Menneskehandel mellem stater?

Menneskehandel mellem stater?

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Dette er et billede af en ubegribelig stærk kvinde. Hun hedder Nagham, stammer fra Irak og har kæmpet hårdere for retten til at bestemme over sig selv og sit eget liv end de fleste. Alle systemer forsøger at få hende ned med nakken. Ingen spørger hende om noget, ingen har for alvor lyst til at høre, hvad hun har på hjerte.

For få dage siden blev hun overført fra Kærshovedgård Udrejsecenter til Ellebæk udrejsefængsel. På Kærshovedgård kan afviste asylansøgere bo i årevis. Det er alle dem, der har fået afslag på ophold, men som alligevel ikke kan udsendes. Ellebækfængslet er kun beregnet til mennesker i såkaldt udrejseposition – dvs i kort tid op til tvangsudsendelse.

Sådan er det ikke i praksis og i Naghams tilfælde lader det til, at hun bliver reduceret til en brik i Danmarks politiske spil.

For et par år siden blev hun og ti andre kvinder nemlig også sat i Ellebæk. De blev fremstillet for en irakisk kommission på ambassaden. Hensigten var at presse Irak til at tage imod dem. Men Irak tager ikke imod mennesker, som tvangsudsendes med mindre de er udvisningsdømte. Det vidste de danske myndigheder godt og derfor endte det også med, at Nagham blev sendt tilbage til Kærshovedgård.

Nu forsøger Danmark igen. Uden at noget tilsyneladende er ændret. Bare fordi.

Men det ‘bare fordi’ er ikke en lille ting for Nagham. For hende betyder det afhentning af politiet uden varsel, at hun skilles fra sin kæreste, at hun låses inde døgnet rundt i Ellebæk – det mest trøstesløse sted jeg har oplevet i Danmark. At angst lægges på angst til ingen nytte.

Hvis danske myndigheder vil lave politiske aftaler om hjemtagelse af andre landes borgere må de i det mindste gøre det på en anstændig og – ja, politisk – måde.

De kvinder, der falder udenfor alle vores selvopfundne samfundshierarkier er selvfølgelig dem, vi hører mindst fra overhovedet.

De afviste kvinder i asylsystemet er der ikke mange, der interesserer sig for. Og selvom deres bevæggrunde for at søge asyl ofte er både indlysende og forfærdende, får de meget ofte afslag. Fordi vold og nedværdigelse, indespærring og fratagelse af basale rettigheder ikke betragtes som asylmotiv, når det er foregået i familiens rammer. Heller ikke selvom de frygter for deres liv.

Jeg har ikke tal på, hvor mange afviste kvinder, jeg har talt med, som deler uhyrlige historier om tvangsægteskaber og vold. Historier som må få ethvert medmenneske til at forfærdes, men som ikke synes at rører myndighederne det mindste.

Nagham blev f. eks gift som 14-årig mod sin vilje. At forlade ægteskabet var ikke en mulighed, da hun så ville miste sine børn. Da hendes søn blev skudt flygtede hun imidlertid og kom til Danmark i 2015. Her har hun fået afslag på afslag og har de seneste år boet på Kærshovedgård.

Når Nagham inden længe igen møder den irakiske kommission, ved vi ikke, hvad der sker. Hvis det er lykkedes Danmark at lave en aftale med Irak bliver hun sendt tilbage til et liv, som ingen ville ønske for andre.

Siger de derimod nej til at modtage Nagham, bliver hun sendt tilbage til Kærshovedgård. Til en uendelighed som fattig, afvist og uden mulighed for at arbejde eller studere. Men i de mindste med retten til at bestemme, hvornår hun vil gå udenfor og trække frisk luft.

Og hvad skal vi kalde de forhandlinger, som Danmark laver med Irak? Der er vel næppe tvivl om. at ingen aftaler er gratis for Danmark. Det er altid noget for noget, men Danmark spiller med lukkede kort. Det gør de her og det gjorde de i forhold til f. eks. Somalia.

Måske skulle vi bare kalde det moderne menneskehandel mellem stater? Eller hvad siger I?

