i denne tid. En test, når du lander i lufthavnen og overholdelse af isolationsanbefalingerne er kun rimeligt og vil give os bedre muligheder for at bevare epidemikontrollen i Danmark.

Lad os nu holde fast.

Skolelærerliv

Skolelærerliv

Af Christina Sejr Poulsen

Min nye leder sagde forleden (til min MUS-samtale online) ”Tror ikke, man kan starte et job som lærer på et mere uhensigtsmæssigt tidspunkt, end du har gjort, Christina!”.

Well.. mange gode grunde til at være lidt tyndslidt for tiden. Startede ugen med at blive så rørt under min egen online oplæsning af Brødrene Løvehjerte for min nye 6 klasse, som jeg kun nåede at møde 3 gange fysisk på skolen inden vi blev sendt hjem.
”Er du okay, Christina?” spurgte én af drengene, da jeg lige måtte lave et lille ophold og synke midt i oplæsningen om lille syge Tvebak og hans fine storebror, Jonathan.

At sidde der alene på min hjemmearbejdsplads etableret i mit soveværelse, med åbent kamera og lave oplæg til dagens undervisning det meste af tiden til små runde mærke med initialer på skærmen. Må ikke kræve, at eleverne har kamera på under undervisningen, så jeg sidder der og taler uden øjenkontakt og uden fornemmelse af, hvordan det forklarede bliver modtaget, eller hvad de egentlig laver imens.
Ved heller ikke om der nogen steder sidder en forælder med og overværer min undervisning, hvilket de er velkomne til, men det føles sårbart med elever jeg ikke kender, og forældre jeg aldrig har mødt, at de kan se mig og jeg ikke dem.

Spørger nogengange ud i intetheden ”Er I der?”. Og det er ikke ligesom til koncerter, hvor et kor af stemmer råber ”Jaaaaahhh” tilbage. En enkel eller to tænder et øjeblik for mikrofonen og siger ”ja” eller sender en ”thumbs up” i chatten, der konstant kører ved siden af og forstyrrer både min og elevernes koncentration.

For mig er det at være en dygtig lærer båret af en ægte relation. Det at kende eleverne, at kunne ”se” dem, at være autentisk og personlig (ikke privat) i mit eget udtryk, så de ved og kan mærke, hvem jeg er, at kunne skabe rum for at kunne fejle som elev – men også selvom man er voksen og er læreren, at vise dem tillid i alle tænkelige forhold og en masse andre ting, som ikke står i nogen bekendtgørelse eller vejledning – og som heller ikke er helt så let at praktisere online.

Det er det, der for mig, skaber det særlige indhold i mit job. Og læringen, både fagligt og menneskeligt – ja, det er jo det, vi er der for, men i min verden sker det helt af sig selv, når først eleverne føler sig trygge i både mit og i hinandens selskab.

Og her er både eleverne og jeg selvklart ekstra udfordret for tiden. Kender ikke børnene og de kender ikke mig. Forældrene er stille (håber det er et godt tegn).
Jeg forsøger i den sammenhæng (ligesom alle andre lærere i dette land) at fylde på med faglige opgaver og diverse for at leve op til det forventede hos forældre, skoleverdenen, medier og alle jer andre. Om det afstedkomme den ønskede effekt om maksimal læring under de givne omstændigheder, tvivler jeg på.

Det er mere hver gang jeg oplever et lille moment af ægte kontakt med eleverne, at jeg sætter et lille mentalt flueben. Omend det er sparsomt med fluebenene i cyberspace for tiden.

Brødrene Løvehjerte er muligvis en lidt for let bog til børn i 6 klasse (som en af forældrene var så venlig at skrive til mig), men det er stadig en af de smukkeste romaner om kærlighed, liv og død, mod og angst skrevet for børn. Og her til morgen tilbød jeg så igen at indlede dagen med at læse lidt videre…”Jeg har læst den 9 gange. Jeg elsker den bog. Bare bliv ved med at læs op” sagde en af drengene. Derefter kom der 15 thumbs up i chatten.

Om de lyttede med, ved jeg ikke, men jeg sætter et forsigtigt flueben i dag og afventer afleveringer af dagens øvrige (fagfaglige) lektier, så vi alle kan være sikre på, at de nu også HAR lært noget i dag!

#deterikkenemt #vigørdetsågodtvikan #detskalnokgå

Køb bogen i fem forskellige formater her.

