VI VED JO HVORDAN DET ER AT VÆRE MENNESKE

VI VED JO HVORDAN DET ER AT VÆRE MENNESKE

Af Rune Skyum-Nielsen på Facebook

Thure Lindhardt er det modsatte af en typecasting. Han har prøvet at spille førsteelsker og sidstevælger, minoritet og mobber, flipper og forretningsmand, skrøbelig og beskytter, joker og festdræber, kriger og offer, søn og far, prins og træl, frihedskæmper og frihedsberøver. Spændvidden, hele hans evne til at blive til andre uden at miste sig selv, er enorm.
I en verden, hvor empatien kan føles trængt i defensiven, er det til at blive nysgerrig på og fascineret af.
Jeg har brugt tre år, on’n’off, på at finde ind i hoved, hylster og værktøjskasse på en af Danmarks klogeste og mest uforudsigelige skuespillere – og det liv, han lever indimellem sine roller. Det er der blandt andet kommet en ganske personlig bog ud af. Den er en indsigt i indlevelse og hedder ‘Vi ved jo hvordan det er at være menneske’, udgives på forlaget Gyldendal og kan fås i den nærmeste bogbutik fra på tirsdag.

JUBII – JEG SKAL I FOLKETINGET

JUBII – JEG SKAL I FOLKETINGET

Af Mira Issa Bloch på Facebook

Jeg skal vikariere for Torsten Gejl , som grundet en diskusprolaps er nødt til at tage sygeoverlov. Udgangspunktet er, at jeg vikarierer for Torsten en måneds tid med start efter efterårsferien.
Jeg ville selvfølgelig ønske omstændighederne var anderledes og ønsker dig rigtig god bedring Torsten!

Torsten og jeg har et godt samarbejde, og han vil stå i kulissen og hjælpe mig med såvel sin erfaring fra Christiansborg som sin viden og netværk, således at det hele kommer til at fungere så optimalt som muligt.

De 2 hoved områder jeg skal overtage på Christiansborg er social og beskæftigelse politik – politik, som jo er de områder jeg særligt ønsker at kæmpe for, så jeg skal fortsat være en stemme for dem, der har mindst og har de største udfordringer.

Jeg glæder mig vildt til at starte på den grønne gang og få nogle kollegaer som vil den samme vej som mig. Jeg går til opgaven med stor ydmyghed og med dyb respekt for det værdifulde arbejde, Torsten allerede har lavet, og som jeg vil gøre mit yderste for at leve op til. Samtidig kommer jeg som mig selv, og vil komme til at træde mine egne fodspor på Christiansborg. Jeg glæder mig så meget! Jeg er klar til at give den max gas og vil gøre alt, hvad der står i min magt for at leve op til tilliden, fylde rollen ud og løse opgaverne så optimalt som muligt. Det her er mit kald! – Og jeg er fuld af energi og gå på mod. 🙂

Følg Mira på Twitter her:

KAN ÆRE EKSISTERE UDEN SMERTE?

KAN ÆRE EKSISTERE UDEN SMERTE?

Af David Bentow på Facebook

Få nulevende filminstruktører er så personlige og genkendelige som Pedro Almodóvar. Nok især i hans seneste film, “smerte og ære”.
Antonio Banderas spiller den midaldrende filminstruktør Salvador Mallo, der har anerkendelse og beundring, men ondt i livet og kroppen.

Han forhindres af at gå helt i hundene da hans 30 år gammel film, Sabor, får repremiere, og det får ham til at tage kontakt til hovedskuespilleren fra Sabor, junkien Alberto Crespo, som han ikke har talt til siden filmen fik premiere. Blandt andet fordi Crespo skulle spille en mand der tog coke, men i stedet foretrak heroin, hvilket ifølge Salvador ødelagde filmen.

Undervejs i filmen, Almodóvars, altså, kommer vi også tilbage til Salvadors ludfattige en alligevel lykkelige opvækst, der står i stærk kontast til Salvadors nuværende ulykkelige liv, og hans lækre lejlighed med designermøbler og Panton-lamper – i øvrigt Amodóvars egen lejlighed i Madrid.