Abort

Abort

Af Leif Lønsmann

ABORT

I dag er det 50 år siden at det danske Folketing, med et snævert flertal, stemte for loven om fri abort. Forud havde gået en heftig debat, hvor især danske præster havde argumenteret imod at unge kvinder og læger skulle overtage Guds kontrol med artens videreførelse. En svær sag for præsterne, der samtidig gik imod udenomsægteskabelige svangerskaber.

Da loven kom til afstemning i Folketinget den 24.maj 1973 mødte en række kraveklædte præster op i tilhørerlogen i Folketinget for at protestere mod loven og advare mod dens vedtagelse. En af dem, pastor Jan Stolt, løftede fra tilhørerpladserne sit medbragte krucifiks og bad til Gud for en nedstemning af forslaget.

Om det var Gud, der ikke hørte præstens bøn, eller Folketingets flertal, der ikke fulgte Guds bud, er uafklaret. Loven blev vedtaget med 95 stemmer for og 56 stemmer imod. 17 undlod at stemme. Resten var fraværende.

Loven trådte i kraft 1.oktober 1973. Danmark blev dermed et af de første vesteuropæiske lande, der tillod fri abort. De kommunistiske diktaturer i Østeuropa havde allerede fri abort. Der spillede Gud ikke så stor en rolle i den politiske proces.

Jeg sender mine varmeste tanker til Oslo

Jeg sender mine varmeste tanker til Oslo

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Forfærdelige nyheder fra Norge. Et grusomt angreb mens folk var i byen for at fejre noget af det fineste, vi har. Kærlighed, mangfoldighed og retten til at elske den, man vil 🏳️‍🌈

Vi står sammen med hele det norske folk og den norske regering. Jeg sender mine varmeste tanker til Oslo, til de ramte og deres pårørende.

Jeg har i morges været i kontakt med Norges statsminister Jonas Gahr Støre. Jeg udtrykte min dybe forfærdelse ved angrebet og tilbød vores hjælp, hvis der skulle blive brug for det.

Danmark er blevet dygtige til at presse citronen

Danmark er blevet dygtige til at presse citronen

Af AnneLise Marstrand Jørgensen

Jeg holder snart sommerferie og det er tiltrængt.

Men der er så meget, man ikke kan lægge fra sig. Endnu mindre hvis man er dem, det går ud over. Det siger sig selv.

Det kommer vel ikke som en overraskelse, at der kan være tale om brud på menneskerettighederne, når syriske familier skilles ad.

Danmark er blevet så dygtige til at presse citronen og gå over grænsen.

Egentlig viste Støjberg vel bare vejen, da hun i sin tid erklærede, at hun ville gå til grænsen af konventionerne. Som om det ikke allerede skete. Som om det var noget at være stolt af.

Det hun i virkeligheden mente var, at hun ville overskride alle grænser og sænke barren for hvad man kan tillade sig som politiker i en retsstat.

Og Danmarksdemokraterne! Det lyder som en joke. Det ER en joke, når den der er dømt for at strinte demokratiske spilleregler et stykke kalder sit parti noget som helst med demokrat i navnet.

Jøsses.

TALSPERSON FOR DEM, DER IKKE HAR EN STEMME

TALSPERSON FOR DEM, DER IKKE HAR EN STEMME

Af Franciska Rosenkilde, Alternativet

TALSPERSON FOR DEM, DER IKKE HAR EN STEMME💫

I dag havde jeg et møde ud over det sædvanlige. Sammen med Helene Liliendahl Brydensholt, Alternativet holdt jeg møde med Fayeza, som er en 18-årig ung kvinde.

Fayeza bor med sin mor, far og søster på Udrejsecenter Avnstrup. Før det boede hun på Udrejsecenter Sjælsmark, og alt i alt har hun boet på udrejsecentre i 7 år.

Hun har kun oplevet forholdene blive værre.
Et system der i højere og højere grad presser mennesker mentalt til de er psykisk nedbrudt, og behandlet som kriminelle uden rettigheder.
Hun burde leve som andre unge med håb og meningsfulde fællesskaber, i stedet er hun fanget i et uhumant system. Det skal vi gøre bedre i Danmark.
Lige nu genbehandles hendes asylsag.

