SIGNAL.DK

Af Zenia Stampe

Efter et døgns dramatiske forhandlinger er det her til aften lykkedes at lande en god aftale for kompensation af kulturlivet.

Vi frygtede, at landets kunstnere og teknikere igen ville blive smidt under bussen med annulerede kontrakter. Men i stedet er det lykkedes at lave en aftale, der sikrer, at de kan få deres penge trods aflysninger. Vi kompenserer arrangørerne 1:1 for at udbetale honorarer – selv kontrakter med annulleringsklausuler bliver kompenseret.

Vi får også udvidet antallet af arrangementer, der kan kompenseres. Tidligere var det kun arrangementer med over 350 publikummer, der blev kompenseret. Nu er det arrangementer med helt ned til 51 publikummer.

Det er en kæmpe sejr, og jeg ved, at disse to dele af aftalen vil blive modtaget med et lettelsen suk blandt alle dem, der skulle have stået på scenen eller hjulpet til bag scenen i den kommende tid.

Aftalen indeholder også ordninger målrettet scenekunst, højskoler, aftenskoler, foreninger og særligt sæsonafhængige kunstnere. Men selvom vi kommer hele vejen rundt, så vil der alligevel være huller og nye udfordringer i det nye år.

Derfor indeholder aftalen også et løfte om at mødes igen i starten af januar og gøre status og diskutere genstart af kultur- og foreningslivet.

Det har været er meget intenst og dramatisk forløb, hvor der er blevet talt med store bogstaver og dannet alliancer på kryds og tværs. Men her i slutspurten har vi alle trukket i samme retning til gavn for kulturlivet.

Tak til mine kulturordførerkollegaer, Søren Søndergaard, Charlotte Broman Mølbæk, Birgitte Bergman og Jan E. Jørgensen, for forbilledligt samarbejde. Og tak til kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen for at lytte og trykketeste vores idéer på systemet. Jeg er stolt over, hvad vi har fået til at flyve på et døgn.

Og til alle jer i kulturlivet. Det plejer at være jer, der hjælper os igennem de mørke måneder. Nu er det vores tur til at hjælpe jer igennem en svær tid.

Af Zenia Stampe

Jeg er simpelthen så vred over, at regeringen igår valgte at finansiere fængselspladser i Kosovo med penge fra integrationsindsatsen og kulturlivet. Det minder mig om dengang, Dansk Folkeparti var støtteparti og brugte enhver lejlighed til at blande ting sammen, der ikke havde andet at gøre med hinanden, end at de kunne bruges til at kommunikere, hvem man godt kunne lide, og hvem man ikke kunne lide.

Krydsene var nemlig aldrig tilfældige, men nøje udvalgt for at puste til den splittelse, Dansk Folkeparti levede af. Splittelsen mellem nye og gamle danskere, land og by, tradition og fornyelse, osv., osv.

Således er krydset heller ikke tilfældigt denne gang. Det lægger sig klods op af Dansk Folkepartis forældede drejebog: Ja tak til hårdere straffe og strammere udlændingepolitik. Nej tak til integration og kultur. Fra kunst til fængsler. Fra integration til straf.

Men denne gang er det ikke et støtteparti, der tager sig betalt, men derimod en regering, der bevidst vælger splittelsen og smider sine egne støttepartier på porten. For det er jo også en del af kalkulen. Regeringen ved, at vi ikke kan gå med til sådan en aftale. Men det passer dem fint, for så står det jo helt klart, at når det handler om udlændinge og straf, så står de sammen med DF, Konservative og SF(!) og imod os.

Men jeg tror, at mange er trætte af den polariserende politik. Bare se på DF’s nedsmeltning, Venstres afskalning af Inger Støjberg og Socialdemokratiets dårlige kommunalvalg. Alligevel fortsætter regeringen i samme forældede DF-rille.

Nogen gange får jeg den tanke, at Mette Frederiksen i virkeligheden hellere ville basere sin regering på Messerschmidt, Støjberg(!), Pape og Knuth end på os. I hvert fald hellere føre deres politik.

Men jeg tror ikke, at det her dobbeltspil holder i længden. Og selvom jeg er ærgelig over, at vi blev kylet ud af forhandlingslokalet, så er jeg lykkelig over, at vi ikke skal stå på mål for det kyniske makværk af en aftale. Regeringen har til gengæld et kæmpe forklaringsproblem!