Pia Juul in memoriam

Pia Juul in memoriam

Af Hans Henrik Schwab

EN HIMMERLANDSK MUNDFULD – Pia Juul in memoriam

I dag for et år siden kom meddelelsen om Pia Juuls alt, alt for tidlige død. Det er stadig svært at fatte.
Pia og jeg var ikke nære private venner, men havde immervæk kendt hinanden siden gymnasietiden og løb med jævne mellemrum ind i hinanden de efterfølgende fire årtier.

Det hele startede på vores lokale gymnasium i Himmerland, hvor vi tilhørte gruppen omkring gymnasiets tidsskrift Heus, og hvor vi skrev, diskuterede, festede og fejrede nytår sammen i Rold Skov. (På HF-linjen gik i øvrigt en lille rockertype, der bestemt ikke var en del af miljøet omkring tidsskriftet, men senere skulle blive kendt under navnet Niels Arden Oplev). Jeg husker stadig den dag, hvor 2.g’eren Pia i kantinen kom hen til mig og min ven, den senere kunstner Jørgen Michaelsen, for at fortælle om sit ny projekt: en antologi af digte af og for børn & unge – den skulle udkomme på Gyldendal! Jørgen og jeg var behørigt imponerede, men nåede alligevel frem til, at vi ikke skulle bidrage. Vi nærmede os trods alt hastigt de 18 år og sigtede mod Poul Borums Hvedekorn, hvor Jørgen da også senere debuterede. I bakspejlet var det nu en diskutabel beslutning: tænk at være debuteret på Gyldendal med Pia Juul som redaktør! Vores fælles ven, den senere præst Claus Muld, begik ikke den fejl, men debuterede som teenage-lyriker i FUGLESKRIG (Gyldendal 1980), som antologien kom til at hedde. Den indeholder i øvrigt også et herligt bidrag af Pias dengang 7-årige lillebror Martin. Et meget piajuulsk bidrag, som Lars Bukdahl i tilbageblik skrev på sin blog.

Efter gymnasietiden rykkede vi alle til Aarhus, hvor Pia læste engelsk på universitetet, og hvor hun blev undervist af en anden fælles ven, forfatteren Peter Rønnov-Jessen (Pia blev som bekendt senere en fremragende, kongenial oversætter fra engelsk). En aften under Aarhus Festuge i 1983 løb Jørgen og jeg igen ind i Pia, der denne aften var i selskab med sin ny kæreste og senere ægtemand, Nikolai Kjær. Jeg kendte Nikolai fra barndommen, hvor vi gik i samme skole og om vinteren mødtes med de andre børn på den lokale udendørs skøjtebane. Nikolai skulle blive en vigtig samarbejdspartner for Jørgen. Sammen blev de en del af en kunstnergruppe (Koncern) omkring Kunstakademiet – en gruppe, der både udgav bøger, bl.a. på Gyldendal i Christian Bundegaards tid som litterær direktør, redigerede tidsskriftet ARK og drev et galleriet KRA. Og så dannede de sammen musikgruppen The Simms med en kvindelig sanger, der lød lidt som Nico fra Velvet Underground. Hun hed Pia Juul! Jeg har selv nogle private cassettebåndsoptagelser, der dokumenterer dette. Ellers kan Søren Ulrik Thomsen bevidne det: Han var en aften i Esbjerg på plakaten sammen med The Simms!