Selvom Fayeza ikke har meget håb tilbage, så insisterer hun på at være talerør for dem, der ikke har en stemme. De afviste asylansøgere. De unge og børnene – Avnstrup Børn
Det fortalte hun om i dag.

Og flere gange under mødet fik jeg gåsehud. Både af rædsel over de historier, Fayeza fortalte fra udrejsecenteret og fra den asylproces, hun selv går igennem lige. Men også over at mærke den styrke, som Fayeza udstrålede i rummet.

Tak for din tid, Fayeza. Jeg glæder mig til, at vi ses igen. Og så glæder jeg mig til, at vi med dine og andres input kan få lavet reglerne om og afskaffet udrejsecentrene.

“Sjælen dør 1.000 gange om dagen.”

💫

I dag havde jeg et møde ud over det sædvanlige. Sammen med Helene Liliendahl Brydensholt, Alternativet holdt jeg møde med Fayeza, som er en 18-årig ung kvinde.

Fayeza bor med sin mor, far og søster på Udrejsecenter Avnstrup. Før det boede hun på Udrejsecenter Sjælsmark, og alt i alt har hun boet på udrejsecentre i 7 år.

Hun har kun oplevet forholdene blive værre.
Et system der i højere og højere grad presser mennesker mentalt til de er psykisk nedbrudt, og behandlet som kriminelle uden rettigheder.
Hun burde leve som andre unge med håb og meningsfulde fællesskaber, i stedet er hun fanget i et uhumant system. Det skal vi gøre bedre i Danmark.
Lige nu genbehandles hendes asylsag.

Selvom Fayeza ikke har meget håb tilbage, så insisterer hun på at være talerør for dem, der ikke har en stemme. De afviste asylansøgere. De unge og børnene – Avnstrup Børn
Det fortalte hun om i dag.

Og flere gange under mødet fik jeg gåsehud. Både af rædsel over de historier, Fayeza fortalte fra udrejsecenteret og fra den asylproces, hun selv går igennem lige. Men også over at mærke den styrke, som Fayeza udstrålede i rummet.

Tak for din tid, Fayeza. Jeg glæder mig til, at vi ses igen. Og så glæder jeg mig til, at vi med dine og andres input kan få lavet reglerne om og afskaffet udrejsecentrene.

“Sjælen dør 1.000 gange om dagen.”

UDREJSECENTRENE SKAL LUKKES

UDREJSECENTRENE SKAL LUKKES

Af Franciska Rosenkilde, Alternativet

LUK UDREJSECENTRENE: MENNESKER FIKSERES OG FAMILIER SPLITTES

En mor til tre blev i går i nat deporteret fra Udrejsecenter Avnstrup til Iran. Hun blev deporteret sammen med sine to 11-årige tvillinger og samtidig splittet fra sin mand og 1,5 årige barn, som fortsat er på Avnstrup.

Under deportationen blev hun fikseret af fire betjente – blandt andet med knæ mod hals. Trampolinhuset har offentliggjort en video fra deportationen, som beboere på Avnstrup Udrejsecenter har optaget. Det er hårdt at se på, men ekstremt vigtigt – find link i kommentarsporet.

Situationen rejser – endnu en gang – en lang række moralske spørgsmål om dansk udlændinge- og udrejsepolitik:

Hvordan kan det her foregå i Danmark? Bor vi i et land, hvor myndigheder bedøver mennesker for at kunne deportere dem? Bør dansk lov give mulighed for at splitte familier ad og lade børn undvære deres forældre? Hvor er medmenneskeligheden i dansk udlændingepolitik?

Den rejser også en masse spørgsmål om de formelle og juridiske rammer om udsendelser som denne:

Kvinden, som nu er deporteret med to af sine tre børn, havde et udløbet iransk pas. Det er blevet brugt som grundlag for udsendelsen, men samtidig er et udløbet pas et ugyldigt rejsedokument. Og da Danmark IKKE har en udleveringsaftale med Iran, er det så lovligt at deportere?

Det og mange andre spørgsmål vil Alternativet rejse over for udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, som vi har indkaldt i samråd om sagen.

