Kategori: Klummer

Af Carsten Jensen

LÆR DET NYE TRUMP-SPROG

Her er en håndbog til overlevelse i disse Trump-tider.

Først og fremmest må du lære et nyt sprog. Et Trump-sprog, som nu også vil blive mediernes sprog.

Du må forstå, at Trump ikke bedriver propaganda. Det er sådan et grimt, utidssvarende ord. Han kommunikerer, et moderne, harmløst ord. Hurra for Trump!

Trump lyver ikke. Han siger bare tingene, som de er, lige ud af posen. Hans ublufærdige løgne er just det folkelige ved ham. Hurra for Trump!

Trump er ligesom en dygtig tv-producer, siger Kim Bildsøe på DR. Det er også folkeligt. Især nu, hvor tv´s opgave ikke længere er at oplyse. Hurra for Trump!

Trump holder os ikke hen med snak, sådan som de andre politikere gør. Det var kun i gamle dage, at alle beslutninger i demokratiet begyndte med snak, argumenter og diskussioner, før en lov blev vedtaget. Nu bliver snakkens besværlige, overflødige mellemled sprunget over, og der skrides direkte til handling. Trump er derimod handlekraftig. Hurra for Trump!

Når Trump siger, at han repræsenterer “den sunde fornuft”, mener han, at der ingen alternativer er. Et demokrati uden alternativer er intet demokrati, og det er pointen. Trump vil ikke fordele magten, men monopolisere den. Hurra for Trump!

Trump er på folkets side. Han holder sine løfter, når han benåder de 1500 dømte voldsmænd fra stormen på Capitol. Hans tilhængere behøver ikke at overholde loven, og det løfte står han ved. Straffeloven er i den sammenhæng en uvæsentlig detalje, som altid når det gælder en stor mands venner. Hurra for Trump!

Trump-land er “farveblind” siger han selv. Farveblind, javel, men ikke privilegieblind, for loven gælder ikke for de rige, og de fattige skal forfølges som altid. Lovgivning er ifølge Trump et overgreb på de rige, men til gengæld et nyttigt våben mod de fattige. Hurra for Trump!

Gudstjenester er gode, men Trump kan ikke lide biskopper, der prædiker det kristne budskab om næstekærlighed. Den barmhjertige samaritaner er nemlig en dårlig amerikaner. Hurra for Trump!

Klima-aktivister er mentalt forstyrrede repræsentanter for en humbug-bevægelse med akut brug for en beskyttet bolig, og det vil Trump skaffe dem. Det hedder også et fængsel, hvor de slipper for at se på den natur, de er så sygeligt optagne af. Hurra for Trump!

Frihed betyder i Trump-land først og fremmest frihed fra staten. Når hospitalets døre lukker sig for dig, fordi du ikke kan betale; når du må forlade din bolig, fordi du er arbejdsløs, og arbejdsløshedsunderstøttelsen er afskaffet; når du står alene på gaden, så er du fri i ordets dybeste, Trump´ske forstand og kan skråle med på sloganet om din nations storhed. Hurra for Trump!

Det mest interessant ord i den nye Trump-tid er “akavet”. Det blev lanceret af den jødiske NGO, ADL, Anti-Defamation League, da de ville forsvare Elon Musks iøjnefaldende heilen. Det var blot “en akavet håndbevægelse i et øjebliks entusiasme”, sagde de undskyldende.

Musks seneste selvforsvar er om muligt endnu værre end ADL´s apologi. “Hvorfor skulle jeg sværge troskab til en stat, der har været død i 80 år? Hvorfor skulle jeg hylde en knækket, fejlslagen stat? MAGA er fremtiden og vil få succes på alle områder, hvor nazisterne kom til kort.”

Musk foragter nazisterne, men han giver kun en eneste grund til sin foragt: De led nederlag. De var svage. MAGA vil lykkes med alt det, nazisterne mislykkedes med, siger han. Nazisterne ville erobre verdensherredømmet og udslette alle jøder. Er det det mål, manden, der aktivt understøtter højreekstremister og post-fascister over alt i Europa, fra England over Tyskland til Italien, stræber efter?

At gøre Amerika stort betyder at gøre dets mennesker små, voldelige, intolerante og hævngerrige.

Er der noget bedre symbol på den revolution end en oprakt arm med en fremstrakt hånd?

Hurra for Trump!

