Golden Days Festival byder op til dans

Golden Days Festival byder op til dans

Af Svante Lindeburg

Først aflyste CPH:DOX, så Copenhagen Architecture Festival, Art Week, Madens Folkemøde, Distortion, Copenhagen Stage samt vores egne arrangementer BLOOM og fejringen af Genforeningen i København. For ikke at tale om alle de andre søsterfestivaler, koncerter, udstillinger mv., der skulle have løbet af staben i forsommeren. Stærkt indhold og store oplevelser er blevet hjemløse og aflyst i coronaens navn.

Som det ser ud netop nu, er Golden Days Festival i september den første større festival, der får lov at blive gennemført. Derfor åbner vi nu vores festivalprogram op og inviterer husvilde arrangementer og arrangører inden for! Alle institutioner, festivaler og live-arrangører er velkomne til at kontakte vores festivalteam, hvis I har indhold, der kan få gavn af en ny platform, en ny sammenhæng. Vi har markedsføring, PR-ressourcer, hænder, ildsjæle og en række velvillige fonde og generøse kommuner bag os.

I livebranchen kan vi ikke redde liv, men vi kan redde oplevelser, store øjeblikke og i sidste ende nye erkendelser, som kan få os alle sammen videre.

Lad os stå sammen og sørge for at vores fælles publikum får så mange gode kulturoplevelser i vente som muligt, når verden en gang åbner op igen. Årets tema er ”Ungdom”, som vi undersøger under titlen ’Forever Young’. Og det er jo heldigvis en ret rummelig og smidig tematik.

Krisen har tvunget os til at tænke nyt

Krisen har tvunget os til at tænke nyt

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Det er i kulturen, vi både kan finde trøst og glæde. I bøger og musik, på landets scener og på museernes vægge. Vi har brug for kulturen til at samle os. Særligt i den her tid. Til refleksion og håb. Trøst og eftertanke.

Derfor er det også ekstra hårdt, når det netop er vores mulighed for at samles om kulturen, der begrænses. På højskolerne, festivalerne, i biograferne. Steder, vi normalt mødes for at glædes og nyde livet.

Det er dog skønt at se, hvordan vi også bliver beriget med kultur på nye måder. Krisen har tvunget os til at tænke nyt. Og kreativiteten er ganske enkelt imponerende.

Det er vigtigt, at vi holder fast i det. Og holder hånden under vores kulturliv. Derfor havde kulturministeren og jeg i dag møde med kunstnere og kulturliv om situationen under coronakrisen. Om hvordan vi kan sikre åndslivet både under og efter den her svære tid.


Tak for de mange gode input!

HVAD GÅR FORFATTERE OG LAVER I CORONA-KRISEN?EN PERSONLIG BEKENDELSE

HVAD GÅR FORFATTERE OG LAVER I CORONA-KRISEN?EN PERSONLIG BEKENDELSE

Af Carsten Jensen

Medierne spørger i disse dage forfatterne, hvad vi egentlig går og laver. Hvad får vi tiden til at gå med i selv-isolationen?

Mine to yndlingshistorier om forfatteres forhold til deres arbejde lyder sådan her:
En forfatter og en købmand kommer til at sidde over for hinanden på et tog. “Hvad laver du? spørger købmanden. “Jeg er forfatter,” “Ja, ja,” siger købmanden, “men arbejder du også?”

Her er den anden historie: En forfatter og en ingeniør løber på hinanden til et selskab. “Hvad laver du?” spørger ingeniøren efter selv at have præsenteret sig. “Jeg er forfatter.” Åh,” siger ingeniøren med et lille suk. “Hvis bare jeg engang fik tid, kunne jeg godt tænke mig at skrive en roman.” “Åh,” siger forfatteren, “hvis bare jeg engang fik tid, kunne jeg godt tænke mig at bygge en bro.”

Så hvad laver vi forfattere, mens corona-virussen hærger, og vi sammen med resten af verden gemmer os bag hjemmets fire vægge? Vi gør, hvad vi altid gør: Sidder alene foran skærmen eller med en notesbog i hånden. Vores vigtigste arbejdsredskab er ensomheden. En forfatters liv består i forvejen af selv-isolation. Vi er trænede selv-isolationister.

