Jørgen Leth åbner ny filmskole på Kongens Nytorv

Jørgen Leth åbner ny filmskole på Kongens Nytorv

Jørgen Leth åbner ny kunstfilmskole til efteråret på Kunsthal Charlottenborg.


Den danske filmskaber og digter Jørgen Leth ønsker, at videregive sin viden og erfaring til næste generation af filmskabere, derfor lancerer han nu et nyt eksperiment: En 12-ugers filmkunstskole baseret på Leth’s særegne metoder. Da idéen om forløbet blev søsat i Sydfrankrig i sommer blev skolen døbt ECOLE DE LETH.

ECOLE DE LETH har lejet sig ind på Kunsthal Charlottenborg i København, hvor forløbet bliver afholdt mellem d. 17. august – 6. November 2020. ”Charlottenborg er et fantastisk sted, at få lov at eksperimentere med filmkunsten. Her er kunsten blevet udfordret, undersøgt og ikke mindst skabt i over hundrede år. Det bliver spændende at se, hvilke udtryk og produktioner vores elever skaber.” Fortæller Jørgen Leth.

Jørgen Leth begyndte sin filmiske karriere i 1963 og har siden instrueret over 40 film. Senest har Leth instrueret dokumentarfilmen I Walk (Jeg Går), der havde verdenspremiere på filmfestivalen IDFA i efteråret, hvor Jørgen også modtog den ærefulde Lifetime Achievement Award.

”Når man har været i gang så længe som jeg, så har man lært en del. Der er en lektion i hver eneste af mine film. Det kunne jeg godt tænke mig at give videre. Jeg vil se, hvad mine metoder kan i hænderne på de unge talenter, der kommer med nye idéer, perspektiver og ikke mindst nye teknologiske færdigheder. Det bliver en stor fornøjelse, at spille bolden frem og tilbage mellem generationerne og se hvad vi kan lære af hinanden”.

ECOLE DE LETH’s 12 ugers forløb er til dem, der drømmer om at arbejde med filmmediet i fremtiden og for dem, der måske allerede har gjort det i en årrække og kunne tænke sig en kunstnerisk og kreativ legeplads, at udfolde sig på. Omdrejningspunktet for de 12-uger er en række af Jørgen Leths hovedværker, som Det Perfekte Menneske, 66 Scener Fra Amerika, De Fem Benspænd og Motion Picture.

Med afsæt i værkerne, vil eleverne skrive, instruere og redigere egne film indenfor så forskellige genre, som dokumentar, eksperimentalfilm og fiktion. Når forløbet er slut, vil eleverne stå tilbage med praktisk produktionserfaring, et spirende branche-netværk, kunstneriske eksperimenter og tre små filmværker.

Udover Jørgen selv og skolens faste stab, vil undervisning byde på indspark og gæstelærere fra filmens frontlinier, som blandt andre Pernille Fischer, Thomas Vinterberg og Lars von Trier. Thomas Vinterberg udtaler: ”Jeg husker din undervisning. Vi blev mærkede af den. Den gled ikke forbi, men blev tværtimod en del af vores grundtanke. “Begrænsningen er den største inspiration”, sagde du.”

FAKTA
ECOLE de LETH har plads til mellem 10-20 elever. Først til mølle.
Pris: Forløbet varer 12 uger og koster 60.000 kr, der dækker undervisning, faciliteter og udstyr.
Dato: 17. August – 6. November 2020.
Sted: Kunsthal Charlottenborg i København
Info, sign up og kontakt: http://www.ecoledeleth.org / mette@ecoledeleth.org

#ecoledeleth

Munk

Munk

Af Steffen Jensen

Bogen her, Munk, er et indgående og nuanceret studie i mennesket og forfatteren Kaj Munk. Bogens forfatter, Per Stig Møller påviser i første kapitel, at mange af de citater, man i efterkrigstiden har bedømt Kaj Munk ud fra, er taget ud af deres sammenhæng og giver et mere grelt indtryk af Munks antidemokratiske synspunkter, end der er reel basis for. Han sætter Munk ind i hans tid beskriver Munks sammensatte syn på heroen, tiden og kristendommen og viser, hvor afgørende det eksistentielle valg var for Munk. Efter korrektionen af Munks politiske eftermæle fortæller Per Stig Møller om Kaj Munks liv, hans særprægede opvækst på Lolland, studielivet i København, præste- og familielivet i Vedersø, hans teaterkarriere og hans indsats under besættelsen osv. Dertil kommer en gennemgang ag Munks teologiske holdninger med udgangspunkt i kærlighedsbruddet samt en nyvurdering ag Munks dramatik, hvori Per Stig Møller fremstiller nye sammenhænge og nye dimensioner. En meget interessant bog om en stor dansker. Antikvariatet i Næstved har netop fået et eksemplar på hylderne og det er via følgende link du kan bestille den:

http://bit.ly/PerStigMøller_Munk

COPENHAGEN PHIL ANSÆTTER KATRINE GANER SKAUG SOM ORKESTERCHEF

COPENHAGEN PHIL ANSÆTTER KATRINE GANER SKAUG SOM ORKESTERCHEF

Copenhagen Phil skriver på Facebook:

Vi er glade for at kunne fortælle, at Katrine Ganer Skaug bliver en del Copenhagen Phils stærke hold den 1. august, når hun tiltræder i den nyoprettede stilling som orkesterchef. Her skal hun fremover arbejde tæt sammen med musikchef Peter Lodahl, der udtaler:

”Katrine Ganer Skaug har over de seneste år hos Esbjerg Ensemble vist sin evne til at tænke den klassiske musiks lange, traditionsrige historie ind i nutiden. Dén del af Katrines profil passer fantastisk godt ind i Copenhagen Phils bestræbelser på at blive ved med at udvikle sig som symfoniorkester og fortsat styrke relevansen over for et stadigt bredere publikum rundt om på hele Sjælland.”

Vi glæder os!

Læs mere i vores pressemeddelelse: https://copenhagenphil.dk/nyhedsbrev/400

Hvor blev I af, gutter?

Hvor blev I af, gutter?

Jens Philip Yazdani skriver på Facebook:

Jeg kunne kun tælle til syv mænd, inklusiv mig selv, til dagens arrangement om feministisk økonomi, på trods af at lokalet var stuvende fyldt.

Det er ærligt talt skuffende. For udover at den feministiske kamp er vigtig for vores søstre, kærester, mødre og fremtidige døtre, hvad der i sig selv er selvstændig grund til at den burde være vigtig for os, handler feminismen også om at skabe et mere retfærdigt samfund for os alle.

Uden kvindefrigørelse, findes ingen egentlig frigørelse.

Og selvom nogle mænd måske kan synes, det er træls at skulle være til et arrangement, hvor de risikererer at blive konfronteret med deres kønsmæssige – økonomiske – privilegier, er det edderhugme vigtigt.

‘Kvindefag’ – og kvinder – lønnes nemlig lavere end ‘mandefag’ – og mænd. Det er et problem. Og ikke kun for kvinderne, men for os alle. Det handler nemlig ikke kun om, at lønkronerne skal fordeles anderledes, hvad de skal, men om, at alle skal have lige løn for lige arbejde. Det en kamp for os alle.

Det såkaldt reproduktive arbejde (oprydning, opdragelse, madlavning m.v.) værdisættes ikke i vores nuværende, kapitalistiske samfund (hvor det i øvrigt er kvinderne der står for klart hovedparten). Det er et problem. Og ikke kun for kvinderne, men for os alle. Det medfører nemlig en skævvridning i, hvad vi alle anser som vigtigt og prioriterer som samfund. Og det er spørgsmål for os alle.

Og jeg forstår da godt, hvis man synes, det er træls at skulle belemres med viden, der retfærdigør, at man må opgive egne privilegier; at ens egen løn måske ikke skal ligeså meget op som ens kvindelige kollegas til næste lønforhandling; eller at man skal tage en større andel af opvasken derhjemme efter aftensmad.

Men det er altså drønhamrende vigtigt for os alle. Ligesom det er det eneste retfærdige. Det er jo også derfor, at det netop er en viden, der både retfærdigør og fordrer handling. Fordi andet end egentlig lighed mellem kønnene sgu bare ikke hører sig hjemme.

Og det er altså vores alles ansvar.

Så hey gutter, kom nu lige ind i kampen.

Jeg regner i al fald stærkt med at se jer under under de feministiske faner allerede næste søndag, d. 8 marts, hvor det er kvindernes internationale kampdag, og vi igen går på gaden i kampen for et retfærdigt samfund med lighed og frihed for os alle.

KØNSKVOTER INDFØRES PÅ INDKØB AF KUNST TIL KØBENHAVNS KOMMUNE

KØNSKVOTER INDFØRES PÅ INDKØB AF KUNST TIL KØBENHAVNS KOMMUNE

Michael Thouber skriver på Facebook:

KØNSKVOTER PÅ KUNST INDKØBT TIL KØBENHAVNS KOMMUNE. Jeg er stolt af at være en del af Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune, der netop har besluttet at indføre kønskvoter på indkøb af al kunst til kommunens samling. Sidste år besluttede vi i rådet samtidig kun at uddele støtte til udstillinger, hvor kunstnerne får honorar. Det er to vigtige beslutninger som jeg håber andre kommuner, råd og kunstinstitutioner vil følge efter.