Det er svært ikke at holde af, og lade sig suge ind, i filmen. Banderas spiller sig helt ind i Salvador Mallo, den livstrætte men følsomme instruktør, der klart er et spejl af Almodóvar selv, og som undervejs også genforenes med hans store kærlighed, Federico, der i mellemtiden er flyttet til Buenos Aires og nu er til damer. Dem er der også flere af i filmen, og især Salvadors mor som ung, Almodóvar-favoritten Penelope Cruz, brænder igennem lærredet.

“Smerte og ære” er en smuk film, der cirkler om smerte som en drivkraft, og ikke kun et onde. Om en midaldrende mand, der egentlig mest har lyst til bare at give op og lade kroppens og sindets forfald fortsætte, men alligevel viser sig at være nok tilstede i livet til igen at skabe film, og få den ære der følger med.

Om det er Almodóvars bedste film véd jeg ikke, for jeg har langt fra set dem alle. Men anbefalelsesværdig er den. Så tag forbi Grand Teatret og se “smerte og ære”, hvis du ikke kun vil høre min mening, men danne dig din egen.

Kønsfordelingen på Kunsthal Charlottenborg

Kønsfordelingen på Kunsthal Charlottenborg

Af Michael Thouber på Facebook

Jeg bliver spurgt af flere, hvordan kønsfordelingen har været på Kunsthal Charlottenborg i min tid som direktør. Dem har vi selvfølgelig talt op siden jeg rejste denne sag.

Soloudstillinger fordeler sig de seneste tre år således: 47% kvinder / 53% mænd. Gruppeudstillingerne fordeler sig således: 42% kvinder / 58% mænd.

I samme periode har vi fordoblet besøgstallene og tredoblet entréindtægterne, så tallene viser heldigvis, at det betaler sig at inkludere kvinderne – og først og fremmest at det jo ikke er svært at finde kunst af høj kvalitet skabt af kvinder.

I Foreningen af Kunsthaller i Danmark er vi i fællesskab i gang med at tælle op, og vi vil melde tallene ud for de seneste tre år på kunsthallerne i Danmark, så snart vi har dem allesammen.

Jeg vil gerne opfordre mine kolleger i museumsbranchen til at gøre det samme – både hvad angår udstillinger og indkøb til samlingen. Alt tyder heldigvis på, at kønsbalancen i Danmark er langt bedre end de tal vi ser internationalt. Men lad os få tallene for de seneste år, så vi har noget konkret at forholde os til.

Foto: Eva Koťátková, Error, 2019. Detalje fra udstillingen ‘Eva Koťátková – Confessions of the Piping System’ som vises 21 Sep 2019 – 16 Feb 2020 på Kunsthal Charlottenborg. Foto af David Stjernholm. Courtesy Eva Koťátková, Meyer Riegger Berlin/Karlsruhe.

