Ny teknologi afliver ikke altid den gamle

Ny teknologi afliver ikke altid den gamle

Af Leif Lønsmann

INTERNETRADIO

Den 1. november 1996 lagde DR, som et forsøg, en række radioprogrammer ud på Internettet. Blandt tilbuddene var bl.a. Radioavisen, P1s Orientering, ”Harddisken” og ”Nordisk Kammermusik Konkurrence”.

Det var blot et forsøg, båret frem af visionære nørder i DR. Man vidste endnu ikke om Internettet blot var en forbigående “dille” for computernørder eller om det nogensinde ville opnå “folkelig udbredelse”.

Pessimisterne dømte ideen om at sende radio via Internettet død. Dels skulle brugerne downloade et særligt softwareprogram, Real Audio. Dels ville højst 500 kunne høre samme program samtidig. Og endelig ville Internettets båndbredde aldrig kunne sikre samme lydkvalitet som gammeldags æterradio på FM.

Optimisterne mente omvendt at “helt op til 50-70.000 danskere i løbet af en årrække ville have adgang til Internettet” og at ønsket om selv at vælge programmerne og høre dem når man vil, ville vinde over lydkvalitet og båndbredde.

Det lyder naturligt i dag at sende radio via Internettet, men for 25 år siden var det faktisk stadig “science fiction”.

Den 26.oktober 2000 forudså POLITIKEN imidlertid at Internettet ville revolutionere radiomediet, og at 20.000 radiostationer var indenfor rækkevidde. Og at det ville betyde et farve til P3.

I dag er det ikke muligt at tælle hvor mange radiostationer, der findes på Internettet. Og P3 trives fortsat. Ny teknologi afliver ikke altid den gamle. Nye muligheder giver ikke altid ANDRE, men FLERE tilbud…

Historien om DR Symfoniorkestret

Historien om DR Symfoniorkestret

Af Leif Lønsmann

SYMFONISKE VISIONER

Den 31.januar lander 6 kilos bogværk, “Visioner”, om DR Symfoniorkestrets snart 100 års historie.

”Visioner” er historien om DR Symfoniorkestret, fortalt over 864 sider af forfatteren Martin Granau. Et monumentalt værk om det orkester, der var en del af mit arbejdsliv og min hverdag gennem 20 år. Forlaget (L&R Lindhardt & Ringhof) skriver:

”I bogen skildres DR Symfoniorkestrets udvikling og koncertvirksomhed under store dirigenter som Nicolai Malko, Fritz Busch, Herbert Blomstedt, Celibidache, Leif Segerstam, Thomas Dausgaard og Rafael Frühbeck de Burgos, og historien føres helt frem til orkestrets nuværende chefdirigent Fabio Luisi; men symfoniorkestrets historie er nødvendigvis også DR’s historie. Med årene bliver samhørigheden mellem orkester og institution stadig tydeligere – især fra monopolbruddet i 1988 og frem, hvor det ikke mindst er symfoniorkestrets tilknytning til institutionen, der positionerer DR som landets største kulturinstitution. Fremstillingen breder sig derfor ud fra dette forgreningspunkt til at favne hele institutionens politiske, ledelsesmæssige, økonomiske, programpolitiske og strukturelle lag. DR Symfoniorkestrets udvikling spejles indadtil i DR.

Historien om DR Symfoniorkestret er en bred historisk fremstilling om de visioner, der gennem 100 år har formet DR Symfoniorkestret og DR. Fra Emil Holms vision om, at opbygningen af et dansk symfoniorkester af internationalt format kan ske i radioens regi, til orkesterchefen Per Erik Vengs vision om at genrejse symfoniorkestret som Danmarks nationalorkester og generaldirektør Christian S. Nissens vision om at ændre DR fra at være en produktionsvirksomhed til en udsendelsesvirksomhed og monumentalisere enhedsorganisationstanken i DR Byen i Ørestaden. Til sidst følger både koncerthuschefen Leif Lønsmanns vision om det mangfoldige koncerthus for hele befolkningen og bestyrelsesformand Michael Christiansens vision om at sætte kunsten og kulturen i centrum i DR”:

