David Bentow skriver på Facebook;
Guiseppe Verdis La Traviata, eller den faldne kvinde, er med god grund en af de oftest opførte operaer i verden. Men den version der for tiden kan opleves i Det Kgl. Teater, igen, igen, har desværre overskredet sidste salgsdato.
Operaen handler om den smukke, men døende, luksusluder Violetta Valéry, og hendes trekantsdrama med de lækre overklassemænd Baron Douphol og Alfredo Germont. Historien er måske lidt banal, men Verdis musik er efter min mening noget af det bedste der er skabt til en opera.
Jeg har set den i flere opsætninger, der har været mere eller mindre vellykkede. Den version, der for tiden går på Operaen har jeg ikke set før, men det har jeg ellers haft alle muligheder for. Den blev nemlig første gang opført i 2006. Altså for 14 år siden, og genopsættes nu uændret for tredje gang i træk.
Det kan godt være opsætningen virkede smart og moderne i 2006, men det er den ikke længere. Problemet med at tage en opera fra 1853 og opdatere den til nutiden er, at opdateringen kan blive langt hurtigere forældet end musikken og sangen, og det er bestemt tilfældet her. Store baggrundsprojektioner og transvestitter var måske smart for 14 år siden, men bære ikke alderen med ynde.
Sopranen Gisella Stille leverede rollen som Violetta med professionel kompetence, mens hendes store kærlighed, Alfredo, sunget af den italienske tenor Francesco Castoro, manglede det kraftoverskud som en tenor efter min mening bør levere på en scene.
Men hvad værre er, så var han helt blottet for passion, og kemien mellem Violetta og Alfredo, som er krumtappen i hele operaen, er slet ikke til at få øje på. Det fungerer bare ikke.
Baron Douphol, sunget af Simon Duus, fungerede bedre for mig, mens David Kempster, der i stykket er Alfredos far, som sønnen gav en teknisk udmærket præstation. Men jeg fornemmede ikke, hvor dumt et svin faren egentlig er.
Til gengæld leverede både Det Kgl. Kapel og Operakoret, som sædvanlig, varen fuldt ud. Og i en opera der i så høj grad er båret af musikken er det naturligvis et klart plus.
Jeg er med på at Det Kgl. Teater også er en forretning, og det er langt nemmere at fylde Operaen med en klassiker som La Traviata end en eksperimenterende ny opera som eksempelvis Exterminating Angel.
Men når Operaen er fyldt, som den var i tirsdags, så synes jeg at publikum har krav på mere end de efter min mening fik. Det er utvivlsomt nemmere at hive en gammel produktion frem fra lageret, men hvad der muligvis fungerede for 14 år siden, fungerer bare ikke rigtigt i dag.
Det er synd, for det er virkeligt en smuk opera. For et par år siden så jeg en opsætning på Deutsche Oper i Berlin, hvor scenen, eller, rettere, bordellet, basalt set var et dystert mausoleum, som fungerede langt bedre for mig.
Ganske vist synes jeg ikke at Berlin-Alfredo, sunget af Attilo Glaser, sparkede benene væk under mig. Men den afgørende forskel mellem de to opsætninger var, at Berlin-Violetta blev sunget af den russiske sopran Kristina Mkhitaryan, der ikke kun sang helt blændende, men også havde et gnistrende scene-forhold til Alfredo, der fik mig til at føle den tragiske historie i hjertet.
Det kunne Københavner gen-genopsætningen ikke.
Foto: Miklos Szabo
SIGNAL.DK 