Det betyder ikke, at vi i normale tider ikke færdes blandt andre, trykker hånd, omfavner, ja, endog kysser. Men vi er altid spaltede i to. Der er en, der hengiver sig, og en, der iagttager. Livet er vores råmateriale. Pas på med at omgås forfattere. Når det kommer til de store hemmeligheder, respekterer vi ikke privatejendomsretten. Vi er livets lommetyve. Vi stjæler dit hjerte, men kun for at udstille det i en roman.

Jeg spurgte engang en forfatter-kollega, hvad han læste. “Jeg læser kun de bøger, jeg kan stjæle fra,” svarede han. Tyveriet er forfatteres anden natur. Der findes et pænere ord for vores kriminelle tilbøjeligheder: inspiration. Vi søger efter inspiration over alt. Vi kan også sammenlignes med guldgravere. Dagligt står vi i iskoldt vand til hofterne. Vi leder efter guldglimtet på bunden af den vilde strøm.

Forfattere bliver også spurgt, hvad de læser, Jeg kan kun svare for mig selv. Jeg har ikke læst en bog i fire uger. Det er den længste tid, jeg har tilbragt uden en bog i hænderne, siden jeg lærte at læse som syvårig. Jeg finder ikke koncentration eller fordybelse, men surfer som en besat på nettet efter sidste nyt om virussen. Jeg har altid været politisk engageret. Politik handler om menneskers levevilkår, men også om ideer og den fremtid, vi engang kommer til at leve i. Lige nu handler politik om noget helt anderledes livsnært og afgørende: Vil jeg stadig være her om et år? Jeg ser på min kones ansigt og stiller det samme spørgsmål. Det er det spørgsmål, der slår al min koncentration i stykker.

Lad mig slutte med en tilståelse. Jeg er ikke forfatter af egen fri vilje. Jeg blev forfatter som den sidste udvej, fordi jeg følte, at jeg ikke duede til noget andet. Jeg var en skæv eksistens, men frem for alt var det mit forhold til sproget, der var skævt. Jeg følte, at det sprog, der ligger i munden på os alle sammen, ikke dækkede den virkelighed, vi sammen lever i. Det konventionelle, vedtagne sprog med dets skrevne og uskrevne regler for, hvad der kan siges, kan fungere på samme måde som censuren i en diktaturstat. Jeg blev forfatter for at fjerne den klamme hånd, der lå hen over min mund og næse og forhindrede mig i tænke. Kunst er en undersøgelse af virkeligheden. Kunst er spørgsmålstegn. Derfor blev jeg forfatter.

Er der brug for forfattere i disse dramatiske tider? Kulturminister Joy Mogensen mener, at det er der ikke. I en bemærkning, der formodentlig vil gå over i historien som det eneste bemærkelsesværdige, denne anonyme politiker har sagt, bekendtgjorde hun på et pressemøde, at det var “upassende” at tale om kultur. Det måtte vente, indtil det igen blev bedre tider. Men det er netop i hårde, afgørende tider som disse, hvor alt står på spil, at vi har brug for at få vores kaotiske erfaringer omsat i nye fortællinger. Vi må aldrig ophøre med at stille spørgsmålet om, hvem vi selv er, heller ikke når vi trues på vores overlevelse.

Forfattere er ikke eksperter på pandemier og virusser. Men vi ved lidt om livets hemmeligheder. Det er derfor, I har brug for os.

Det bliver ikke rigtig sommer i år

Det bliver ikke rigtig sommer i år

Af Joy Mogensen, Kulturminister

Roskilde, Skanderborg, Northside, Tønder, Langeland, Jelling, SPOT, Nibe – skønne festivaler, der skulle lyse i den danske sommer. Det er så mange ildsjæles hårde arbejde. Så meget musik der burde ringe i natten. Så meget fællesskab, oplevelser og kærlighed der er udskudt.