NYE MIDLERTIDIGE RETNINGSLINJER FOR NÆRE KONTAKTER TIL ALLE SMITTEDE

NYE MIDLERTIDIGE RETNINGSLINJER FOR NÆRE KONTAKTER TIL ALLE SMITTEDE

Sundhedsstyrelsen skriver:


Vi har skærpet vores anbefalinger for nære kontakter ud fra et forsigtighedsprincip for bedre at kunne fastholde kontrollen med epidemien på trods af mere smitsomme virusvarianter som fx B.1.1.7. Skærpelsen er midlertidig og gælder for nære kontakter til alle smittede personer, uanset om de er konstateret smittet ved en hurtigtest eller en PCR test.

👉 HVORNÅR ER JEG NÆR KONTAKT?
Du er nær kontakt, hvis du i mere end 15 minutter har opholdt dig mindre end 2 meter fra en person, der er smittet med ny coronavirus. Det har tidligere været 1 meter, men ud fra et forsigtighedsprincip er det nu ændret til 2 meter.

👉 HVOR LÆNGE SKAL JEG ISOLERE MIG, HVIS JEG ER NÆR KONTAKT?
Som noget nyt skal alle nære kontakter blive ved med at selvisolere sig, indtil de har fået negativt svar på den anden test, og ikke som før, hvor man kunne ophæve selvisolationen efter den første negative test. Når du er identificeret som nær kontakt, skal du altså selvisolere dig hurtigst muligt og blive i selvisolation, indtil du har fået dit andet negative testsvar. Du skal fortsat have foretaget en test på dag 4 og dag 6 efter, at du sidst var i nær kontakt med en smittet person.

👉 HVOR LÆNGE SKAL JEG ISOLERE MIG, HVIS JEG ER NÆR KONTAKT TIL EN PERSON, DER ER SMITTET MED EN VIRUSVARIANT, SOM FX B.1.1.7?

Hvis du er nær kontakt til en person, der er konstateret smittet med en virusvariant som fx B.1.1.7 får du besked om det fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Du skal blive i selvisolationen indtil dag 14, og du vil få hjælp til, hvilke test du skal have foretaget.

Hvis du er i tvivl om perioden for selvisolation eller tidspunkt for test som nær kontakt, kan du altid kontakte Coronaopsporing under Styrelsen for Patientsikkerhed for rådgivning på tlf. 32 32 05 11.

De midlertidige retningslinjer følger de i forvejen udmeldte restriktioner, og gælder indtil d. 7. februar 2021. For at vi fortsat skal bevare kontrollen med epidemien, er det vigtigt, at vi alle gør os ekstra umage med at følge de smitteforebyggende råd: Bliv hjemme, hvis man har symptomer, rene hænder, holder afstand og se kun få personer.

Lære mere om de nye, midlertidige retningslinjer: https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/COVID-19-Opsporing-og-haandtering-af-naere-kontakter

Jeg håber virkelig, at I aldrig bliver smittet med corona

Jeg håber virkelig, at I aldrig bliver smittet med corona

Af Özlem Cekic

Kære Alle. En kort coronaopdatering fra mig, inden jeg gør mig klar til endnu en hård nat. Jeg har nu været syg i alt 8 dage. De sidste fire dage har været barske. Mit største problem er feberen. Den ligger omkring 39 grader og giver mig frygtelig meget hovedpine. Jeg skrev i min tidligere opdatering, at jeg havde ondt i min hud. Forestil jer, at I tager en t-shirt på, og hvergang stoffet rører jeres hud, så er det som om, at nogen skærer jeres hud med knive.

Jeg har alle symptomer. Kvalme, hoste, feber, ondt i maven, smags- og lugtforstyrrelser, hovedpine, ledsmerter. Jeg frygtede det her. Fordi min astma også gør, at mine lunger ikke fungerer optimalt. I perioder hoster jeg så meget, at det gør ondt i hver eneste celle i mine lunger. Lægen har tredoblet min astma medicin. Og det hjælper mig med at få luft.
Ligesom jeg doper mig med smertestillende og kvalmenedsættende. I dag begyndte det at virke på feberen.

Jeg har den muterede version, og er bange for at smitte alle på min vej, hvis jeg bliver indlagt. I forvejen er sundhedspersonalet så udsatte. Håber ikke en indlæggelse bliver nødvendigt. Men man kan aldrig vide.

Og til dem der skriver, at corona er ligesom influenza. Jeg håber virkelig, at I aldrig bliver smittet med corona. For det er alt andet end almindelig influenza! Alt andet. Der er tider, hvor jeg næsten ikke kan overskue noget som helst.

