KØBENHAVN SKAL TAGE IMOD FLYGTNINGEBØRN

KØBENHAVN SKAL TAGE IMOD FLYGTNINGEBØRN

Af Franciska Rosenkilde, Alternativet, Kulturborgmester 

Mens Corona-krisen raser i store dele af verden, og vi stort set ikke læser om andet i medierne, er der fortsat krig, hungersnød og mennesker på flugt.

I Grækenland sidder tusindvis af familier og uledsagede børn i overfyldte flygtningelejre under kummerlige forhold og med en stor uvished om, hvad fremtiden bringer dem.

Situationen for især de uledsagede børn skærer i mit moderhjerte. Derfor er jeg enormt glad for, at der er politisk opbakning til De Radikales forslag om, at København skal tage imod uledsagede flygtningebørn i Grækenland.

Første step er nu, at overborgmesteren hurtigst muligt skal tage kontakt til udlændinge- og integrationsministeren med beskeden om, at København gerne til tilslutte sig initiativet fra foreløbigt ti europæiske byer om at tage imod uledsagede flygtningebørn i Grækenland.

København er rig på mange måder. Jeg mener, at vi har en menneskelig pligt til at hjælpe, hvor vi kan.

Lynetteholmen kan blive delvis bilfri

Af Frank Jensen, Overborgmester

Lynetteholmen kan blive delvis bilfri. En rolig bydel, hvor der er meget færre biler end normalt, hvor der er veje og områder, der er forbeholdt legende børn, gående og cykler. Og med en virkelig god betjening med kollektiv transport. Det vil blive en virkelig dejlig bydel. Jeg tror ikke at så stort et byområde reelt kan fungere helt uden biler. Dertil vil også betyde, at økonomien i Lynetteholmen vil bryde sammen, fordi byggeretspriserne vil falde dramatisk.

Analyserne af Lynetteholmen er bestilt af Borgerrepræsentationen for at sikre åben debat om byudviklingen af den nye bydel.

Lynetteholmen er en fantastisk måde at fremtidssikre København mod stormflod, når vandet stiger – i stedet for en dæmning får vi en hel, skøn bydel, med en lang grøn kyststrækning ud mod Øresund.

Åbent brev fra Overborgmesteren

Åbent brev fra Overborgmesteren

Af Frank Jensen, Overborgmester

Kære københavnere,

Læs med her – det er vigtigt!

Vi står i en gradvis genåbning af vores samfund. En genåbning der er muligt, fordi vi alle sammen har udvist samfundssind, ansvarlig adfærd og respekt for myndighedernes anbefalinger. Som overborgmester gør det mig stolt, at det store flertal af befolkningen har lyttet til myndighederne og prioriteret fællesskabet bedste – også selvom det har betydet, at mange har givet afkald på meget.

Genåbningen har givet os som kommune et stort arbejde – og vi arbejder fortsat hårdt for at få åbnet pladser i vuggestuer og børnehaver, så byens børn kan blive passet. Genåbningen har også betydet, at frisører og flere små erhverv er åbnet til glæde for mange. Og også for mig selv – jeg blev klippet i mandags!

Men genåbningen er altså betinget af alles adfærd. At vi alle bidrager. Desværre fortæller nærpoliti og gadepladsarbejdere, at tendensen i de seneste dage i København går mod at flere samles i store forsamlinger, hvor folk sidder for tæt. Det går ikke, at vi sætter den positive udvikling over styr. Selvfølgelig vil man gerne ud og nyde solen og sommerluften – men lad os nu gøre det klogt! Derfor vil jeg komme med en appel om, at alle fortsat holder afstand og søger hen mod steder, hvor der ikke er så mange. Tag en dejlig cykeltur og søg ud mod nye områder i byen. Vi skal fortsætte den ansvarlige adfærd, så vi kan fortsætte genåbningen af samfundet.

Golden Days Festival byder op til dans

Golden Days Festival byder op til dans

Af Svante Lindeburg

Først aflyste CPH:DOX, så Copenhagen Architecture Festival, Art Week, Madens Folkemøde, Distortion, Copenhagen Stage samt vores egne arrangementer BLOOM og fejringen af Genforeningen i København. For ikke at tale om alle de andre søsterfestivaler, koncerter, udstillinger mv., der skulle have løbet af staben i forsommeren. Stærkt indhold og store oplevelser er blevet hjemløse og aflyst i coronaens navn.

Som det ser ud netop nu, er Golden Days Festival i september den første større festival, der får lov at blive gennemført. Derfor åbner vi nu vores festivalprogram op og inviterer husvilde arrangementer og arrangører inden for! Alle institutioner, festivaler og live-arrangører er velkomne til at kontakte vores festivalteam, hvis I har indhold, der kan få gavn af en ny platform, en ny sammenhæng. Vi har markedsføring, PR-ressourcer, hænder, ildsjæle og en række velvillige fonde og generøse kommuner bag os.

