HUSK MUNDBIND OG CORONAPAS, NÅR DU BESØGER HOSPITALET FRA PÅ MANDAG 😷
Fra mandag den 29. november skal besøgende og patienter igen huske at tage et mundbind på, inden de går ind på vores hospitaler. Det er frivilligt for børn under 12 år.
Husk også de andre regler for besøgende på hospitaler:
Du skal som besøgende have et gyldigt coronapas.
Brug håndsprit, når du ankommer og når du forlader hospitalet.
Hold god afstand
Følg instrukser fra personalet. 🗣️
Tak for, at du er med til at passe på vores personale og patienter.
Første søndag i advent. Mine børn er ved klippe og flette julehjerter. Jeg er ikke der mentalt endnu, men altså. Julemusik? Er der nogen der har mere alternativ julemusik? Min favorit er Bjørn Svin og Goodiepals “Sincerely Christmas”, klart nostalgi, men også et bevis på de to mænd har mere melodi i lillefingeren end mange har i resten af kroppen.
Nu har jeg set DRs dokumentarserie Oprør på Akademiet og jeg får det fysisk dårligt og halsen snører sig sammen. Helt ukontrollerbar PTSD. Minder om at blive stopfodret med andres blik, uden at kunne gøre eller sige noget. Som når mine adoptivforældre hele barndommen forsikrede mig om, at den vold jeg oplevede var fordi folk blot var interesserede i mig. Al den taletid til hvide mennesker, som aldrig har levet et helt liv med racisme dag ud og dag ind, statsministre, journalister, politikere, en ældre og yngre kunstnere over for en lille håndfuld primært unge kunststuderende. Ulige, nærmest historieløs i sin symbolik. Hvorfor valgte instruktøren ikke at tale med lige så højtprofilerede professionelle brune mennesker, som også selv har levet med deres krop i et racistisk samfund, der arbejder med racisme og repræsentation? Jeg ønsker mig flere farver i dansk journalistisk og jeg ønsker at hvide mennesker, som åbenbart ikke har haft behov for at samle en bog op og læse i den, fordi de har levet en friktionsfri barndom, tænkte lidt over hvad de sagde, når de overhovedet overvejer, at flerfarvede stemmer gør kunsten til konsensus, ensrettet, snæver, censureret. For gør vi det?
Kunsten har aldrig været fri – for alle. For nogle få. Nogle få, har kunnet sige: nu gider jeg ikke høre på jer, nu tager jeg hjem i mit hyggelige hus i en rig by hvor alle ligner mig, hjem til mine penge og min frihed til at være mig, men det er bare ikke alle forundt, vi kan ikke tage hjem. Vi bor i jeres historie. Vi har fået tilkendt rollen som den mørke skurk. Vi har hele livet gået på æggeskaller omkring hvide mennesker. Blevet slået på af både børn og gamle og kaldt ting jeg ikke orker at nævne én gang til. Vi har hele livet været censurerede og når vi talte så klart som vi overhovedet turde, blev vi kaldt ofre, selvoptagede, sensitive, dramatiske, oprørske eller endda forbrydere af hvide mennesker, som ikke vil læse bøger og som ikke vil dele deres privilegier med os. Som tager det for givet at være centrum i historien. Som har taget alle deres rigdomme ude i verden, fra andre mennesker og andre kontinenter. Jeres historie har været i centrum, ikke fordi I var bedre, klogere, smukkere som hvide, men på grund af udnyttelse, undertrykkelse og vold, som blev gjort af jeres forfædre derude og omskrevet til et misfoster af en selvforherligende løgn som i fortalte jeres børn som godnathistorie. Løgnen om den hvide frihed over alle andres. Derfor virker jeres børns intuition ikke i dag, derfor er de forvirrede, når deres følelser vækkes imens de laver dokumentarserier til hele nationen og står splittet imellem trygheden af det velkendte og deres moral, der langsomt vågner.
Idag skulle Mahmoud Almohamad tage afsked med sine forældre og bringe dem fra Brønderslev til Sjælsmark Udrejsecenter.
I stedet for blev hans mor og søster indlagt.
Familien blev skilt af flugt flere gange. Lettelsen da de blev samlet igen i Danmark er ikke til at beskrive. Troen på at der findes et liv i sikkerhed, tager tid at genopbygge.
Så jeg forstår godt, deres hjerter må briste, når familien rives midt over igen. Ikke af krig, men af smålig og nedrig dansk politik.