https://www.lindhardtogringhof.dk/produkt/visioner-dr-symfoniorkestret-100-ar

Østre Gasværk sprudler stadig af energi

Østre Gasværk sprudler stadig af energi

Af Leif Lønsmann

GAS

I 1878 var københavnernes energiforbrug allerede så stort at Vestre Gasværk ikke kunne klare efterspørgslen. Man måtte derfor anlægge endnu et gasværk, Østre Gasværk. Gassen, som værket producerede, blev brugt til både gadebelysning og husholdning i form af gaskomfurer, lys og varme.

Den centrale gasbeholder, der blev tegnet af arkitekten Martin Nyrop, som senere tegnede Københavns Rådhus, holdt på gassen helt frem til 1969, hvor nye energiformer havde overtaget energiforsyningen til københavnerne.

Gasbeholderen blev stående, og en solskinsdag i 1976 cyklede teatermanden Morten Grunwald og avisredaktøren Pelle Sadolin forbi den runde beholder, og ideen om at oprette et teater i den rå, massive bygning blev født.

Efter næsten 7 års lobbyarbejde og et par vellykkede forsøgsforestillinger lykkedes det teaterfolkene at overtale Københavns Kommune til at gå med på ideen. Og i dag er det præcis 40 år siden at Københavns Kommune, den 2 .juni 1983, forærede bygningen til et til lejligheden stiftet teaterselskab.

Resten er historie, som man siger. Teaterhistorie ! Østre Gasværk sprudler stadig af energi. Og i morgen vil dansere fra Pariseroperaen indtage scenen i det gamle gasværk, med gallaforestillingen ”Les Étoiles”: https://www.osterbroteater.dk/forestilling/les-etoiles-de-lopera-de-paris-stjernedansere-fra-pariseroperaen/

Abort

Abort

Af Leif Lønsmann

ABORT

I dag er det 50 år siden at det danske Folketing, med et snævert flertal, stemte for loven om fri abort. Forud havde gået en heftig debat, hvor især danske præster havde argumenteret imod at unge kvinder og læger skulle overtage Guds kontrol med artens videreførelse. En svær sag for præsterne, der samtidig gik imod udenomsægteskabelige svangerskaber.

Da loven kom til afstemning i Folketinget den 24.maj 1973 mødte en række kraveklædte præster op i tilhørerlogen i Folketinget for at protestere mod loven og advare mod dens vedtagelse. En af dem, pastor Jan Stolt, løftede fra tilhørerpladserne sit medbragte krucifiks og bad til Gud for en nedstemning af forslaget.

Om det var Gud, der ikke hørte præstens bøn, eller Folketingets flertal, der ikke fulgte Guds bud, er uafklaret. Loven blev vedtaget med 95 stemmer for og 56 stemmer imod. 17 undlod at stemme. Resten var fraværende.

Loven trådte i kraft 1.oktober 1973. Danmark blev dermed et af de første vesteuropæiske lande, der tillod fri abort. De kommunistiske diktaturer i Østeuropa havde allerede fri abort. Der spillede Gud ikke så stor en rolle i den politiske proces.

KAPELMESTERENS KYS

KAPELMESTERENS KYS

Af Leif Lønsmann

Torsdag den 5. juni 1924 fandt der et optrin sted på et konditori i København, som endte i Landsretten.

Dengang tjente de københavnske konditorier som dansesaloner, med levende musik og dans. Det gjaldt også konditoriet i Frederiksberggade, som blev ejet og drevet af Kammerråd Knud Pagh. Denne torsdag under musikalsk ledelse af kapelmester Eilert Lindorff-Larsen* (foto).

