Af Theresa Scavenius
Det ER chokerende, at man endnu gang skal diskutere klimaskepticisme i medierne.
Det ER chokerende, at Dronning Margrethe roder sig ud i have personlige holdninger til videnskabelige fakta. Men jeg vælger at antage, at hun fik formuleret sig uheldigt. For det kan da ikke passe, at hun mente det, hun sagde?
Debatten om klimavidenskaben ER overstået. Hvad der er relevant at diskutere nu er hvilke politiske planer, vi skal lave – eller skulle have sat i gang for små 30 år siden. På samme måde, som vi lytter til eksperter i virologi, når vi står midt i en sundhedskrise, lytter vi selvfølgelig til eksperter i klimaforandringen, når vi står midt i en klimakrise.
Kernen i diskussionen er, hvordan vi betragter viden, forskning og eksperter. Hvad er forskellen på holdninger, normer og viden? Det er i sig selv et forskningsemne. Jeg har selv bidraget til den akademiske diskussion med en række internationale workshops med nogle af verdens førende forskere og filosoffer inden for emnet under titlen ’Facts & Norms’, og sammen med en kollega samlet en række af bidragene i et akademisk tidsskrift, som udkommer i bogform til august på Routledge.
Hovedpointen i mit bidrag er, at både de forskere, som opgiver sondringen, og dem, som har en for skarp sondring, tager fejl. Mit argument er, at de faktuelle kendsgerninger, etiske overvejelser og politiske holdninger er hinandens forudsætninger. Vi har politiske holdninger baseret på etiske overvejelser om nogle faktuelle kendsgerninger. Og ofte studerer vi faktuelle kendsgerninger, fordi vi har nogle etiske bekymringer baseret på nogle politiske holdninger. Kunsten er at kende forskellen på de tre. At vide, hvor de har deres relevans, og hvad der karakteriserer dem. Men samtidig være opmærksom på, at de ikke er mest interessante som isolerede fænomener.
Så når vi taler klimapolitik er alle velkomne i debatten med hensyn til hvilke etiske konklusioner, man mener vi som samfund skal drage af klimavidenskaben. Og hvis man synes, der er en etisk udfordring, kan vi bagefter diskutere hvilke politiske implikationer, vi skal drage.
Min position er klar: Vi bør være moralsk bekymrede for de konsekvenser, vores samfundsmodel har på mennesker, dyr, natur og jorden – og se os selv som værende moralsk ansvarlige på et kollektivt niveau. Og derfor bør vi handle politisk nu. Tage politisk ansvar for vores moralske normer. Hvis det er ’at panikke’, så synes jeg, at vi skal panikke.
Så når journalisten i P1 Debat spørger om forskellen på Pia Kjærsgaard og mig er et spørgsmål om alder og generation, er mit svar nej. Forskellen er ikke alder, men de to forskellige tilgange, vi har til politik: Mener man, at politik skal være baseret på følelser eller på faglighed?
De sidste 20-30 år har dansk politik brugt tiden på at diskutere følelsesmæssige holdninger til indvandring – så vi er endt i en situation, hvor vores ’integrationspolitik’, ’asylpolitik’, osv. hverken afspejler de faktuelle forhold eller vores etiske standarder for menneskelig værdighed. Samtidig har denne følelsesmæssige tilgang til politik fjernet al politik baseret på faglighed.
DET er forklaringen på, at vi ikke er forberedte, når en sundhedskrise rammer.
Og DET er forklaringen på, at vi ikke står midt i en grøn omstilling af vores økonomi, samfund, infrastruktur og tænkning.
SIGNAL.DK 