Pressemeddelelse:


KØNSKVOTER INDFØRES PÅ INDKØB AF KUNST TIL KØBENHAVNS KOMMUNE

En undersøgelse sidste år viste, at kun 2% af de solgte værker på kunstauktioner over hele verden var skabt af kvinder.
Derfor indføres nu kønskvoter på indkøb til Københavns Kommunes kunstsamling således, at det sikres, at der indkøbes lige meget kunst af kvindelige og mandlige kunstnere til samlingen.

I årevis har kvindelige kunstneres underrepræsentation i kunstverdenen været diskuteret. Nu indfører Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune kønskvoter på indkøbene til kommunens kunstsamling.

Medlem af rådet Niko Grünfeld som også er medlem af Borgerrepræsentationen for Alternativet udtaler:

”Danmark og vores hovedstad har igennem et helt århundrede haft fokus på ligestilling, og vi kan ikke leve med uligheden i kunstverdenen længere. At kvindelige kunstnere i årevis ikke er blevet udstillet og købt, giver et skævt billede af en ellers mangfoldig kunstscene. Derfor indfører vi kvoter nu for at sikre, at vi i kommunens samling fortsat har fokus på ligestillingen både i antallet af værker vi køber og den økonomi som kunstnerne modtager for deres værker”.

Rådet for Visuel Kunst har selv haft fokus på ligestillingen, og har de seneste to år allerede indkøbt lige mange kunstværker af mandlige og kvindelige kunstner. Når rådet uanset har besluttet at indføre kønskvoter på fremtidige indkøb, er det for at sikre ligestillingen fortsætter i kommunen og for at inspirere andre kommuner og offentlige kunstsamlinger til at følge efter.

Mette Sandhoff Mansa, medlem af Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune og museumsleder på Kastrupgaardsamlingen, siger videre:

”Optimalt var der ikke brug for kvoter, men vi har talt om dette i årevis uden at vi har opnået reel ligestilling. Derfor tager vi nu dette radikale værktøj i brug både for at sikre vores eget udsyn både mod mandlige og kvindelige kunstnere og for at inspirere vores kolleger i branchen til at følge efter”.

Beslutningen er taget på baggrund af de seneste års offentlige debat af kønskvoter samt en forespørgsel fra Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune, der bad om bidrag fra Rådet for Visuel Kunst til ligestillingsredegørelse.

Rådet for Visuel Kunst har indstillet til Kultur- og Fritidsudvalget, at hele kommunen arbejder med kønskvoter på kunst- og kulturområdet i en årrække og samtidig indført kønskvoter på indkøb af kunstværker til kommunens samling med øjeblikkelig virkning.

Fakta
Kunstsamlingen i Københavns Kommune indeholder omkring 4.500 værker. Alle værker indkøbes af Rådet for Visuel Kunst.

De seneste 6 år har Rådet for Visuel Kunst indkøbt 109 værker til 2,35 mio. kr. af mandlige og 81 værker til 2,0 mio. kr. af kvindelige kunstnere.

Rådet er nedsat for en 4-årig periode og består af følgende medlemmer:


• Gyda Heding (Borgerrepræsentationen, Enhedslisten)
• Hari Prasad Neupane (Borgerrepræsentationen, Socialdemokratiet)
• Niko Grünfeld (Borgerrepræsentationen, Alternativet)
• Mette Sandhoff Mansa, Museumsleder Kastrupgaardsamlingen (Danske Museer, ODM)
• Hannibal Andersen, Billedkunstner (Billedkunstnernes Forbund, BKF, suppleant)
• Michael Thouber, Direktør Kunsthal Charlottenborg (Foreningen af Kunsthaller)
• Torben Ribe, Billedkunstner (Akademiraadet)
• Kristian Poulsen, Billedkunstner (UKK — Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere)

Rådet var enige om at indføre kønskvoter med enstemmighed.

Artnet News og In Other Words offentliggjorde sidste år en undersøgelse, der viste at kun 2% af den kunst, der sælges på kunstauktioner, er skabt af kvindelige kunstnere, men blot 11% af den kunst, indkøbt til førende amerikanske museer er skabt af kvindelige kunstnere.

ODM – Organisationen Danske Museer – offentliggjorde i november en tentativ undersøgelse af ligestillingen på danske museer, der viste, at kun 22 % af de værker, danske kunstsamlinger erhvervede i 2004-19, var skabt af kvindelige kunstnere, ligesom kun 29 % af soloudstillinger var med kvindelige kunstnerne.

Billedkunstnernes Forbund, BKF, har p.t. 1114 kvindelige og 654 mandlige medlemmer.