Klokken 23 var stemningen både høj og hed i Konditoriet, og kapelmesteren så sit snit til, som det hed dengang, at ”stjæle et kys” fra en ung dame, Frk. Petersen, der var gæst i Konditoriet.

Det offentlige kys skabte nogen opstandelse i Konditoriet, og restauratøren så sig foranlediget til at anlægge sag mod Kapelmesteren med krav om øjeblikkelig afskedigelse i henhold til kontrakten, som indeholdt en passus om at ”Kontraktforholdet ophører i samme Øjeblik, der sker brud paa Orden og Velanstændighed”.

Lindorff-Larsen benægtede i første omgang overhovedet at have kysset i lokalet, men tilstedeværende gæsters vidneudsagn modsagde ham. Vidnerne kunne bekræfte at have set ”kyssescenen”, men der var modstridende tolkninger af omstændighederne, herunder om det var sket med eller imod den unge dames vilje.

Sagen blev ført helt til Landsretten, som frifandt kapelmesteren med henvisning til at omstændighederne ved kysseriet ikke var tilstrækkeligt kortlagt, og at der derfor ikke var retsligt grundlag for dom eller straf. Retssamfundet lod tvivlen komme den sigtede til gode.

Kapelmesteren kunne således fortsætte sit spil, og dermed sin karriere, som senere bl.a. førte til at han blev musikalsk leder for Danmarks Radios Underholdningsorkester.

*

Eilert Henning Lindorff-Larsen, kapelmester og komponist Han blev student i 1920 og tog organisteksamen fra Musikkonservatoriet i 1922 og var i en årrække fast organistvikar ved Københavns Domkirke. I 1925 havde han sin debutkoncert. Fra 1930 var han tilknyttet Det ny Teater, Casino, Dagmarteatret som teaterkapelmester og var dirigent i National-Scala og i Cirkusrevyen. Desuden har han ledet underholdningsorkestret i Danmarks Radio. Lindorff-Larsen komponerede orgelmusik, sange og orkestermusik og beskæftigede sig med musikken til balletterne “Irene Holm” og “Jomfrukilden”. Han blev gift den 23. oktober 1925 i Frederiksberg Kirke med Esther Jacobine Rasmussen (29-12-1899). Efter skilsmisse i 1933 blev han den 15. februar 1934 gift på Københavns Rådhus med skuespillerinden Ellen Jansø. Senere blev han den 1. april 1951 gift med skuespillerinden Gerda Gilboe. Arrangerede musikken for Cirkusrevyen som inkluderede nogle fine arrangementer for Gellin og Borgstrøm med orkester. To blev senere indspillet på “His Master’s Voice” i 1937: “Zigeuner Fantasie” og “Høstgildet”. 

”De Fremmede Forbrydere”

”De Fremmede Forbrydere”

Af Leif Lønsmann

Er indvandrerne overrepræsenterede i forbryderstatistikkerne ? Dette spørgsmål er ikke nyt. Allerede for 100 år siden var det et tema i Danmark. Dengang var det primært svenskere, der figurerede i politiets forbryderalbum, fulgt af nordmænd og tyskere. Efter straffen kunne de udvises af Danmark. Men mange af dem vendte tilbage.

Indtil fotografiets opfindelse ”registrerede” man i Danmark sådanne forbrydere ved hjælp af fysiske ”mærkninger” såsom brændemærkning eller afskæringer af hænder, næser, ører eller andre legemsdele. På den måde kunne politiet – og borgerne – genkende dem på gaden.

Efter det nymodens ”fotografiapparat” blev introduceret i 1800-tallet begyndte politiet i stedet at identificere forbrydere gennem forbryderbilleder, således at politiet kunne genkende forbryderne på gaden.

Mange af politiets gamle forbryderalbums er bevaret, og kan i disse måneder ses på Immigrantmuseet – Migration Museum of Denmark i Farum. Og jo, ganske mange af dem er udlændinge og indvandrere.

