Hatte i Holbæk

Hatte i Holbæk

Statens Kunstfond skriver:

HATTE I HOLBÆK – MØD LILY OG FLORA 👒

Søndag indvies skulpturerne Lily og Flora ved Oplevelsescenter Nyvang i Holbæk. Skulpturerne af @lilibethcuencarasmussen er formet som stråhatte og lavet af manilareb og pil. Værket er både levende og forgængeligt og vil ændre sig over tid – måske kommer der mos på hattetoppene og farveskift.

Lily og Flora indvies kl. 12 sammen med performanceværket ”Wherever I lay my hat that’s my home.”

Om værkets betydning siger Lilibeth Cuenca Rasmussen:
“For mig er hattene symboler på frihed og tryghed. Frihedshuen eller ‘den frygiske hue’ er oprindelig en romersk tradition, hvor en slave, der fik sin frihed, fik en hue på hovedet. Denne frihedshue, med rød farve og kaldt ‘jakobinerhue’, blev et centralt symbol under den franske revolution 1789. Placeringen foran Oplevelsescenter Nyvang i Andelslandsbyen kan læses som et symbol på individets frihed i kraft af fællesskabet. Betydningen og styrken ved at alliere sig med ligesindede og andre med fælles interesserer.”

📸: @kasper.hjorth_ / BUROJANTZEN

FILMMUSIKALSKE PERLER PÅ DET HVIDE LÆRRED

FILMMUSIKALSKE PERLER PÅ DET HVIDE LÆRRED

Af Jan Poulsen

Der er nu mindre end en uge til, at Cinemateket i København slår dørene op til dette års Musikfilmfestival, og som altid har Morten Tang indsamlet og komponeret et sandt overflødighedshorn af filmmusikalske perler.
Det er i år niende gang, at festivalen finder sted, og som altid består den af helt nye film, der kan ses for første gang på et lærred i Danmark, nogle ukendte eller glemte film og en håndfuld klassikere, herunder naturligvis Talking Heads-filmen Stop Making Sense.
Under overskriften ”10 dage, 30 film, 100% lyd” sparkes festivalen i gang på fredag (17/9) med koncertfilmen Depeche Mode: Live Spirits, og til og med søndag den. 26 september bliver der mulighed for at se film om og/eller med så forskellige navne som David Byrne, Nick Cave, Karen Dalton, Don Letts, Ozzy Osborne, Poly Styrene, Throbbing Gristle og St. Vincent med flere.
I år har jeg fornøjelsen af at introducere følgende film:

Lørdag 18. september:
Nick Cave: Idiot Prayer og bonusfilmen No More Shall We Part

Onsdag 22. september:
Throbbing Gristle: Other Like Me

Søndag 26. september:
Don Letts: Rebel Dread

Mere om de tre film, når vi kommer tættere på visningerne, men du kan allerede nu løse billet(ter) og se hele programmet via linket her.


Husk at film skal ses i biografen, som man sagde i gamle dage.

Ny outdoor kunstudstilling

Ny outdoor kunstudstilling

PRESSEMEDDELELSE

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG LANCERER NY BIENNALE OVER HELE DANMARK I SAMARBEJDE MED AFA JCDECAUX

BIENNALE er en ny kunstudstilling der vises på gader, togstationer og busstoppesteder over hele Danmark arrangeret af Kunsthal Charlottenborg i samarbejde med AFA JCDecaux. Udstillingen afholdes hvert andet år og kan opleves for første gang i år fra den 15. november 2021.

Dette års BIENNALE præsenterer 35 danske og internationale kunstneres værker på både fysiske og digitale reklamepaneler over hele Danmark. Kunsthal Charlottenborg har tidligere samarbejdet med AFA JCDecaux i både 2017 (Yoko Ono – Transmission) og 2019 (It’s Urgent!) og har nu formaliseret samarbejdet, så der i fremtiden arrangeres en international kunstudstilling over hele Danmark hvert andet år.

Titlen på årets udstilling, de deltagende kunstnere og kuratorer offentliggøres den 18. oktober 2021. Kunstværkerne på årets BIENNALE kan opleves på mere end 700 reklamepaneler på gader, busstoppesteder og togstationer over hele Danmark fra 15. november – 31. december 2021. Faktisk vil 84% af den befolkning kunne se udstillingen på de mange reklamepaneler, og værkerne kan også opleves samlet fra 27.-31. december 2021 på Nørreport Station og i gården på Kunsthal Charlottenborg i København.