Alternativets holdning er desuden klokkeklar på dette område:

ALLE MENNESKER PÅ FLUGT SKAL BEHANDLES LIGE

UDREJSECENTRENE SKAL LUKKES

Hvordan tror I familien har det i dag?

Hvordan tror I familien har det i dag?

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Mange af jer har set videoen med kvinden, der sammen med to af sine børn blev hentet tidligt om morgenen i Avnstrup. Hendes mand og et-årige barn måtte blive tilbage. Jeg linker ikke til den, men den kan findes mange steder – blandt andet på Trampolinhuset.

Kvinden er ikke særlig stor, det ser man tydeligt. Der er to store politibiler og et hav af mennesker. Andre beboere filmer, andre børn ser med.

De lægger hende ned på jorden og holder hende fast. En læge giver hende tilsyneladende en indsprøjtning, så de kan få hende med uden modstand.

En læge.

At give mennesker medicin mod deres vilje er et overgreb. Det kan af og til retfærdiggøres, hvis mennesker er til fare for sig selv og andre.

Når folk bliver tvangsdeporteret tyer myndighederne ofte til magtanvendelse. Det ligger lidt i ordet “tvang”. Der bruges strips, bodycuffs, hjelme, medicin. Fysisk magt, indespærring, fastspænding.

Denne kvinde var ikke til fare for nogen som helst. Hun er bange, hun er mor, hun er ved at blive skilt fra et lille barn, der for et øjeblik siden lå i hendes mave.

Ned på jorden, sprøjten gennem huden, halvt bedøvet afsted sammen med to børn, som udover de traumer som 7 år i det danske asylsystem har påført dem, nu også skal leve med dette.

Fra Istanbul sendte hun billeder til sin mand: Af de blodudtrædninger i huden, hun havde fået efter den hårdhændede behandling.

I dag er hun efter sigende på vej tilbage til Avnstrup. Det land, man forsøgte at udsende hende til, har nemlig slet ikke nogen hjemsendelsesaftale med Danmark. Det ved myndighederne godt, men går den, så går den.

At vores politikere har bevæget sig langt, langt ud over kanten i omgang med medmennesker burde stå klart for enhver.

At en læge vil medvirke til dette her går over min forstand.

En del af lægeløftet lyder sådan her:

“…at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn. At jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse.”

Hvordan tror I familien har det i dag?

Og hvordan skal vi vise beboerne vores støtte?

PRIVILEGIEBLINDHEDEN MÅ IKKE GØRE OS FØLELSESKOLDE

PRIVILEGIEBLINDHEDEN MÅ IKKE GØRE OS FØLELSESKOLDE

Af Helene Liliendal Brydensholt, Alternativet

PRIVILEGIEBLINDHEDEN MÅ IKKE GØRE OS FØLELSESKOLDE ❄️
I fredags efter fyraften tog jeg turen til et middagsselskab på gåben fra Snekkersten Station. En dejlig frostklar aften med den smukkeste udsigt over Øresund og Sverige i horisonten som følgeskab.

Halvvejs nede ad bakken trak jeg vejret dybt og brugte fem minutter på at stå og tænke over, hvor heldigt og privilegeret det er, at jeg er født i Danmark.

I Danmark har jeg haft en tryg opvækst og et sikkert liv. Jeg har aldrig skullet bekymre mig om skudsalver i gaderne eller bomber, der falder ned fra himlen. Med mit rødbedefarverede pas har jeg kunnet rejse frit rundt i verden og bosætte mig i Australien, Holland og England uden at jeg er blevet set skævt til, diskrimeret eller stigmatiseret på baggrund af mit oprindelsesland.

Denne tryghed, sikkerhed og frihed har været og er mig og andre danske statsborgere forundt, fordi vi ved et lykketræf er født i Danmark. Og fordi denne tryghed og frihed har været en selvfølgelighed siden vi blev født, glemmer vi også, at det er et privilegie.

