Af Michael Thouber på Facebook
Ritt Bjerregaard skriver i dagens Jyllands-Posten, at hun betragter mig som sin nye helt, fordi jeg taler for kvoter i kunstverdenen, der kan sikre, at også de dygtige kvindelige kunstnere bliver repræsenteret. Det er selvfølgelig smigrende, at blive betragtet som en helt af en klog og erfaren kvinde som Ritt Bjerregaard.
Jeg skal dog være den første til at indrømme, at jeg på ingen måde er en helt i denne sag. Nærmest tværtimod. Jeg har været alt for længe om at reagere på en åbenlys uretfærdighed. Indtil for en uge siden, hvor vi fik de nye rædselsvækkende tal fra det amerikanske medie Artnet News, har jeg selv været på det hold, der mente, at det hele nok skulle løse sig med tiden. Eller sagt med andre ord, at vi ikke skulle gøre noget ved det.
Men tallene gav denne deprimerende sandhed: 98% af den kunst der sælges på auktioner i verden er skabt af mænd og kun 11% af den kunst der sælges til de toneangivende amerikanske museer er skabt af kvinder. Tallene fik mig til at vågne. Men det har taget mig mange år at komme dertil.
Jeg har som tidligere chef for DR2 også været udsat for kritik af manglen på kvindelige værter og eksperter i programmerne på tv-kanalen. Da dagbladet Information engang spurgte, hvorfor der ikke var flere kvinder på kanalen forsøgte jeg at svare humoristisk, at der var masser af kvinder i Blachmans dameprogrammer på DR2, hvor kvinder i flere generationer stillede sig nøgne op for mandens blik. Høhø…
Da jeg trådte til som direktør på Kunsthal Charlottenborg, og vi i det første halvår præsenterede et udstillingsprogram med en klar overvægt af mænd, blev jeg mødt af et banner på facaden med den poetiske ordlyd ”Jeg elsker pik!” – og kritikken af kvindernes underrepræsentation kom igen tæt på. Igen svarede jeg afvæbnende, at de fleste af udstillingerne var kurateret af kvinder, og at der i øvrigt også var kvinder repræsenteret i gruppeudstillingerne, selvom det måske ikke fremgik så tydeligt af plakaterne…
Så jeg er bestemt ingen helt på dette felt. Jeg må indrømme, at jeg har været på det hold, der har gentaget, at der aldrig har været flere kvindelige museumsdirektører, kvindelige kuratorer og kvindelige kunstnere – og at det nok skulle blive bedre med tiden. At de fleste chefer i DR var kvinder blev også undskyldningen for at kvinderne ikke kom på skærmen. Jeg har været ideologisk imod kvoter, så heller ikke her kan jeg bryste mig af heltestatus.
Men hvad har jeg så lært den sidste uge, hvor jeg har ændret holdning? Jeg har lært, at man bliver nødt til at forholde sig til fakta, uanset hvor man står idelogisk. Jeg har lært, at alle os, der har en offentlig position, bør bruge den til at forsøge at skabe en positiv forandring og markere klare standpunkter, uanset hvor indlysende de måtte være. Samtidig har de seneste uger desværre også lært mig, hvor alene kvinderne står med denne dagsorden.
I går deltog jeg i Debatten på DR2 for at diskutere kønskvoter. Programmet bliver sendt næste torsdag i efterårsferien. Ud af 14 inviterede gæster var jeg den eneste mand, der mente, at man skulle gøre noget ved kvindernes underrepræsentation i kunstverdenen, i bestyrelser, på chefgangen, etc. Ingen mand i studiet så meget som anerkendte, at der var et problem, og ingen mand kom med konkrete løsningsforslag. Det synes jeg er forstemmende på mit køns vegne. En smule solidaritet over for en åbenlys uretfærdighed har aldrig skadet nogen, uanset om man går ind for kvoter eller ej.
Der kan selvfølgelig være tale om dårlig casting fra programmets side. Det var i hvert fald tilfældet i den forstand, at ikke en eneste kvindelig kunstner var med i studiet, trods det var dem, det hele handlede om. Igen blev de kvindelige kunstnere gjort usynlige, når debatten endelig er der. Det er ikke kun museer, kunsthaller, gallerier og samlere der har et ansvar for at udvide deres horisont. Det ansvar har medierne også.
Som kunsthistoriker Cecilie Straagaard, der netop har grundlagt et pop-up galleri kun for kvindelige kunstnere, sagde til mig efter Debatten i går, så er vi udelukkende opdragede med mandlige kunstnere i kunsthistorien på universitetet. ”Der er et lille fag om 70’er-feminisme ellers er resten af studiet mænd”, sagde hun.
Om det er det der gør, at denne bias for mændenes kunst gentages helt op i vores tid ved jeg ikke. Men jeg ved, at det er på tide at ændre på. Det er på tide at få kvinderne med i kunsthistorien. Og ikke for kvindernes skyld, men for kunstens skyld. For det er da en snæversynet kunstverden, hvis den kun viser mandlige kunstnere. Det er da på tide at vise verden – også kunstens verden – som den i virkeligheden ser ud. Og den består heldigvis af både dygtige mænd og kvinder.
SIGNAL.DK 