Af Leif Lønsmann

AUGUST

Ved udgangen af august kunne DMI gøre boet op over en sommer med ekstremt ustadigt vejr, hvor den ene vejrrekord fulgte efter den anden.

Juni blev den koldeste juni, der nogensinde var målt siden målingerne begyndte i 1874, med en gennemsnitstemperatur på 10,7 grader mod de normale cirka 14 grader. Samtidig var måneden præget af rekordlavt nedbør, som truede landbrugets efterårsafgrøder. Måneden sluttede med en uges ekstreme og kolde storme.

Juli var omvendt præget af hedebølger, med temperaturer langt over gennemsnittet, som bl.a. medførte skovbrande så højt mod nord som i Norge. Måneden sluttede varmere end i ”mands minde”, og havde ramt dansk landbrug og fiskeri hårdt. Især fiskeriet ramtes af en historisk krise, da rødspætterne grundet den lange hedebølge trak fra de kystnære områder ud mod ydre dybder.

Og som om juni- og julivejret ikke havde artet sig vildt og uforudsigeligt nok, blev august præget af voldsomme storme, skybrud og torden. Under en kraftig storm druknede 15 mennesker ved Rejsby Dige i Sønderjyllland, mens de forsøgte at nå i sikkerhed fra de oversvømmede digebarakker. Også et stort antal kreaturer omkom ved oversvømmelserne.

Det ustadige vejr blev bemærket og var sommerens hedeste emne i dagspressen, gerne ledsaget af billeder af danskere, der søgte svale i de københavnsk badeanstalter under hedebølgen (Foto Holger Damgaard).

Det ”ustadige, uforudsigelige og utæmmede” danske vejr fik også digteren Thøger Larsen til papiret. Hans ”Sommervise” blev trykt i tidsskriftet “Atlantis” i oktober 1923, og senere samme år i samlingen “Vejr og Vinger”.

Du danske Sommer, jeg elsker dig
skønt du saa ofte har sveget mig.
Snart kolde Farver i Sky og Vand,
snart nøgne Piger ved hver en Strand.
Mer, mer, mer jeg dog dig elsker, hver Gang du ler.

Du er i Sindet jo lunefuld,
dog Hjertet inderst er pure Guld,
et Eventyr er dit glade Navn,
og Blomster lyser ud af din Favn.
Korn, Korn, Korn, i Drømme gror under Maanens Horn.

Naar dine Bølger mod Bredden gik,
beruset blaa som Gudinders Blik,
en Ungdom jubled din Lovsang ud,
kun klædt i Solskin og brunet Hud.
Ned, ned, ned, til Daab i Glemsel og Evighed!

Og naar du strakte med aabent Sind
de lyse Nætter i Himlen ind,
imens det dufted af Hyld og Hø,
vi bad: Lad Drømmen dog aldrig dø!
Ak, ak, ak! Vort Hjerte svulmed af Tro og Tak.

Og stundom ud af din fulde Glød
sprang Lyn fra Skyen i Jordens Skød,
og Tordenlatter og Tordenregn
din Trolddom spændte fra Egn til Egn.
Vild, vild, vild er, skønne Sommer, din Kraft og Ild.

Du danske Sommer, min Hilsen tag,
du lyse Nat og du lyse Dag!
Gaar tit du kold over Landet hen,
jeg ved, du kommer dog hed igen!
Ja, ja, ja, jeg ved, dit Hjerte er Guld endda

Tak for inspiration til Ricco Victor og Jens Olaf Pepke Pedersen.

Af AnnaLise Marstrand-Jørgensen

Jeg har været på Læsø det meste af sommeren. Har fulgt så lidt med som muligt. Koncentreret mig om mine nærmeste, om at læse og tænke og samle kræfter.

Men noget trænger jo igennem sommer-muren.

At selv i en brændende, mishandlet verden vil stort set ingen politikere tage ansvar, udvise lederskab og tone rent flag. Stort set ingen kalde til handling og konsekvens, og slet ikke hvis det kan koste dem stemmer eller en smule af egen rigdom.

Så skal vi i stedet spises af med deres usandheder og forvrængninger. Så brander statsministeren sig ikke længere som gæv makrelelsker, men fortæller os i stedet på instagram, at hendes personlige klimahandling består i at fortære lidt mindre kød. Og at hun i øvrigt ønsker et mere lige samfund (selvom uligheden kun vokset med hende ved roret).

Hvis det ikke var så tragisk, ville det jo være sjovt.

