Kategori: Menneskerettigheder

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Dette er et billede af en ubegribelig stærk kvinde. Hun hedder Nagham, stammer fra Irak og har kæmpet hårdere for retten til at bestemme over sig selv og sit eget liv end de fleste. Alle systemer forsøger at få hende ned med nakken. Ingen spørger hende om noget, ingen har for alvor lyst til at høre, hvad hun har på hjerte.

For få dage siden blev hun overført fra Kærshovedgård Udrejsecenter til Ellebæk udrejsefængsel. På Kærshovedgård kan afviste asylansøgere bo i årevis. Det er alle dem, der har fået afslag på ophold, men som alligevel ikke kan udsendes. Ellebækfængslet er kun beregnet til mennesker i såkaldt udrejseposition – dvs i kort tid op til tvangsudsendelse.

Sådan er det ikke i praksis og i Naghams tilfælde lader det til, at hun bliver reduceret til en brik i Danmarks politiske spil.

For et par år siden blev hun og ti andre kvinder nemlig også sat i Ellebæk. De blev fremstillet for en irakisk kommission på ambassaden. Hensigten var at presse Irak til at tage imod dem. Men Irak tager ikke imod mennesker, som tvangsudsendes med mindre de er udvisningsdømte. Det vidste de danske myndigheder godt og derfor endte det også med, at Nagham blev sendt tilbage til Kærshovedgård.

Nu forsøger Danmark igen. Uden at noget tilsyneladende er ændret. Bare fordi.

Men det ‘bare fordi’ er ikke en lille ting for Nagham. For hende betyder det afhentning af politiet uden varsel, at hun skilles fra sin kæreste, at hun låses inde døgnet rundt i Ellebæk – det mest trøstesløse sted jeg har oplevet i Danmark. At angst lægges på angst til ingen nytte.

Hvis danske myndigheder vil lave politiske aftaler om hjemtagelse af andre landes borgere må de i det mindste gøre det på en anstændig og – ja, politisk – måde.

De kvinder, der falder udenfor alle vores selvopfundne samfundshierarkier er selvfølgelig dem, vi hører mindst fra overhovedet.

De afviste kvinder i asylsystemet er der ikke mange, der interesserer sig for. Og selvom deres bevæggrunde for at søge asyl ofte er både indlysende og forfærdende, får de meget ofte afslag. Fordi vold og nedværdigelse, indespærring og fratagelse af basale rettigheder ikke betragtes som asylmotiv, når det er foregået i familiens rammer. Heller ikke selvom de frygter for deres liv.

Jeg har ikke tal på, hvor mange afviste kvinder, jeg har talt med, som deler uhyrlige historier om tvangsægteskaber og vold. Historier som må få ethvert medmenneske til at forfærdes, men som ikke synes at rører myndighederne det mindste.

Nagham blev f. eks gift som 14-årig mod sin vilje. At forlade ægteskabet var ikke en mulighed, da hun så ville miste sine børn. Da hendes søn blev skudt flygtede hun imidlertid og kom til Danmark i 2015. Her har hun fået afslag på afslag og har de seneste år boet på Kærshovedgård.

Når Nagham inden længe igen møder den irakiske kommission, ved vi ikke, hvad der sker. Hvis det er lykkedes Danmark at lave en aftale med Irak bliver hun sendt tilbage til et liv, som ingen ville ønske for andre.

Siger de derimod nej til at modtage Nagham, bliver hun sendt tilbage til Kærshovedgård. Til en uendelighed som fattig, afvist og uden mulighed for at arbejde eller studere. Men i de mindste med retten til at bestemme, hvornår hun vil gå udenfor og trække frisk luft.

Og hvad skal vi kalde de forhandlinger, som Danmark laver med Irak? Der er vel næppe tvivl om. at ingen aftaler er gratis for Danmark. Det er altid noget for noget, men Danmark spiller med lukkede kort. Det gør de her og det gjorde de i forhold til f. eks. Somalia.

Måske skulle vi bare kalde det moderne menneskehandel mellem stater? Eller hvad siger I?

Af Franciska Rosenkilde, Alternativet

LUK UDREJSECENTRENE: MENNESKER FIKSERES OG FAMILIER SPLITTES

En mor til tre blev i går i nat deporteret fra Udrejsecenter Avnstrup til Iran. Hun blev deporteret sammen med sine to 11-årige tvillinger og samtidig splittet fra sin mand og 1,5 årige barn, som fortsat er på Avnstrup.

Under deportationen blev hun fikseret af fire betjente – blandt andet med knæ mod hals. Trampolinhuset har offentliggjort en video fra deportationen, som beboere på Avnstrup Udrejsecenter har optaget. Det er hårdt at se på, men ekstremt vigtigt – find link i kommentarsporet.

Situationen rejser – endnu en gang – en lang række moralske spørgsmål om dansk udlændinge- og udrejsepolitik:

Hvordan kan det her foregå i Danmark? Bor vi i et land, hvor myndigheder bedøver mennesker for at kunne deportere dem? Bør dansk lov give mulighed for at splitte familier ad og lade børn undvære deres forældre? Hvor er medmenneskeligheden i dansk udlændingepolitik?

Den rejser også en masse spørgsmål om de formelle og juridiske rammer om udsendelser som denne:

Kvinden, som nu er deporteret med to af sine tre børn, havde et udløbet iransk pas. Det er blevet brugt som grundlag for udsendelsen, men samtidig er et udløbet pas et ugyldigt rejsedokument. Og da Danmark IKKE har en udleveringsaftale med Iran, er det så lovligt at deportere?