BIENNALE er en del af Kunsthal Charlottenborgs udstillingsprogram, der er støttet af Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond, Kulturministeriet og Statens Kunstfond.

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET

Af Lars Movin

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET
eller: SHIRLEY CLARKE PÅ LØRDAG

Så er det på lørdag kl. 19, at Cinemateket byder på en sjælden mulighed for at se Shirley Clarkes provokerende og grænseoverskridende hovedværk fra 1967, “Portrait of Jason” (det andet arrangement i efterårssæsonen af “Amerikansk avantgardefilm”, hvor vi har fokus på scenens kvindelige filmmagere).

Fra sin base på New Yorks legendariske kunstnerhotel, The Chelsea, skabte Shirley Clarke (1919-1997) omkring en håndfuld film i biograflængde, som alle var banebrydende på hver deres måde. Clarke havde en baggrund som danser, hvilket kom til udtryk i den serie af kortfilm, hun producerede op gennem 50’erne, hvor kameraet blev anvendt som et redskab til at skabe koreografiske forløb, der aldrig ville kunne afvikles på en scene. I 1961 skiftede hun spor med den film, der blev hendes gennembrud, “The Connection”, en metafortælling om et filmhold, der forsøger at dokumentere et teaterstykke af samme navn, som ensemblet The Living Theatre havde sat op et par år forinden. I 1963 fulgte “The Cool World”, en hybriddokumentar om gadebander i Harlem, iscenesat med autentiske personer i rollerne. Samme år modtog Clarke en Oscar for en mere konventionel film, et portræt af den amerikanske digter Robert Frost, “A Lover’s Quarrel with the World”. Og derefter kom så “Portrait of Jason”, en alt andet end konventionel film, hvis udgangspunkt blandt andet var en reaktion på den såkaldte Direct Cinema-dokumentarisme, hvor man – ifølge Clarke – bare løber efter virkeligheden med et kamera og derefter klipper alle de kedelige passager ud.

I “Portrait of Jason” har Shirley Clarke inviteret en mildt sagt farverig skikkelse – Jason Holliday, en sort, homoseksuel hustler med komikerambitioner – ind i sit ‘laboratorium’ og sat ham under lup i 12 timer i træk for på den måde at undersøge, hvad der sker med et menneske, og med relationen mellem den pågældende person og mediet/filmmagerne, når en traditionel portrætsituation strækkes langt ud over smertegrænsen. I den forstand kan “Portrait of Jason” minde om det eksperiment, kaldet “Marathon”, som Lars von Trier og Peter Øvig Knudsen gennemførte i 1996, hvor de i en række tv-udsendelser interviewede forskellige personer i 24 timer i træk ud fra den tese, at efterhånden som udmattelsen indfandt sig, ville masker, parader og manerer falde. Men samtidig er Clarkes film også et produkt af sin tid, hvor eksempelvis Warhol brød med alle filmmediets konventioner ved at placere personer fra Factory-scenen foran linsen og lade dem stege, indtil der kom en reaktion.

I den godt halvanden time lange film, der kom ud af Clarkes eksperiment, er det tydeligt, at Jason Holliday – på trods af at han er amatør – er en strålende performer, og at han stortrives foran kameraet. I hvert fald til at begynde med. Men efterhånden som tiden går, og trætheden – i kombination med rigelige mængder af vodka og marihuana – begynder at have en effekt, bliver det mere og mere tydeligt, at der bag det villige ‘offers’ flamboyante facade gemmer sig et langt mere komplekst menneske med adskillige ar på sjælen.

“Portrait of Jason” vakte opsigt ved premieren i 1967. Og det gør den sådan set stadig, mere end et halvt århundrede senere. Filmen er således ikke blot et interessant eksempel på en film skabt af en kvindelig instruktør – den er slet og ret et hovedværk i amerikansk avantgarde-historie. Ingmar Bergman har angiveligt sagt, at “Portrait of Jason” var den mest fascinerende film, han nogensinde havde set. Mød op på lørdag (hvor jeg vil indlede med en kort introduktion) og se, om du er enig.

