Jeanette Gustafsdotter bliver Sveriges nye kulturminister

Jeanette Gustafsdotter bliver Sveriges nye kulturminister

Af Tom Ahlberg

Præsenterer Sveriges nye kulturminister
Jeanette Gustafsdotter bliver Sveriges nye kulturminister.
Hun kommer fra en stilling som generalsekretær for Sveriges Museer. Tidligere var hun chef for Tidningsutgivarna. Hun er uddannet som jurist med speciale i medie- og immaterialret og journalist.
Gennem coronakrisen har hun fået førstehåndskendskab til kulturområdets store problemer. De fleste iagttagere er enige om, at hun er blandt de mest kompetente, når det handler om løsninger for kulturområdet post-corona.

GENSYN MED LYDIA LUNCH (en note)

GENSYN MED LYDIA LUNCH (en note)

Af Lars Movin

Jeg er stadig lidt ør i hele systemet efter tirsdagens møde med Lydia Lunch på spillestedet Stairway i Vanløse. Mat i koderne på en sært lykkelig måde – som efter at være sluppet helskindet ud af en orkan. Okay, man skal ikke overdrive, mere voldsomt var det så heller ikke. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var mere end almindeligt spændt på at gense det nu 62-årige No Wave-ikon, som jeg ganske vist løbende har fulgt på afstand, men som jeg ikke har talt med siden 1988. Det er trods alt 33 år siden. Men det gik fint. Der var lutter venlighed i det backstage-lokale, vi havde fået stillet til rådighed. Uden at der var tale om den helt store snakkesalighed, fik vi udvekslet lidt minder og informationer om “siden sidst”, mens jeg nippede til den udleverede catering, og den noget turnétrætte Lydia Lunch holdt sig kørende på en diæt af hvidvin og cigaretter. Det sidste kunne høres på hendes stemme, da hun gik på scenen for at levere en halv times Spoken Word, hvor hun – ud over at udnytte effekten i at veksle mellem to forskellige mikrofoner, den ene med rumklang, den anden uden – brillerede med en stemme, der nu spænder fra den lyse røst, vi kender fra hendes ungdom, over et fræsende mellemleje til en dyb brummen. Det var ganske dramatisk og samtidig enkelt og effektivt. Efter de levende ord fulgte Beth B’s fremragende portrætfilm, “Lydia Lunch: The War Is Never Over”, som ud over at give et overblik over det meste af den mere end fire årtier lange karriere viser en Lunch, som med ro og åbenhed taler lige ud af posen om de traumer og smertepunkter, der har været en væsentlig del af hendes kunstneriske råstof (herunder det misbrug, hun som barn var udsat for fra sin fars side). Frem til dette punkt på aftenen var alt godt. Men så var batterierne eller velviljen eller tålmodigheden, eller hvad det nu var, også ved at være brugt op. Og den Q&A-session, der skulle afslutte seancen, blev præcis den verbale brydekamp, jeg havde frygtet (og mere eller mindre forventet). Kun ét af mine forsøg på at få en samtale i gang udløste mere end rutineprægede parader, og det var spørgsmålet om, hvad Lydia Lunch tænkte om hordernes angreb på den amerikanske Kongres den 6. januar i år. Hér kom pludselig en fem minutter lang monolog om tilstanden i den nation, som hun er rundet af, og som hun i en lille menneskealder i en vis forstand også har levet af at rase imod. Jo, vreden, engagementet, energien og formuleringsevnen er der stadig. Det var godt at mærke, og vi kunne runde af med en fornemmelse af lige akkurat at have strejfet det strømførende lag, som siden 1975 har gjort Lydia Lunch til Lydia Lunch.