Når vi glemmer hvor privilegerede, vi egentlig er, så glemmer vi også, at det langt fra er alle, der vokser op og bor i lande med en sikker og tryg tilværelse. Og når disse medmennesker kommer til vores land, banker på og beder om beskyttelse, så vil vi aldrig kunne forstå eller sætte os ind i hvad de har oplevet og været igennem i deres liv.

Men bare fordi vi aldrig kan sætte os 100% ind i hvordan det må være at føle sig nødsaget til at flygte fra sit hjemland og være på flugt, må det ikke betyde, at vi ikke gør forsøget. For når vi nægter at forsøge at sætte os i andres sted, bliver vi apatiske og følelseskolde over for dem, der kommer udefra og beder om vores hjælp. Og det er den form for følelseskoldhed, vi har oplevet i dansk asyl- og flygtningepolitik de sidste mange år. Hvor skiftende regeringer fører deres flygtningepolitik uden skelen til værdier som medfølelse og empati.

Jeg håber, at dansk asyl- og flygtningepolitik snart vil stå over for et skifte. Et skifte, hvor vi begynder at behandle flygtninge med den værdighed og omsorg, vi også ville yde over for vores egen nabo, hvis hun i desperation bankede på vores dør og spurgte om hjælp.

Det er enormt hårdt at tvinge sig selv til at sætte sig i flygtninges sted og lytte til deres voldsomme historier fra krig og flugt. Men det er en nødvendighed for at vi forstår og er villige til at give flygtninge den beskyttelse, som vi selv ved et tilfælde er så privilegerede at være vokset op med.

Kom så Danmark. 🇩🇰 Lad os få en human flygtningepolitik, hvor vi behandler andre som vi selv ville ønske, at vi blev behandlet, hvis vi var i deres sted!

Det er diskriminerende og det begynder med R

Det er diskriminerende og det begynder med R

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Vores (også min?!) regering har lejet et fængsel i Kosovo. Til udvisningsdømte der så skal afsone langt fra Danmark under forhold, der efter alt at dømme er helt anderledes end i danske fængsler. Men udvisningsdømte har ofte tilbragt det meste af deres liv i Danmark. De har ofte forældre, søskende, ægtefæller, børn, venner her.

Og det er i strid med menneskerettighederne og dansk lov at berøve indsatte muligheden for at bevare kontakt med deres nærmeste. Selvfølgelig! Det er jo mennesker med virkelige liv, følelser og rettigheder.

Og børn hvis forældre sidder i fængsel holder jo ikke op med at elske deres mor eller far af den grund. Deres ret til samvær kan heller ikke bare annulleres.

Det er så vanvittigt. Og vi ved det godt: Det er primært et fængsel for brune mennesker.

Det er endnu et håndgribeligt signal om, at nogen tæller mindre end andre i vores politikeres øjne. Det er diskriminerende og det begynder med R.

Det ene billede er fra Kosovo, det andet er af udpinte dyr.

VI BLIVER NØDT TIL AT TALE OM STØJBERGS EKSTREMISME

VI BLIVER NØDT TIL AT TALE OM STØJBERGS EKSTREMISME

Af Zenia Stampe

Rigsrettens klokkeklare dom over Inger Støjberg er en sejr for den danske retsstat og det danske folkestyre.

Støjberg demonstrerede til gengæld endnu engang sin foragt for retsstaten og folkestyret, da hun skulle kommentere dommen.

På journalisternes spørgsmål om, hvorfor hun brød loven trods advarsler, svarede hun, at det var en moralsk og menneskelig forpligtelse. Med andre ord: Hun følte sig hævet over loven.

Men ingen er hævet over loven – heller ikke en minister. Det har intet at gøre med at være for eller imod barnebrude. Det har til gengæld alt at gøre med at være for eller imod retsstaten.

Jeg er lettet over, at 25 ud af 26 medlemmer af rigsretten i dag valgte at stille sig på retsstatens side. Men jeg er samtidig bekymret over den radikalisering, Støjberg er udtryk for.

Dagens dom og Støjbergs reaktion minder os om, at ekstremisme og antidemokratiske strømninger ikke kun er noget, der kommer udefra. Det gror desværre også indefra. Det bliver vi nødt til at tage en ærlig og alvorlig snak om. Fortrængningernes tid er forbi.