Denne septemberaften i 1983 var Pia og Nikolai så optaget af hinanden, som kun to nyforelskede kan være det, men på et tidspunkt henvendte Pia sig til mig som litteraturstuderende: Hun havde skrevet nogle digte, der var ”lidt anderledes”. Hvor skulle hun sende dem hen? Jeg husker ikke mit svar, men erindrer, at jeg for mig selv tænkte: ”Lidt anderledes” – det har man da vist hørt før.
Lad mig sige det helt kort: Pia havde ret. Som Asger Schnack for nylig fastslog, lød Pias digte ikke som noget før hende, hvorimod man hører et ekko af hendes skriftstemme i megen senere lyrik. Eller som Weekendavisen konkluderede: ”Pia Juul er noget af det meste særegne, der er sket i moderne dansk litteratur i et kvart århundrede.”
Samme år, 1983, debuterede hun da også i Hvedekorn, og to år efter i bogform på Claus Clausens Tiderne skifter med samlingen LEVENDE OG LUKKET. Resten er (litteratur)historie …

Alene en senere titel som ”sagde jeg, siger jeg” … siger det hele. Fire enkle ord, der alligevel rummer både et udsagn og en udsigelse, både et sigende jeg og et sagt jeg. Typisk for Pias lyriske rollespil, der ikke lader tressernes attituderelativisme noget tilbage. Og hvis Pia så fremførte disse ord mundtligt – hun var en nærmest karismatisk oplæser – føjede det endnu et udsigelseslag til! Tilsyneladende helt enkelt, men stor poetisk kunst. Pias mundrette lyrik og ditto recitation var virkelig det, som Johannes Møllehave – dog med adresse til en anden stor Himmerlandforfatter og nobelprisvinder – engang har kaldt ”en himmerlandsk mundfuld”!

I starten af 1990erne, hvor jeg var blevet lyrikredaktør på Borgens Forlag, mødtes vi i mange sammenhænge, og Pia foreslog en dag, at vi på Borgen skulle udgive en antologi af hendes lyrik til undervisningsbrug. Sagen var, at vi havde en serie, hvor vi udgav pædagogisk tilrettelagte lyrikantologier målrettet gymnasieundervisning: men desværre var det en lukket fest for Borgens egne lyrikere, så det blev beklageligvis heller ikke den antologi, hvor Pia og jeg mødtes i bogform og vendte tilbage til gymnasiet.
Til gengæld kom Pia med i en anden af vores antologier: DIGTNING FRA 80ERNE TIL 90ERNE (Borgen, 1993), hvor antologiredaktøren selv, Anne-Marie Mai, læser Pias digtsamling fra 1989, FORGJORT som et eventyr om kønnet og jeget: ”Kønnets hvisken må vi lytte til, men også iscenesætte, så både kønnet og sjælen får lov til at forføre os til at være mennesker.”

Heldigvis har Claus Clausen senere udgivet Pias samlede digte i en omnibusudgave, INDTIL VIDERE (Tiderne Skifter, 2010), og Asger Schnack har siden fortjenstfuldt genudgivet det samlede forfatterskab, så mon ikke Pias digte efterhånden er blevet behørigt antologiseret og kanoniseret og dermed tildelt den nyklassikerstatus, forfatterskabet indiskutabelt fortjener? Selv behøver jeg blot slå ned et tilfældigt sted i hendes samlede digte for at høre og se hende for mig: levende og ikke lukket – selv om jeg som mange andre tog afsked med hende sidste efterår på Assistens. Præcis 40 år efter de ”fugleskrig”, der startede det hele.

Af Jord.
Til Jord.
Af Jord.
Indgang. Udgang.
Røde roser.
Ikke mange.
Bagved:
En grøn skov.
Foran:
En lærke i luften.
(af HELT I SKOVEN, 2005)

Klassiske kinesiske digte på dansk

Klassiske kinesiske digte på dansk

Af Tommy Flugt

For mange år siden i min studietid lærte jeg Arne Herløv Petersen at kende. Vi mødtes engang på Laurits Betjent, et kunstner og musik værthus og vi faldt i snak. Blandt andet om kinesiske digte. Han var begyndt at oversætte nogle kinesiske digte, sagde han og jeg fik nogle fotokopier af ham. Jeg skulle nok få dem, når de var blevet til en bog, sagde han. 30 år efter modtog jeg en fin lille bog fra ham: Grønne digte. Med en fin håndskrevet hilsen fra ham.