Heartland, Grøn Koncert, Copenhagen Jazz, Copenhell, Samsø, Heartland, Musik I lejet, Folkemødet – det er hjerteskærende at vi først skal være sammen i 21.💔

Vi skal holde hånden under vores største kulturbegivenheder – Vi er ved at se på den nødvendige hjælp.

Men det bliver ikke rigtig sommer i år. Uanset hvor meget solen skinner.

Her til aften har jeg forhandlet med ordførerne fra folketingets partier om flere af de andre uløste emner på kulturens og idrættens område. Vi arbejder alle sammen hårdt på at kunne bære også kulturdanmark igennem.

KULTURENS HJÆLPEPAKKE: DERFOR

Af Tom Ahlberg

Ja, de fleste må lide afsavn under den aktuelle coronakrise. Derfor har folketinget besluttet en række hjælpepakker, som skal hjælp os til at bevare langt de fleste virksomheder og arbejdspladser. Folketinget har her ikke skelnet mellem forskellige brancher, men ladet helhedssyn gennemsyre beslutningerne.

Alligevel piber kulturen. Kulturministerens svar er, at kulturen bare må lide som alle andre og så får vi i øvrigt lidt mere dansk musik i radioen og bibliotekspenge udbetales et par uger tidligere end ellers.

Det afgørende, som kulturministeren åbenlyst endnu ikke har forstået, er, at væsentlige del af dansk kulturliv ikke er omfattet af hjælpepakkerne. Det skyldes et særligt forhold, som kulturministeren i øvrigt skal være glad for: kulturlivet består i meget høj grad af selvejende institutioner, som finansieres gennem en blandingsøkonomi: offentlig støtte, publikumsindtægter og fondsstøtte.

At de selvejende institutioner mister publikumsindtægter kan godt sammenlignes med at andre brancher mister indtægter. Og så kan man sige at de generelle hjælpepakker skal hjælpe.

Men her kommer en særlig betingelse i hjælpepakken om lønkompensation ind: hjælpepakken omfatter kun virksomheder, hvor tilskud fra det offentlige udgør under 50% af de samlede driftsudgifter.

Jeg har ikke kunnet finde nogen begrundelse for denne 50%-regel. Måske et EU-hensyn, som EU-siden har fraveget?

Hvis en virksomhed modtager i nærheden af 100% i offentligt tilskud, bør problemet være til at klare (selv om hele kultursektoren er lidende efter 5 år med omprioriteringsbidrag). Men næsten alle danske egnsteatre, statstøttede museer, landsdelsorkestre, projektteatre, landsdelsscener, udstillingssteder og mange andre har blandingsøkonomi, afhængige af den offentlige støtte men også af publikumsindtjeningen. Det har sådan set været en statslig strategi gennem mange år at disse virksomheder skulle sikre sig bedre økonomi gennem større publikumsarbejde.

Der er selvfølgelig ikke kun kulturområdet, som har selvejende institutioner. Men daginstitutioner tvinges ikke til at tilbagebetale forældrebetalingen for manglende pasning, højskoler og efterskoler tvinges ikke til at tilbagebetale deltagerbetalingen for hjemsendte elever.

Den nemmeste måde at ligestille kulturen med det omliggende samfund ville være at fjerne 50%-reglen. Reelt er denne ubegrundede regel en særskilt negativ begrænsning for mange af kulturens selvejende institutioner for at overleve.

Efter corona bliver det i sig selv vanskeligt at få publikum tilbage til steder, hvor man skal være mange sammen. Den vigtigste forudsætning for det er dog, at de mange selvejende institutioner stadig eksisterer.

Til at sikre et stærkt og mangfoldigt kulturliv. For os alle.

Nyt fra eReolen

Nyt fra eReolen

Københavns Kommune skriver:

Vi ved godt, at I har brug for lidt ekstra underholdning. Derfor har Københavns Biblioteker forhøjet lånekvoten på eReolen fra 3 til 5 titler – lige nu og til og med 29. marts.

Via biblioteket har du adgang til eReolen, som indeholder over 46.000 e-bøger, 17.000 netlydbøger og 700 podcasts fra alle danske forlag.
Du kan også bruge eReolen GO!, som er et særligt univers for eReolens børne- og ungdomstitler. Hvis dit barns skole har et samarbejde med biblioteket, kan du logge ind med barnets UNI-login og få en frisk kvote på 10 e-bøger og 5 netlydbøger.