GODT MAN IKKE ER PÆDAGOG

GODT MAN IKKE ER PÆDAGOG

Af Erik Svarre på Facebook

Min egen børnehavekarriere omfatter nogle enkelte uger. I frk. Guldbergs Børnehave i Kirkestræde i Køge. Men jeg foretrak hjemvejens frie leg med skiftende legekammerater, hvilket var en mulighed dengang med hjemmegående mødre. Eller man skulle måske snarere sige hjemmeløbende mødre. For de havde godt nok travlt. Så meget kan jeg da huske.
Frk. Guldbergs instution husker jeg også ganske godt – trods den korte karriere i den. Det var kæft trit og retning og disciplineret leg. Meget disciplineret. For mit indre blik ser jeg stadig små drenge og piger i rad og række grave med deres små skovle. Altsammen meget ulig dagens børneinstitutioner, hvilket jeg oplevede i dag. Ved en bedsteforældredag i mine to børnebørns institution på indre Nørrebro i København.
Nu er omgangstonen i en børneinstitution helt anderledes tvangfri. Og der er mange forskellige aktiviteter af pædagogisk og læringsmæssig karakter. Dertil kommer andre begivenheder som f.eks. omtalte bedsteforældredag, hvor bedsterne inviteres til en enkelt dags ophold i institutionen.
I min egen korte instutionstid var der ikke noget, der hed en bedsteforældredag. Nej, dengang var bedsteforældre noget meget kært, men ikke desto mindre lidt ophøjet og forholdsvis fjernt. Det er bedsteforældre ikke i dag. Heldigvis. De er en helt anderledes integreret del af de små børns liv end tidligere. Den kendsgerning var for mit vedkommende bedsteforældredagens største plus på oplevelseskontoen.
Et daglangt ophold i en børneinstitution fører imidlertid også til en anden erkendelse – som OK kan hænge lidt sammen med min egen alder. For hold da kæft, der er godt nok gang i sådan en børnegruppe på 20-30 børn, der konstant snakker, råber og bevæger sig rundt. Så, bundlinjen for sådan en dag i institutionsland er: Godt man ikke er pædagog og lever dette intense liv i børnekontakt hver dag. Men tak, fordi der er nogen, der gør det. Og endda med stor glæde – som jeg fik klart indtryk af i dag.

Selvindsigt er vejen frem – også for B&O

Selvindsigt er vejen frem – også for B&O

Af Poul Mikkelsen på LinkedIn

At kunne se sig selv er udgangspunktet for en rigtig strategi

Den helt store fejl er, at fastholde B&O i en rolle som luksus livsstils produkt. Vel at mærke hvad angår den dyre del af sortimentet, der fremstår lettere ’altmodisch’, set med 2020 øjne. Det er blevet sådan i dag, at de klassiske, meget dyre B&O produkter, masterbrandet, næsten er blevet symbolet på reaktivitet og dybt konservative livsholdninger. Denne forståelige, men stædige fastholdelse har ført til et nærmest skizofrent forhold imellem det langt mere dynamiske sub-brand, Play’s produkter og de klassiske B&O produkter..

Set med brandstrategiske øjne vil det ideelle forhold imellem master og sub-brand være to brands i gensidig symbiose. I dette tilfælde et brand med en dyb arv og historie og et innovativt sub-brand (Play), hvor missionen er, at navigere masterbrandet et mere attraktivt sted hen. Til en værdifuld position, der kan bære de høje priser. I stedet ser det ud til at Masterbrand og Sub-brand hæmmer hinanden. Der er gået for lang tid. Masterbrandet hænger i en fortidig selvforståelse af at være et luksus- livsstilsprodukt, fremfor at dyrke og tænke sit design på linie med møbler. Kun møbeldesign, hvor funktionen er sekundær i forhold til design kvaliteten, kan i dag bære priser i den størrelsesorden. Et B&O TV koster i dag en anelse mere end en Fritz Hansen æggestol.

Man trænger måske i Struer til en erkendelse på niveau med den, som Lego gjorde sig for år tilbage. Resultatet af Legos erkendelser omkring børns leg, vendte forretningen radikalt, og vendte en milliard tilbagegang til en næsten 5 milliarder fremgang på ganske få år. Rammer man markedet rigtigt med de rigtige varer, er en sådan fremgang om end i mindre skala ikke usandsynlig.

Det virker som om B&O ikke alene har svært ved at se og forstå sig selv, de er også helt ude af sync med moderne forbrugere.

Løsningen kan være enkel og temmelig radikal.

Luk eller sælg hele den traditionelle del. Produkterne er ude af takt. Såvel æstetisk, som prismæssigt. Luk også den kæmpe fabriksenhed i Struer, hvis eneste formål er at kunne lave små huller i aluminiumsplader. Det fastholder bare produkterne i et stereotypt designsprog, som tiden løber fra på et tidspunkt. Brug ressourcerne på design af Play produkter og på at udvikle funktionaliteter og brugerflade.