Hovedparten er nu ikke hårdkogte voldsforbrydere eller barneskændere. Men som fremmede havde de svært ved at komme ind på det danske arbejdsmarked eller skabe egne forretninger, og måtte derfor hutle sig gennem tilværelsen, fattige, syge og desperate. Og netop fattige mennesker var i forvejen stærkt overrepræsenterede i politiets forbryderalbums. Så overrepræsentationen af fremmede i albummerne viste en social profil snarere end en etnisk. Det vidste den tids kriminologer. Men det var stadig den folkelige opfattelse at det var fordi de var ”fremmede”.

Immigrantmuseet i Farum sætter ansigt på ”de fremmede forbrydere” i politiets fotoalbums fra 1800-tallet. De fleste af forbryderne havde gjort sig skyldig i smårapserier, cykeltyverier, betleri og hæleri. Men der er også mere spektakulære overtrædelser af den tids straffelov, såsom ”anarkister”, ”bondefangere”, ”fosterfordrivere”, ”hotelbedragere”, ”løsagtige kvindefolk”, ”fruentimmere” og ”sædelighedsforbrydere”. Og også deciderede voldsmænd, drabskvinder og barnemordere.

På billedet ses svenske Eva Andersdotter, som var en af de overrepræsenterede fremmede i kriminalstatistikken. Hun blev straffet og udvist fra Danmark hele 19 gange, efter alt at dømme for ”betleri”. At hun, som de fleste andre kvinder, dækkede sit hår med et tørklæde, var til gengæld ikke en forbrydelse.

Udstillingen ”De Fremmede Forbrydere” løber frem til februar 2023.

DE KØBENHAVNSKE SVAJERE 🚲🌪️

DE KØBENHAVNSKE SVAJERE 🚲🌪️

Arbejdermuseet skriver:

Budcykel, svajer, ladcykel, long john, short john, kassecykel.. kært barn har mange navne!

Allerede i 1930’erne var cykelbuddet et udbredt erhverv i byerne, og selv børn arbejdede som bybude med at bringe varer ud for købmanden. Helt frem til 1960’erne var det ikke ualmindeligt, at børn arbejdede som cykelbude i byerne. Det er svært at forestille sig i dag, hvor storbyfamiliers el-ladcykler med glade børn i pryder gadebilledet 👨‍👧‍👦🚲

Navnet “svajere” fik cykelbudene, fordi de kom svajende ned ad gaderne på deres Long John-cykler med tunge varer på ladet foran. I 1940’erne blev Svajerløbet indført – en konkurrence blandt de københavnske cykelbude 😎

I dag nøjes børn heldigvis med at lege cykelbude. På Børnenes Arbejdermuseum kan man hoppe på budcyklen og opleve, hvordan det var at være bybud i gamle dage 🤓

GABRIEL JENSEN OG FERIEBØRNENE

GABRIEL JENSEN OG FERIEBØRNENE

Arbejdermuseet skriver:

GABRIEL JENSEN OG FERIEBØRNENE ☀️

I dag ville Gabriel Jensen være fyldt 161 år. Manden som er værd at huske og fejre, fordi han gav arbejderbørn fra de allerfattigste kvarterer mulighed for at få oplevelser, der tog dem ud af den mørke baggård og væk fra arbejde og pligter. I hvert fald for nogle timer i sommerferien. 🥲

Omkring år 1900 var området omkring Enghave Plads et af de allerfattigste arbejderkvarterer i hele København. Og rundt omkring i baggårde, på gaden og i kælderskakter kunne man finde kvarterets børn, der forsøgte at finde plads til leg.

En række lærere og voksne i området tog initiativ til at stifte Vesterbros Friluftsforening, som gik i gang med at organisere små ture ud i naturen for de københavnerbørn, der måtte blive i hovedstaden i ferien.

