Af Hans Henrik Schwab

Pia Tafdrup fylder rundt i dag 29. maj, som også for mig er en speciel og betydningsladet dato: Det var således netop på den 29. maj i 1990, jeg tiltrådte stillingen som ny lyrikredaktør på Borgens Forlag. De to ting hænger nøje sammen, for den første store forfatter jeg blev betroet ansvaret for, var … Pia Tafdrup.

I den forstand blev Pia den forfatter, der fik størst betydning for min tidlige karriere som og uddannelse til forlagsredaktør. Det var en stor tillidserklæring, at Pia Tafdrup som etableret lyriker og passioneret perfektionist accepterede at få en helt ukendt og uerfaren redaktør: ”UFO’en fra Aarhus”, som Klavs Bondebjerg vittigt kaldt mig! Det blev for mit vedkommende learning – og lyrik – by doing! Jeg husker stadig vores første manuskriptgennemgang. Efter endt gennemgang kiggede Pia på mig og spurgte: ”Kan du slet ikke lide det?” Jo, det kunne jeg, men det var ikke faldet mig ind, at en berømt digter som Pia Tafdrup ikke selv vidste, hvor godt hun skrev – så jeg sprang direkte ind i de kritiske kommentarer og redaktionelle ændringsforslag. Det var lektion nummer 1.

Siden fik vi et glimrende samarbejde. I årene 1990-96, hvor jeg havde æren at redigere Pias forfatterskab blev det til digtsamlinger, skuespil, oversættelser (vi var et år sammen i Frankfurt til den internationale bogmesse), en poetik – og en lydcd.

Det var i de år, Pia udgav digtsamlingerne KRYSTALSKOVEN (1992) og TERRITORIALSANG (1994) – de første to bind i den trilogi, hvor hun for alvor afsøger det store lyriske format, og hvor de tidligere samlingers kropsbundne erfaringer i højere grad får en metafysisk overbygning. En trilogi, der blev afrundet med DRONNINGEPORTEN (1998), som udløste Nordisk Råds Litteraturpris. På det tidspunkt havde jeg forladt Borgen – og havde i øvrigt i en fælles afskedsgave fra Pia og Søren Ulrik Thomsen modtaget en smuk klassisk papirkniv fra Solingen – klar til at dissekere nye episke forfatterskaber på L&R! Pia gik kort efter til Gyldendal, hvor denne hendes første udgivelse efter 17 år på Borgen udløste den største pris! Borgens Forlag havde fortjent bedre, som Marie Tetzlaff i Politiken fastslog i forbindelse med offentliggørelsen af prisen.

Pias og mit samarbejde startede dog et helt andet sted. I foråret 1991 tog vi sammen til Aarhus for at tale om hhv. forfatterens og forlagsredaktørens poetik ved et poetik-seminar på universitetet, og timingen var ikke tilfældig: Det var det år, Pia udgav sin ”skitse til en poetik” OVER VANDET GÅR JEG – en poetik, der ved indgangen til et nyt årti markerede et sporskift i forfatterskabet, og som lidt skævt blev sammenlignet med Søren Ulrik Thomsens MIT LYS BRÆNDER, men reelt nok mere var i slægt med Paul la Cours ’klassisk-modernistiske’ FRAGMENTER AF EN DAGBOG. Pias forfatterskab er således båret af en stor modernistisk traditionsbevidsthed.
Det rummede en vis ironi, at Pia skrev om vandets blå element – i bogen illustreret ved den gennemgående brug af en smuk blå asterisk – mens Søren Ulrik tog afsæt i ildens røde element. Borgen havde således en legendarisk lyrikpaperback-serie, Cafè Borgen, hvor ikke mindst Strunges digtsamlinger opnåede stor udbredelse. Serien havde nogle meget genkendelige omslag i moderigtig firser-pink, og på et tidspunkt besluttede jeg at ændre farven fra lyserød til babyblå (en klar fejldisposition set i bakspejlet). Dette farveskift udløste følgende replik fra Pia: ”Nå, nu skal det nok være en drengefarve!” Dengang trak jeg på smilebåndet og lagde ikke så meget i udtalelsen, men set i bakspejlet tror jeg, den stak dybere: Det har næppe været let at være kvindelig lyriker (og kropsmodernist) i en firsergeneration domineret af mænd – og af en omgangstone karakteriseret ved det, vi i dag ville kalde en heteronormativ diskurs. En indimellem lettere nedladende diskurs, der også var hørbar som undertone i Poul Borums anmeldelse af poetikken. Den samme Borum, som – skal det retfærdigvis tilføjes – nogle år forinden havde betegnet Tafdrup som ”den nye generations betydeligste lyriker”.

Som nævnt modtog Pia Nordisk Råds Litteraturpris, og senere fulgte Det Svenske Akademis Nordiske Pris (”den lille Nobelpris”), men i min tid tildeltes hun også en ganske vigtig pris. For den ovennævnte ”Territorialsang” – en digtcyklus om Jerusalem, hvor det lyriske jeg opsøger sin jødiske identitet på en klassisk dannelsesrejse ”hjem” a la Goldschmidts klassiker – blev hun således nomineret til Weekendavisens Litteraturpris, der traditionen tro skulle uddeles i januar. Det var i de dage, hvor jeg fik min første datter, og Pia og jeg havde den aftale, at hun skulle orientere mig under hånden, hvis hun fik prisen. I så fald ville jeg deltage til prismiddagen – ellers ville jeg blive hjemme hos min familie. Jeg hørte ingenting på dagen, og stor var derfor min overraskelse, da jeg dagen efter erfarede, at Pia havde vundet prisen! Forklaringen var meget enkel: Pia syntes, jeg hellere skulle blive hjemme hos min lille datter end deltage i middagen til hendes ære! Et smukt og empatisk træk, der taler for sig selv.

Til gengæld mødte jeg begge hendes sønner, Philip og Daniel, allerede da de var små. Jeg husker stadig en anden prisoverrækkelse, hvor hun havde dem begge med, og hvor hendes digterkollega Klaus Lynggaard med drenget charme underholdt de to små fyre. Mange år senere skulle jeg få lejlighed til at læse de manuskripter, der blev til deres respektive debutbøger: Philips smukt dæmpede lyrisk-fotografiske digtsamling om en kirkegård i efteråret, CAT LOVES SEAN (2010), og Daniels heftigt excessive erotiske dannelsesroman fra et storbyliv i overhalingsbanen, DRØMMETIGGERE OG HURTIGE SKO (2019). På hver sin måde markante debutudgivelser om de store eksistensspørgsmål, men skrevet i hver sin toneart. Indimellem tænker jeg, at de to sønners bøger er som udspaltninger af de to sider af Pias poetiske univers, eros og thanatos. Som der står i allerførste linje af OVER VANDET GÅR JEG:
”Mellem to poler bliver min poesi til, mellem livshunger og dødsangst”.
(bemærk inversionen i ordstillingen som i titlen på poetikken)

Selv har hun netop med BERØRINGEN AF HUD – en titel, der genkalder det tidlige forfatterskabs kropslige tematik – afsluttet kvintetten af digtsamlinger om de fem sanser (OG synæstesier, jf. ”Lyden af skyer”). Hun kunne roligt gøre det til en sekstet og afslutte med et bind om den særlige sjette sans for at fremskrive kropslig fragilitet (”Et sår har kroppen altid”), sårbar serafisk skønhed (”Når der går hul på en engel”) – og verdslige epifanier: den momentane oplevelse helhed og sammenhæng i en fragmenteret moderne verden. Den sjette sans, der har sikret Pias forfatterskab en særstatus i moderne dansk lyrik. Jeg er stolt af, at jeg i seks år som en ufo fik lov at overflyve hendes poetiske stjernehimmel med de smukke blå asterisker på firmamentet.

Tillykke med dagen, Pia – og tak for tilliden!

Af Lars Movin

GERD LAUGESEN – TILLYKKE!
eller: DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

Orv, det var en god (lørdag) eftermiddag på Vangede Bibliotek, hvor forfatteren Gerd Laugesen både fejrede sin 43-års fødselsdag og modtog årets Dan Turèll Medalje. Der var fulde huse og glade miner – ikke mindst hos Medalje-modtageren, der kvitterede med en smuk tale, som fik ånden fra Dan Turèll til at stå og blafre for øjnene af de fremmødte. Som det fremgår af min tale til Gerd Laugesen, der er indsat nedenfor, spiller (dværg)kaniner en vis rolle i Gerd Laugesens forfatterskab, og naturligvis havde forfatteren også medbragt et eksemplar af slagsen til seancen i Vangede, som det kan ses på billedet nede i tråden. Her er min tale til Gerd Laugesen:

Vi skal tilbage i tiden, otte år, til 2014. Hvad husker vi fra dengang? Måske lidt af hvert, måske ikke så meget. Men hvis man er litterært interesseret, er det da muligt, at man husker, at der netop dét år udkom en bog med den undseelige titel: “Plet”. Stor var den ikke, bogen, snarere lille og slank, elegant, vil jeg sige, og sart lyseblå på omslaget, der var dekoreret med det fineste papirklip af en ballerina, balancerende med Eiffeltårnet, en kuffert, en violin, et maskingevær og en gul fugl på sine spinkle arme – og så en stor rød blomst strittende op fra den ene udstrakte tå. Bogen gjorde ikke meget væsen af sig, ja, den nærmeste listede sig på bløde poter ind på bibliotekernes hylder og ud i de mest velassorterede boglader. Det var et tyst foretagende. Men fik man fingrene i et eksemplar og slog op på én af de bare 86 sider, gik det så sandelig ikke stille af sig. Hold da op, for en sproglig og bevidsthedsmæssig orkan! Et univers, et kosmos, et vidtstrakt landskab af tekst, som man aldrig kan blive træt af at lade øjnene vandre i.

Bogen var naturligvis (ja, det har I nok gættet) skrevet af Gerd Laugesen – forfatter, journalist, billedkunstner. Og kendte man på forhånd lidt til denne Gerd Laugesens virke, ville man måske genkende træk fra nogle af hendes tidligere publikationer, men nu doseret i et nyt blandingsforhold. Sproget var som sædvanlig både egenartet og inviterende, flydende og sanseligt, på én gang stilistisk sikkert og grænsesprængende – forførende og delikat og med hyppige overraskelser og skift i toneleje og henvendelsesform. Prosa, javist, men med en umiskendelig duft af poesi. Virkelighedsnært, men alligevel med et drømmeagtigt præg og sine steder endda et drys surrealisme – som hér i denne passage, der optræder allerede på side 6:

“Mit værelse var det største, men også det mørkeste. Min gamle fransklærer kom ind uden at banke på og uden bryster, for hun havde fået kræft. ‘Bonjour,’ sagde hun. Jeg taler altså flydende fransk, så hun kunne godt ha’ sagt noget mere. Der var spejle i loftet. Jeg prøvede at skrive, men havde ingen hånd til at holde blyanten. Jeg skreg. Gardinerne var trukket for, de var mørkeblå. Du lagde dig ved siden af mig og tog din venstre hånd af. Der flød chokolade ud af armen. Du drak, til huden blev slap som en klud. Så vred du rundt. Du dryppede armen af i en vaskebalje og bandt en knude, der foldede sig ud som en såret soldat. Jeg vandede hudlapperne, og du fik knopper. Der kom grønne blade. Snart var hele venstre skulder en blomstereng. Så stak jeg mig i lillefingeren med en knappenål, og luften fløj ud. Jeg forsvandt.”

Alene i disse få linjer har vi allerede en hel verden med adskillige virkelighedsniveauer. Og skriften kommer vidt omkring på de 86 sider. Der er noget, der kunne minde om virkelighedsfragmenter, erindringsstumper, biografiske noter – vekslende med sådan nogle poetiske mellemtekster, der kunne siges at pege frem mod Gerd Laugesens seneste udgivelse, den omfangsmæssigt langt mere monstrøse (og monstrøst gode) hybridroman, “Et øjebliks lykke”, der udkom sidste år (den vender vi tilbage til). Og så er de genkommende flashbacks til barndommen, hvor vi finder en forklaring på bogens titel – “Plet” er navnet på forfatterens dværgkanin!

“Gad vide hvor mange voksne,” skriver Gerd Laugesen, “der går rundt og drømmer om deres små dyr, de såkaldte kæledyr, som de glemte at kæle for, de første levende, som de så en dag kom til at svigte.”

Nå ja, et kæledyr, herregud, tænker man måske. Men jeg tror, ikke at man skal undervurdere dværgkaninens betydning i Gerd Laugesens forfatterskab. Måske er den en fetich? Måske et totemdyr? Måske et symbol på en tabt verden, et billede på barndommens bløde landskaber, et litterært redskab? Eller måske er der simpelthen bare tale om en rigtig vaskeægte dværgkanin, som står forfatterens hjerte nær? Uanset hvad, så møder vi det lille kræ første gang allerede i Gerd Laugesens debutbog fra 2009, der netop hedder “Møder”. Det er en samling af korte stykker – sproglige skitser af personer, som forfatteren har truffet på sin vej – den type causerier, der ville egne sig godt til en klumme i avisen, hvad der måske også har været deres mål. Bortset fra, at Gerd Laugesen næsten er en FOR empatisk iagttager og næsten skriver FOR godt til, at hendes skrift kan forveksles med journalistik. Teksterne i “Møder” foregiver måske nok at være journalistik – men de ER litteratur! Og så er det som sagt i den bog, at vi første gang møder den famøse Plet:

“Jeg fortæller, at jeg har haft en dværgkanin, der hed Snehvide,” skriver Gerd Laugesen i et af bogens stykker. “Den var bidsk, vi måtte fange den ind med et tæppe, og så kom Plet til, jeg var 12 år gammel, det var juleaften, og Plet hoppede rundt i stuen, alt åndede idyl, og Plet hoppede ind under sofaen, så sagde det bang, alt lyset gik ud, jeg græd som pisket, Plet var død, men så kom den alligevel hoppende ud igen, lidt skævt godt nok, og knurhårene var brændt af.”

I en passage som denne skal man ikke knibe øjnene meget sammen for at ane et ekko af tonen i Dan Turèlls “Onkel Danny fortæller”-historier om barndommen i rækkehuset i Vangede. Og når vi nu har nævnt dét navn, kan vi da godt for en stund lege den leg, der går ud på at finde paralleller mellem Gerd Laugesens værk og Dan Turèlls. Det er ikke så svært. Altså, teksterne i samlingen “Møder” kunne sagtens være Gerd Laugesens svar på en blanding af Turèlls “I Byen”-klummer og hans “Onkel Danny fortæller”-historier. Og fortsætter vi ad dét spor, ja, så kunne den næste bog i Laugesens forfatterskab, “Hjemsted” fra 2011, være en hilsen til “Vangede Billeder”.

Med udgangspunkt i det evige spørgsmål – “Men hvor er man fra?” – rejser forfatteren tilbage til det område ved den jyske vestkyst, hvor Laugesen-familien har deres rødder. Ligesom i den foregående bog er teksten hængt op på en række møder med forskellige mennesker, men denne gang med et mindre tilfældigt præg og i stedet indsat i den ramme, som er slægtshistoriens. Den individuelle historie bliver imidlertid snart overskygget af en større historie, en egnshistorie, en national historie. Området ved Vadehavet er et grænseland. Mellem land og hav. Mellem Vestjylland og Sønderjylland. Mellem Danmark og Tyskland. Og hvordan præger denne ‘grænselighed’ de mennesker, som bor på stedet? Og hvad er det i øvrigt med Frisland de dér frisere – hvad er de for nogle? Gerd Laugesen vil vide det hele. Og som Dan Turèll i “Vangede Billeder” får hun fat i en tråd og bliver ved med at trække, indtil et helt univers har foldet sig ud – og er blevet til den herligste skrift.

Den type paralleller mellem Gerd Laugesen og Dan Turèll er det som sagt ikke så vanskeligt at få øje på – selv om de færreste nok vil tænke over dem, når de læser Laugesens bøger, der ikke har nogen som helst problemer med at stå på egne ben. Men holder vi – for legens skyld – alligevel fast i det spor lidt endnu, så er der mere. Jeg kaldte før “Møder” for Laugesens debutbog. Det er den også, sådan i en almindelig forstand – men allerede inden da, altså inden 2009, havde hun rumsteret i offentligheden på forskellige andre måder, blandt andet med kortere tekster, småudgivelser og projekter af en art, som bredte sig over i kunstens verden. Og dét var jo også én af den unge Turèlls drømme – at brede sig over i billedkunsten, at lade skriften vokse ud af papiret og over i en rumlighed, et fysisk landskab af ord, som læseren kunne bevæge sig rundt i.

Da billedkunsteren (og digteren) Henrik Have i oktober 1971 sendte et brev til Dan Turèll for at invitere ham til at deltage i en udstilling i projektrummet Trefoldigheden ved Den Frie Udstillingsbygning, svarede Turèll, at det ville han da mægtig gerne, for han gik netop selv og syslede med tanken om at tage springet fra litteratur til udstilling. Turèll havde på det tidspunkt lige færdiggjort arbejdet med et kæmpemæssigt monstrum af en bog med titlen … hold nu fast: “Sidste forestilling bevidstløse trancebilleder af eksploderende spejltricks igennem flyvende tidsmaskine af smeltende elektriske glasfotos” … intet mindre! Og efter henvendelsen fra Henrik Have udfærdigede han en lille katalogtekst, hvor han beskrev selve udstillingen som “et forsøg på at føre teksten væk igen fra den stivnede bogversion og ud i et konkret rum, der for dele af manuskriptet overtager tidens plads som bestemmende for forløbet af teksten.”

Der var mere, men i grove træk handlede det altså om at give en litterær tekst en rumlig dimension – en rumlig dimension, der kunne indgå i et samspil med den tidslige dimension, som teksten havde i bog-formatet. Og uden at vi skal gøre for stort et nummer ud af dette sammenfald, så har Gerd Laugesen i den del af hendes virke, som ligger uden for de regulære bøger, bevæget sig ad lignende stier. Hun har skrevet en såkaldt “Tekstur”, en kridt-tekst, der så at sige gik tur på gulvet i et udstillingslokale ude i Carlsberg-byen og med tiden blev opløst af ølsjatter og slidt væk af fodtrin. Hun har i en kunstfærdigt udført Artist’s Book med titlen “Sort på hvidt”, fra 2017, eksperimenteret med den type cut-up-agtige operationer med sproget, som Dan Turèll også havde fingrene i i perioden omkring den førnævnte moppedreng med den lange titel: “Sidste forestilling bevidstløse trancebilleder …” og så videre. For slet ikke at tale om en helt tredje af undertegnedes Laugesen-favoritter, nemlig den monumentalt insisterende skrift-tour de force “På lyserødt papir” fra 2013 – hele 444 tekster på lige så mange lyserøde ark udgivet i et absurd begrænset oplag på 44 eksemplarer. Det er jo nærmest som at bygge verdens højeste bygning – nede under jorden!