Og mens politikerne fjumrer rundt og forsøger at iscenesætte sig som vores allesammens omsorgsfulde og bekymrede naboer og venner, så sker der også andre ting, som i det mindste burde være lettere at sætte ind overfor og rette op på end klimakatastrofen.

At en pige på Frederiksberg f.eks skal finde sig i at hendes skole skal bestemme, hvordan hun klæder sig, og hvordan hun ganske stilfærdigt vælger at udtrykke sin personlige tro. Og derefter udsættes for frådende debatspor, der vanen tro kører helt i sænk, så snart nogen siger hijab.

Men tænk alligevel, at vi i 2023 skal finde os i, at nogen får held med at diktere hvordan kvinder og piger skal gå klædt.

Og når crop-top-forkæmperne ikke råber helt så højt denne gang, er det så fordi det selvudråbte danske frisind, der åbenbart altid betyder bar hud, trumfer religionsfriheden? Fordi dét er en større demokratisk værdi end selvbestemmelse? Eller fordi majoriteten bare bedst kan lide at alle gør, som dem?

Det er også næsten komisk, hvis ikke det var så tragisk:

At ateister og kulturkristne mennesker i et af verdens mest ikke-religiøse lande tilsyneladende ved alt om islam og Koranen og hvad det vil sige at være muslim i Danmark i dag. At en verdensreligion af så mange danskere åbenbart opfattes som synonym med undertrykkelse i en sådan grad, at de ikke engang kan se, når det er dem selv, der bliver de misogyne, diskriminerende undertrykkere.

Af Arne Herløv Petersen

For 57 år siden fik jeg en åbenbaring. Eller måske var det bare en pludselig indskydelse. Uanset hvad det var, ændrede det mit liv.
Da jeg begyndte på Københavns Universitet i 1962, havde jeg det som et barn, der bliver lukket ind i slikbutikken. Forelæsningskataloget var som Ida Davidsens smørrebrødsseddel; jeg satte kryds ved alt det, jeg syntes lød interessant. Det var en hel del. Der var fri adgang dengang, frit valg på alle hylder, man kunne droppe ind og droppe ud som man ville. Man kunne sidde derhjemme og aldrig vise sig på uni, før man gik op til endelig eksamen. Man kunne blive evighedsstudent som Elsa Gress’ far, Ur-Gress kaldet, der var begyndt at læse i 1903 og stadig var i gang tres år senere, selv om han havde måttet opgive filosofi, fordi undervisningen foregik på første sal på Frue Plads, og hans ben ikke længere kunne klare trapperne. Så han havde skiftet til religionshistorie, der foregik i stueetagen.
Jeg valgte historie som hovedfag og lavede alle afløsningsopgaverne og tog forprøve på de normerede to år. Jeg havde valgt russisk som bifag og fulgte undervisningen i to år, men midtvejs var jeg blevet mere interesseret i kinesisk, så det fulgte jeg også. Samtidig fulgte jeg alle forelæsninger og øvelser i sociologi, der interesserede mig, og så gik jeg til nogle kurser i nordisk folkemindevidenskab. Jeg var blevet redaktør af Studenterbladet, jeg var formand for historisk fagråd og for fakultetsrådet på humanistisk fakultet og sad i bestyrelsen af Studentersamfundet og Socialistiske Studenter og den lokale SF-afdeling. Og så havde jeg, siden jeg begyndte på studiet to et halvt år før, udgivet en digtsamling på Borgen og en roman på Gyldendal. Jeg holdt en del foredrag rundt omkring og skrev kronikker og andre artikler. Og i januar 1965 tog jeg så første del af den endelige eksamen i historie. Den hed H1 og omhandlede økonomisk historie, statsvidenskab med forfatningslære og politisk teori og den slags. Vi læste Hobbes, Thomas More, Malthus, Adam Smith, Marx, Clausewitz, Schumpeter, Lenin og mange andre. Så manglede jeg kun specialet og H2, og det regnede jeg med at klare på to-tre år.
Men så den dag for omkring halvtreds år siden, hvor jeg kom gående over Frue Plads, slog det mig pludselig: Nu har du gået i skole, siden du var seks år. Du har aldrig rigtig lavet andet. Er det sådan, du ønsker dit liv skal være? Eller skal der være mere i det? Skal du ikke ud i verden og opleve noget andet?
Så i stedet for at gå videre til næste forelæsning, gik jeg ned i Mikkelbryggersgade, hvor Ritzau holdt til, og bad om at tale med chefredaktøren, som jeg aldrig havde set. Han spurgte, hvad jeg ville, og jeg sagde, jeg gerne ville ansættes på udenrigsredaktionen. Han så på mig, sådan en fyr på 21, der bare kom vadende ind fra gaden, og spurgte, om jeg havde en journalistuddannelse. Næ, det havde jeg ikke, men jeg havde skrevet en del i Aktuelt.