Da det hele var forbi, stillede aftenens hovedperson sig uden nogen som helst former for blusel op ved udgangen og falbød to af sine seneste cd-udgivelser: den retrospektive “The War Is Never Over”, et spin-off på Beth B’s film med en blanding af kendt stof og mere obskure godter; og albummet “Urge To Kill” (2021) med det særdeles velspillende ensemble Retrovirus, et projekt, der går ud på at præsentere et bredt spektrum af materiale fra hele Lunchs karriere i nye arrangementer (i vores Q&A kaldte hun projektet en “Lydia Lunch jukebox”). Jeg har nu lyttet til begge albums, og de kan anbefales til alle, som har en sød tand for Lunch!

(foto af Lydia Lunch, backstage på Stairway: lm)

SVENN SKIPPER ER DØD

SVENN SKIPPER ER DØD

Af Jerry Ritz

Det er rigtig trist, at modtage nyheden om at kapelmester, komponist, pianist, arrangør, dirigent, producer m.m. Svenn Skipper er død 74 år gammel. Jeg har samarbejdet med Svenn i rigtig mange år om forskellige musikalske forestillinger, som “Den forelskede Nattergal” og “Musik og Eventyr” – hvor også Michala Petri, Ghita Nørby og Lars Hannibal medvirkede. Vi var ofte på landevejen sammen og Svenn blev en rigtig god privat ven. Jeg holdt meget af Svenn og hans rolige væsen – man kunne slappe af i hans selskab, nyde musik, fordybe sig i en samtale og komme i en næsten meditativ tilstand. Noget jeg havde brug for når det hele gik lidt for stærkt. For Røde Kors producerede jeg i 2004 et velgørenhedsshow med titlen “Celebrate The Beatles” som vi arbejdede tæt sammen om, sammensatte repertoire og fandt solister. Svenn og han orkester stod for at akkompagnere solister som bl.a. Etta Cameron, Søren Launbjerg, Hans Ulrik og Susanne Elmark. Vi holdt planlægningsmøder og prøver i hans Holtewood Studio – alle stillede op til fordel for den gode sag uden honorar og var enige om at publikum skulle præsenteres for noget de ikke havde hørt før. Svenns kærlighed til musikken var stor og han havde altid noget musik, som han syntes jeg skulle høre – ikke mindst i processen med show’et – hans yndlings Beatles-fortolker var Sarah Vaughan. Han fik mig til at åbne øjne/øre for musik og kunstnere som jeg ikke kendte. Svenn spillede både til min 50 års og 60 års fødselsdag – og jeg stod for at arrangerer hans 60 års fødselsdag, som var en overraskelse ikke mindst for ham! Vi havde en fælles begejstring for svenske BAO! (Benny Anderssons Orkester) med sangsolisterne Helen Sjöholm og Tommy Körberg. Vi tog sammen til Sofiero Slot i Helsingborg med vores respektive fruer for at høre Benny og hans orkester live – medbringende madkurve Jeg har allerede savnet den Svenn jeg engang kendte, siden han blev ramt af Alzheimers, men vil altid mindes ham og de mange gode stunder vi har haft sammen. Hvil i fred kære Svenn.

(Portrætfoto: Ole Haupt – Sofiero-fotos privat).

KUNSTNERLØN NU!

KUNSTNERLØN NU!

Alternativet skriver:


Ligesom med videnskaben er kunstarterne afgørende for vores fælles nysgerrighed på verden og på hinanden. Kunst og kultur rummer et særligt forandringspotentiale, hvor vi kan eksperimentere med nye, progressive og nødvendige løsninger på morgendagens udfordringer.

Alligevel har mange kunstnere og kulturudøvere ofte prekær tilknytning til arbejdsmarkedet med mangelfulde løn- og arbejdsvilkår.

Alternativet vil skabe nye og bedre arbejdsforhold for den enkelte kunstner.

Derfor vil vi indføre en forsøgsordning med basisindkomst kaldet ”kunstnerløn” over fem år, hvor 1.000 personer med kunstner- og kulturarbejderbaggrund skal tilbydes en ubetinget basisindkomst på 10.000 kr pr. måned efter skat.