Og nu er der kommet endnu en bog fra ham 50 år senere. Hans store oversættelse af klassiske kinesiske digte. UDEN FOR TIDEN hedder den og kan bestilles hos Det Poetiske Bureas Forlag. Bogen er på 465 sider og der er 70 oversatte kinesiske digtere valgt ud i et lille fint format. Med et godt forord og så ellers digte i alle mulige genrer og situationer er det en smuk bog at gå i gang med og læse i fred og ro og enrum.

Ganske ukarakteristisk for mange antologier over kinesisk lyrik indgår et stort antal kvindelige digtere.

Der er digte om at føle sig ét med naturen, om at være hjemme i bjergene og ved floderne og om at besøge eremitter og munke, der bor helt alene oppe mellem skyerne. Der er digte om helt dagligdags ting.

Det er alt dette, der gør, at disse digte, der er skrevet for mere end tusinde år siden, er så aktuelle og nærværende. Der er ikke noget fjernt og mystisk ved dem. Der er store følelser i digtene. De er åbne og lige til at gå ind i.

Jeg har udvalgt et lille fint digt:

Isfugl med fisk i næbbet

Får øje på noget
mellem lotusbladene
Lynhurtigt
ned fra det høje træ

Bryder bølgerne
snapper fisken i vandet
En azurblå lysprik
flyver bort

Qian Qi (722-780)

🛒 Køb bogen her.

Mordet på Halland

Mordet på Halland

Pia Juul: ”Mordet på Halland”. Roman. ”[E]n pragtfuld opvisning af, hvad litteraturen kan give os, når vi glemmer vores stærke afhængighed af at finde ud af sammenhængen i et forløb.” Lasse Horne Kjældgaard, Politiken. ”Det er ikke bare dødsens alvorligt, det er også klukkende morsomt. Det er ikke bare sprogligt suverænt, det er også elementært spændende.” Lilian Munk Rösing, Information. ”Pia Juuls prosalyriske stil, der også udfordrer vor tids danske krimi, er en konstant nydelse.” Jens Andersen, Berlingske Tidende. ”Mordet på Halland” (2. udgave) kan købes/bestilles i enhver (net)boghandel. Vejl. udsalgspris: 250 kr. (Omslag: Mette & Eric Mourier)

Morten Nielsens Mindelegat til Shadi Angelina Bazeghi

Morten Nielsens Mindelegat til Shadi Angelina Bazeghi

Af Asger Schnack

Morten Nielsens Mindelegat er i år tildelt Shadi Angelina Bazeghi. Legatet uddeles på årsdagen for Morten Nielsens død. Bestyrelsens begrundelse for valget af Shadi Angelina Bazeghi lyder: ”Shadi Angelina Bazeghi er en af vores stærke dynamiske digtere. Hendes to digtsamlinger vidner om et stort og eksplosivt talent i ’Vingeslag’ (2015) og ’Flowmatic’ (2020). Sidstnævnte viser, at hun også tør radikale sproglige eksperimenter. Titlen henviser til det første engelske computerprogrammeringssprog, som teksten også i sin fragment-opsætning kan tænkes at ’mime’. Shadi Angelina Bazeghi er desuden oversætter af poesi. Hun har gendigtet amerikanske Audre Lorde til dansk. Hun har iransk baggrund, kan sproget farsi, er derfor rustet til at oversætte iranske digtere. Hun har, med sin oversættelse af den afgørende iranske digter Forugh Farrokhzad, vist, at det er muligt at flytte et sprogområdes poesi over i et andet, her dansk, gjort med en naturlighed og indsigt, der får læseren til at føle, at det allerede er en del af den danske poesi. Shadis digte befinder sig i kærlighedens bataljer, i poesiens mulighed for sprogligt oprør i en verden af undertrykkelse, fornægtelse og konflikt. Hun trækker sine linjer fra det specifikt privat/personlige til det kosmiske. Mange af hendes digte handler om krigen, eller bedre, skriver sig midt ind i krigen. På den måde er der en klar forbindelse til Morten Nielsens univers, hvis digte jo sitrer, rejser og lyser i ’krigens urolige, fjerde sommer’. Det er en glæde at kunne tildele Shadi Angelina Bazeghi Morten Nielsens Mindelegat.” (Foto: Jakob Dall).

SKØN NY BOG OM MUSIKHISTORIENS STØRSTE GÅDE

SKØN NY BOG OM MUSIKHISTORIENS STØRSTE GÅDE

Af Jan Poulsen


Det er selvfølgelig svært at måle størrelsen af en gåde, men mange er enige om, at de færreste reelt kendte NICO; den kosmopolitiske sanger, komponist og harmonium-spiller.

Hendes historie er til gengæld kendt af mange: Født i Köln i 1938, voksede op i Berlin i krigsårene, blev mannequin/model i 1950’erne, medvirkede i Fellinis La Dolce Vita i 1959, fik barn med den franske skuespiller Alain Delon i 1962, var i studiet med Serge Gainsbourg i 1963, mødte The Rolling Stones’ Brian Jones i 1965 og indspillede samme år en single med den senere Led Zeppelin-guitarist Jimmy Page.
Blev en del af kredsen omkring Andy Warhol i 1966 og på hans foranledning medlem af The Velvet Underground, hvis Lou Reed og John Cale begge bejlede til hendes gunst. Udgav i 1967 sin første solo-lp, som siden blev fulgt op af yderligere fem. Hang ud med Bob Dylan, Jim Morrison og den purunge Jackson Browne, før hun blev kæreste med Iggy Pop i et par uger i 1968.
Flyttede tilbage til Europa i 1970’erne, hvor hun indspillede film, blev heroin-junkie og pendlede mellem Frankrig, Tyskland og Spanien. Turnerede over alt i verden i 1980’erne fra sin nye base i Manchester og siden London, besøgte Danmark første gang i 1982 og vendte senere tilbage flere gange, inden hun døde af en hjerneblødning; på Ibiza en varm julidag i 1988, 49 år gammel.

Få kan matche en lignende historie, for hun var alle de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, og hun mødte alle de rigtige mennesker.
Flere af de nævnte begivenheder kan man læse om i en helt ny bog, ’You Are Beautiful And You Are Alone. The Biography Of Nico’ (faber and faber) af den amerikanske historiker, Jennifer Otter Bickerdike, men ikke dem alle. Det gør nu intet, snarere tværtimod, da det er beskrevet mange andre steder.
Til gengæld forsøger Bickerdike at kortlægge Nicos liv og dermed få udskiftet myter og måske’er med facts, og det er både spændende og ny læsning. Grundforskning vil nogle måske sige, for historikeren har talt med fjerne slægtninge og været i de offentlige arkiver, så vi nu – for første gang – kan se, hvor Nico helt konkret har boet, rejst, gået i skole, opholdt sig m.m.
Har man interesse i personen eller fænomenet Nico er ’You Are Beautiful And You Are Alone. The Biography Of Nico’ en fornøjelse at gå ombord i. Søger man derimod alene viden om hendes musik og plader, bliver man nok en smule skuffet.
Eneste minus – set herfra – er interviews med musikere som Dave Navarro, Mark Lanegan og Jonathan Donahue (fra Mercury Rev), som intet har haft med Nico at gøre, og derfor er deres oplevelse af hendes musik og betydning ligegyldig og blot unødvendigt fyld i en ellers velkomponeret bog.
Den er på mere end 500 sider, men efter endt læsning er Nico såmænd stadig en gåde. Vi har fået kortlagt store dele af hendes liv, men vi er ikke blevet meget klogere på personen og hendes tanker. Og det bliver vi næppe nogen sinde, for selv om hun skrev dagbog (udkom i Frankrig i 2001), som der også citeres fra her, var hun en kvinde af få ord, og hun undgik helst interviews. Til trods for at hun talte fire sprog flydende!
Jeg ved ikke, hvor mange steder ’You Are Beautiful And You Are Alone. The Biography Of Nico’ forhandles her i landet, men jeg har netop set den i Politikens Boghal i København.

