
Af Mette Frederiksen, Statsminister
Det er i kulturen, vi både kan finde trøst og glæde. I bøger og musik, på landets scener og på museernes vægge. Vi har brug for kulturen til at samle os. Særligt i den her tid. Til refleksion og håb. Trøst og eftertanke.
Derfor er det også ekstra hårdt, når det netop er vores mulighed for at samles om kulturen, der begrænses. På højskolerne, festivalerne, i biograferne. Steder, vi normalt mødes for at glædes og nyde livet.
Det er dog skønt at se, hvordan vi også bliver beriget med kultur på nye måder. Krisen har tvunget os til at tænke nyt. Og kreativiteten er ganske enkelt imponerende.
Det er vigtigt, at vi holder fast i det. Og holder hånden under vores kulturliv. Derfor havde kulturministeren og jeg i dag møde med kunstnere og kulturliv om situationen under coronakrisen. Om hvordan vi kan sikre åndslivet både under og efter den her svære tid.
Tak for de mange gode input!