For information om arrangement og billetbestilling, følg linket her.

Medicinsk Museion flytter ind på Kunsthal Charlottenborg

Medicinsk Museion flytter ind på Kunsthal Charlottenborg

PRESSEMEDDELELSE

MEDICINSK MUSEION GÅR SAMMEN MED KUNSTHAL CHARLOTTENBORG OM NY STOR UDSTILLING

Dette efterår flytter Medicinsk Museion ind på Kunsthal Charlottenborg med udstillingen ‘Verden er i dig’. I udstillingen vil besøgende møde både ny biokunst, genstande fra Medicinsk Museions samlinger, malerier og videoinstallationer, meteoritter, duften af kirsebær, vandrør fra 1700-tallet, og en syv meter stor roterende jordklode. Værker og genstande, der på hver deres måde vender spørgsmålet: Hvad gør verden ved os? Læs mere her.

Deltagende kunstnere: Mediated Matter Group/Neri Oxman, Ralo Mayer, Katie Paterson, Bradley Pitts, Lucy McRae, Kathy High, Jiwon Woo, Sonja Bäumel, Baum & Leahy, Guston Sondin-Kung, Marcus Coates, Susan Morris, Till Rabus, Heath Bunting, Isabella Martin, Maya Sialuk Jacobsen, Kaitlynn Redell, Mary Maggic, Pinar Yoldas, Mogens Jacobsen, Anna Dumitriu, Andrew Carnie, Jenna Sutela, Luke Jerram, Revital Cohen & Tuur Van Balen.

Kuratorer: Adam Bencard, Jacob Lillemose, Kristin Hussey, Malthe Kouassi Bjerregaard.

‘Verden er i dig’ er kurateret af Medicinsk Museion (en del af Institut for Folkesundhedsvidenskab og Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research – CBMR) på Københavns Universitet. Produceret i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg.

Udstillingen ’Verden er i dig’ åbner den 29. september på Kunsthal Charlottenborg.

FRANSKE FILM MANDAGE 2021

FRANSKE FILM MANDAGE 2021

Efterårsprogrammet er på plads:

13. september kl. 19.00: Un Triomphe (The Big Hit) af Emmanuel Courcol
20. september kl. 19.00: DNA af Maïwenn
27. september kl. 19.00: Le Discours (The Speech) af Laurent Tirard
4. oktober kl. 19.00: Les magnétiques (Magnetic Beats) af Vincent Maël Cardona
11. oktober kl. 19.00: Paradisets børn (Les enfants du paradis) af Marcel Carné
25. oktober kl. 19.00: Titane af Julia Ducournau
8. november kl. 19.00: Le temps retrouvé (Time Regained) af Raoul Ruiz
15. november kl. 19.00: Everything Went Fine af François Ozon (forpremiere)
22. november kl. 19.00: Adieu les cons (Bye Bye Morons) af Albert Dupontel
29. November kl. 19.00: France af Bruno Dumont
6. december kl. 19.00: Annette af Leos Carax
13. december kl. 19.00: Paris – 13th District af Jacques Audiard

Franske Film Mandage arrangeres i samarbejde med Institut français.

Se alle filmene i Grand Teatret.

Alternativet præsenterer nyt, kulturpolitisk udspil

Alternativet præsenterer nyt, kulturpolitisk udspil

Af Franciska Rosenkilde, Alternativet

Kunsten og kulturen er en afgørende del af et bæredygtigt samfund!

Vejen til et bæredygtigt samfund kræver, at vi forandrer vores liv.

Jeg vil et bæredygtigt, nysgerrigt og levende samfund. Et samfund, hvor vi kun bruger de ressourcer, jorden kan holde til. Et samfund, hvor langt flere mennesker trives i deres dagligdag – om de er indenfor eller udenfor arbejdsmarkedet. Og så vil jeg et samfund, hvor kunst og kultur fylder langt mere, end det gør i dag.

Derfor præsenterer Alternativet i dag et kulturpolitisk udspil. Kunst og kultur i det bæredygtige samfund.