“På lyserødt papir” er lige så meget et kunstobjekt, som den er et stykke litteratur. Men løsner man sløjfen på det grønne bånd, der holder de 444 ark sammen, lader teksterne sig naturligvis læse. Og igen bliver man – som jeg indledningsvis bemærkede det om den lille bog “Plet” – blæst omkuld af en brusende flod af skrift. I dette tilfælde er der blot ikke tale om et kortvarigt blæsevejr, men om en ren tsunami, der bare bliver ved og ved. Det er en skrift, der rummer og favner alt på sin vej og blander de vildeste sprogvækster med noget, der kunne minde om manisk tale, samt fragmenter fra en genkendelig (biografisk) virkelighed. Og selvfølgelig hopper der også i ny og næ en lille kanin gennem de surrealistiske sprogbilleder – som her på side 55:

“Jeg er en forklædt skinke i en ørreds hjerte. Jeg er en ørn / på rulleskøjter og en torskemund af karakter. Jeg spiser / mit seletøj og har altid en ulv i bagagerummet, og jeg / er et stort skrummel, en rumindianer, et vanskabt udtørret / haveredskab, ja, et stykke havesnor. De er kanoner, og / de går altid op i røg. De er bevægelser, og de er ikke meget / for larm og støj. De er sorte, og de gennemborer altid hud, de er / borte, og de blæser alt ud af næsen, fnyser det fast, som / isklumper i silkesnore, stranden er et ladningsværft, en ladeport, et nyt liv, og samlingen af handskerum står stift / tilbage gennem græsset og de store solgule blomster. Der springer en kanin igennem et krat, og jeg ser på, endelig ser / jeg kanin nummer to.”

Se, alt det foregående kunne jo være mere end rigeligt til at begrunde en Dan Turèll Medalje. Men Gerd Laugesen er den litterære gave, som bare bliver ved med at give. Og efter en længere pause, hvor vi måske gik og blev en lille smule ængstelige for, om der nu kom mere fra den kant, landede der sidste efterår et mammutværk på 542 sider iblandt os. Det var den førnævnte “Et øjebliks lykke”, og pludselig kom det til at virke, som om alt dét, vi havde gået og tænkt på som et højdepunkt i ny dansk litteratur, bare var en opvarmning til noget endnu større. I “Et øjebliks lykke” er det, som om alle de foregående spor i forfatterskabet nu går op i en højere enhed og cementerer fornemmelsen af, at her er en forfatter, som ikke bare er ankommet, men også har kurs mod stjernerne. Det er ikke så svært at se. Til gengæld er det ikke helt let at sætte ord på, hvad det egentlig er for en bog, Gerd Laugesen denne gang har skrevet.

Den korte version er, at forfatteren har mistet en ældre veninde, en kvinde med tyrkiske rødder, der gik under navnet Nili Arutay, men som reelt var halvt dansk og halvt tyrkisk og ved fødslen var givet det noget mindre fremmedklingende navn: Lise Lotte Olsen. Uanset hvad, så var Nili et fascinerende og gådefuldt menneske, og efter hendes død har forfatteren besluttet sig for at undersøge hendes historie. Og det gør hun så i en bog, der – samtidig med at den med sit mesterlige sprog fastholder læseren fra første til sidste side – tillader sig selv at spalte sig ud i en mageløs flerstemmighed, en hel lille kakofoni af fremstillingsformer: Således er “Et øjebliks lykke” på én gang en roman, en rejsefortælling, en journalistisk reportage, et stykke slægtsforskning, en detektivhistorie, et mysterium, en biografi, et selvportræt, en kærlighedshistorie, et essay, en bevidstheds-logbog og sikkert også en masse andet, hvis man kigger ordentligt efter. Under alle omstændigheder er der ikke så lidt at holde styr på – men heldigvis forholder det sig sådan, at forfatteren skriver så blændende godt, at det hele hænger sammen og bliver til et univers af sprog, som man kun nødigt forlader, når først man har bevæget sig derind.

For den læser, der vover pelsen og sætter ud på den lange rejse, byder “Et øjebliks lykke” på mange, mange timers frydefuld læsning. Og så har forfatteren oven i købet bebudet, at bogen blot er det første bind i en planlagt trilogi.

Så herfra er der kun at sige: Hurra for Gerd Laugesen!

Og tillykke med fødselsdagen – og forresten også med Dan Turèll Medaljen 2022!