Vita Andersen er død

Vita Andersen er død

Af Katrine Ring

Vita Andersen er død. Før udgivelsen af hendes bog Tryghedsnarkomaner kom i 1977, vidste vi godt, at her var en fortælling, som var nødvendig. Hun var med i kredsen af min forfatterfars forfattervenner. Hun var i en periode kæreste med forfatteren Jannick Storm (nær ven til min far), og vi havde fulgt mixningen af hendes mange papirslapper med noter, ord, sætninger, der til sidst endte med digtsamlingen Tryghedsnarkomaner. Litterært blev hendes digte klassificeret som knækprosa, bekendelseslitteratur og kvindelitteratur – og det var ikke positivt ment. Digtsamlingen blev en succes, og genlæser man den i dag, er den stadig rystende læsning om kvindeliv og om den rituelle søndagssex med Kurt. Det var sgu surt. Selv var jeg 16 år og oplevede Vita Andersen som usikker og uvant med miljøet. Men hendes historie var vigtig og er det stadig den dag i dag. Personligt måtte jeg tage mine kampe med mine dansklærere i gymnasiet, som naturligvis havde Tryghedsnarkomaner som pensum. Du gode, hvor blev der sagt meget vrøvl og sludder om forfatteren og hendes intentioner. Jeg vidste bedre og rettede gerne dansklæreren til dennes irritation. Året efter kom novellesamlingen Hold kæft og vær smuk. Læs hende – hun har stadig en god historie.
Tilfældighed: Min far døde på denne dato for 24 år siden.
Læs gerne artiklen her – en god indføring i Vita Andersens tidlige placering i litteraturen.

Solen står op, men stjernerne er der endnu

Solen står op, men stjernerne er der endnu

Forlaget Arkiv for detaljer skriver:

☀️✨I dag har vi sendt denne fine bog til tryk! ✨☀️
’Solen står op, men stjernerne er der endnu’ er digte for børn af Asger Schnack illustreret af Katrine Lyck. Bogen udkommer d. 26. august og består af 30 filosofiske og finurlige digte, der beskriver verden set gennem et barns øjne. I kan roligt glæde jer. Hør bare:

Glæden kan komme
fra siden, nedefra
oppefra, man ved ikke,
hvor den kommer fra,
eller indefra?

Bogen egner sig godt til oplæsning og nysgerrige samtaler om alle livets underfundigheder og det at være et lille menneske i en stor verden. Vi glæder os til at udgive bogen og håber at se jer til reception på udgivelsesdagen kl. 16. Mere info følger.

Omslag og sats: Pia Storm.

PS. hvis du ikke kan komme til receptionen, men gerne vil modtage bogen på udgivelsesdagen, kan den forudbestilles via arkivfordetaljer.dk allerede nu. Du kan også vente og købe den i din favorit (net)boghandel.

