DET KONGELIGE BORDEL TILFREDSSTILLER IKKE

DET KONGELIGE BORDEL TILFREDSSTILLER IKKE

David Bentow skriver på Facebook;

Guiseppe Verdis La Traviata, eller den faldne kvinde, er med god grund en af de oftest opførte operaer i verden. Men den version der for tiden kan opleves i Det Kgl. Teater, igen, igen, har desværre overskredet sidste salgsdato.

Operaen handler om den smukke, men døende, luksusluder Violetta Valéry, og hendes trekantsdrama med de lækre overklassemænd Baron Douphol og Alfredo Germont. Historien er måske lidt banal, men Verdis musik er efter min mening noget af det bedste der er skabt til en opera.

Jeg har set den i flere opsætninger, der har været mere eller mindre vellykkede. Den version, der for tiden går på Operaen har jeg ikke set før, men det har jeg ellers haft alle muligheder for. Den blev nemlig første gang opført i 2006. Altså for 14 år siden, og genopsættes nu uændret for tredje gang i træk.

Det kan godt være opsætningen virkede smart og moderne i 2006, men det er den ikke længere. Problemet med at tage en opera fra 1853 og opdatere den til nutiden er, at opdateringen kan blive langt hurtigere forældet end musikken og sangen, og det er bestemt tilfældet her. Store baggrundsprojektioner og transvestitter var måske smart for 14 år siden, men bære ikke alderen med ynde.

Sopranen Gisella Stille leverede rollen som Violetta med professionel kompetence, mens hendes store kærlighed, Alfredo, sunget af den italienske tenor Francesco Castoro, manglede det kraftoverskud som en tenor efter min mening bør levere på en scene.

Men hvad værre er, så var han helt blottet for passion, og kemien mellem Violetta og Alfredo, som er krumtappen i hele operaen, er slet ikke til at få øje på. Det fungerer bare ikke.

Baron Douphol, sunget af Simon Duus, fungerede bedre for mig, mens David Kempster, der i stykket er Alfredos far, som sønnen gav en teknisk udmærket præstation. Men jeg fornemmede ikke, hvor dumt et svin faren egentlig er.

Til gengæld leverede både Det Kgl. Kapel og Operakoret, som sædvanlig, varen fuldt ud. Og i en opera der i så høj grad er båret af musikken er det naturligvis et klart plus.

Jeg er med på at Det Kgl. Teater også er en forretning, og det er langt nemmere at fylde Operaen med en klassiker som La Traviata end en eksperimenterende ny opera som eksempelvis Exterminating Angel.

Men når Operaen er fyldt, som den var i tirsdags, så synes jeg at publikum har krav på mere end de efter min mening fik. Det er utvivlsomt nemmere at hive en gammel produktion frem fra lageret, men hvad der muligvis fungerede for 14 år siden, fungerer bare ikke rigtigt i dag.

Det er synd, for det er virkeligt en smuk opera. For et par år siden så jeg en opsætning på Deutsche Oper i Berlin, hvor scenen, eller, rettere, bordellet, basalt set var et dystert mausoleum, som fungerede langt bedre for mig.

Ganske vist synes jeg ikke at Berlin-Alfredo, sunget af Attilo Glaser, sparkede benene væk under mig. Men den afgørende forskel mellem de to opsætninger var, at Berlin-Violetta blev sunget af den russiske sopran Kristina Mkhitaryan, der ikke kun sang helt blændende, men også havde et gnistrende scene-forhold til Alfredo, der fik mig til at føle den tragiske historie i hjertet.

Det kunne Københavner gen-genopsætningen ikke.

Foto: Miklos Szabo

Vidste du at man kan køre ca. 400 km på én opladning i en elbil?

Vidste du at man kan køre ca. 400 km på én opladning i en elbil?

Renault i Danmark har produceret en serie YouTube-film med Ditte Ylva Olsen, hvor de gør op med nogle myter om elbiler.

Er de sjove at køre i? Kan de gøre langt? Har de ekstraudstyr?

Hvis du selv vil prøve at køre elbil kan du leje en Renault Zoe for kun 99 kroner om dagen hos Sixt for tiden.

Og husk at der er gratis parkering i Københavns Kommune og et kort over ladestationerne finder du her.

Hvis du gerne vil lease en elbil med egen ladestation er der et tilbud her.

Maria Wandel på Kastrupgaardsamlingen

Maria Wandel på Kastrupgaardsamlingen

Asger Schnack skriver på Facebook:

Jeg cyklede ud gennem det blæsende mørke (medvind) til Kastrupgaardsamlingen i går aftes til åbning af Maria Wandels udstilling ”Here (Once Again), Leaving the Gold”. Fra mørket ind i museets lysende sale. Man skal hele samlingen igennem, før man kommer til udstillingen, som annonceres af tre ensfarvede felter (light blue), inden man drejer ind i rum med store malerier, det ene efter det andet. Først mindre rum, så det store rum. Det hele er stort og indbydende. Og det første, man lægger mærke til, er, at selv om der i meget høj grad er tale om enkeltbilleder, værker med hver sit stemningsmættede indhold, så er det også en samlet fortælling. Ikke i traditionel forstand og ikke sprogligt genfortælleligt, men klart opfattelig som billedtale: det fluktuerende, tiden som medspiller, altid nærværende som tabt eller øjeblikkeligt medlevende, fyldestgørende eller tværtimod nærmest forsvindende i mindet. Til udstillingen hører et flot katalog med samme titel som den; heri skriver Else Marie Bukdahl en yderst oplysende (og velskrevet, naturligvis, havde jeg nær sagt) artikel om Maria Wandels kunst og hidtidige arbejde med nedslag i udstillinger og bogværker. Hun (Else Marie Bukdahl) indleder sin artikel med nogle meget tankevækkende bemærkninger om netop forholdet mellem ord og maleri, hvor hun henviser til Leonardo da Vinci og i nyere tid Paul Klee og Wassily Kandinsky. Med disse ord in mente bliver opgaven at opleve malerierne hver for sig og sammen som en parallel fortælling, og det er ikke svært, for de inviterer lystigt til fordybelse i selve flygtighedens væsen, såvel i konkrete forfaldshistorier (cigaretskod) som i mere abstrakte følelsesområder (barndom, fremtid, tomhed, afsked, fravær, nærvær). Nogle af malerierne har klassisk skønhed, således et tennisbillede, et strandbillede, et slut-på-sæsonen-billede og to billeder med sønnen Adam, det ene blot betitlet ”Adam”, det andet – begge er meget fine – med titlen ”Les Roches Noires”. Interessant er det (som jeg fik fortalt), at Marguerite Duras her købte en lejlighed og befærdede disse hoteleks- og interiører med hav og forladte caféstole. Det giver en god reference til en beslægtet litterær figur, ligesom billedet ”Catherine” henviser til Catherine Deneuve, en anden slægtning til kunstneren i det store valgunivers. Det er fransk, men det er også universelt. Og til at træde ind i. Hvilket hermed anbefales. (Maria Wandel: ”Here (One Again), Leaving the Gold”, Kastrupgaardsamlingen 6. februar – 7. juni 2020; Vendsyssel Kunstmuseum 29. august – 18. oktober 2020). (Illustration: katalogets forside. Grafisk design: Dan Eggers)

Gertrude Stein på dansk

Gertrude Stein på dansk

Asger Schnack skriver på Facebook

Gertrude Stein (3.2.1874-27.7.1946). Der udkommer til stadighed nye Gertrude Stein-oversættelser i DK. Så heldige er vi. Senest er udkommet ”Stykker til at spille” (tosproget), redigeret af Lene Asp Frederiksen, Solveig Daugaard, Laura Luise Schultz og Tania Ørum; oversat af de samme + Maja Elverkilde, Oskar Sjøgren og Gritt Uldall-Jensen. Samt – som supplement hertil – Laura Luise Schultz: ”Gertrude Steins skuespil” (begge: Arena 2019). Her ses Bebops nu 14 år gamle bidrag til den danske Stein-tilgængeliggørelse: ”Mexico. Et spil”. På dansk ved Pia Juul (2006). [Oversat efter ”Mexico. A Play” (1916), første gang trykt i ”Geography and Plays” (1922)]. (Omslag: Per Kirkeby)

For alle Pia Juul-læsere! For alle Agnes Henningsen-læsere!

For alle Pia Juul-læsere! For alle Agnes Henningsen-læsere!

