Kategori: Kvinder

Kvinder, Politik

Hvorfor det er så vigtigt med kvindelige minoriteter i politik

af AdminEfterlad en kommentar til Hvorfor det er så vigtigt med kvindelige minoriteter i politik
Hvorfor det er så vigtigt med kvindelige minoriteter i politik

Af Christina Olemeku, Alternativet

GOD KAMPDAG 💚

I dag var jeg så heldig, at være inviteret til at tale for Champagneklubben – et tværpolitisk kvindefællesskab i Nykøbing Falster!

Champagneklubben er en tværpolitisk gruppe af kvinder i Guldborgsund Kommune, hvis formål er at få flere kvinder ind i politik, tage kvinde initiativer og være et kvindenetværk til løbende støtte af kvindelige kandidater.

Her talte jeg om min vej ind i politik, og hvorfor det er så vigtigt med kvindelige minoriteter i politik!

Jeg har et ønske om, at vi sammen kan skabe bedre forhold for minoriteterne, så vi i højere grad kan realisere vores potentiale. At vi kan hjælpes ad med at fremme minoriteternes aktive demokratiske deltagelse i samfundet. Det er både godt for os, men også godt for Danmark.

Det vil jeg glæde mig til.

Et ligeværdigt samfund, ikke bare for kvinder. Men alle kvinder.

God kampdag og jeg håber I har haft en fantastisk 8. marts 💪

Arkitektur, København, Kvinder

50 Queens

af AdminEfterlad en kommentar til 50 Queens
50 Queens

PRESSEMEDDELELSE

Til ære for den internationale kvindedag løfter BIG + Charlottenborg Kunsthal + Golden Days Festival sløret for en skulpturel overtagelse af Københavns ikoniske Kongens Nytorv. Udstillingen ’50 Queens’ med markante kvinder i danmarkshistorien vil pryde den offentlige plads – midlertidigt omdøbt til Dronningens Plads fra september 2022 for at bringe mere mangfoldighed til byens mange (mands)statuer og fejre vores frygtløse kvinder!

#InternationalKvindedag

Kvinder

Kvindernes kampdag handler om mange vigtige ting

af AdminEfterlad en kommentar til Kvindernes kampdag handler om mange vigtige ting
Kvindernes kampdag handler om mange vigtige ting

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Kvindekampen kæmpes desværre alt for ofte bag lukkede døre i hjemmet. Ofre for voldtægt, vold og chikane går stille med smerten. Alligevel søger ca. 2.000 kvinder hvert år tilflugt på et kvindekrisecenter, og næsten lige så mange børn følger med deres mor. Det er alt, alt for mange! Og så er der mørketallene.

I dag besøgte vi Dannerhuset i København. Og talte med nogle af de kvinder, der lever i skjul. I frygt for sin partner. Vold er noget af det mest ødelæggende for et menneske. Det liv skal ingen kvinder i Danmark leve.

Kvindernes kampdag handler om mange vigtige ting. Dét her er for mig en af de vigtigste. Vi skal åbne dørene til den kvindekamp, der foregår i det skjulte. Vi har afsat flere penge til flere pladser på krisecentrene og indsatsen mod partnervold. Og vi fortsætter kampen for vores udsatte kvinder. Ingen må stå alene.

Historie, Kvinder

Clara Zetkin – kendt for ideen om kvindedagen

af AdminEfterlad en kommentar til Clara Zetkin – kendt for ideen om kvindedagen
Clara Zetkin – kendt for ideen om kvindedagen

Af Eigil Møller

“Als der Zusammenbruch kam, meinte ich, wahnsinnig werden oder mich töten zu müssen.” (1914)

Clara Zetkin. Kendt for ideen om kvindedagen, der var tænkt som en dag, hvor ‘socialistiske kvinder’ i samarbejde med ‘proletariatets klassebevidste faglige og politiske organisationer’ skulle agitere for bl.a. kvinders valgret. Altså starten på 8.marts.

Senere tiders feminister har lagt noget distance til hende. Den klasseorientering, hun stod for, falder ikke i alles smag.

Hendes indsats har været uvurderlig, både for kvindebevægelsen, men også på andre, centrale områder:

Modstand mod krig og imperialisme var helt afgørende for hende og for den socialistiske bevægelse som helhed i årtierne op til 1.verdenskrig. Det var en hjertesag, som der blev brugt mange konferencer, skrifter, møder og demonstrationer på. Den imperialistiske krig skulle forhindres ved at den internationale arbejderbevægelse modsatte sig den og nægtede at være med. Da det så kom til stykket svigtede bevægelsen totalt. Socialdemokraterne i de forskellige krigsførende lande valgte at støtte deres eget borgerskab i blodbadet, bl.a. ved at stemme for finansieringen, ved at bevilge penge til mordmaskineriet.

Zetkins reaktion: “Als der Zusammenbruch kam, meinte ich, wahnsinnig werden oder mich töten zu müssen.” – Bliv sindssyg eller begå selvmord. Så voldsomt oplevedes forræderiet. Heldigvis besluttede hun, at: ‘Jetzt erst recht!’ og gik igang med intensivt organisationsarbejde for både arbejderkvindernes og fredens sag. Af bl.a. det arbejde opstod så i netop de år den kommunistiske verdensbevægelse, der fra en eksistens som obskure, fragmenterede mindretal på få år blev en overvældende succes: Revolutioner, opbygning af helt nye stater, kommunistisk internationale, startskud til det 20.århundredes største frigørende bevægelse: Koloniernes frigørelseskamp, kulminerende med besejringen af tysk og japansk kolonialisme i 40’erne, i de følgende år en omfattende bølge af nationale befrielsesbevægelser op til i dag, hvor imperialismen aldrig har stået over for en større og mægtigere modstandsbevægelse i form af nationer, der modsætter sig USAs hegemoni. Masser af slinger og tilbageslag undervejs, men resultaterne er ikke desto mindre overvældende set i historisk perspektiv. – Iøvrigt: Også i erkendelse af den overhængende fare fra fascismen var hun tidligt ude. Allerede i 1923 aflagde hun i Kominternsammenhæng en rapport med analyse af det nye fænomen og forslag til antifascistisk aktion, og i 1932 tordnede hun som alderspræsident mod nazisterne i sin åbningstale i den tyske rigsdag, der blev valgt ved det sidste frie valg inden det nazistiske terrorregime. Så, hun var på forkant og gjorde sit på flere meget vigtige fronter.

I dag er vi igen i en august 1914-lignende situation. Hvis man havde illusioner om vore dages ‘venstrefløj’ så kunne man nok være fristet til at tænke som Zetkin: ‘Als der Zusammenbruch kam, meinte ich, wahnsinnig werden oder mich töten zu müssen.’ – Men, selvom det er trist at se, hvor hovedløst fx Enhedslisten prøver at overhale NATO-imperialisterne i krigsretorik og alment stupide udsagn, og hvor rasende de bliver på de få der forsøger sig med en smule omtanke og nuancering, og især hvor blindt 1914-agtigt de agiterer for en politik, der uundgåeligt fører til store civile lidelser (heltemod pr. stedfortræder) og som objektivt støtter nazistiske terrororganisationers ødelæggelse af tilværelsen for utallige ukrainere. Selvom det er trist, så er det ikke overraskende. Støtten til destruktionen af Libyen var ikke en tilfældighed, den linie er siden blevet fulgt op flere gange i forhold til Syrien og til Nicaragua osv. Partiet er simpelthen et integreret element i det imperialistiske system. Deres funktion er at levere de ‘progressive’ og ‘woke’ stemmer til galskaben. – Så, sammenbruddet er foregået forlængst. En venstrefløj i Clara Zetkins forstand findes simpelthen ikke længere i NATO-stan.

Til gengæld stortrives den i det globale syd. Og, som antydet ovenfor, bærer Zetkins indsats en del af æren for det. Uden eksemplet fra oktoberrevolutionen var det tvivlsomt, hvor langt det var kommet med koloniernes frigørelse og økonomiske og sociale fremgang.

Den aktuelle trussel fra både krig og den genoplivede fascisme udspringer af og hænger organisk sammen med imperialismen og dens stadige koloniseringsbehov. Den viden er en del af arven fra Zetkin. Sammen med 8.marts.

Kultur, Kvinder, Litteratur

DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

af AdminEfterlad en kommentar til DAN TURÈLL MEDALJEN 2022
DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

Af Lars Movin

GERD LAUGESEN – TILLYKKE!
eller: DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

Det halve Danmark har gået og ventet med tilbageholdt åndedræt – og nu er spændingen omsider udløst: Modtageren af Dan Turèll Medaljen 2022 er forfatteren GERD LAUGESEN!

Her er Dan Turèll Selskabets motivation:

“Forfatteren m.m. Gerd Laugesen (f. 1979) har prøvet det meste. Og alt, hvad hun har gjort, har hun gjort bedre end de fleste. Hun har skrevet journalistik, klummer, prosa og digte – i flere tilfælde det hele på én gang. Hun pendulerer tilsyneladende ubesværet frem og tilbage mellem formater med mindelser om konventionelle bøger og egenartede Artist’s Books, som sprænger alle vante forestillinger om, hvad litteratur kan være. Hun er krydset ind over grænsen til billedkunst og derfra tilbage til skriftens domæne. Ti eksemplarer af digtsamlingen ‘Har du set min kjole?’ fra 2011 – trykt på transparent papir – var rent faktisk vedlagt en kjole, der var håndsyet til sammenhængen. ‘Plet’ fra 2014 er opkaldt efter forfatterens dværgkanin. I leporello-bogen (foldebogen) ‘Sjælen’ kan få fri fra 2006 indgår i alt 51 ord – en mikrotekst i forhold til sidste års mursten, den genreblandende roman/biografi/rejsefortælling ‘Et øjebliks lykke’, som er på hele 542 tætte sider (og det er endda kun første del af en bebudet trilogi).

Kort sagt stritter værket lystfyldt og inspirerende i alle retninger. For Gerd Laugesen er der ikke noget hierarki mellem de forskellige genrer og kategorier – præcis som Dan Turèll er inde på i en tekst fra 1979, hvor han om anmeldere eller kritikere konstaterer, at hvis de skriver godt, ‘regner jeg dem uvilkårligt som forfattere. Gør de det ikke regner jeg bare slet ikke med dem.’

Gerd Laugesen skriver ikke bare godt. Hun er en sand mester på sit felt. Original, begavet, konstant udfordrende. Det er, som om hver ny udgivelse indvinder nyt land og samtidig formulerer sin egen nye poetik. Skeler man til Dan Turèll, kunne man sige, at tekstsamlingen ‘Møder’ fra 2009 er Gerd Laugesens svar på hans ‘I Byen’-klummer, og at hendes ‘Hjemsted’ fra 2011 er en fjern slægtning til ‘Vangede Billeder’. Ligesom hendes cross-over til billedkunsten formentlig er drevet af nogle af de samme impulser, som førte Turèll til at samarbejde med folk som Henrik Have, Jens Birkemose og Kenn André Stilling.

En hædring af Gerd Laugesen har imidlertid ikke brug for den form for støttepiller. Fra første færd har hun kunnet flyve selv. Niveauet har hele vejen igennem været tårnhøjt. Og med det nyligt udgivne mammutværk ‘Et øjebliks lykke’ er det, som om alle de foregående spor nu går op i en højere enhed og cementerer fornemmelsen af, at her er en forfatter, som ikke bare er ankommet, men også har kurs mod stjernerne.

At Gerd Laugesen så oven i købet har fødselsdag samme dag som Dan Turèll, gør blot det hele endnu mere magisk.”

Medaljen overrækkes sædvanen tro på Dan Turèlls fødselsdag – lørdag den 19. marts – ved en seance på i Dan Turèll Samlingen på Vangede Bibliotek.

(forfatterfoto: Jens Peter Engedal)

Kultur, Kvinder, Litteratur

TILLYKKE TIL KIRSTEN THORUP

af AdminEfterlad en kommentar til TILLYKKE TIL KIRSTEN THORUP
TILLYKKE TIL KIRSTEN THORUP

Af Jan Poulsen


Hun er en af de helt store i dansk litteratur, og det er der grund til at markere i dag (9/2), hvor KIRSTEN THORUP fylder 80 år.
Hun er tilmed bedre end nogensinde, for med sin nyeste roman, den grumme og stærkt foruroligende ’Indtil vanvid, indtil døden’ (2020), toppede hun sit i forvejen imponerende rige forfatterskab, som hun lagde grunden til i 1967 med digtsamlingen ’Indeni – Udenfor’.
Siden er – fristes jeg til at sige – hovedværk fulgt på hovedværk, og her på matriklen har især romanerne ’Baby’ (1973), ’Himmel og helvede’ (1982), ’Bonsai’ (2000) og ’Ingenmandsland’ (2003) gjort endog meget stor lykke, indtil altså ’Indtil vanvid, indtil døden’ kom og løftede barren yderligere.
Kirsten Thorup er – læst herfra – en komplet forfatter, som mestrer personskildring, dialog, drama, fremdrift og alt det andet, der kort fortalt får os til at læse bøger.
Og så er hun i øvrigt også den eneste, jeg kender, som oplevede David Bowie på scenen i rollen som The Elephant Man i New York i 1980. Dét giver også et lille pluspoint 😉
I dag både løfter vi glasset og letter på hatten for Danmarks store forfatter og hendes runde dag.
Hip! Hip!

(PR-foto: Sofie Amalie Klougart, 2020).

Kultur, Kvinder, Musik, USA

GENSYN MED LYDIA LUNCH (en note)

af AdminEfterlad en kommentar til GENSYN MED LYDIA LUNCH (en note)
GENSYN MED LYDIA LUNCH (en note)

Af Lars Movin

Jeg er stadig lidt ør i hele systemet efter tirsdagens møde med Lydia Lunch på spillestedet Stairway i Vanløse. Mat i koderne på en sært lykkelig måde – som efter at være sluppet helskindet ud af en orkan. Okay, man skal ikke overdrive, mere voldsomt var det så heller ikke. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var mere end almindeligt spændt på at gense det nu 62-årige No Wave-ikon, som jeg ganske vist løbende har fulgt på afstand, men som jeg ikke har talt med siden 1988. Det er trods alt 33 år siden. Men det gik fint. Der var lutter venlighed i det backstage-lokale, vi havde fået stillet til rådighed. Uden at der var tale om den helt store snakkesalighed, fik vi udvekslet lidt minder og informationer om “siden sidst”, mens jeg nippede til den udleverede catering, og den noget turnétrætte Lydia Lunch holdt sig kørende på en diæt af hvidvin og cigaretter. Det sidste kunne høres på hendes stemme, da hun gik på scenen for at levere en halv times Spoken Word, hvor hun – ud over at udnytte effekten i at veksle mellem to forskellige mikrofoner, den ene med rumklang, den anden uden – brillerede med en stemme, der nu spænder fra den lyse røst, vi kender fra hendes ungdom, over et fræsende mellemleje til en dyb brummen. Det var ganske dramatisk og samtidig enkelt og effektivt. Efter de levende ord fulgte Beth B’s fremragende portrætfilm, “Lydia Lunch: The War Is Never Over”, som ud over at give et overblik over det meste af den mere end fire årtier lange karriere viser en Lunch, som med ro og åbenhed taler lige ud af posen om de traumer og smertepunkter, der har været en væsentlig del af hendes kunstneriske råstof (herunder det misbrug, hun som barn var udsat for fra sin fars side). Frem til dette punkt på aftenen var alt godt. Men så var batterierne eller velviljen eller tålmodigheden, eller hvad det nu var, også ved at være brugt op. Og den Q&A-session, der skulle afslutte seancen, blev præcis den verbale brydekamp, jeg havde frygtet (og mere eller mindre forventet). Kun ét af mine forsøg på at få en samtale i gang udløste mere end rutineprægede parader, og det var spørgsmålet om, hvad Lydia Lunch tænkte om hordernes angreb på den amerikanske Kongres den 6. januar i år. Hér kom pludselig en fem minutter lang monolog om tilstanden i den nation, som hun er rundet af, og som hun i en lille menneskealder i en vis forstand også har levet af at rase imod. Jo, vreden, engagementet, energien og formuleringsevnen er der stadig. Det var godt at mærke, og vi kunne runde af med en fornemmelse af lige akkurat at have strejfet det strømførende lag, som siden 1975 har gjort Lydia Lunch til Lydia Lunch.

Da det hele var forbi, stillede aftenens hovedperson sig uden nogen som helst former for blusel op ved udgangen og falbød to af sine seneste cd-udgivelser: den retrospektive “The War Is Never Over”, et spin-off på Beth B’s film med en blanding af kendt stof og mere obskure godter; og albummet “Urge To Kill” (2021) med det særdeles velspillende ensemble Retrovirus, et projekt, der går ud på at præsentere et bredt spektrum af materiale fra hele Lunchs karriere i nye arrangementer (i vores Q&A kaldte hun projektet en “Lydia Lunch jukebox”). Jeg har nu lyttet til begge albums, og de kan anbefales til alle, som har en sød tand for Lunch!

(foto af Lydia Lunch, backstage på Stairway: lm)

Kvinder, Litteratur, Musik

VILDE KVINDER, MØRKE TONER

af AdminEfterlad en kommentar til VILDE KVINDER, MØRKE TONER
VILDE KVINDER, MØRKE TONER

Af Lars Movin

ANYA MATHILDE POULSEN: VILDE KVINDER, MØRKE TONER
eller: KORT OG GODT – LÆS DEN BOG!

For nylig var jeg til en visning i Cinemateket af Lisa Rovners meget omtalte dokumentar, “Sisters with Transistors” (2020), der handler om oversete eller glemte kvindelige pionerer inden for den elektroniske musik. Det var en film, jeg længe havde ønsket at se, og den skuffede ikke. Aftenens vigtigste udbytte var imidlertid, at jeg fik Anya Mathilde Poulsens nye bog, “Vilde kvinder, mørke toner – om køn og musik”, med hjem. Anya Mathilde Poulsen – som var til stede i Cinemateket, fordi hun introducerede “Sisters with Transistors” – udgav i 2007 bogen “Feminint forstærket” (en samling samtaler med kvindelige musikere). Siden har hun bidraget flittigt til debatten om køn og krop i moderne musik, og nu har hun så samlet sin viden om emnet i en ny mursten af en bog. Og jeg skal lige love for, at det ikke er småting, man får at vide over de godt 300 grundigt researchede og velskrevne sider.

Anya Mathilde Poulsen (f. 1972) kommer vidt omkring. Vi får en rystende indsigt i de vanvittige vilkår, som kvindelige komponister måtte arbejde under i 1800-tallet og langt ind i det 20. århundrede – herunder kuriøse anekdoter om, hvordan man eksempelvis anså det for upassende, at kvinder spillede cello, fordi instrumentet fordrer, at musikeren sidder med spredte ben. Vi får spændende indføringer i nogle af blues- og gospelmusikkens kvindelige pionerer – kunstnere som Mamie Smith, Ma Rainey, Bessie Smith, Memphis Minnie og den uforlignelige Sister Rosetta Tharpe, en samling “tough cookies”, der nok kunne klare en del, men som ikke desto mindre fik deres ar på krop og sjæl af at måtte gebærde sig i en ekstremt mandsdomineret kultur. Og ikke mindst byder bogen på fyldig omtale af det seneste halve århundredes kvindelige artister inden for rock og beslægtede genrer, fra Janis Joplin og Yoko Ono over Patti Smith og PJ Harvey og frem til nyere navne som Beyoncé, Lana Del Rey og Billie Eilish. I flere tilfælde er det simpelthen noget af det bedste, der er skrevet om de pågældende på dansk, men her stopper det ikke, for samtidig rummer bogen også et lag, der hæver sig op over selve portrættet og placerer de omtalte ikoner i både en bredere kulturel og en teoretisk/kønspolitisk ramme.

Det er en vild og vigtig bog, Anya Mathilde Poulsen har skrevet. En bog, som man måske ikke var klar over, at man havde savnet, men som nu kommer brusende ind på banen og med suverænt overblik og sprogligt overskud kaster lys på den forstemmende historie om, hvordan (kvinde)kroppen og kønnet generelt har været kampzoner i kulturhistorien, og hvordan dette i de seneste århundreder specifikt er kommet til udtryk inden for musikkens verden.

Tak for den!

Kvinder, Litteratur

SKØN NY BOG OM MUSIKHISTORIENS STØRSTE GÅDE

af AdminEfterlad en kommentar til SKØN NY BOG OM MUSIKHISTORIENS STØRSTE GÅDE
SKØN NY BOG OM MUSIKHISTORIENS STØRSTE GÅDE

Af Jan Poulsen


Det er selvfølgelig svært at måle størrelsen af en gåde, men mange er enige om, at de færreste reelt kendte NICO; den kosmopolitiske sanger, komponist og harmonium-spiller.

Hendes historie er til gengæld kendt af mange: Født i Köln i 1938, voksede op i Berlin i krigsårene, blev mannequin/model i 1950’erne, medvirkede i Fellinis La Dolce Vita i 1959, fik barn med den franske skuespiller Alain Delon i 1962, var i studiet med Serge Gainsbourg i 1963, mødte The Rolling Stones’ Brian Jones i 1965 og indspillede samme år en single med den senere Led Zeppelin-guitarist Jimmy Page.
Blev en del af kredsen omkring Andy Warhol i 1966 og på hans foranledning medlem af The Velvet Underground, hvis Lou Reed og John Cale begge bejlede til hendes gunst. Udgav i 1967 sin første solo-lp, som siden blev fulgt op af yderligere fem. Hang ud med Bob Dylan, Jim Morrison og den purunge Jackson Browne, før hun blev kæreste med Iggy Pop i et par uger i 1968.
Flyttede tilbage til Europa i 1970’erne, hvor hun indspillede film, blev heroin-junkie og pendlede mellem Frankrig, Tyskland og Spanien. Turnerede over alt i verden i 1980’erne fra sin nye base i Manchester og siden London, besøgte Danmark første gang i 1982 og vendte senere tilbage flere gange, inden hun døde af en hjerneblødning; på Ibiza en varm julidag i 1988, 49 år gammel.

Få kan matche en lignende historie, for hun var alle de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, og hun mødte alle de rigtige mennesker.
Flere af de nævnte begivenheder kan man læse om i en helt ny bog, ’You Are Beautiful And You Are Alone. The Biography Of Nico’ (faber and faber) af den amerikanske historiker, Jennifer Otter Bickerdike, men ikke dem alle. Det gør nu intet, snarere tværtimod, da det er beskrevet mange andre steder.
Til gengæld forsøger Bickerdike at kortlægge Nicos liv og dermed få udskiftet myter og måske’er med facts, og det er både spændende og ny læsning. Grundforskning vil nogle måske sige, for historikeren har talt med fjerne slægtninge og været i de offentlige arkiver, så vi nu – for første gang – kan se, hvor Nico helt konkret har boet, rejst, gået i skole, opholdt sig m.m.
Har man interesse i personen eller fænomenet Nico er ’You Are Beautiful And You Are Alone. The Biography Of Nico’ en fornøjelse at gå ombord i. Søger man derimod alene viden om hendes musik og plader, bliver man nok en smule skuffet.
Eneste minus – set herfra – er interviews med musikere som Dave Navarro, Mark Lanegan og Jonathan Donahue (fra Mercury Rev), som intet har haft med Nico at gøre, og derfor er deres oplevelse af hendes musik og betydning ligegyldig og blot unødvendigt fyld i en ellers velkomponeret bog.
Den er på mere end 500 sider, men efter endt læsning er Nico såmænd stadig en gåde. Vi har fået kortlagt store dele af hendes liv, men vi er ikke blevet meget klogere på personen og hendes tanker. Og det bliver vi næppe nogen sinde, for selv om hun skrev dagbog (udkom i Frankrig i 2001), som der også citeres fra her, var hun en kvinde af få ord, og hun undgik helst interviews. Til trods for at hun talte fire sprog flydende!
Jeg ved ikke, hvor mange steder ’You Are Beautiful And You Are Alone. The Biography Of Nico’ forhandles her i landet, men jeg har netop set den i Politikens Boghal i København.

Kultur, Kvinder

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET

af AdminEfterlad en kommentar til AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET
AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET

Af Lars Movin

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET
eller: MAYA DEREN PÅ ONSDAG

Så er den 6. sæson af “Amerikansk avantgardefilm” i Cinemateket lige på trapperne! Og som det fremgår af den her viste side fra Cinematekets program, lægger vi ud på onsdag (25. august) med en aften helliget pioneren Maya Deren (1917-1961) – skildret i Martina Kudláceks feature-lange dokumentar fra 2003, “In the Mirror of Maya Deren”. En event, der samtidig markerer, at efterårets avantgardeserie er helliget de KVINDELIGE filmmagere (klik på billedet og læs mere om de fire arrangementer).

Maya Deren er især kendt for debutværket “Meshes of the Afternoon” (1943), der kom til at stå som et overgangsværk mellem 1930’ernes surrealistisk orienterede avantgarde og efterkrigstidens mere poetiske, personlige eller virkelighedsnære eksperimentalfilm, som igen ledte frem mod 60’ernes (seksual)politiske undergrundsfilm. Deren blev en vigtig del af denne udvikling frem til sin alt for tidlige død i 1961. Og samtidig blev hun et forbillede for andre kvindelige filmmagere, som fulgte i hendes kølvand og bidrog til at rette op på den skæve kønsbalance, der (også) herskede inden for avantgarden.

Den russiskfødte Deren var digter, før hun blev filmmager, og hun har givet udtryk for, at mødet med filmmediet var som at komme hjem. Hun havde altid tænkt i billeder, og med film var det ikke længere nødvendigt at ‘oversætte’ dét, hun ville udtrykke, fra en visuel form til ord. I en periode havde hun tillige flirtet med ideen om at blive danser, og også i dén forbindelse tilbød de levende billeder hende en udvej. I filmen fandt hun et medium, hvor hun kunne udtrykke sig i dans, men samtidig overskride koreografiens fysiske begrænsninger, ophæve tyngdekraften, transcendere tid og rum og få hele verden til at danse. Direkte adspurgt betragtede Deren sig selv som en FILMKOREOGRAF.

Om Maya Derens stærke udstråling har hendes kollega (og elev) Stan Brakhage skrevet:

“Maya herself possessed a rare intensity. She had a powerful inner strength, which often terrified men, literally terrified MOST men. (…) Not only because she was fierce, but because she was so incredibly sexy. Ah! Just to shake hands with her was arousing!”

Men er Derens æstetik så specielt ‘feminin’, kunne man spørge. Selv sagde hun, at det kvindelige aspekt i hendes værker først og fremmest havde at gøre med forholdet til tid. Mænd har deres styrke i kraft af deres evne til at handle i nuet, mente hun, mens kvinder forstår at vente. Kvinder befinder sig i en evig tilstand af tilblivelse, og det er en sådan flydende tilstand, hun forsøgte at skildre i sine drømmeagtige og konstant fluktuerende filmscenarier.

Kom og hør (og se) mere på onsdag!

For information om arrangement og billetbestilling, følg linket her.