Jeg vidste, at Mina Loy og Gertrude Stein indbyrdes beundrede hinanden

Jeg vidste, at Mina Loy og Gertrude Stein indbyrdes beundrede hinanden

Af Asger Schnack

Gertrude Stein: ”Mexico. Et spil” udkom i 2006 på dansk ved Pia Juul. Forlagsmæssigt var begrundelsen den, at jeg havde udgivet Mina Loy: ”Sange til Joannes”, og jeg vidste, at Mina Loy og Gertrude Stein indbyrdes beundrede hinanden. De mødtes i Paris og i Firenze, Loy skrev om Stein, og hun var inspireret af hendes værk. Hele denne forbindelse og deres venskab var jeg opmærksom på. Titlen ”Mexico. Et spil” knyttede dem yderligere sammen, idet det var i Mexico, de dramatiske begivenheder i Mina Loy og Arthur Cravans liv udspillede sig, og her Arthur Cravan forsvandt i en båd på vej fra Salina Cruz mod Puerta Angel i 1918. På en mærkelig måde var Mina Loys ”Sange til Joannes” (som udkom i 1917, samme år som Mina Loy mødte Arthur Cravan i New York, hvilket blev indledningen på hendes livs kærlighedshistorie) forbundet med Gertrude Steins ”Mexico. Et spil” (1916, først trykt i ”Geography and Plays”, 1922). Gertrude Stein (1874-1946) var amerikaner, men boede fra 1903 til sin død i Paris, hvor hun var samlingspunkt for alt det nye, der skete i tidens litteratur og billedkunst. I en introduktion til Gertrude Stein sagde Laura Schultz om Stein og landskaber (LiteraturHaus den 17. marts 2006): ”Den tætte forbindelse til billedkunstnere blev væsentlig for Steins litterære æstetik. Hendes skrift er grundlæggende præget af en visuel orientering, og mange af hendes foretrukne genrebetegnelser stammer fra maleriet: Stein kalder sine tekster for portrætter, stillebener, landskaber. Landskaberne, det var skuespillene. Ved at kalde sine stykker for landskaber, markerede Stein, at hun ønskede at gengive en rumlig og visuel stemning eller væren, et samvær mellem mennesker, snarere end et dramatisk plot eller handlingsforløb: A landscape if it were to go away would have to go away to stay, som hun skriver i sin forelæsning om skuespil fra 1934. Landskabet bliver altså et billede på hendes forsøg på at sætte sig ud over ideen om et udviklingsforløb og en dramatisk konflikt. Og i stedet fremkalde en slags statisk bevægelse eller fluktuerende væren i rummet.” Ved udgivelsen af den danske udgave af ”Mexico” skrev Lilian Munk Rösing på Litlive: ”Anbefalet være det lille spil af Pia Stein eller Gertrude Juul, for hvem det end er der taler, er ’Mexico’ et sprogligt landskab hvor ord og navne glider så velgørende af sted som både på et sydlandsk hav, og hvor Mexico nok mere er et ord end et land, men alligevel trækker de spor af steder og kroppe efter sig, som kan gøre sproget selv til det sted man helst vil opholde sig.” (Omslag: Per Kirkeby)

Kvindehjerter

Kvindehjerter

Af Hans Henrik Schwab

KRISTINA STOLTZ og vilde kvindehjerter!

På forlaget Alhambra ser vi som tidligere nævnt frem til i efteråret at udgive brevromanen KVINDEHJERTER: en for sin tid (1910) vild og vovet roman, der beskriver omkostningerne ved som kvinde at realisere sig selv kunstnerisk – og erotisk, idet romanen dermed foregriber megen senere feministisk fiktion.

Romanen udkom anonymt, men i dag ved vi, at forfatterne var Karin Michaëlis og den senere teaterlegende Betty Nansen. Vi kan nu desuden afsløre, at denne udgivelse – der falder i tråd med vores udgivelse af en anden præ-feministisk ’rediscovered classic’: amerikanske Shirley Jackson – bliver forsynet med et forord af en af de nyere kvindelige forfattere, der er blevet sammenlignet med Michaëlis: Kristina Stoltz (Michaëlis var i øvrigt også engageret i dyrebeskyttelse, men det er en delvis anden historie).

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det for mig er en særlig glæde, at det bliver netop Kristina, der skriver dette forord. I sin tid havde jeg således den ære, efter et tip fra Thomas Boberg, at antage og redigere de to første digtsamlinger – SERIEMORDERE OG ANDRE SELVLYSENDE BLOMSTERKRANSE (2000) og GRÆSHOPPERNES TID (2002) – i et forfatterskab, der siden har taget en overbevisende episk drejning, senest med romanen CAHUN (2019), der netop tematiserer kunst og køn, og allersenest med den anmelderroste roman PARADIS FØRST (2020), der samtidig markerede Kristinas 20-års forfatterjubilæum.