Mahmoud ringede til Sjælsmark, da hans mor havde mistet bevidstheden og var blevet hentet af en ambulance.
Det havde de ikke meget forståelse for: Mahmouds forældre skal indfinde sig i dag. Lige meget hvad.
Jeg er så vred og ulykkelig over at dette her finder sted, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Jeg er ikke i tvivl om at de stramningsivrige hårde hunde vil kalde dette opslag for følelsesporno. Det siger mest om dem.
Kan man ikke sætte sig i andre menneskers sted og handle derefter, har man mistet meget. Det er på den måde selv de rigeste og smukkeste samfund kan ødelægges indefra.
Da jeg var yngre, var tøj ikke den største udgiftspost på mit budget. Et par overklippede cowboybukser og en militærundertrøje fra Overskudslagret i Aarhusgade var stort set, hvad jeg havde brug for. Kirsten syede alt sit tøj selv … Jeg arbejdede freelance for Socialistisk Dagblad og en dag var jeg på Christiansborg, hvor jeg skulle dække de politiske forhandlinger. Jeg var klædt stort set som på billedet fra Fælledparken. Efter at være blevet nægtet adgang til forskellige lokaliteter på Borgen, var jeg af den klare opfattelse, at det var politisk chikane fordi jeg kom fra Socialistisk Dagblad og jeg klagede min nød til Ritt Bjerregaard, som jeg kendte. Den kloge kvinde så overbærende på mig og sagde: ” – Politisk chikane? Det tror jeg næppe. Har du set dig selv i et spejl?”
(Fælledparken, august 1979 – Kirsten er gravid med vores datter, Ivalo).
Her bor mennesker. Her vågner de, og her går de i seng. Her børster de tænder, her bader de og barberer de sig. Her spiser de discountmad tilberedt af andre, her hviler de sig på madrasser, skjoldede og beskidte af fremmede menneskers kropsafsondringer. Her går de frem og tilbage på gangene, her sidder de uvirksomme hen, fordi de ikke længere har lov til at arbejde eller gå i skole. Her er de ulykkelige af savn efter deres børn og børnebørn, som de er blevet skilt fra efter at have båret og støttet og elsket dem fra krigens rædsel til et liv i sikkerhed. Her spørger de sig selv i én kværnenede strøm: Hvorfor? Hvad er vores forbrydelse?
Her jager de rotter med et kosteskaft i baderummet, her fejer de rottelort væk fra vasken, vindueskarmen og hylden hvor tandbørsterne står. Her lider de, her bliver de syge og modtager den mest nødtørftige lægehjælp. Her får de tandpine og behandles med panodil, her gøres de fattige efter arbejdsomme liv, her ser de ind i hegnet og væggen og begynder langsomt at forstå, at det ikke er en drøm, at de ikke vågner fra mareridtet om lidt. At det her er deres liv. At det ikke stod i kortene, men at det var sådan, det blev.
Det er et udmattelsesløb, udtænkt for at pine mennesker til at forlade det land, der har taget imod dem, da de flygtede fra ruinerne af et liv. Det er endeløst fordi de ved, at de aldrig kan vende tilbage til Syrien. Fordi mennesker trods al den elendighed, man byder dem, hellere vil leve bag hegnet med rotterne, end de vil forlade deres børn for evigt og lade sig anholde, torturere, dræbe af en diktator og menneskerettighedsforbryder som har slået deres familie og venner ihjel og smadret deres hjemland. Det er endeløst, fordi Danmark nok mener at Syrien er så sikkert at disse mennesker kan rejse, men ikke vil sende folk tilbage i armene på den diktator, som ingen respektable lande vil arbejde sammen med.
Her dør alle drømme. Deres, om et almindeligt, virksomt liv i tryghed. Vores, om at vi kan være vores land bekendt.
Vi bliver også udmattede, selvom det er på en anden måde og selvom vi altid kan trække os tilbage til vores egne liv, vores travlhed og almindelige bekymringer og glæder og stræben.
Vi bliver næsten bedøvede af udmattelse, af de gentagne beretninger, der aldrig hører op. Om hvordan vores skattepenge går til at chikanere mennesker. Om hvordan vores venner og medmennesker ydmyges af staten. Også pressen bliver udmattede. Det er ikke længere en nyhed og derfor har det ikke længere værdi som nyhedsstof. Det er blevet hverdag i Danmark. Det er normalen nu. Og skal man virkelig blive ved med at skrive om det?
Vi skal ikke tale om tonen længere. Vi skal tale om menneskesynet og modbydeligheden. Vi skal tale om, hvordan det føles at stå med sin afmagt og ikke kunne komme til orde.
Vi skal tale om hårdheden og kapløbet om at være de største svin og lade som om man er glat og sød som en honningglaseret skinke, fordi man har lært at tale pænt og overfladisk at udtrykke medfølelse samtidig med, man til bevidstløshed hævder at dette her er nødvendigt, fornuftigt, rimeligt.
Tak til Birgitte Ottosen for billederne, som hun tog, da hun besøgte Asmaa Al Natour og Omar. Og ja, det er rottelort, som I kan se på hylden ved siden af tandbørsterne.
I går aftes græd jeg mig igennem Danish Rainbow Awards på TV2 Zulu. Er sjældent blevet så rørt over et awardsshow.
Måske det var stoltheden, sammenholdet, kampånden, forskelligheden – og kærligheden, der for en gangs skyld fik mig, som en del af en på alle måder priviligeret majoritet, til at længes efter at være en del af alt det, der strålede ud af min skærm.
Måske var det smerten, som mange af de mennesker er blevet tilført af verden og har måtte kæmpe med og stadig mærker, der ramte mig. En smerte som de alle, på sådan en aften, bar med oprejste pander, med styrke og sårbarhed.
Kæmpe inspiration! Jeg elskede ALT ved det!
Jeg er også bare et gammelt (straight) røvhul (som Hjulmand udtrykte det), men jeg har altså også jeres ryg anytime… Tak!🙏💋❤️🌈
I går var jeg i DR Debatten, hvor vi talte om valgets udfald, og hvad resultaterne er udtryk for.
Som jeg ser det, så er det grønne og det røde fokus hos vælgerne et udtryk for, at flere og flere får øjnene op for, hvordan regeringen fejler den grønne omstilling.
Det, der skal til, er en helt ny måde at værdisætte på. Ensidigt fokus på økonomisk vækst er destruktivt. Vi skal i stedet bruge en ny økonomisk tankegang, hvor investeringer i mennesker og natur betragtes som dét – investeringer! Og ikke bare som udgifter.
Det er er ikke længere politikernes vigtigste opgave at sikre et rigere samfund, men et lykkeligere ét. Menneskelig trivsel inden for klodens bæreevne er det nye væsenligste parameter for et succesfuldt samfund.
Nå, men hvis vi ikke skal tale om flygtninge, konventionsbrud og uambitiøs klimapolitik, når vi skal analysere Socialdemokratiets vælgernedtur, skal vi så ikke tale om makrelmadder, kolonihavehuse og kulturpolitik i stedet?
S har i deres evindelige stemmeleflen bevidst lagt afstand til storbyerne, til de veluddannede og til kulturen. De ville så gerne have provinsen i ryggen. Det fik de så ikke.
Hvis der er én ting, jeg har lært af at møde så mange forskellige mennesker gennem frivilligt arbejde og ved at turnere land og rige rundt med foredrag om mine bøger, så er det, at danskerne er gode til både at læse og aflæse. Til at engagere sig og til at udpege fup og fidus. At vi ikke er så nemme at løbe om hjørner med, når det kommer til stykket.
Makrelmadder og en tale fra kolonihuset på arbejdernes kampdag er klumset nationalromantik pakket ind som overtydelig jovialitet. De færreste har noget imod en håndmad eller sommer i haveforeningen. Men de fleste har noget imod at blive talt ned til og ligefrem fuppet.
Regeringen vil til gengæld gerne lade som om, de i det mindste interesserer sig for noget af det, der for alvor binder mennesker sammen på tværs: kulturen og kunsten.
Men det gør de ikke. Og slet ikke for kunstneres arbejdsvilkår. Det så vi under nedlukningen, hvor flere brancher blev slået helt hjem i ludo. Og det ser vi med al ønsket tydelighed nu, hvor et skrøbeligt og skadet kulturliv forsøger at komme på benene og regeringen kvitterer med et spark i ansigtet.
Lige nu har vores regering fx planer om, at der skal opkræves 25% moms af kunstneres rettighedsbetaling.
Det vil betyde, at kunstnere først laver deres kunst og betaler skat på samme måde som alle andre. Når nogen så vil bruge kunstnerens arbejde, skal samme kunstner så betale 25% mere af det arbejde hun allerede har udført og betalt skat af. Søreme så. Og lad mig i denne forbindelse nævne, at forfattere fx i forvejen får en meget lille del af det en bog koster, da Danmark også har verdens højeste moms på bøger, og der er mange andre aktører, der også skal have en del af den kage. Dertil kommer at et stort antal kunstnere lever i fattigdom og at kulturen (og kultur-eksport) faktisk er en temmelig indbringende forretning for staten.
Det er Socialdemokratisk kulturpolitik og det kommer til at ramme hårdt. Vækstlaget og mest økonomisk sårbare rammes mest, det siger sig selv.
Kulturbrugerne vil også kunne mærke det noget så eftertrykkeligt – det kan man læse lidt om i den kronik jeg linker til i kommentarerne.
Her i mandags, var jeg til forpremiere på en dansk film, som igennem de sidste ca. 2 måneder, blev til en film, som jeg glædede mig vildt meget til.
Der er tale om Anna Emma Haudals spillefilms debut, som hedder, Venuseffekten.
Filmen blev jeg gjort opmærksom på for ca. halvanden år siden, da Soundvenue (tror jeg), meddelte at instruktøren bag komedie-serien, Doggystyle, skulle instruere sin første film.
Jeg er ret så glad for Doggystyle-serien og blev derfor straks interesseret i hvilken film det så skulle være.
I starten af september, ved dette års Odense-Film-Festival, var Anna Emma Haudal så tilstede ved en form for interview, og ved dette interview viste hun ca. 3 eller 4 minutter af filmen, som var nok til at, jeg øjeblikkeligt ville se mere.
Jeg fik den jo så set i mandags og jeg blev ærlig talt, blæst ret så meget omkuld over det som jeg var vidne til!
Lad mig først starte med, at fortælle lidt hvad filmen egentlig går ud på. Den handler om Liv, der kommer ud af en gartner-familie og som ellers ser ud til at have det ganske godt, med at arbejde i familiens gartneri og hygge med hendes kæreste Sebastian.
Men så pludselig en dag, dukker en dame i gartneriet, iklædt klitoris-kostume, og som er vej til polterabend, men som ikke kunne få sin bil til at starte.
Den dame hedder Andrea og pludseligt, begynder Liv lige pludseligt at se meget mere til Andrea.
Nu tænker flere nok; Jamen, den film har jeg da set før, eftersom andre film (såsom Kyss Mig eller Imagine Me & You), lidt har noget der minder om denne historie.
Men der hvor Anna Emma Houdal, dog har et særligt es i hendes ærme, er i form af filmens enorme sanselighed, som jeg personligt virkelig sjældent har været vidne til i danske komediefilm.
Fordi, eftersom at Livs arbejde foregår i et gartneri og blandt planter og i-og-med, at Andrea, ligeså har en særlig forbindelse til naturen og den ro som den giver hende, så udnyttes dette groft til at give lydene fra blæsten eller vinden, fuglene eller fluer eller bier, plads i filmen og de får virkelig meget plads!
Alt dette er bl.a. til Lars Halvorsens største fortjeneste, fordi filmens Lyddesign, tilnærmelsesvis formår at blive en karakter i sig selv, da den virkelig hjælper med til at forstærke filmens budskab om at finde sig selv, hvilket (for mig) er noget der bedst gøres i stilhed, hvilket Venuseffekten er fyldt af!
Cinematografien af Valdemar Winge Leisner er også fantastisk, da dette særligt er med til at skabe den store romantiske stemning, som Venuseffekten også er fyldt af,.
Dette gøres særligt i scenerne blandt Liv og Andrea, hvor kameraet fokusere på samtlige blikke som Liv sender til Andrea (og vice-versa) og dernæst gøres dette via små-krydsklipninger til naturen som på sin vis er med til at symbolisere den kærlighed som summer omkring parret.
Hertil, skal der også lyde stort cadeau til Sofie Marie Kristensen, da filmens krydsklipninger til naturen, virkelig tilføjer noget særligt og dernæst fordi, at filmen har en virkelig perfekt og rolig pacing, hvilket ligeledes giver en særlig sanselighed, da filmen dermed giver tid til netop dette i op til flere scener.
Filmens skuespil, er også fuldkommen perfekt!
I filmens altoverskyggende hovedrolle som Liv, er der Johanne Milland, der simpelthen har hendes filmdebut her.
Hende kan man roligt starte med at holde øje med, fordi hun er, vitterligt som skabt til rollen som Liv!
Johanne er perfekt, fordi hun virkelig smukt og meget diskret viser den store forundring over nogle nye kærlighedsfølelser som hun hidtil nok aldrig har følt for.
Dernæst er hun perfekt, fordi hun på alle måder smukt og meget følsomt viser de komplekse følelser, når hun over for sine forældre skal udtrykke at hendes kærlighedsliv nu er anderledes og ligeledes er hun dybt rørende og hjerteskærende, når hun kæmper med at acceptere at kærligheden ikke er så nem igen og at forandringer kan være svære.
Ligeledes viser hun også en fremragende komisk timing, på en ret underspillende måde, hvilket er noget som går igen hos stort-set alle i filmen.
Og alt i alt, er Johanne Millands portrættering af Liv, slet og ret helstøbt og på alle måder noget som jeg kun har kærlighed til overs for.
Disse ord kan også bruges om Josephine Park der portrættere Andrea der pludseligt bliver forelsket i Liv.
Josephine Park er dybt charmerende og virkelig skøn som en kvinde der tilnærmelsesvis lever i ét med naturen og som føler stærke overfor Liv, hvilket ligeledes udtrykkes via stærke og længselsfulde ansigtsudtryk.
Samtidig viser Josephine Park også en stor kompleksitet, i hendes portrættering af Andrea, da hun samtidig også har sit at slås med, i forhold til at håndtere de kampe, som kærligheden også giver, når man at gå helhjertet ind i et forhold.
Som de mest kendte skuespillere i filmen, er der Lars Mikkelsen & Sofie Gråbøl i rollerne som som Livs forældre,
Begge yder virkelig skønne og dybt sympatiske præstationer, hvor Lars Mikkelsen er lidt klumpedumpede på en meget kærlig måde og hvor Sofie Gråbøl portrætterer en moder, der virkelig gerne vil have at hendes familie holder sammen uanset hvad, samtidig med at hun også gerne vil skabe ro og harmoni i hendes eget liv.
Fælles for alle de andre i filmen (ligeså Morten Hee Andersen, der spiller Livs bror Jonas), er at de alle er dybt sympatiske og simpelthen bare yder skønne præstationer og dernæst så fungerer de alle (og her selvfølgelig særligt Johanne Milland & Josephine Park), perfekt sammen!
Rent musikalsk, har den ekstremt talentfulde og virkelig seje Jenny Rossander (AKA. Lydmor), lavet et virkelig fantastisk elektronisk score og dertil sange til filmen, som ligeledes forstærker filmens sanselighed og dernæst i flere scener, formår at fortælle det som filmens karakterer ikke kan udtrykke med sagte ord.
Og overordnet, så er jeg ikke bange for at kalde Venuseffekten, for dén bedste danske film som jeg har set i år (jeg har fortsat “Flugt”, til gode) og dernæst den bedste danske romantiske komedie i muligvis 22 år (eftersom Den Eneste Ene & Kærlighed Ved Første Hik, begge udkom i 1999).
Dette er ikke kun på grund af filmens enorme sanselighed og den gode balance mellem humor og alvor og en perfekt romantisk stemning og kemi, men lige så meget fordi at Anna Emma Haudal, formår at lave en film som handler lige så meget om at elske andre, som i vigtigheden ved at elske sig selv og stå ved dén man er, uanset hvilke tanker andre måtte have om én.
Og i forhold til min biograf-oplevelse med filmen, vil jeg faktisk sige at jeg var så opslugt af filmen og så decideret vild med den, at jeg kunne udholde at der på begge sider, hvor jeg sad og bag ved mig, sad nogle middel-aldrende kvinder der stort-set kommenterede hele filmen.
Selv på grund af dét, var jeg virkelig vild med det jeg så og det er i den grad, en mega cadeau til Venuseffekten og Anna Emma Haudal!
Så ja, hvis man gerne vil se en fantastisk dansk film, en fantastisk dansk romantisk komedie og sågar en sanselig dansk romantisk komedie, så kan jeg kun anbefale, Venuseffekten, som i den grad står som et mesterværk for mig!
SIGNAL.DK 