Forfatter: Admin

Af Lars Movin

Efter en corona-pause glæder jeg mig helt usigeligt meget til at genoptage “Amerikansk avantgardefilm”-serien i Cinemateket. Det sker fra den 25. august, hvor vi viser Martina Kudláceks feature-lange dokumentar fra 2003, “In the Mirror of Maya Deren”. Filmen er et særdeles interessant portræt af den russiskfødte Maya Deren (1917-1961), der med sit debutværk fra 1943, klassikeren “Meshes of the Afternoon”, kom til at stå som en overgangsfigur mellem 30’ernes surrealistisk orienterede avantgardefilm og efterkrigstidens mere frie og poetiske filmkunst.

I det hele taget vil vi i efterårets sæson fokusere på scenens kvindelige filmmagere.

Lørdag den 11. september er det Shirley Clarke (1919-1997) og hendes “Portrait of Jason” fra 1967, som er på programmet. Ligesom Deren havde Clarke en baggrund som danser, hvilket smittede af på de første film, hun skabte i 50’erne. Men fra gennembruddet i 1961 med “The Connection” (baseret på et teaterstykke af Jack Gelber, opført af The Living Theatre) kom det mere til at handle om selve filmmediet og de spændende grænseområder mellem fiktion og dokumentarisme. Således også i “Portrait of Jason”, hvor Clarke gennemfører et nærmest warholsk eksperiment: Hun har placeret sin hovedkarakter alene foran et kamera og forsynet ham med rigelige mængder af vodka og marihuana, og derpå har hun ladet ham performe i tolv timer i træk, mens filmmagerne og et par indforskrevne venner uden for billedet holder ham kørende med spørgsmål, kommentarer og provokationer.

Fire dage senere, den 15. september, vil jeg overlade ordet til min gode kollega, Peter Christian Rude, som vil introducere “The Sky on Location” (1982), en film af Babette Mangolte, som af nogle måske vil være kendt som Chantal Akermans filmfotograf.

Endelig vil vi som rosinen i pølseenden vise Yoko Onos “Rape” fra 1969, skabt sammen med ægtemanden John Lennon. “Rape” er et radikalt filmeksperiment, der i al sin enkelhed går ud på at lade et filmhold vælge en tilfældig kvinde på gaden og derpå følge efter hende med et kamera, indtil hun bryder sammen. Sidste gang, filmen blev sidst vist i Danmark, var i 1995 i forbindelse med en retrospektiv Yoko Ono-serie, som jeg kuraterede for Nationalmuseet. Dengang bidrog jeg til kataloget (vist herunder) med et essay om Yoko Onos filmproduktion, og med afsæt i dette har jeg nu skrevet bogen “Fluxus / Yoko Ono / Bob Dylan”, som vil blive præsenteret i forbindelse med visningen af “Rape” den 28. september.

Mere om det alt sammen, når vi kommer tættere på arrangementerne. Håber vi ses i Cinemateket på den anden side af sommerferien!

Af Lars Movin

For undertegnede sender dagens dato minderne tilbage til et årti, hvor euforien over de første New York-rejser var iblandet urovækkende understrømme fra en ny og dødelig epidemi, som først et stykke inde i katastrofens fremmarch fik et navn: AIDS.

Den 3. juli 1981 – for præcis 40 år siden – kunne følgende overskrift læses i The New York Times: “Rare Cancer Seen in 41 Homosexuals”. Uhyggeligt og mærkværdigt lød det jo, men i Odense, hvor jeg boede på det tidspunkt, var det ikke noget, som sådan umiddelbart fik de store konsekvenser. Det skulle imidlertid ændre sig. Med det ungdomsliv, man førte dengang, blev det i løbet af nogle år rutine at gå til lægen for at blive tjekket – efterfulgt af en nervøs ventetid, indtil man fik svar på sin prøve. Nå, i de kredse, jeg færdedes i, var der sjældent grund til alarm, men ganske anderledes forholdt det sig i New York, og ikke mindst i kunstnermiljøerne på Lower East Side. I marts 1983 publicerede dramatikeren og aktivisten Larry Kramer et opråb i The New York Native under den uhyggelige rubrik: “1,112 and Counting”. Og fra omkring det tidspunkt begyndte der at være flere og flere kendte navne blandt ofrene for den mystiske sygdom. I august 1983 døde Klaus Nomi, i 1985 fik Cookie Mueller sin diagnose, og da fotografen Peter Hujar i januar 1987 blev erklæret HIV-positiv, var der mere end 30.000 registrerede tilfælde i New York. Året efter var turen kommet til David Wojnarowicz, en af de kunstnere, der dengang havde min opmærksomhed, og som jeg siden har skrevet om i bogen “Downtown” (2010).

