AMERIKANSK AVANTGARDEFILM EFTERÅR 2021 eller: YOKO ONO & CO.

AMERIKANSK AVANTGARDEFILM EFTERÅR 2021 eller: YOKO ONO & CO.

Af Lars Movin

Efter en corona-pause glæder jeg mig helt usigeligt meget til at genoptage “Amerikansk avantgardefilm”-serien i Cinemateket. Det sker fra den 25. august, hvor vi viser Martina Kudláceks feature-lange dokumentar fra 2003, “In the Mirror of Maya Deren”. Filmen er et særdeles interessant portræt af den russiskfødte Maya Deren (1917-1961), der med sit debutværk fra 1943, klassikeren “Meshes of the Afternoon”, kom til at stå som en overgangsfigur mellem 30’ernes surrealistisk orienterede avantgardefilm og efterkrigstidens mere frie og poetiske filmkunst.

I det hele taget vil vi i efterårets sæson fokusere på scenens kvindelige filmmagere.

Lørdag den 11. september er det Shirley Clarke (1919-1997) og hendes “Portrait of Jason” fra 1967, som er på programmet. Ligesom Deren havde Clarke en baggrund som danser, hvilket smittede af på de første film, hun skabte i 50’erne. Men fra gennembruddet i 1961 med “The Connection” (baseret på et teaterstykke af Jack Gelber, opført af The Living Theatre) kom det mere til at handle om selve filmmediet og de spændende grænseområder mellem fiktion og dokumentarisme. Således også i “Portrait of Jason”, hvor Clarke gennemfører et nærmest warholsk eksperiment: Hun har placeret sin hovedkarakter alene foran et kamera og forsynet ham med rigelige mængder af vodka og marihuana, og derpå har hun ladet ham performe i tolv timer i træk, mens filmmagerne og et par indforskrevne venner uden for billedet holder ham kørende med spørgsmål, kommentarer og provokationer.

Fire dage senere, den 15. september, vil jeg overlade ordet til min gode kollega, Peter Christian Rude, som vil introducere “The Sky on Location” (1982), en film af Babette Mangolte, som af nogle måske vil være kendt som Chantal Akermans filmfotograf.

Endelig vil vi som rosinen i pølseenden vise Yoko Onos “Rape” fra 1969, skabt sammen med ægtemanden John Lennon. “Rape” er et radikalt filmeksperiment, der i al sin enkelhed går ud på at lade et filmhold vælge en tilfældig kvinde på gaden og derpå følge efter hende med et kamera, indtil hun bryder sammen. Sidste gang, filmen blev sidst vist i Danmark, var i 1995 i forbindelse med en retrospektiv Yoko Ono-serie, som jeg kuraterede for Nationalmuseet. Dengang bidrog jeg til kataloget (vist herunder) med et essay om Yoko Onos filmproduktion, og med afsæt i dette har jeg nu skrevet bogen “Fluxus / Yoko Ono / Bob Dylan”, som vil blive præsenteret i forbindelse med visningen af “Rape” den 28. september.

Mere om det alt sammen, når vi kommer tættere på arrangementerne. Håber vi ses i Cinemateket på den anden side af sommerferien!

NEW YORK-MINDER eller: EN SYGDOMSHISTORIE

NEW YORK-MINDER eller: EN SYGDOMSHISTORIE

Af Lars Movin

For undertegnede sender dagens dato minderne tilbage til et årti, hvor euforien over de første New York-rejser var iblandet urovækkende understrømme fra en ny og dødelig epidemi, som først et stykke inde i katastrofens fremmarch fik et navn: AIDS.