En tryghed, der erstatter kontrol med tillid, og giver frihed til at vælge det liv og den kunst, den enkelte kunstner og kulturskaber brænder for. Også selvom det ikke nødvendigvis skaber et overskud fra dag ét.

TEAM DANMARK KUNST

TEAM DANMARK KUNST

Alternativet skriver:

UNGE KUNSTNERE SKAL HAVE SAMME RETTIGHEDER SOM SPORTSUDØVERE

Et blomstrende kulturliv kræver spirende vækstlag. Alternativet foreslår at give unge kunstneriske talenter mulighed for at kombinere deres kreative fordybelse med at tage en ungdomsuddannelse.

Fuldstændig som man ser det hos eliteidrætsudøvere i Team Danmark.

‘Flugt’ bliver Danmarks Oscar-bud!

‘Flugt’ bliver Danmarks Oscar-bud!

Det Danske Filminstitut skriver:

‘Flugt’ bliver Danmarks Oscar-bud! Den danske Oscar-komité har netop besluttet at sende Jonas Poher Rasmussens ‘Flugt’ videre i Oscar-kapløbet om en nominering i kategorien for bedste internationale film ✨

Stort tillykke til Jonas Poher Rasmussen, producere Monica Hellström og Signe Byrge Sørensen og resten af holdet hos Final Cut for Real – og til den danske koproducerent Sun Creature Studio og animationsproducer Charlotte de La Gournerie og salgsagent Cinephil. Scandinavian Films

Claus Ladegaard, direktør for Filminstituttet og formand for komitéen, siger om valget:

“‘Flugt’ er en smuk, bevægende og nyskabende fortælling om en flygtning og hans skæbne. Det er historien om den enorme pris, som mennesker på flugt betaler hver eneste dag, også når de er i sikker havn. Jonas Poher Rasmussen fortæller med stor indlevelse, så Amins beretning er svær at ryste af sig. Brugen af animation, musik og realfilm er så fint afstemt, at vi virkelig sanser rædslen og kynismen undervejs i rejsen mod Europa. Men også skønheden, humoren og håbet fylder i Amins historie. Det gør ‘Flugt’ til en sjældent nuanceret film, der har både stor samfundsmæssig og eksistentiel dybde.

Modtagelsen af ‘Flugt’ har været overvældende siden premieren på Sundance Filmfestivalen. Filmen har siden været udtaget til en stribe prominente nordamerikanske festivaler. Og snart kommer dens amerikanske biograflancering, ført an af den Oscar-vindende distributør Neon. En så markant synlighed og opbakning giver tyngde i kapløbet. Komitéen tror på, at den flotte internationale rejse kan fortsætte, og at filmens stærke tema og originale form kan bringe den langt.”

Se Velvet Underground og Sparks i efterårsferien

Se Velvet Underground og Sparks i efterårsferien

Af Kim Foss

Jeg hører ikke blandt dem, der synes, at musikken pr. definition var bedre, dengang farfar var ung, men omvendt er det da livgivende, hvor godt nogle artister holder (og ikke skuffer) over tid. Som fx Velvet Underground og Sparks, som vi har fornøjelsen af at præsentere to helt nye dokumentarfilm om i efterårsferien i Grand Teatret – begge pudsigt nok udstyret med artwork, hvor farven pink går igen. Det var ikke bare lige at skaffe dem hjem, så jeg håber, at folk vil honorere indsatsen og kigge (og lytte) med. ’The Velvet Underground’ vises første gang fredag den 15. oktober, mens første visning af ’The Sparks Brothers’ ligger den 21. oktober. NB og lidt apropos: Jeg ved ikke, om nogen husker den undersøgelse, der blotlagde det traurige faktum, at vores åbenhed overfor ny musik i gennemsnit peaker, når vi er 24? Det er (stadig) interessant læsning.

DAN TURÈLL MEDALJEN PÅ BRITISH MUSEUM

DAN TURÈLL MEDALJEN PÅ BRITISH MUSEUM

Af Lars Movin

Mens vi tæller ned til omsider at kunne uddele Dan Turèll Medaljen til sangeren og sangskriveren Claus Hempler – det sker fredag den 15. oktober kl. 15 på Vangede Bibliotek – kan vi glæde os over, at et eksemplar af samme medalje netop er blevet indlemmet i samlingen på British Museum i London.

Dan Turèll Medaljen er udført – i bronze – af medaljøren og maleren Barry Lereng Wilmont, som i sin tid både var ven og samarbejdspartner med Dan Turèll, blandt andet omkring den store grafiske mappe “Ulysses’ Spejl”, der blev udgivet af Henrik Kampmanns Galleri i 1981.

Medaljen er siden 2012 blevet tildelt en person, der i sit kunstneriske virke korresponderer med Dan Turèlls værk og ånd, og findes i forvejen i Nationalmuseets samling. Og nu indgår den altså også i British Museums faste Medaljesamling. Finere kan det næsten ikke blive!

Tillykke til Barry Lereng Wilmont, som i den pressemeddelelse, Dan Turèll Selskabet har udsendt i forbindelse med den glædelige begivenhed, citeres for følgende udtalelse:

“Jeg er blevet oplyst, at British Museum kun sjældent udviser en sådan interesse for en medalie. Interessen skyldes blandt andet, at jeg de første år på Kunstakademiets billedhuggerskole i København (ved professor Mogens Bøggild 1967-1969) arbejdede med cire-perdue støbning i forbindelse med, at jeg ville finde Antonio Pisanellos (1389-1455) glemte arbejdsproces i fremstillingen af hans særegne og usædvanlige smukke medalier. British Museum suppleres tilmed min første cire-perdue støbte medalie i bronze fra 1967 og som blev præmieret på Kunstakademiets udstilling samme år på Charlottenborg. Dan Turèll medalien – som jeg lavede i 2011/2012 – blev den sidste fra min hånd. Dansk Numismatisk Forening har gennem årene doneret alle mine udførte medalier (33 stk.) til Nationalmuseet, hvor de befinder sig i Den Kgl. Mønt & Medaliesamling.”

(Dan Turèll Selskabet består af Peter Strøm, Jan Poulsen og overtegnede).

YOKO ONO I CINEMATEKET

YOKO ONO I CINEMATEKET

Af Lars Movin

YOKO ONO I CINEMATEKET
eller: “RAPE” GENBESØGT

Yoko Ono har nu passeret de 88 år og er stadig aktiv, om end på nedsat blus. I de senere år har hun fundet sin egen plads i kunsthistorien med adskillige store museumsudstillinger rundt om i verden og et værk, der generelt er omgærdet med respekt. Men sådan har det ikke altid været. Da Ono i sidste halvdel af 60’erne mødte John Lennon, blev hun med ét katapulteret fra en position som en avantgardekunstner, der kun var kendt i relativt snævre kredse, til en status som celebrity med en bred eksponering i massemedier og popkultur. Den form for cross-over er ofte problematisk og kan føre til diverse former for forvrængninger og fejlopfattelser. Og det gjorde det da også i tilfældet Ono, hvor forbindelsen til Lennon – og dermed periodens mest sakrosankte popgruppe: The Beatles – affødte reaktioner, der spændte fra skuldertræk til det direkte hadefulde.

Dette kan være et vanskeligt farvand at manøvrere i for en kunstner, som gerne opererer med sofistikerede og konceptprægede formater. I en nøgtern belysning kan der imidlertid – i hvert fald som undertegnede opfatter det – ikke herske tvivl om, at Ono og Lennon var gode for hinanden. Lennon fandt hos Ono en attitude, et tankegods og en kunstnerisk modenhed, som han tilsyneladende savnede i den periode; mens Ono via Lennon fik økonomiske muligheder og en platform at agere på, som hun med sit afsæt i det marginaliserede Fluxus-miljø ellers aldrig ville være kommet i nærheden af. Og så inspirerede de tydeligvis hinanden, både kreativt og menneskeligt. At Lennon næppe ville have skrevet sangen “Imagine” uden Ono, var han selv den første til at erkende, selv om det først skete relativt sent i livet (teksten er inspireret af “Imagine”-stykkerne i Ono-bogen “Grapefruit”). Men parret var også fælles om adskillige andre værker og aktiviteter, herunder en række eksperimenterende film, fortrinsvis i årene omkring 1970.