Sats på lydenheden, men i et Play design univers. Drop B&O som primær brandnavn og gør Play til det nye bærende brandnavn og endorse med B&O. Hvad angår B&O som primær navn, er ’The magic gone’. Det skal i hvertfald bygges op igen.

Flyt produktionen til f.eks.Vietnam og opret en eksekveringsenhed derude, som kan tilsikre kvalitet og implementering af innovationer fremover.

Behold udviklings og særligt designenheden i DK og sæt full power på begge dele. Gå ind i nye kategorier som mobile løsninger: Telefoner, tablets, computere og nye AI løsninger. Men gør det i et joint venture med de bedste fra Sydkorea. Giv Apple modstand på nytænkning, brugervenlighed, design og funktionalitet.

Lav en helt ny kanalstrategi, hvor der højst er et showroom i hver by. Sats på kvalitets retail og e-business.

Det er dog ikke særligt sandsynligt, at B&O tør tænke så radikalt. De har holdt fast for længe. Det vil rumme personlige prestigetab. På mere end en måde minder B&O og Brexit problemstillingerne om hinanden. Magthaverne er forbenede og fra en tid hvor både B&O og Britain var Great. De overhører systematisk koret af klartseende kritikere. Efterhånden har vi set flere direktører hos B&O end regeringsledere under Brexit. Og de har ikke alle være uduelige.

Thouber: Jeg er ikke en helt

Thouber: Jeg er ikke en helt

Af Michael Thouber på Facebook

Ritt Bjerregaard skriver i dagens Jyllands-Posten, at hun betragter mig som sin nye helt, fordi jeg taler for kvoter i kunstverdenen, der kan sikre, at også de dygtige kvindelige kunstnere bliver repræsenteret. Det er selvfølgelig smigrende, at blive betragtet som en helt af en klog og erfaren kvinde som Ritt Bjerregaard.

Jeg skal dog være den første til at indrømme, at jeg på ingen måde er en helt i denne sag. Nærmest tværtimod. Jeg har været alt for længe om at reagere på en åbenlys uretfærdighed. Indtil for en uge siden, hvor vi fik de nye rædselsvækkende tal fra det amerikanske medie Artnet News, har jeg selv været på det hold, der mente, at det hele nok skulle løse sig med tiden. Eller sagt med andre ord, at vi ikke skulle gøre noget ved det.

Men tallene gav denne deprimerende sandhed: 98% af den kunst der sælges på auktioner i verden er skabt af mænd og kun 11% af den kunst der sælges til de toneangivende amerikanske museer er skabt af kvinder. Tallene fik mig til at vågne. Men det har taget mig mange år at komme dertil.

Jeg har som tidligere chef for DR2 også været udsat for kritik af manglen på kvindelige værter og eksperter i programmerne på tv-kanalen. Da dagbladet Information engang spurgte, hvorfor der ikke var flere kvinder på kanalen forsøgte jeg at svare humoristisk, at der var masser af kvinder i Blachmans dameprogrammer på DR2, hvor kvinder i flere generationer stillede sig nøgne op for mandens blik. Høhø…

Da jeg trådte til som direktør på Kunsthal Charlottenborg, og vi i det første halvår præsenterede et udstillingsprogram med en klar overvægt af mænd, blev jeg mødt af et banner på facaden med den poetiske ordlyd ”Jeg elsker pik!” – og kritikken af kvindernes underrepræsentation kom igen tæt på. Igen svarede jeg afvæbnende, at de fleste af udstillingerne var kurateret af kvinder, og at der i øvrigt også var kvinder repræsenteret i gruppeudstillingerne, selvom det måske ikke fremgik så tydeligt af plakaterne…

Så jeg er bestemt ingen helt på dette felt. Jeg må indrømme, at jeg har været på det hold, der har gentaget, at der aldrig har været flere kvindelige museumsdirektører, kvindelige kuratorer og kvindelige kunstnere – og at det nok skulle blive bedre med tiden. At de fleste chefer i DR var kvinder blev også undskyldningen for at kvinderne ikke kom på skærmen. Jeg har været ideologisk imod kvoter, så heller ikke her kan jeg bryste mig af heltestatus.