Da jeg første gang kom til New York i september 1987, lå AIDS-epidemien som en mørk sky over de kvarterer på den nedre del af Manhattan, som altid har været mine foretrukne græsgange. Bevares, at besøge byen var stadig som at komme til Nirvana, men ikke desto mindre var det svært at ignorere det faktum, at mange af de kunstnere m.m., som i første omgang havde trukket én dertil, nu var væk. Og da jeg i efteråret 1989 vendte tilbage på endnu en visit, ramte jeg durk ind i en udstilling med en titel, der sagde det hele: “WITNESSES: Against Our Vanishing”. Udstillingen, der var kurateret af fotografen Nan Goldin, blev vist i Artists Space i Wooster Street og var tilegnet kunstscenens mange AIDS-ofre.

I sit forord til kataloget skriver Goldin: “Over the past year four more of my most beloved friends have died of AIDS. Two were artists I had selected for this exhibit. One of the writers for this catalogue has become too sick to write. And so the tone of the exhibition has become less theoretical and more personal, from a show about AIDS as an issue to more of a collective memorial.”

I dag kan det hele forekomme at være længe siden, og heldigvis er der meget positivt at sige om den generelle håndtering af AIDS, både attitudemæssigt og hvad angår behandling. Men da datoen 3. juli 1981 forleden tilfældigt fangede min opmærksomhed i en essaysamling af Luc Sante, blev jeg med ét kastet tilbage til de første New York-rejser, hvor dén kakofoniske støj, som er en af attraktionerne ved Manhattans gader, var farvet af en mærkelig fornemmelse af fravær; og hvor dét betagende mylder af alskens typer, som kan gøre den besøgende helt høj, var blandet op med skyggerne af alle dem, der pludselig var væk.

PRESSEMEDDELELSE

Forlaget Ekbátana og Asger Schnacks Forlag har indgået et samarbejde med henblik på Ekbátanas fremtidige overtagelse af Asger Schnacks Forlag. Den nærmere overtagelse er foreløbig planlagt til årsskiftet 2022-23. Ideen er at udfolde det bedst mulige i samarbejdet og sikre en tradition, der går tilbage til forlagene Swing og Bebop, i moderne klædedragt. Asger Schnacks Forlag har rødder i musikken, Ekbátana i eventyret, jf. Sophus Claussens digt af samme navn, men begge naturligvis i poesien.

”Jeg ser fortrøstningsfuldt mit forlags fremtid i møde med Christel Sunesen som brobygger og arvtager.” Asger Schnack

”Det er med stor glæde og respekt, at jeg ser fremtiden i møde med Asger Schnacks Forlag, som har haft så afgørende betydning for dansk litteratur gennem årtier.” Christel Sunesen

(Foto: Frej Rosenstjerne)

Af Per Wium

Da jeg var dreng elskede jeg filmen “Han, hun, Dirch og Dario”. Og særligt duetten mellem Gitte Hænning og Dirch Passer: “Lille frøken himmelblå”, med den dejlige melodi af Sven Gyldmark.

Da mine børn var små elskede de samme film – og vi hørte singlen med den populære sang igen og igen på grammofonen.

I dag kan vi sige tillykke til Gitte Hænning med 75 år.
Jeg har mødt hende en enkelt gang – i Sweet Silence Studiet i Khb. Mens vi indspillede album med Lotte Rømer Band. Gitte Hænning besøgte studiet med en ven og vi talte lidt med hende i en pause.
Da må hun have været midt i 30’erne.

Jeg véd hun har en stor karriere i Tyskland og er populær på tysk radio og TV. Men sandt at sige har jeg aldrig hørt eller set det.

Jeg har fundet den her TV-optagelse, hvor hun helt klart er en rigtig god sangerinde!

Tillykke til “Die Gitte”!