
Af Leif Lønsmann
I marts 1953 modtog DR Radiosymfoniorkestret en uopfordret ansøgning fra en ung svensk dirigent, som netop havde afsluttet sin dirigentundervisning og nu var på jagt efter et sted at gøre debut som orkesterdirigent for et stort symfoniorkester.
Ansøgningen blev i første omgang ”henlagt”, men den unge svensker blev inviteret som gæstedirigent på prøve i 1955. På det tidspunkt var han i gang med at aftjene sin militærtjeneste i Sverige. Da han nægtede at bære våben, aftjente han sin værnepligt på en brandstation. Allerførste gang han stod overfor Radiosymfoniorkestret kom han direkte fra tjeneste på brandstationen, iklædt brandmandsuniform (!).
Prøverne gik godt, og i de følgende år dirigerede han jævnligt radioorkestret. Mange år senere var musikchef Mogens Andersen på jagt efter en chefdirigent for Radiosymfoniorkestret. Hans tanker faldt på den unge svensker, og han inviterede ham på frokost efter en prøve med Sveriges Radiosymfoniorkester i Stockholm. På en frokostrestaurant i Djurgården i Stockholm forelagde Andersen ham sin idé om at knytte ham til sit orkester i København.
Den svenske dirigent havde ikke svært ved at beslutte sig, men havde et problem, som han troede ville spænde ben for projektet. På grund af sin religion kunne han ikke arbejde om lørdagen, og det er svært at forene med at være chef for et symfoniorkester, der jo netop ofte er på scenen om lørdagen.
Forelagt problemstillingen skulle musikchefen have sagt ”Det ved vi godt. Det har vi indkalkuleret. Det er ikke noget problem”. Og dermed var aftalen en realitet. Den 25.maj 1967 blev Herbert Blomstedt præsenteret som Radiosymfoniorkestrets første chefdirigent nogensinde. Det er 55 år siden i år.
Resten er musikhistorie. Og i denne uge stod 94-årige Herbert Blomstedt atter på scenen foran sit gamle orkester i DR Koncerthuset.