Den 3. juli 1981 – for præcis 40 år siden – kunne følgende overskrift læses i The New York Times: “Rare Cancer Seen in 41 Homosexuals”. Uhyggeligt og mærkværdigt lød det jo, men i Odense, hvor jeg boede på det tidspunkt, var det ikke noget, som sådan umiddelbart fik de store konsekvenser. Det skulle imidlertid ændre sig. Med det ungdomsliv, man førte dengang, blev det i løbet af nogle år rutine at gå til lægen for at blive tjekket – efterfulgt af en nervøs ventetid, indtil man fik svar på sin prøve. Nå, i de kredse, jeg færdedes i, var der sjældent grund til alarm, men ganske anderledes forholdt det sig i New York, og ikke mindst i kunstnermiljøerne på Lower East Side. I marts 1983 publicerede dramatikeren og aktivisten Larry Kramer et opråb i The New York Native under den uhyggelige rubrik: “1,112 and Counting”. Og fra omkring det tidspunkt begyndte der at være flere og flere kendte navne blandt ofrene for den mystiske sygdom. I august 1983 døde Klaus Nomi, i 1985 fik Cookie Mueller sin diagnose, og da fotografen Peter Hujar i januar 1987 blev erklæret HIV-positiv, var der mere end 30.000 registrerede tilfælde i New York. Året efter var turen kommet til David Wojnarowicz, en af de kunstnere, der dengang havde min opmærksomhed, og som jeg siden har skrevet om i bogen “Downtown” (2010).

Da jeg første gang kom til New York i september 1987, lå AIDS-epidemien som en mørk sky over de kvarterer på den nedre del af Manhattan, som altid har været mine foretrukne græsgange. Bevares, at besøge byen var stadig som at komme til Nirvana, men ikke desto mindre var det svært at ignorere det faktum, at mange af de kunstnere m.m., som i første omgang havde trukket én dertil, nu var væk. Og da jeg i efteråret 1989 vendte tilbage på endnu en visit, ramte jeg durk ind i en udstilling med en titel, der sagde det hele: “WITNESSES: Against Our Vanishing”. Udstillingen, der var kurateret af fotografen Nan Goldin, blev vist i Artists Space i Wooster Street og var tilegnet kunstscenens mange AIDS-ofre.

I sit forord til kataloget skriver Goldin: “Over the past year four more of my most beloved friends have died of AIDS. Two were artists I had selected for this exhibit. One of the writers for this catalogue has become too sick to write. And so the tone of the exhibition has become less theoretical and more personal, from a show about AIDS as an issue to more of a collective memorial.”

I dag kan det hele forekomme at være længe siden, og heldigvis er der meget positivt at sige om den generelle håndtering af AIDS, både attitudemæssigt og hvad angår behandling. Men da datoen 3. juli 1981 forleden tilfældigt fangede min opmærksomhed i en essaysamling af Luc Sante, blev jeg med ét kastet tilbage til de første New York-rejser, hvor dén kakofoniske støj, som er en af attraktionerne ved Manhattans gader, var farvet af en mærkelig fornemmelse af fravær; og hvor dét betagende mylder af alskens typer, som kan gøre den besøgende helt høj, var blandet op med skyggerne af alle dem, der pludselig var væk.

Jeg har ikke tænkt mig at holde min kæft

Jeg har ikke tænkt mig at holde min kæft

Af Pernille Skipper

Der er en del, der mener, at jeg “dømmer” Naser Khader i mit tidligere opslag i dag. Det kan jeg slet ikke, for jeg er ikke dommer, og jeg er ikke medlem af de konservative, eller har magt over Khader overhovedet. Og ja, teoretisk set er det muligt, at det ikke er sket, som de fem kvinder beskriver. Jeg vil blot påpege følgende: der er tale om fem forskellige kvinder, som ikke kender hinanden eller hinandens historier, da de fortæller dem til en journalist. Deres fortællinger spreder sig over to årtier, og de er i øvrigt bakket op af mails samt fortællinger fra bekendte, som siger, at de allerede dengang beskrev historierne. Det er altså ikke noget, de har “fundet på” for nylig.

Og selvom de ikke kender hinandens historier, er der er alligevel nogle gennemgående træk i fortællingerne.

Hvis der tale om bagvaskelse, skulle det altså være noget, som fem forskellige kvinder for tyve år siden beslutter sig for at digte, aldrig mødes igen, men fortælle til deres nærmeste – spredt over årene – og så nu gå til en journalist med det uafhængigt af hinanden. Konklusion: Det virker for mig som troværdige fortællinger. Når man ved, hvor store konsekvenser det har at stille sig frem med sådanne historier, kan jeg ikke få det til at passe, at der skulle være tale om et koordineret karaktermord. Men ja, teoretisk set kan vi ikke vide det.

Burde jeg så lade være med at kommentere det? Nej, for jeg er også en del af den udvikling, vi er i som samfund. Den her slags ting sker ikke kun for kvinder i de samfundslag, som de fem kvinder og Naser Khader kommer fra. Det sker i endnu højere grad overfor lavtlønnede og kortuddannede kvinder, som har endnu ringere chance for at sige fra. Det sker på barer og arbejdspladser og tilfældige gader i større eller mindre grad. Det er sket for mig og for stort set alle kvinder, jeg kender. Og hvis vi ikke taler højt om det, bliver det ved med at ske. Også når min datter bliver voksen. Så jo, det vedrører kraftedme os alle sammen, og jeg har ikke tænkt mig at holde min kæft.

Sommerferie!

Sommerferie!

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Sommerferien står snart for døren for mange. Måske er den ekstra tiltrængt netop i år? Sådan har jeg det i hvert fald. Og selvom man som statsminister aldrig får helt fri – der kan opstå uopsættelige situationer, der selvfølgelig skal håndteres – så vil jeg gøre noget i år, der for mig er lidt uvant. Jeg vil nemlig lukke helt ned, holde fri, nyde den danske sommer. Opleve Danmark, når det er dejligst og være sammen med min familie.

Med undtagelse af forhåbentligt et par flere opslag om fodbold🤞🏼, så bliver der derfor også helt stille fra mig her på min profil.

En stor tak og god sommer til de mange af jer, der overalt i landet har knoklet det seneste halvandet år under pandemien; I har i den grad fortjent en ferie! Herunder også de mange embedsmænd og medarbejdere i ministerier og styrelser, der har været på konstant overarbejde.

Rigtig, rigtig god sommerferie til jer alle ☀️

Nu kan du sortere mælkekartoner – som plast!

Nu kan du sortere mælkekartoner – som plast!

Pressemeddelelse fra Københavns Kommune:

Fra i dag kan størstedelen af københavnerne aflevere deres tomme kartoner fra mælk, juice, kakao, bønner og andre mad- og drikkevarer i plastbeholderen. Så kan vi genanvende papfibrene i nye produkter. Det er godt for både klima og miljø.

Ordningen gælder indtil videre beboerne i de 290.000 etageboliger i København samt villaejendomme på Østerbro. Det er knap 90 procent af københavnerne.

Vores beholderleverandør bruger sommeren på at sætte klistermærke på låget af de 11.000 plastbeholdere, men man må gerne sortere allerede nu.

Se top fire spørgsmål-svar nedenfor eller find sorteringsvejledning for plast, mad- og drikkekartoner og flere spørgsmål-svar her.

Hvad betyder det for min øvrige sortering?

Du bør overveje at flytte din plastsortering ind i køkkenet, hvis du ikke allerede har gjort det. Sorterer du både plast, madaffald (bio) og mad- og drikkekartoner, vil du opleve at have meget mindre restaffald.

Hvorfor skal kartoner fra mad og drikke sorteres som plast – og ikke pap?

Plasten sorteres i forvejen i forskellige plasttyper, så anlægget kan også sortere mad- og drikkekartoner fra. Hvis mad- og drikkekartoner kommer i det almindelige pap, vil de ødelægge kvaliteten af pappet, da de ofte er våde eller har madrester på. Derfor samler vi det ind med plasten i stedet.

Skal jeg gøre noget med kartonerne?

Både plast og mad- og drikkekartoner skal tømmes for indhold, så godt du kan. Du må gerne folde kartonerne, hvis det passer dig bedst. Det lille skruelåg skal tages af.

Hvorfor skal mad- og drikkekartoner sorteres?

Når vi genanvender i stedet for at bruge nye råvarer, belaster vi miljø og klima mindre og får jordens ressourcer til at række længere. Fibrene i mad- og drikkekartoner er af høj kvalitet, og derfor gode at genanvende. Regeringen har i sin klimaplan for en grøn affaldssektor peget på ti fraktioner, der skal sorteres på landsplan. Mad- og drikkekartoner er en af disse.