I 1908 kom læreren Gabriel Jensen ind i foreningens ledelse, og han gik straks i gang med at udvide foreningens aktiviteter hvilket betød at de både rejste længere væk, men også at der kom et langt større fokus på oplevelser og underholdning. Blandt de mange aktiviteter var badning, boldspil, bådture, besøg på travbanen i Charlottenlund, Tivoli og besøg på brandstationer. 🌳🎠🚒🎡

Efter hans død i 1924 besluttede foreningen at minde Gabriel Jensens store indsats for børn ved at omdøbe foreningen i hans navn. Foreningen eksisterer forsat den dag i dag og har stadig en mission om at arrangere aktiviteter for børn og unge, der mangler tilbud i sommerferien.

Stort tillykke til Gabriel Jensen. 🇩🇰
Vi sender dig en taknemmelig tanke ♥
Billederne er alle fra vores arkiv og er fra 1940’erne og 1950’erne

Clara Zetkin – kendt for ideen om kvindedagen

Clara Zetkin – kendt for ideen om kvindedagen

Af Eigil Møller

“Als der Zusammenbruch kam, meinte ich, wahnsinnig werden oder mich töten zu müssen.” (1914)

Clara Zetkin. Kendt for ideen om kvindedagen, der var tænkt som en dag, hvor ‘socialistiske kvinder’ i samarbejde med ‘proletariatets klassebevidste faglige og politiske organisationer’ skulle agitere for bl.a. kvinders valgret. Altså starten på 8.marts.

Senere tiders feminister har lagt noget distance til hende. Den klasseorientering, hun stod for, falder ikke i alles smag.

Hendes indsats har været uvurderlig, både for kvindebevægelsen, men også på andre, centrale områder:

Modstand mod krig og imperialisme var helt afgørende for hende og for den socialistiske bevægelse som helhed i årtierne op til 1.verdenskrig. Det var en hjertesag, som der blev brugt mange konferencer, skrifter, møder og demonstrationer på. Den imperialistiske krig skulle forhindres ved at den internationale arbejderbevægelse modsatte sig den og nægtede at være med. Da det så kom til stykket svigtede bevægelsen totalt. Socialdemokraterne i de forskellige krigsførende lande valgte at støtte deres eget borgerskab i blodbadet, bl.a. ved at stemme for finansieringen, ved at bevilge penge til mordmaskineriet.

Zetkins reaktion: “Als der Zusammenbruch kam, meinte ich, wahnsinnig werden oder mich töten zu müssen.” – Bliv sindssyg eller begå selvmord. Så voldsomt oplevedes forræderiet. Heldigvis besluttede hun, at: ‘Jetzt erst recht!’ og gik igang med intensivt organisationsarbejde for både arbejderkvindernes og fredens sag. Af bl.a. det arbejde opstod så i netop de år den kommunistiske verdensbevægelse, der fra en eksistens som obskure, fragmenterede mindretal på få år blev en overvældende succes: Revolutioner, opbygning af helt nye stater, kommunistisk internationale, startskud til det 20.århundredes største frigørende bevægelse: Koloniernes frigørelseskamp, kulminerende med besejringen af tysk og japansk kolonialisme i 40’erne, i de følgende år en omfattende bølge af nationale befrielsesbevægelser op til i dag, hvor imperialismen aldrig har stået over for en større og mægtigere modstandsbevægelse i form af nationer, der modsætter sig USAs hegemoni. Masser af slinger og tilbageslag undervejs, men resultaterne er ikke desto mindre overvældende set i historisk perspektiv. – Iøvrigt: Også i erkendelse af den overhængende fare fra fascismen var hun tidligt ude. Allerede i 1923 aflagde hun i Kominternsammenhæng en rapport med analyse af det nye fænomen og forslag til antifascistisk aktion, og i 1932 tordnede hun som alderspræsident mod nazisterne i sin åbningstale i den tyske rigsdag, der blev valgt ved det sidste frie valg inden det nazistiske terrorregime. Så, hun var på forkant og gjorde sit på flere meget vigtige fronter.