På Alhambra glæder vi os til Kristinas forord til en kongenial klassiker!

MIN MOR OG LEIF PANDURO eller: APROPOS PINSE

MIN MOR OG LEIF PANDURO eller: APROPOS PINSE

Af Lars Movin

I pinsedagene bladrede jeg i nogle gamle albummer med familiefotos, som jeg for år tilbage har arvet efter min onkel, men aldrig har studeret særlig indgående. Pludselig fik jeg øje på nogle billeder af min mor fra de første efterkrigsår, hvor hun boede i København. Og hvem er det, hun er i selskab med? Det er ingen ringere end en 25-årig Leif Panduro, som tilsyneladende er i færd med at gøre sine hoser grønne over for min dengang ugifte mor. De to billeder med Panduro er taget i pinsen 1948 på Frederiksberg, nærmere bestemt Drosselvej 15. Den anden unge mand på øverste venstre billede skulle ifølge en håndskrevet note hedde Volmer Schwartz. Ham har jeg ingen informationer om, men monstro han kunne være model for karakteren “Wolmar” i Frederiksberg-afsnittene i Panduro-romanen “Fejltagelsen”? På billedet nederst til højre – der er taget den 20. marts 1949 – er min mor igen på Frederiksberg, denne gang foran adressen Solsortvej 49, en parallelvej til Drosselvej.

Den historie, der udgør rammen omkring disse billeder, kender jeg kun i grove træk: Da Anden Verdenskrig sluttede, var min mor en ung kvinde på 21 år, fuld af gåpåmod og eventyrlyst. I januar 1946 brød hun op fra sit barndomshjem i Odense og drog, ene pige, til København for at prøve lykken. Dog, helt ud i det blå var det nu ikke. Hendes svoger kendte bandagist Hjorth Lorenzen, hvis firma var fordelt på flere adresser i Københavnsområdet, og denne havde beklaget sig over, at det var svært at få fat i unge kvinder, der ville bestille noget og ikke bare tænkte på at komme ud at more sig. Da Hjorth Lorenzen var på forretningsbesøg i Odense, satte han min mor stævne til en samtale på Grand Hotel, og da de skiltes, havde hun et job.

I sin første tid som ansat hos Hjorth Lorenzen arbejdede min mor på H.C. Ørstedsvej, og senere blev hun flyttet til afdelingen på Kultorvet 15, et stenkast fra den adresse, hvor jeg sidder og skriver dette. Naturligvis skulle hun også have et sted at bo i hovedstaden. Til at begynde med var hun indlogeret hos nogle bekendte på Esperance Allé 8 i Charlottenlund (se billedet nederst til venstre). Men snart fandt hun et værelse i Puggaardsgade 2 i det centrale København. Og så må hun altså også have haft sin gang på Frederiksberg, hvor hun – at dømme efter de to billeder – var på ganske venskabelig fod med den unge Panduro. Måske var der noget med min mor og tandlæger? Inden sin afrejse fra Odense havde hun arbejdet som klinikassistent for min farfar, der havde tandlægepraksis på Flakhaven i Odense, og her havde hun mødt min far, som på det tidspunkt var lige ved at afslutte sin uddannelse, ligeledes som tandlæge. De to havde et godt øje til hinanden, men kunne alligevel ikke helt finde ud af det sammen, så min mor tog af sted til København, hvorefter min far giftede sig med en anden kvinde. Hvilket han – naturligvis! – fortrød. Da min mor i begyndelsen af 50’erne vendte tilbage til Odense, lod han sig skille for i stedet at gifte sig med hende.

I mit barndomshjem stod de fleste af Leif Panduros bøger i reolen, og jeg husker, at der blev talt om, at forfatteren havde en baggrund som tandlæge, ligesom min far. Men ikke et ord om, hvad min mor havde foretaget sig på Frederiksberg i 1948. Fortidens mysterier …

(Tak til Steen Møller Rasmussen for Panduro-sparring).