Alternativet vil med udspillet genetablere respekten for den skabende kunst og kultur. Vi vil demokratisere kunsten og gøre den langt mere tilgængelige for langt flere mennesker. Og så vil vi kaste kritisk lys på nogle af de begrænsende politiske strukturer, der hindrer et mangfoldigt og levende kulturliv.

Læs udspillet her.

Mohamed Bourouissa til Charlottenborg

Mohamed Bourouissa til Charlottenborg

PRESSEMEDDELELSE

OPLEV DEN INTERNATIONALT ANERKENDTE KUNSTNER MOHAMED BOUROUISSA TIL EFTERÅRET

Kunsthal Charlottenborg er stolte af at præsentere den første soloudstilling i Skandinavien med den fransk-algierske billedkunstner Mohamed Bourouissa. Kolonialismens arv og den afledte racemæssige og socioøkonomiske ulighed er et gennemgående tema i kunstnerens værker.

Bourouissa beskæftiger sig med vor tids levede liv gennem fotografi og film såvel som lyd- og installationskunst. Han er selv vokset op i Paris’ forstæder (’banlieue’) og født i Algeriet, og har han et særligt blik på gade- og hip-hop-kulturen, kriminalitet, økonomi og selve det at overleve, når man står overfor magtstrukturer, der ikke giver dele af befolkningen adgang til grundlæggende rettigheder såsom uddannelse, retfærdighed og demokratisk medborgerskab. Læs mere her.

Udstillingen ‘HARa!!!!!!hAaaRAAAAA!!!!!hHAaA!!!’ af Mohamed Bourouissa åbner den 8. oktober på Kunsthal Charlottenborg.

Billede: Mohamed Bourouissa, La fenêtre, 2005. From the series “Périphérique”. C-print 90 x 120 cm. © ADAGP Mohamed Bourouissa. Courtesy the artist and kamel mennour, Paris/London.

Christiania 50

Christiania 50

CHRISTIANIAS 50 ÅRS JUBILÆUM MARKERES MED PLAKATUDSTILLING PÅ KUNSTHAL CHARLOTTENBORG

I anledning af Christianias 50 års fødselsdag i 2021 udstiller Kunsthal Charlottenborg et stort udvalg af fristadens mange plakater som et visuelt vidnesbyrd over fristadens historie, ideologier og kreative udtryksformer.

”Hellere en plakat uden en begivenhed, end en begivenhed uden en plakat” lyder et slagord på fristaden Christiania. Gennem 50 år har plakaten stået centralt på Christiania som kommunikationsform og kunstnerisk medie. Læs mere her: bit.ly/3BuDeGv

Udstillingen er kurateret af Ole Lykke i samarbejde med Michelle Korbø Moran og Michael Thouber. Plakaterne er venligst udlånt af Christianias Lokalhistoriske Arkiv.

Udstillingen ’Christiania 50 år. VAR-ER-BLIR’ åbner den 20. september og kan opleves frem til 14. november 2021 på Kunsthal Charlottenborg.

Billede: Hannah Carlsen, Christiania. VAR-ER-BLIR, 1976. Christianias Lokalhistoriske Arkiv.

Kortfilm: Only The Sound

Kortfilm: Only The Sound

Af Lars Movin

ONLY THE SOUND
(Ny film på min YouTube-kanal).

Jeg har lagt en god håndfuld nye (gamle) film på min YouTube-kanal, som jeg vil præsentere de kommende dage.

Vi lægger ud med “Only the Sound” (2005), et lille videonotat skabt sammen med min gode ven og mangeårige samarbejdspartner Niels Plenge. I sommeren 2001 rejste jeg til Beijing med mit videokamera og gik på opdagelse i byens gader og parker, hvor man midt i den brusende urbane modernitet dengang stadig kunne støde på små oaser for fordybelse og sansestimulering. Efter hjemkomsten overlod jeg materialet til Niels Plenge, som med inspiration fra et par linjer af den kinesiske T’ang-dynasti-digter Po Chü-i (772-846) skabte et forløb ud af materialet og tilsatte et lydspor komponeret med afsæt i nogle af de lyde, jeg havde optaget.

I en engelsk oversættelse lyder linjerne fra Po Chü-i’s digt: “It is only the sound of running water. / But I never grow tired of listening to it.”

Filmen varer 18 minutter og kan ses her – god rejse: