Af Freja Madeleine Stein
Alles Gute zum Geburtstag Christiane!
I dag for 60 år siden kom Vera Christiane Felscherinow til verden i Hamburg. Mange af jer kender hende nok bare som Christiane F., kvinden der fik den skæbne at blive Tysklands, hvis ikke verdens, mest berømte narkoman.
De første seks år af sit liv boede Christiane i Hamburg inden familien Felscherinow flyttede til Gropiusstadt i Vestberlin, et boligkvarter med nogenlunde samme charme som betonklodserne på Vestegnen. Gropiusstadt blev planlagt engang i 50’erne, mens man stadig var i gang med at rydde op efter krigen. Idéen var at bygge moderne boliger og lave grønne områder, så folk fik lys, luft og sol. Da muren blev bygget i 1961, fik man dog et problem. Man kunne ikke længere udvide Berlin på samme måde, da Vestberlin bogstavelig talt var muret inde. Man valgte derfor at bygge i højden, og endte på den måde med at få plads til omkring 50.000 mennesker i boligkvarteret. Samtidig gjorde man 90 procent af boligerne til almennyttige boliger hvilket senere gjorde Gropiusstadt til et socialt brændpunkt.
Det var her Christiane flyttede ind med sin mor, far, lillesøster og familiens kæledyr i 1968. Flytningen til Berlin skule være et eventyr, men blev i stedet en social deroute for familien. Hendes far drak og ville ikke kendes ved børnene. De skulle i stedet kalde ham Onkel Richard. Forældrene blev skilt, men det gjorde ikke situationen meget bedre.
I bogen Wir Kinder vom Bahnhof Zoo fortæller Christiane hvordan børnene i Gropiusstadt mest var overladt til sig selv, det gjaldt selvsagt også Christiane. Nede på de grønne områder var det den stærkeste af børnene som bestemte over de andre og der stank af tis og afføring. Det var nemlig ofte sådan, at børnene ikke kunne nå at komme helt op til lejligheden hvis de skulle på toilettet og især ikke hvis de boede på de øvre etager og skulle køre op til 30 etager med elevatoren. Så det gjorde de i opgangene og rundt omkring for at undgå at få et par på hovedet af deres forældre, hvis de ikke kunne holde sig inden de kom op. Familien Felscherinow boede i øvrigt selv på 11. etage.
Resten af historien om Christianes ungdomsliv er velkendt fra sterns artikelserie som senere blev til bogen Wir Kinder vom Bahnhof Zoo og filmen af samme navn. Da hun var 12 begyndte hun at eksperimentere med alkohol, hash og LSD. Da hun var 14 var hun prostitueret og heroinafhængig. Hun blev en del af en klike, der trak på den såkaldte ” Kinderstrich” Kurfürstenstrasse, som stadig fungerer som prostitutionsgade i Berlin, og ved Bahnhof Zoo. Christiane gik faktisk stadig delvist i skole på dette tidspunkt og blev blandt andet indlagt med gulsot under en skoleudflugt, da hendes lever ikke kunne holde til det hårde liv, som på dette tidspunkt også er begyndt at ramme kliken hårdt. Hendes veninde Babsi (Babette Döge) dør for eksempel af et ”goldener Schuß” da hun er 14. Hun var det yngste offer for hvad der blev betegnet som en epidemi. Der Spiegel skrev en artikel om problemet, som udkom i det første nummer i 1978 under overskriften ” Hauptstadt der Fixer”, som i indledningen beretter om hvordan Babsi blev fundet med en sprøjte siddende i venstre hånd.
Christiane prøvede flere gange selv at holde op, både med og uden hjælp. En af de mest berømte scener fra filmen er nok den, hvor hende og Detlef tager en kold tyrker for bagefter at tage ned til Bahnhof Zoo og besøge vennerne og lige tage et skud heroin, nu hvor de begge mener at de kan styre det. I bogen beskrives det også hvordan hun var indlagt til afvænning hos Scientology, som gjorde sig i den slags i datidens Berlin. Til sidst ender Christiane med at blive sendt til sin mormor, så hun kan komme helt væk fra miljøet i Berlin. Det er her, at både filmen og bogen mere eller mindre slutter. Det sluttede dog ikke for Christiane. I 2013 udgav hun bogen Mein zweites Leben, hvor hun fortæller hvad der skete sidenhen.
Mens både filmen og bogen har en antydning af, at Christiane blev clean og levede et mere normalt ungdomsliv hos sin bedstemor i Kaltenkirchen flyttede hun i virkeligheden til Hamburg og blev en del af punkscenen, hvor hun blandt andet forsøgte sig som sangerinde. Hun hang i 80erne også ud med både Nena, Bowie og Depeche Mode.
Christianes videre liv var stadig til tider præget af stoffer og titlen som Tysklands mest berømte junkie klæbede sig fast til hende. Især filmen gjorde hende til stjerne. Hun var på dette tidspunkt holdt op med heroin, men dyppede i stedet næsen i kokain, som var blevet hendes nye foretrukne stof.
Hun boede også nogle år i Grækenland, men vendte senere tilbage til Tyskland og Berlin. I 1996 fik hun en søn, og det ændrede faktisk Christianes liv. På dette tidspunkt var hun clean og var i sønnens første leveår på en meget lav dosis metadon. Hun fungerede og elskede at være mor, desværre hang junkieprædikatet dog ved.
Hendes søn måtte for eksempel ikke lege med andre børn, da hans mor jo var kendt narkoman, det vidste alle. Til sidst blev det for meget og i 2008 besluttede hun sig for at udvandre til Amsterdam. Det blev en dramatisk affære, for lige så snart Christiane udmeldte sin søn af det tyske skolesystem slog myndighederne alarm og hun endte med at kidnappe sin søn og tage ham med til Holland. Der opholdt de sig i seks uger indtil Christiane måtte kaste håndklædet i ringen og vende tilbage til Tyskland på grund af pengemangel. Sønnen blev tvangsfjernet og Christiane fik et alvorligt tilbagefald.
Efter at bogen og filmen udkom har Christiane været en slags antihelt og har lige siden haft mediernes bevågenhed. Det har også betydet, at hun måtte betale en høj pris for sin berømmelse. Pressen har hele tiden ventet på det næste tilbagefald og har tit og ofte for eksempel stillet spørgsmål til hvordan Detlef og de andre, som hun hang ud med som ung, har det, hvilket Christiane har fundet grænseløst irriterende for hvordan skulle hun vide hvordan hendes ungdomskæreste går og har det? Helbredet har også lidt stor skade. Således regnede hun i Mein zweites Leben ikke med at have mange år igen. Men hun klarede den alligevel til at blive 60.
Generelt har omgivelserne og livet ikke behandlet Christiane særlig pænt, og det kan man som samfund tænke over for selvfølgelig er hun meget mere end blot en junkie og har klaret sig igennem på trods af, at hun havde alle odds imod sig.
Vera Christiane Felscherinow trak sig i 2014 tilbage fra offentligheden og lever i dag en mere eller mindre anonym tilværelse i Berlin.
Billedet er fra ullstein Bild
SIGNAL.DK 