Men hvad har jeg så lært den sidste uge, hvor jeg har ændret holdning? Jeg har lært, at man bliver nødt til at forholde sig til fakta, uanset hvor man står idelogisk. Jeg har lært, at alle os, der har en offentlig position, bør bruge den til at forsøge at skabe en positiv forandring og markere klare standpunkter, uanset hvor indlysende de måtte være. Samtidig har de seneste uger desværre også lært mig, hvor alene kvinderne står med denne dagsorden.

I går deltog jeg i Debatten på DR2 for at diskutere kønskvoter. Programmet bliver sendt næste torsdag i efterårsferien. Ud af 14 inviterede gæster var jeg den eneste mand, der mente, at man skulle gøre noget ved kvindernes underrepræsentation i kunstverdenen, i bestyrelser, på chefgangen, etc. Ingen mand i studiet så meget som anerkendte, at der var et problem, og ingen mand kom med konkrete løsningsforslag. Det synes jeg er forstemmende på mit køns vegne. En smule solidaritet over for en åbenlys uretfærdighed har aldrig skadet nogen, uanset om man går ind for kvoter eller ej.

Der kan selvfølgelig være tale om dårlig casting fra programmets side. Det var i hvert fald tilfældet i den forstand, at ikke en eneste kvindelig kunstner var med i studiet, trods det var dem, det hele handlede om. Igen blev de kvindelige kunstnere gjort usynlige, når debatten endelig er der. Det er ikke kun museer, kunsthaller, gallerier og samlere der har et ansvar for at udvide deres horisont. Det ansvar har medierne også.

Som kunsthistoriker Cecilie Straagaard, der netop har grundlagt et pop-up galleri kun for kvindelige kunstnere, sagde til mig efter Debatten i går, så er vi udelukkende opdragede med mandlige kunstnere i kunsthistorien på universitetet. ”Der er et lille fag om 70’er-feminisme ellers er resten af studiet mænd”, sagde hun.

Om det er det der gør, at denne bias for mændenes kunst gentages helt op i vores tid ved jeg ikke. Men jeg ved, at det er på tide at ændre på. Det er på tide at få kvinderne med i kunsthistorien. Og ikke for kvindernes skyld, men for kunstens skyld. For det er da en snæversynet kunstverden, hvis den kun viser mandlige kunstnere. Det er da på tide at vise verden – også kunstens verden – som den i virkeligheden ser ud. Og den består heldigvis af både dygtige mænd og kvinder.

HÆDER TIL FILMINSTRUKTØREN JØRGEN LETH

HÆDER TIL FILMINSTRUKTØREN JØRGEN LETH

Af Lars Movin på Facebook

Det er netop blevet bekendtgjort, at en af verdens vigtigste dokumentarfilm-festivaler, IDFA i Amsterdam, ved sin kommende udgave (20. november til 1. december 2019) vil give en Lifetime Achievement Award til Jørgen Leth. I den udsendte pressemeddelelse lyder begrundelsen:

“From his influential short film ‘The Perfect Human’ (1967) through to today, Jørgen Leth inspired generations of filmmakers with his strong auteur voice and fearless perspective on reality. Based in Denmark and Haiti, Leth was never hampered by concerns of veracity and fact. In celebration of his extraordinary filmmaking, IDFA is delighted to award the 83-year-old director with a Lifetime Achievement Award during the festival.”

Det var også på tide, kunne man sige! Og på sin plads at få betonet, at Jørgen Leth – som i de senere år vel nærmest er blevet folkeeje herhjemme, og fred med det – først og fremmest er en af sin generations betydeligste og mest nyskabende kunstnere: både som filmmager og digter. Så pyt med, at IDFA gør hæders-modtageren et år ældre, end han er!

Tillykke til Jørgen Leth! Og tak til filmkommentaren.dk for at dele nyheden!

(foto: lm / 2015)