For alle Pia Juul-læsere! For alle Agnes Henningsen-læsere! Pia Juul: ”Let gang og lidt til. En roman om Agnes Henningsens liv”. ”Juul er god til at skabe litterære kompositioner for flere stemmer, det har hun tidligere gjort i fiktionens form, og det gør hun så dokumentarisk her. Vi læser ikke bare om Henningsen, vi læser Henningsen selv og får lyst til at læse alt, hvad hun har skrevet.” Lilian Munk Rösing, Politiken. ”Pia Juul får virkelig bragt Agnes Henningsen up to date som den kontroversielle kvinde hun var.” Suzanne Brøgger, sagt i Brøg Litteraturbar ved et arrangement om Agnes Henningsen, hvor Pia Juul og Suzanne Brøgger deltog. Agnes Henningsens erindringsromaner er p.t. under genudgivelse. Pia Juul har skrevet efterord til bd. 1-2, og Suzanne Brøgger har skrevet efterord til bd. 3-4. Pia Juuls ”Let gang og lidt til. En roman om Agnes Henningsens liv” kan købes/bestilles i enhver (net)boghandel. Vejl. udsalgspris: 199 kr.

Unsuk Chin modtager Léonie Sonnings Musikpris 2021

Unsuk Chin modtager Léonie Sonnings Musikpris 2021

Unsuk Chin modtager Léonie Sonnings Musikpris 2021

Komponisten Unsuk Chin modtager Léonie Sonnings Musikpris 2021 ved en koncert den 5. juni 2021 i DR Koncerthuset.

”Med en musik rig på flimrende lysvirkninger og et uendeligt farvespil er Unsuk Chin en komponist, der dyrker det grænseløse. Født i Sydkorea og bosat i Berlin komponerer Unsuk Chin i dag en musik, der har gjort sig fri af traditioner og i stedet bygger på drømme og en stor nysgerrighed efter at skabe helt nye klangverdener”, siger Esben Tange, formand for Léonie Sonnings Musikfond, om valget af Unsuk Chin som prismodtager.

Unsuk Chin blev født i Seoul i 1961 og lærte allerede i en tidlig alder sig selv at spille klaver. Efter at have studeret komposition i Korea og vundet en lang række musikpriser, flyttede hun i 1985 til Hamburg for at studere hos Ligeti ved Hochschule für Musik und Theater. Siden 1988 har hun boet i Berlin.

Som komponist har Unsuk Chin modtaget en lang række af den klassiske musiks største hæderspriser, og hendes værker bliver opført overalt i verden. I den forbindelse har hun arbejdet sammen med dirigenter som blandt andre Simon Rattle, Kent Nagano og Leif Segerstam og orkestre som Berliner Filharmonikerne, BBC Symphony Orchestra og Chicago Symphony Orchestra. I sæsonen 2019/20 er Unsuk Chin huskomponist ved Elbfilharmonien i Hamborg, hvor fjorten af hendes værker er programsat. Unsuk Chin besøgte København i 2018, hvor hun var huskomponist ved Pulsar festivalen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Om at modtage Léonie Sonnings Musikpris siger Unsuk Chin: ”Jeg er dybt ydmyg og taknemmelig over at blive tildelt Léonie Sonning Musikpris 2021. Det er en uventet ære såvel som en stor udfordring, da mange af de tidligere prismodtagere er mine personlige helte og rollemodeller i mit musikalske liv. Jeg er meget berørt af juryens anerkendelse og føler en stor tilknytning til de høje kunstneriske værdier, som er repræsenteret af Léonie Sonnings Musikfond. Jeg ser meget frem til at komme tilbage til jeres smukke og meget kunstneriske by; til at arbejde sammen med Fabio Luisi og DR Symfoniorkestret, andre fremragende ensembler og musikere samt med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.”

Den 58-årige koreaner bliver den 17. komponist, som modtager Léonie Sonnings Musikpris, der fra 2021 hæves til 1.000.000 danske kroner. Blandt de tidligere komponister finder vi bl.a. Stravinsky (1959), Benjamin Britten (1968), Dmitri Shostakovich (1973), Olivier Messiaen (1977), Pierre Boulez (1985), Per Nørgård (1996), Thomas Adès (2015), Hans Abrahamsen (2019) og endelig György Ligeti (1990), som Unsuk Chin tidligere har studeret hos i Hamborg.

”Unsuk Chins musik fortjener at blive hørt af et endnu større publikum, derfor er det en stor glæde at en række danske ensembler og institutioner bidrager til at skabe en Unsuk Chin minifestival i anledning af tildelingen af Léonie Sonnings Musikpris 2021 til Unsuk Chin”, siger Esben Tange.

http://www.sonningmusik.dk

Dagens Instagram flow

Dagens Instagram flow

Forberedelse.

Inspiration.

Resultat.

https://www.instagram.com/p/B7fjnBJgqOZ/?igshid=17nbyqm3f0wpm

Opfølgning.

https://www.instagram.com/p/B7j2AT8gKyj/?igshid=1wq393t5ijhvh