I livebranchen kan vi ikke redde liv, men vi kan redde oplevelser, store øjeblikke og i sidste ende nye erkendelser, som kan få os alle sammen videre.

Lad os stå sammen og sørge for at vores fælles publikum får så mange gode kulturoplevelser i vente som muligt, når verden en gang åbner op igen. Årets tema er ”Ungdom”, som vi undersøger under titlen ’Forever Young’. Og det er jo heldigvis en ret rummelig og smidig tematik.

Mød Fatima fra hjemmeplejen

Mød Fatima fra hjemmeplejen

Københavns Kommune skriver:

‘Jeg agerer, som om jeg var smittet. Det er jeg ikke. Men ved at tænke, at jeg er, har jeg 100 % fokus på alle forholdsregler’. Sådan håndterer Fatima sit arbejde i hjemmeplejen i Valby, hvor hun hver dag besøger mange ældre, der alle er i risikogruppen for at blive alvorligt syge af corona.

‘Borgerne tager situationen så godt. Alle steder står de klar med håndsæbe og køkkenrulle, så vi som det første kan vaske vores hænder grundigt. Og når jeg så først er kommet ind og er i gang med det, jeg skal hjælpe med, så giver vi ikke den virus fokus. For jeg skal gøre borgerne trygge – det er dér, mine tanker er.

Vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger nøje. For eksempel skal vi allerede i entreen, inden vi går ind, spørge borgeren, om de har symptomer på corona. Og så har vi nogle actioncards, der nøje beskriver, hvordan vi skal agere, alt efter hvad borgeren svarer. Det kan virke lidt firkantet, men faktisk er det noget, vi er vant til. Vi spørger jo altid som det første, hvordan det går. Men jeg har vist kortene til mine borgere, så de forstår det, hvis vi spørger på en ny måde, og så de ved, at vi følger alle forholdsregler og gør alt, hvad vi kan, for at undgå at bære virus rundt mellem borgere.

Jeg har også droslet helt ned på, hvem jeg er sammen med privat. Mine forældre bor skråt overfor mig, og jeg er vant til at se dem hver dag, men nu har jeg ikke været inde hos dem i fem uger. De savner deres børnebørn, men er helt med på, at sådan må det være nu.

Hver morgen kommer vores øverste leder i hjemmeplejen med på vores morgenmøde og sikrer sig, at alle er ved godt mod. Jeg ved ikke, hvor hun får al den energi fra, men det smitter heldigvis. Og det har vi brug for. Det er vigtigt, at vi løfter i flok og bevarer arbejdsglæden i den her særlige tid’.

Ny indretning på metrotogene

Ny indretning på metrotogene

Metroselskabet skriver:

Hvis du rejser med metrolinjerne M1/M2 i de kommende uger, vil du muligvis støde på noget nyt i metrotoget. Torsdag begynder vi nemlig at teste en ny måde at placere sæderne. Med den nye indretning vil vi teste, om vi kan skabe bedre plads, når der er mange med toget.

Metroens passagerer har en tendens til at placere sig i området omkring dørene, hvilket kan give trængsel, også selvom der egentlig burde være plads nok. Med den nye indretning bliver sæderne placeret langs ydervæggene, og målet er, at det skal blive nemmere for passagererne at fordele sig i vognene. Testen skal undersøge, om pladsen bliver bedre udnyttet, og det bliver lettere at komme ind og ud.

I første omgang vil tre tog få den nye indretning. Efter en periode vil vi vurdere, om ændringen kan siges at forebygge trængsel. Hvis det er tilfældet, vil det blive afgjort, hvor mange af de resterende tog, der skal have den nye sædeopstilling.

I de seneste uger er passagertallet på grund af Coronavirus/Covid-19-krisen faldet med ca. 85 pct. i forhold til det normale niveau. Efter myndighedernes udmelding om en gradvis genåbning af samfundet vil passagertallet stige. Der er dog fortsat tydelige retningslinjer i forhold til f.eks. at holde afstand, rejse uden for myldretid og undgå at rejse, hvis man er syg. Kunderne vil i den periode opleve, at der vil være færre i togene, og at de kan blive bedt om at vente på næste tog eller at skulle vente på gadeplan, hvis der er for mange på stationen.

Tak fordi I blev væk fra åbningen af M4

Tak fordi I blev væk fra åbningen af M4

Metroselskabet skriver:

I lørdags åbnede vi den nye metrolinje M4 til Nordhavn. Men det blev langt fra den folkefejring og åbningsfest, som vi oprindeligt havde planlagt.

På grund af Corona/Covid-19-situationen var succeskriteriet i stedet, at færrest muligt skulle prøvekøre den nye linje og besøge de to nye stationer Nordhavn og Orientkaj. I lyttede til opfordringen om at blive væk på åbningsdagen; en kæmpestor tak til alle, der undertrykte sin nysgerrighed!

Efter åbningen af M4 er der nu dobbelt så mange afgange på den centrale strækning mellem København H og Østerport, så der vil være ekstra god plads til de passagerer, der under corona-nedlukningen stadig har behov for at benytte metro.