Det og mange andre spørgsmål vil Alternativet rejse over for udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, som vi har indkaldt i samråd om sagen.

Alternativets holdning er desuden klokkeklar på dette område:

ALLE MENNESKER PÅ FLUGT SKAL BEHANDLES LIGE

UDREJSECENTRENE SKAL LUKKES

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Mange af jer har set videoen med kvinden, der sammen med to af sine børn blev hentet tidligt om morgenen i Avnstrup. Hendes mand og et-årige barn måtte blive tilbage. Jeg linker ikke til den, men den kan findes mange steder – blandt andet på Trampolinhuset.

Kvinden er ikke særlig stor, det ser man tydeligt. Der er to store politibiler og et hav af mennesker. Andre beboere filmer, andre børn ser med.

De lægger hende ned på jorden og holder hende fast. En læge giver hende tilsyneladende en indsprøjtning, så de kan få hende med uden modstand.

En læge.

At give mennesker medicin mod deres vilje er et overgreb. Det kan af og til retfærdiggøres, hvis mennesker er til fare for sig selv og andre.

Når folk bliver tvangsdeporteret tyer myndighederne ofte til magtanvendelse. Det ligger lidt i ordet “tvang”. Der bruges strips, bodycuffs, hjelme, medicin. Fysisk magt, indespærring, fastspænding.

Denne kvinde var ikke til fare for nogen som helst. Hun er bange, hun er mor, hun er ved at blive skilt fra et lille barn, der for et øjeblik siden lå i hendes mave.

Ned på jorden, sprøjten gennem huden, halvt bedøvet afsted sammen med to børn, som udover de traumer som 7 år i det danske asylsystem har påført dem, nu også skal leve med dette.

Fra Istanbul sendte hun billeder til sin mand: Af de blodudtrædninger i huden, hun havde fået efter den hårdhændede behandling.

I dag er hun efter sigende på vej tilbage til Avnstrup. Det land, man forsøgte at udsende hende til, har nemlig slet ikke nogen hjemsendelsesaftale med Danmark. Det ved myndighederne godt, men går den, så går den.

At vores politikere har bevæget sig langt, langt ud over kanten i omgang med medmennesker burde stå klart for enhver.

At en læge vil medvirke til dette her går over min forstand.

En del af lægeløftet lyder sådan her:

“…at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn. At jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse.”

Hvordan tror I familien har det i dag?

Og hvordan skal vi vise beboerne vores støtte?

Af Helene Liliendal Brydensholt, Alternativet

PRIVILEGIEBLINDHEDEN MÅ IKKE GØRE OS FØLELSESKOLDE ❄️
I fredags efter fyraften tog jeg turen til et middagsselskab på gåben fra Snekkersten Station. En dejlig frostklar aften med den smukkeste udsigt over Øresund og Sverige i horisonten som følgeskab.

Halvvejs nede ad bakken trak jeg vejret dybt og brugte fem minutter på at stå og tænke over, hvor heldigt og privilegeret det er, at jeg er født i Danmark.

I Danmark har jeg haft en tryg opvækst og et sikkert liv. Jeg har aldrig skullet bekymre mig om skudsalver i gaderne eller bomber, der falder ned fra himlen. Med mit rødbedefarverede pas har jeg kunnet rejse frit rundt i verden og bosætte mig i Australien, Holland og England uden at jeg er blevet set skævt til, diskrimeret eller stigmatiseret på baggrund af mit oprindelsesland.

Denne tryghed, sikkerhed og frihed har været og er mig og andre danske statsborgere forundt, fordi vi ved et lykketræf er født i Danmark. Og fordi denne tryghed og frihed har været en selvfølgelighed siden vi blev født, glemmer vi også, at det er et privilegie.

Når vi glemmer hvor privilegerede, vi egentlig er, så glemmer vi også, at det langt fra er alle, der vokser op og bor i lande med en sikker og tryg tilværelse. Og når disse medmennesker kommer til vores land, banker på og beder om beskyttelse, så vil vi aldrig kunne forstå eller sætte os ind i hvad de har oplevet og været igennem i deres liv.

Men bare fordi vi aldrig kan sætte os 100% ind i hvordan det må være at føle sig nødsaget til at flygte fra sit hjemland og være på flugt, må det ikke betyde, at vi ikke gør forsøget. For når vi nægter at forsøge at sætte os i andres sted, bliver vi apatiske og følelseskolde over for dem, der kommer udefra og beder om vores hjælp. Og det er den form for følelseskoldhed, vi har oplevet i dansk asyl- og flygtningepolitik de sidste mange år. Hvor skiftende regeringer fører deres flygtningepolitik uden skelen til værdier som medfølelse og empati.

Jeg håber, at dansk asyl- og flygtningepolitik snart vil stå over for et skifte. Et skifte, hvor vi begynder at behandle flygtninge med den værdighed og omsorg, vi også ville yde over for vores egen nabo, hvis hun i desperation bankede på vores dør og spurgte om hjælp.

Det er enormt hårdt at tvinge sig selv til at sætte sig i flygtninges sted og lytte til deres voldsomme historier fra krig og flugt. Men det er en nødvendighed for at vi forstår og er villige til at give flygtninge den beskyttelse, som vi selv ved et tilfælde er så privilegerede at være vokset op med.

Kom så Danmark. 🇩🇰 Lad os få en human flygtningepolitik, hvor vi behandler andre som vi selv ville ønske, at vi blev behandlet, hvis vi var i deres sted!