Af Hans Henrik Schwab
EN HIMMERLANDSK MUNDFULD – Pia Juul in memoriam
I dag for et år siden kom meddelelsen om Pia Juuls alt, alt for tidlige død. Det er stadig svært at fatte.
Pia og jeg var ikke nære private venner, men havde immervæk kendt hinanden siden gymnasietiden og løb med jævne mellemrum ind i hinanden de efterfølgende fire årtier.
Det hele startede på vores lokale gymnasium i Himmerland, hvor vi tilhørte gruppen omkring gymnasiets tidsskrift Heus, og hvor vi skrev, diskuterede, festede og fejrede nytår sammen i Rold Skov. (På HF-linjen gik i øvrigt en lille rockertype, der bestemt ikke var en del af miljøet omkring tidsskriftet, men senere skulle blive kendt under navnet Niels Arden Oplev). Jeg husker stadig den dag, hvor 2.g’eren Pia i kantinen kom hen til mig og min ven, den senere kunstner Jørgen Michaelsen, for at fortælle om sit ny projekt: en antologi af digte af og for børn & unge – den skulle udkomme på Gyldendal! Jørgen og jeg var behørigt imponerede, men nåede alligevel frem til, at vi ikke skulle bidrage. Vi nærmede os trods alt hastigt de 18 år og sigtede mod Poul Borums Hvedekorn, hvor Jørgen da også senere debuterede. I bakspejlet var det nu en diskutabel beslutning: tænk at være debuteret på Gyldendal med Pia Juul som redaktør! Vores fælles ven, den senere præst Claus Muld, begik ikke den fejl, men debuterede som teenage-lyriker i FUGLESKRIG (Gyldendal 1980), som antologien kom til at hedde. Den indeholder i øvrigt også et herligt bidrag af Pias dengang 7-årige lillebror Martin. Et meget piajuulsk bidrag, som Lars Bukdahl i tilbageblik skrev på sin blog.
Efter gymnasietiden rykkede vi alle til Aarhus, hvor Pia læste engelsk på universitetet, og hvor hun blev undervist af en anden fælles ven, forfatteren Peter Rønnov-Jessen (Pia blev som bekendt senere en fremragende, kongenial oversætter fra engelsk). En aften under Aarhus Festuge i 1983 løb Jørgen og jeg igen ind i Pia, der denne aften var i selskab med sin ny kæreste og senere ægtemand, Nikolai Kjær. Jeg kendte Nikolai fra barndommen, hvor vi gik i samme skole og om vinteren mødtes med de andre børn på den lokale udendørs skøjtebane. Nikolai skulle blive en vigtig samarbejdspartner for Jørgen. Sammen blev de en del af en kunstnergruppe (Koncern) omkring Kunstakademiet – en gruppe, der både udgav bøger, bl.a. på Gyldendal i Christian Bundegaards tid som litterær direktør, redigerede tidsskriftet ARK og drev et galleriet KRA. Og så dannede de sammen musikgruppen The Simms med en kvindelig sanger, der lød lidt som Nico fra Velvet Underground. Hun hed Pia Juul! Jeg har selv nogle private cassettebåndsoptagelser, der dokumenterer dette. Ellers kan Søren Ulrik Thomsen bevidne det: Han var en aften i Esbjerg på plakaten sammen med The Simms!
Denne septemberaften i 1983 var Pia og Nikolai så optaget af hinanden, som kun to nyforelskede kan være det, men på et tidspunkt henvendte Pia sig til mig som litteraturstuderende: Hun havde skrevet nogle digte, der var ”lidt anderledes”. Hvor skulle hun sende dem hen? Jeg husker ikke mit svar, men erindrer, at jeg for mig selv tænkte: ”Lidt anderledes” – det har man da vist hørt før.
Lad mig sige det helt kort: Pia havde ret. Som Asger Schnack for nylig fastslog, lød Pias digte ikke som noget før hende, hvorimod man hører et ekko af hendes skriftstemme i megen senere lyrik. Eller som Weekendavisen konkluderede: ”Pia Juul er noget af det meste særegne, der er sket i moderne dansk litteratur i et kvart århundrede.”
Samme år, 1983, debuterede hun da også i Hvedekorn, og to år efter i bogform på Claus Clausens Tiderne skifter med samlingen LEVENDE OG LUKKET. Resten er (litteratur)historie …
Alene en senere titel som ”sagde jeg, siger jeg” … siger det hele. Fire enkle ord, der alligevel rummer både et udsagn og en udsigelse, både et sigende jeg og et sagt jeg. Typisk for Pias lyriske rollespil, der ikke lader tressernes attituderelativisme noget tilbage. Og hvis Pia så fremførte disse ord mundtligt – hun var en nærmest karismatisk oplæser – føjede det endnu et udsigelseslag til! Tilsyneladende helt enkelt, men stor poetisk kunst. Pias mundrette lyrik og ditto recitation var virkelig det, som Johannes Møllehave – dog med adresse til en anden stor Himmerlandforfatter og nobelprisvinder – engang har kaldt ”en himmerlandsk mundfuld”!
I starten af 1990erne, hvor jeg var blevet lyrikredaktør på Borgens Forlag, mødtes vi i mange sammenhænge, og Pia foreslog en dag, at vi på Borgen skulle udgive en antologi af hendes lyrik til undervisningsbrug. Sagen var, at vi havde en serie, hvor vi udgav pædagogisk tilrettelagte lyrikantologier målrettet gymnasieundervisning: men desværre var det en lukket fest for Borgens egne lyrikere, så det blev beklageligvis heller ikke den antologi, hvor Pia og jeg mødtes i bogform og vendte tilbage til gymnasiet.
Til gengæld kom Pia med i en anden af vores antologier: DIGTNING FRA 80ERNE TIL 90ERNE (Borgen, 1993), hvor antologiredaktøren selv, Anne-Marie Mai, læser Pias digtsamling fra 1989, FORGJORT som et eventyr om kønnet og jeget: ”Kønnets hvisken må vi lytte til, men også iscenesætte, så både kønnet og sjælen får lov til at forføre os til at være mennesker.”
Heldigvis har Claus Clausen senere udgivet Pias samlede digte i en omnibusudgave, INDTIL VIDERE (Tiderne Skifter, 2010), og Asger Schnack har siden fortjenstfuldt genudgivet det samlede forfatterskab, så mon ikke Pias digte efterhånden er blevet behørigt antologiseret og kanoniseret og dermed tildelt den nyklassikerstatus, forfatterskabet indiskutabelt fortjener? Selv behøver jeg blot slå ned et tilfældigt sted i hendes samlede digte for at høre og se hende for mig: levende og ikke lukket – selv om jeg som mange andre tog afsked med hende sidste efterår på Assistens. Præcis 40 år efter de ”fugleskrig”, der startede det hele.
Af Jord.
Til Jord.
Af Jord.
Indgang. Udgang.
Røde roser.
Ikke mange.
Bagved:
En grøn skov.
Foran:
En lærke i luften.
(af HELT I SKOVEN, 2005)
SIGNAL.DK 