Vi glæder os til at se jer i Metroen igen. Indtil vi er på den anden side, opfordrer vi til, at I fortsætter med at udvise tålmodighed – de nye stationer løber ingen vegne. I mellemtiden kan lidt af nysgerrigheden måske holdes fra døren med et par dugfriske skud fra byens nye metrolinje.

SPÆNDENDE FORSLAG OM MUSIKHUS I IKONISK KØBENHAVNERBYGNING

SPÆNDENDE FORSLAG OM MUSIKHUS I IKONISK KØBENHAVNERBYGNING

Kulturborgmester Franciska Rosenkilde skriver på Facebook:

Dele af det københavnske musikliv er kommet med et forslag om et musikhus i den ikoniske bygning på Vesterbrogade 59, som tidligere husede Københavns Bymuseum.

Musikhus København er et meget spændende projekt – og byen mangler det. Med projektet kan vi samle den klassiske og akustiske scene i Kbh og bl.a åbne mere op for børns møde med musik.

Intet er sikkert endnu, men jeg mener stadig, at det vil være en stor fejl at sælge så ikonisk en københavnerbygning som Vesterbrogade 59.
Derfor håber jeg også, at der er politisk flertal for at lade bygningen blive på kommunale hænder. Er der er det, bliver næste skridt så at finde ud af, hvem der skal leje lokalerne.💚

Jørgen Leth åbner ny filmskole på Kongens Nytorv

Jørgen Leth åbner ny filmskole på Kongens Nytorv

Jørgen Leth åbner ny kunstfilmskole til efteråret på Kunsthal Charlottenborg.


Den danske filmskaber og digter Jørgen Leth ønsker, at videregive sin viden og erfaring til næste generation af filmskabere, derfor lancerer han nu et nyt eksperiment: En 12-ugers filmkunstskole baseret på Leth’s særegne metoder. Da idéen om forløbet blev søsat i Sydfrankrig i sommer blev skolen døbt ECOLE DE LETH.

ECOLE DE LETH har lejet sig ind på Kunsthal Charlottenborg i København, hvor forløbet bliver afholdt mellem d. 17. august – 6. November 2020. ”Charlottenborg er et fantastisk sted, at få lov at eksperimentere med filmkunsten. Her er kunsten blevet udfordret, undersøgt og ikke mindst skabt i over hundrede år. Det bliver spændende at se, hvilke udtryk og produktioner vores elever skaber.” Fortæller Jørgen Leth.

Jørgen Leth begyndte sin filmiske karriere i 1963 og har siden instrueret over 40 film. Senest har Leth instrueret dokumentarfilmen I Walk (Jeg Går), der havde verdenspremiere på filmfestivalen IDFA i efteråret, hvor Jørgen også modtog den ærefulde Lifetime Achievement Award.

”Når man har været i gang så længe som jeg, så har man lært en del. Der er en lektion i hver eneste af mine film. Det kunne jeg godt tænke mig at give videre. Jeg vil se, hvad mine metoder kan i hænderne på de unge talenter, der kommer med nye idéer, perspektiver og ikke mindst nye teknologiske færdigheder. Det bliver en stor fornøjelse, at spille bolden frem og tilbage mellem generationerne og se hvad vi kan lære af hinanden”.

ECOLE DE LETH’s 12 ugers forløb er til dem, der drømmer om at arbejde med filmmediet i fremtiden og for dem, der måske allerede har gjort det i en årrække og kunne tænke sig en kunstnerisk og kreativ legeplads, at udfolde sig på. Omdrejningspunktet for de 12-uger er en række af Jørgen Leths hovedværker, som Det Perfekte Menneske, 66 Scener Fra Amerika, De Fem Benspænd og Motion Picture.

Med afsæt i værkerne, vil eleverne skrive, instruere og redigere egne film indenfor så forskellige genre, som dokumentar, eksperimentalfilm og fiktion. Når forløbet er slut, vil eleverne stå tilbage med praktisk produktionserfaring, et spirende branche-netværk, kunstneriske eksperimenter og tre små filmværker.

Udover Jørgen selv og skolens faste stab, vil undervisning byde på indspark og gæstelærere fra filmens frontlinier, som blandt andre Pernille Fischer, Thomas Vinterberg og Lars von Trier. Thomas Vinterberg udtaler: ”Jeg husker din undervisning. Vi blev mærkede af den. Den gled ikke forbi, men blev tværtimod en del af vores grundtanke. “Begrænsningen er den største inspiration”, sagde du.”

FAKTA
ECOLE de LETH har plads til mellem 10-20 elever. Først til mølle.
Pris: Forløbet varer 12 uger og koster 60.000 kr, der dækker undervisning, faciliteter og udstyr.
Dato: 17. August – 6. November 2020.
Sted: Kunsthal Charlottenborg i København
Info, sign up og kontakt: http://www.ecoledeleth.org / mette@ecoledeleth.org

#ecoledeleth