Godt, sagde han. – Du kan gå op på udenrigsredaktionen og blive sat på holdet deroppe for i dag. Du skal lave det samme, de andre laver. Du får ikke penge for det. Så kommer du her i morgen, og så fortæller jeg dig, om du er ansat eller ej.
Jeg kom tilbage næste dag og blev ansat, og så var jeg på udenrigsredaktionen. Senere kom jeg over på Aktuelt som fastansat journalist, jeg begyndte også at oversætte til forskellige forlag, og inden året var omme, havde jeg sammen med syv andre købt en tremastet skonnert og en tomastet galease, og vi gjorde os klar til at rejse Jorden rundt.
Fire år efter kom jeg tilbage til uni – efter tre måneders ophold i en palmehytte på stranden i Fransk Polynesien – og gik i gang med at læse igen, og så gjorde jeg da den historieuddannelse færdig.
Jeg har aldrig fortrudt, at jeg stoppede op den dag og besluttede at holde det ene fjumreår efter det andet.

Af Christina Sejr Poulsen

Der er klart noget med forskellige måder at tænke samfund og økonomi på rent politisk, men hvordan kan vi tale forskelligt om menneskers værd?
Jeg forstår det simpelthen ikke.

Når jeg ser mennesker, der står sammen for at passe på verden og hinanden, om det så er i de store begivenheder eller i de små hverdagssituationer, så rører det mig, og minder mig om en medmenneskelighed og om næstekærligheden, som ikke er til diskussion i min verden.

I dette privilegerede forkælede land, hvor mennesker har SÅ meget mere end SÅ mange andre steder i verden, har vi hver især kun én forbandet forpligtelse, nemlig IKKE at træde på dem der har mindre, kan mindre eller er anderledes end os.
Alt andet vidner kun om åndelig fattigdom og uklædelig smålighed!
Kom nu, Danmark!💪

Af Franciska Rosenkilde, Kulturborgmester

#FRIDAYSFORFUTURE, #METOO og #BLACKLIVESMATTER✌🏽

Hvad har de tre emner til fælles – udover, at de alle har fyldt debatten i 2020?

De har i hvert fald det til fælles, at de alle i høj grad er blevet båret frem af en generation, der har et mod og en vilje i sig, som vi skal flere årtier tilbage for at kunne spejle. En generation, hvis gennemslagskraft og kamp kan være med til at løse de massive udfordringer, generationerne før dem har skabt.

De har også en sårbarhed til fælles, at turde at se samfundsudfordringer i øjnene og råbe op, og det lykkedes. De har råbt magthaverne og de såkaldt voksne, der er til stede, op, bl.a. gennem demonstrationer, klimakunst og modige taler.

Det siger noget om den kraft, der er i mødet mellem ungdom, oprør og kunst. Og det siger en del om den aktuelle ungegenerations gennemslagskraft.

Kunsten giver et sprog for det, som ord og tal ikke altid formår at udtale. Og kunsten giver den refleksion og inspiration, der folder vores kreativitet ud.

Det talte jeg om her til aften ved et arrangement på Art Hub. Her debatterede vi nemlig kunstens rolle, ungdommens mod og de massive klimaudfordringer.
Alt sammen noget, der står mit hjerte næ.