Det er den mest kontroversielle af disse film, “Rape” fra 1969, som – med venlig tilladelse fra Ono selv – vil blive vist i Cinemateket på tirsdag (28. sept.) klokken 19:15. Og ved samme lejlighed vil jeg præsentere min nye bog, “Farlige film 1 – Fluxus / Yoko Ono / Bob Dylan”, hvor jeg skriver udførligt om Onos film (med eller uden Lennon), herunder naturligvis om “Rape”. Da Ono og Lennon skabte “Rape”, havde de i nogen tid oplevet på egen krop, hvilke omkostninger det kan have at leve sit liv i offentlighedens søgelys. Og i filmen danner et af Onos karakteristiske konceptuelle værker, en lille instruktionstekst (et såkaldt “partitur”), afsæt for en undersøgelse af de magtrelationer, der er indlejret i filmmediet, hvor det nærmest per definition er personerne bag kameraet, der bestemmer, hvordan virkeligheden fremstilles.

Helt konkret refererer titlen “Rape” til, at et filmhold udvælger sig et tilfældigt offer på gaden i London, en ung kvinde af udenlandsk herkomst, og udsætter hende for en symbolsk voldtægt ved at følge efter hende med et kamera, indtil hun bryder sammen. Det var alt andet end behageligt for den kvinde, det gik ud over, og den kompromisløse film, hvor overgrebet nærmest følges i real time, er heller ikke just rar at være vidne til. Men filmen rejser spørgsmål, der er lige så relevante i dag, som de var dengang, og som værk betragtet er den yderst interessant ud fra adskillige vinkler: filmteoretiske, kunstneriske, mediemæssige, feministiske etc.

Nu om stunder vises “Rape” kun sjældent offentligt, men på tirsdag er der altså en mulighed for at se dette avantgardistiske hovedværk på det store lærred. Og vil man vide mere om “Rape” og andre af Ono/Lennons film, kan man læse videre i min bog, der som nævnt også vil være til salg på tirsdag.

For yderligere information og billetreservation, klik på dette link.

(På nedenstående billede ses Yoko Ono i interview ved undertegnede i Venedig, maj 1990, i forbindelse med optagelserne til filmen “The Misfits – 30 Years of Fluxus”. Foto: Steen Møller Rasmussen).

Superflex til FN

Superflex til FN

Statens Kunstfond skriver:

Havdyr inviteres op på landjorden til FN’s Generalforsamling 🌊

Når verdensledere mødes i denne uge til FN’s generalforsamling i New York, indtager den danske kunstnergruppe @superflexstudio den ikoniske FN-bygning og Central Park med kunst der sætter klima på dagsordenen.

Fra den 21. til 24. september vil en 145 meter høj videoinstallation – ’Vertical Migration’ – af de smukke sifonoforer pryde FN-bygningen. De gelantinøse havdyr spiller en stor rolle i at fjerne CO2 fra atmosfæren. I Central Park er der ’Interspecies Assembly’ med en række lyserøde marmorskulpturer, der skal inspirere os til at stoppe op og lytte til vores medarter. Skulpturerne giver også plads til et biodiverst marineliv i en fremtid med stigende vandstande.

Projektet er et samarbejde mellem Superflex og @art2030org.

Vi har støttet projektet sammen med en række fonde og ministerier.

Du kan følge projektet på g.co/siphonophore.

📸: Interspecies Assembly: Visualisering af SUPERFLEX, Vertical Migration: UN Photo/Eskinder Debebe, Visualisering af SUPERFLEX & Kollision