Lige nu sover hele familien. De er heldigvis kommet igennem det.
Jeg vil gerne sige tusind tak for alle jeres søde beskeder, sms’er og mails. I er skønne.❤️

Lov mig at passe godt på jer selv. Gerne være lidt hysteriske med anbefalingerne. Der er lige en vinter I skal igennem. Men til gengæld er der håb med vaccinen.

Kærlig hilsen
Özlem

Ps: Kan I huske at jeg drømte om at rejse. Lige nu, selv i drømmen, kan jeg ikke overskue at rejse.

Tak! Tusind, tusind tak.

Tak! Tusind, tusind tak.

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Der er så mange mennesker i det danske sundhedsvæsen, som hver dag yder en helt uvurderlig indsats. Vi snakker ofte om sygeplejersker og læger. I er en utrolig vigtig og stor del af vores sundhedsvæsen. Sammen med jer står en lang kæde af medarbejdere, som også fortjener at blive nævnt.

Det bliver lidt langt. Men jeg vil forsøge at få så mange af jer som muligt med.

De første, vi ofte møder, er lægesekretærerne og ansatte i vagtcentralen, lægevagten og hotlines. I lytter og vejleder os i telefonen, og tager imod når vi møder op hos den praktiserende læge eller på sygehuset.

Alle I mange mænd og kvinder i det præhospitale beredskab. Ambulancebehandlere, paramedicinere, akutlæger, helikopterpiloter, ambulanceassistenter og elever – bag dragter og værnemidler akutbehandler I hjemme hos borgeren og transporterer patienterne til udredning på landets sygehuse.

Alle I podere og andre ansatte på de offentlige og private testcentre, der hver eneste dag tester flere tusinde danskere. Og bioanalytikerne, der arbejder i døgndrift for at nå at analysere alle de mange prøver. Hertil de chauffører og personale, der sørger for, at alle tests kommer sikkert fra A til B. Og jer, der koordinerer den kæmpe opgave, det er, at få testet og vaccineret.

I, som hver dag behandler, plejer, udreder og redder liv. Sygehjælpere og andet plejepersonale, sosu-assistenter og hjælpere, sygeplejersker og læger. Og alle I, som vi ofte glemmer at nævne i den sammenhæng: Ergoterapeuter, fysioterapeuter, kiropraktorer, psykologer, radiografer, audiologiassistenter, psykomotoriske terapeuter, tandlæger og FADL-vagter.

Portørerne, der flytter patienter rundt på sygehuset og giver hjertemassage, hvis patienterne får hjertestop.

Jordemødre og sundhedsplejersker, der knokler for at give vores mindste den bedste start på livet.

Medicinen kommer heller ikke af sig selv. Bag hver dose er I en lang række af sundhedsfaglige folk. Laboranter, farmaceuter, farmakonomer, forskere, bioanalytikere, produktionsmedarbejdere.

Pædagogisk personale og hospitalsklovne – I sørger for smil og lindring hos vores mindste. Og hospitalspræster, vågekoner og vågemænd, der våger over de mest syge.

Rengøringspersonalet og serviceassistenterne, der har en særligt krævende og vigtig opgave i denne tid.

Alle I mange leverandører – private og offentlige – der hver dag producerer og leverer helt afgørende udstyr og værnemidler, så vi ikke pludselig mangler. Og alle I, der står for indkøb og lager. IT-personalet, der sikrer den daglige drift af altafgørende IT systemer.

Kokke og køkkenmedarbejdere, der laver mad. Kliniske diætister, der vejleder patienter om kost med en dokumenteret virkning på en sygdom.

Alle I, der lige nu transporterer vacciner rundt i hele landet. Og I, som sørger for, at danskerne bliver vaccineret så hurtigt som muligt.

Og alle I, der melder jer klar til at hjælpe, hvor I kan. Studerende, undervisere og frivillige. Og pensionerede med sundhedsfaglig uddannelse, der vil hjælpe med at vaccinere.

De administrative medarbejdere, der koordinerer, registrerer og håndterer store budgetter, så det sundhedsfaglige personale kan bruge tiden på patienterne.

Alle som én er en del af det sikkerhedsnet af hænder, der står og har stået klar til at gribe os i den største globale sundhedskrise siden den spanske syge. Og hver dag er I afgørende for, at hvert led i hele den lange kæde fungerer.

Jeg håber, at jeg har fået de fleste med. Skulle jeg have glemt nogen – eller kender du en, der fortjener en særlig tak, så tilføj dem i kommentarfeltet. De fortjener at blive nævnt hver og én.

Til sidst til alle jer mange mennesker i et stort og kompliceret sundhedsvæsen har jeg ét enkelt budskab:
Tak! Tusind, tusind tak.