Søger du engelsksprogede, digitale titler, kan du bruge eReolen Global, der har et stort udvalg af skønlitteratur og faglitteratur på hjemmesiden og appen Libby. I København er der endda ekstra meget fantasy nu til både nye og garvede læsere af genren.
Hvis du ikke før har benyttet eReolen, kan du finde en vejledning her – eReolens bibliotekarer sidder også klar ved mailen og kan hjælpe dig her.


Få mere læseinspiration og se hvordan du kan læse magasiner online her.

God fornøjelse – derhjemme!

Postkort fra Lissabon

Postkort fra Lissabon

Af Susanne Sayers

Er nu, sådan på forsyningssiden, klar til eventuel karantæne. Helt uden at hamstre. Og ja, man kan få leveringer til døren også i Portugal, men vi aner reelt ikke, hvordan presset på den slags tjenester bliver i sådan en situation, slet ikke hvis den trækker ud, så hellere være nogenlunde på den sikre side. Så der også er fyldt op med ting, der er lette at lave, hvis man nu skulle blive småsløj. Som altid er der bønner, flåede tomater, løg, hvidløg, linser – den slags. Og vin og te i rigelige mængder … naturligvis.
Panik? Overhovedet ikke. Men karantæne kan blive virkelighed for os alle, og jo mere vi hver især har forberedt os uden at skulle trække på samfundsressourcer, der hurtigt kan blive pressede, desto bedre.
Derudover er situationen i Lissabon ret afslappet. Folk samler sig i parkerne som altid på en søndag. De promenerer langs floden, drikker kaffe og vin, og der er de sædvanlige køer i supermarkederne. Og propfyldte linje 28’ere. Jeg ser næsten ingen masker. Der er heller ikke udsolgt af håndsprit, men gel kan være svært at finde. Foreløbig er der 25 smittede i Portugal, de fleste mod nord, og de fleste kan spores til en portugiser, som kom hjem fra Norditalien. Så her er ikke endnu tegn på, at der er udbredt smitte i lokalsamfundet.
Jeg har været inviteret ud de seneste par dage, og der er blevet krammet og kindkysset på sædvanlig portugisisk vis. Det bliver noget af det sidste, der forsvinder, tror jeg. Det sidder stærkt i kulturen. Men jeg kan godt mærke, at jeg selv tøver efterhånden. Der ligger en slags ‘ny normal’ og dirrer lige under overfladen. Ikke som en frygt, men som en forsigtighed. For mit vedkommende ikke så meget på egne vegne – de færreste af os behøver at frygte at dø af sygdommen. Men som en beskyttelse af alle dem, der risikerer at blive alvorligt ramt og i yderste tilfælde at dø. Ved at passe på og udvise lidt omhu kan vi forhåbentlig være med til at bremse udbruddene, så der bliver tid og plads og ressourcer til at håndtere de alvorlige tilfælde i sundhedssystemet og beskytte de mest sårbare.

SPÆNDENDE FORSLAG OM MUSIKHUS I IKONISK KØBENHAVNERBYGNING

SPÆNDENDE FORSLAG OM MUSIKHUS I IKONISK KØBENHAVNERBYGNING

Kulturborgmester Franciska Rosenkilde skriver på Facebook:

Dele af det københavnske musikliv er kommet med et forslag om et musikhus i den ikoniske bygning på Vesterbrogade 59, som tidligere husede Københavns Bymuseum.

Musikhus København er et meget spændende projekt – og byen mangler det. Med projektet kan vi samle den klassiske og akustiske scene i Kbh og bl.a åbne mere op for børns møde med musik.

Intet er sikkert endnu, men jeg mener stadig, at det vil være en stor fejl at sælge så ikonisk en københavnerbygning som Vesterbrogade 59.
Derfor håber jeg også, at der er politisk flertal for at lade bygningen blive på kommunale hænder. Er der er det, bliver næste skridt så at finde ud af, hvem der skal leje lokalerne.💚