💚

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

Når man som jeg var teenager i 50’erne og ung i 60’erne, kom man til at stå midt i en brydningstid. Vi var vokset op med, at en mand er pågående og en kvinde kysk og undselig. Manden skulle mase på og regne med, at når kvindens mund sagde nej, sagde hendes hjerte nok ja. Kvinder skulle i det hele taget holde sig i baggrunden, og bøger af forfattere som Tove Ditlevsen og Grethe Risbjerg Thomsen blev afvist som damelyrik.
Men i tresserne blev det anderledes. Man skulle være blind og døv for ikke at se talentet hos forfattere som Inger Christensen, Kirsten Thorup og Suzanne Brøgger. Og der gik skred i de gamle forhold, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og da forebyggende midler som p-piller kom til. Vi var den første generation, der kunne bolle for sjov – uden at være bange for graviditet.
For mig var det en selvfølge, at de kvinder, jeg kendte, blev rødstrømper. Ingen klassekamp uden kvindekamp, sagde vi.
Men det kunne være svært helt at aflægge gamle vaner. Jeg blev mindet om, at tiderne havde ændret sig, da jeg i 1974 var på en grupperejse til Albanien og som 31-årig pludselig oplevede at være en af de ældste i en gruppe. Der var en ung kvinde, jeg blev lidt forelsket i, og jeg kurtiserede hende, sådan som jeg nu havde lært det. Men en af fyrene trak mig til side og sagde, at jeg bar mig helt forkert ad. Det var noget borgerligt fis med den slags opmærksomheder. Det, man skulle gøre, var at se kvinden i øjnene og sige: “Jeg har lyst til at kneppe med dig, kammerat. Hvad siger du til det?”
“Jamen, giver det pote?” spurgte jeg. “Har du nogensinde fået noget ud af det?”
“Aldrig”, sagde han bestemt.”De går deres vej. Men det er nu alligevel sådan, man skal gøre”.
Det var ikke kun mændene, der var i vildrede. Nogle kvinder kunne heller ikke finde ud af det. Som mand kunne man sidde nok så fredeligt på et værtshus, og så kom der en kvinde hen til en og sagde: “Jeg har siddet og kigget på dig, og jeg har lyst til at gå med dig hjem. Skal vi det?”
Og hvis man svarede: “Det skal jo helst være gensidigt, og jeg har ikke rigtig lyst” – så kunne man blive udsat for et vulkanagtigt raseriudbrud, hvor hun hvæsede og spyttede og nedgjorde en totalt og definitivt, så man måtte tænke på William Congreves ord: “Hell has no fury like a woman scorned”.
Men efterhånden fandt de fleste af os dog frem til nye og ligeværdige former.
At der så var nogle, der ikke gjorde det, viser MeToo-bevægelsen med al ønskelig tydelighed. Der er stadig mænd – måske ikke mindst i magtfulde positioner – der opfører sig som bøfler og er så tykhudede og formørkede, at de tror, kvinder skal føle sig smigrede, hvis de bliver gramset på, slikket i ørerne eller det der væ korre er, eller hvis en mand bliver ved med at komme med uønskede og slibrige tilnærmelser – eller i værste fald udsætter kvinder for direkte fysiske overgreb.
Nu ved jeg jo ikke meget om omgangsformerne på det område her og nu. Det sidste halve århundrede har det ikke været relevant for mig.
Det tager åbenbart længere tid, end vi troede i tresserne, at nå frem til et ligeværdigt forhold mellem kønnene.
Det er godt, at der sker noget nu. Det er gået alt for langsomt. Nu skal der ryddes op.

Af Franciska Rosenkilde, Kulturborgmester

Hvorfor er en 12 år gammel #metoo sag stadig relevant? – det diskuterede Aftenshowet i går.

I en så vigtig sag som #metoo bevægelsen driver, er enkeltsager ikke det centrale. Det er derimod vigtigt at belyse det enorme omfang af magtmisbrug, seksuel chikane og overgreb, der foregår og stadig bliver tysset ned.

Hvordan strukturer og magthierarkier ofte beskytter krænkeren fremfor offeret og hvordan denne adfærd reproduceres gang på gang. Dog er enkelte sager, så spot on til at illustrere det præcise billede og den helt nødvendige kulturændring, og her er sagen om Jeppe Kofoed utrolig relevant. Fra hændelsens gru 12 år tilbage, til alle de der forsvarede og holdte hånden under ham, til i dag hvor statsministeren har udnævnt ham som udenrigsminister.

I min optik er Statsministeren med til at legitimere den adfærd, ved at se ”igennem fingre” med Kofoeds historie. At efter en undskyldning og nogle år ”på bænken” i Europa parlamentet, udnævne ham til udenrigsminister, er vel næppe at udvise konsekvens overfor sexuel magtmisbrug.

Det er vigtigt at vi italesætter og debattere de hændelser, få et fælles sprog der gør at man tør at sige fra og ikke mindst udviser konsekvent politik på området, så det ikke længere er legitimt. På arbejdspladserne, på skolerne og selvfølgelig også i Folketinget.