Transformeret

Transformeret

Mette Damgaard-Sørensen skriver på Facebook:

Jeg ser mange film. Det er en lykkelig konsekvens af at arbejde og lidenskab smelter sammen. Nogle gange sker det særligt lykkelige, at jeg ser en film, der forandrer mit blik. Flytter mig et nyt sted hen. Føder tanker og giver lyst til forandring. Sådan var min oplevelse med Portræt af en kvinde i flammer.

Ikke kun fordi dens kærlighedshistorie er bevægende, oprørende og lidenskabelig. Eller fordi den tidsbillede er så præcist, at det føles friskt og moderne, og med stor selvfølgelighed peger ind i vores tid. Eller fordi spillet af og mellem de to kvinder er i særklasse komplekst og rørende. Eller for den sags skyld ikke kun fordi, at det lykkedes den både at være en film af høj kunstnerisk kvalitet og samtidig være fuldstændig åben og tilgængelig for sit publikum.

Men især fordi den fortælles med et kvindeligt blik, der er radikalt i sine valg og helt definerende for filmen univers, fortælling og sprog – men så mesterligt eksekveret, at det opleves fuldkommen naturligt. Som den eneste måde den historie kunne fortælles på.

Jeg forlod biografen indigneret over kvinders historiske undertrykkelse. Opløftet af billedskønhed og filmens tro på sanselighed og kærlighedens kraft. Og passioneret optimistisk og forandringslysten i troen på en fremtid, hvor kvindelige universer og karakterer er noget i sig selv. Hvor de har samme styrke, kompleksitet og selvfølgelig som de mandlige universer, vi tænker på som neutrale.

Med andre ord: Jeg forlod biografen transformeret, passioneret og lidt lykkeligere end da jeg kom.

Det er en anbefaling.

Penge på lommen

Penge på lommen

Asger Schnack skriver på Facebook:

ANBEFALING: Jeg har været fan af Asta Olivia Nordenhof lige siden, jeg ved ikke hvornår, tilbage til før den første bog, kulminerende med udgivelsen i 2013 af bog nr. 2, ”det nemme og det ensomme”, som velsagtens er en af de vigtigste digtsamlinger fra perioden. Det overrasker mig derfor ikke det mindste, at hendes nye bog, ”Penge på lommen”, den første af en serie på syv romaner med fællestitlen ”Scandinavian Star”, er god. Heller ikke, at den er overmåde god, for det er den. Asta Olivia Nordenhof har løftet sig ud af sin tidligere forfatter – suveræn som hun var som poet – og flyttet sig ind i en ny forfatter, nu lige så suveræn som romanforfatter. Det er yderst tilfredsstillende for den enkelte læser såvel som for dansk litteratur. Hun skriver blændende, med en overordentlig udviklet indlevelsesevne og, ikke mindre vigtigt, en absolut overbevisende kompositionsevne. Bogen er et mesterværk i sammensathed, sandhedssøgen (i en fiktion, der læner sig ind over historiske facts), en skarp kritik (af det større system) og en afgørende ømhed (for den mindste bevægelse i nærmiljøet). En medfølende og tankefuld fortællerstemme, der kan gå ind og ud af historien, fungerer perfekt. Man læser bogen langsomthurtigt, fordi man på én gang gerne vil vide mere og give sproget den tid, det fortjener. (Eller den tid, man nu synes, man selv fortjener i selskab med det). (Omslag: Albert Madsen med et maleri af kredsen omkring Hans Goderis).

Opera i biografen

Opera i biografen

OPLEV OPERA I BIOGRAFEN / BESTIL BILLETTER HER

I La Scalas opsætning er Anna Netrebko Tosca. Netrebko er en af verdens største operasangere og har bl.a. optrådt på både Mariinskij-teatret, San Francisco Ballet og Metropolitan Opera i store opsætninger som Figaros bryllup og Krig og fred m.fl. Derudover kan Luca Salsi og Francesco Meli opleves i rollerne som Roms politichef Scarpia og kunstmaleren Cavaradossi. Salsi er en af Italiens største operastjerner og har medvirket i en række kendte operaer, bl.a. La Bohème, Madame Butterfly, Macbeth og mange flere. Meli er også en stor operastjerne i Italien og har bl.a. også medvirket i Macbeth. La Scala er samtidig en af Italiens største operascener, og har en lang tradition for store, klassiske opsætninger. Dirigenten Riccardo Chailly, og iscenesætter David Livermore sørger for at Tosca nydes af ørene såvel som øjnene. Denne fortolkning er blevet omtalt som en af de skarpeste og smukkeste fortolkninger af operaen til dato. NB: Varighed er knap tre timer inkl. to pauser. @grandteatret søndag den 1. marts kl. 16:30.

Lyt til en berømt indspilning af operaen her.