I dag er vi igen i en august 1914-lignende situation. Hvis man havde illusioner om vore dages ‘venstrefløj’ så kunne man nok være fristet til at tænke som Zetkin: ‘Als der Zusammenbruch kam, meinte ich, wahnsinnig werden oder mich töten zu müssen.’ – Men, selvom det er trist at se, hvor hovedløst fx Enhedslisten prøver at overhale NATO-imperialisterne i krigsretorik og alment stupide udsagn, og hvor rasende de bliver på de få der forsøger sig med en smule omtanke og nuancering, og især hvor blindt 1914-agtigt de agiterer for en politik, der uundgåeligt fører til store civile lidelser (heltemod pr. stedfortræder) og som objektivt støtter nazistiske terrororganisationers ødelæggelse af tilværelsen for utallige ukrainere. Selvom det er trist, så er det ikke overraskende. Støtten til destruktionen af Libyen var ikke en tilfældighed, den linie er siden blevet fulgt op flere gange i forhold til Syrien og til Nicaragua osv. Partiet er simpelthen et integreret element i det imperialistiske system. Deres funktion er at levere de ‘progressive’ og ‘woke’ stemmer til galskaben. – Så, sammenbruddet er foregået forlængst. En venstrefløj i Clara Zetkins forstand findes simpelthen ikke længere i NATO-stan.

Til gengæld stortrives den i det globale syd. Og, som antydet ovenfor, bærer Zetkins indsats en del af æren for det. Uden eksemplet fra oktoberrevolutionen var det tvivlsomt, hvor langt det var kommet med koloniernes frigørelse og økonomiske og sociale fremgang.

Den aktuelle trussel fra både krig og den genoplivede fascisme udspringer af og hænger organisk sammen med imperialismen og dens stadige koloniseringsbehov. Den viden er en del af arven fra Zetkin. Sammen med 8.marts.

Et af de vigtigste danske albums overhovedet

Et af de vigtigste danske albums overhovedet

Af Uffe Lorentzen

DAGENS ALBUM: Her ser vi et af de vigtigste danske albums overhovedet efter min mening. Til højre et nyligt indkøbt originaltryk fra 1982 på Irmgardz, til venstre et limiteret genoptryk fra 2016 lavet af DVP Dansk Vinyl Produktion, savnede Martin (Route66) Lindholms label, som blandt andet stod for alle de tidlige Bisse albums og meget andet. Jeg regner denne plade som lige så essentiel i dansk sammenhæng som Steppeulvenes Hip. If you lose your dreams you will lose your mind synger Fritz – og han har jo så evigt ret, men selvom det nok er et citat fra Ruby Tuesday med Rolling Stones, så virker sætningen alligevel mere sand, mere selvoplevet og mere påtrængende som et stykke nødvendigt og brugbart livsråd når det kommer ud af Fritz’ mund. De to tryk lyder faktisk bemærkelsesværdigt ens nu hvor jeg sammenligner, men originalen har måske en anelse mere nærvær i trommelyden – dog uden at jeg vil lægge hovedet på blokken for den sag. Ikke at det betyder så meget, begge tryk er svære at finde idag, men ikke nødvendigvis specielt dyre når de dukker op. Ihvertfald ikke i forhold til hvor fantastisk denne optagelse er og hvor utroligt fri og improviseret musikken fremstår. En god trommeslager, en solid bassist, en eksperimenterende guitarist og en stor poet, der trods sine vanskeligheder med den engelske udtale får hamret sine pointer igennem klart og tydeligt, med skrig, sang, hvisken, reciteren, messen og altid hjertet på helt rette sted. Idag og imorgen er jeg som sædvanligt på arbejde i Route66 og det glæder jeg mig igen til, ikke mindst fordi der er sket en del i brugtkasserne i den sidste uge, så man nu kan finde ret vilde ting, dog desværre ikke denne. Before – A Wish Of Life Irmgardz 1982.