TILLLID ER GODT – MEN DEMOKRATISK KONTROL MED MAGTHAVERNE ER BEDRE

TILLLID ER GODT – MEN DEMOKRATISK KONTROL MED MAGTHAVERNE ER BEDRE

Af Theresa Scavenius

Det er positivt, at Mette Frederiksen har ændret retorik. At hun til pressemødet i aften flere gange nævnte, at oplukningen af samfundet igen skal ske på sundhedsfagligt grundlag. Det er et kursskifte i forhold til tidligere pressemøder og i forhold til, hvad der står i hasteloven. At hun betoner, at hun gerne tager imod input fra folketinget – og velsagtens alle borgere i samfundet – og flere gange nævner, at hun er dialog med folketingets partier i forbindelse med hjælpepakker. Mette Frederiksen udtrykker et ønske en demokratisk forankret krisestyring. Det er også et kursskifte.

Det er også positivt, at statsministeren i højere grad betoner, at corona-politikken ikke er nødvendighedens politik – men taler om en balancegang mellem andre sygdomme, andre samfundsmæssige udfordringer, samfundsøkonomi, borgernes kollektive psykologiske tilstand og forståelse for den danske politiske kultur. For det er den fine balancegang, som vil opretholde borgernes tillid til regeringen, myndighederne og vores demokratiske samfund i det hele taget.

Netop dét har jeg skrevet om i Politiken i dag: At borgernes tillid er regeringens vigtigste styringsinstrument. Og Mette Frederiksen styrker tilliden, når hun træffer beslutninger, som er fagligt og demokratisk legitime.

Men der kunne gøres en lang række ting, som yderligere ville styrke krisehåndteringen og gøre den mindre sårbar overfor mistillid. Konkret foreslår jeg, at der nedsættes et ekspertpanel og et borgerting, som kan understøtte regeringens og myndighedernes arbejde. Det vil være to institutioner, som kan understøtte den faglige diskussion kombineret med et forum for de politiske og etiske dilemmaer, som skal træffes og hele tiden bliver truffet.

Mette Frederiksen og Folketinget kan have en holdning. Men fordi beslutninger har så stor indvirkning på alle borgeres liv, burde de have en større mulighed for at komme til orde. For at kunne bringe deres holdning til den politiske og etiske balancegang til torvs.

Endnu mere konkret og akut mener jeg, at hasteloven bør revideres og løbende tilpasses den aktuelle sundhedspolitiske situation, hvor kapacitetsproblemet bliver mindre og dermed også smittefaren for alle, som ikke er i risikozonen for at dø af sygdommen.

At genåbne Danmark er en hårfin balance

At genåbne Danmark er en hårfin balance

Af Mette Frederiksen, Statsminister

At genåbne Danmark er en hårfin balance. Lidt som at gå på en line. Står vi stille, vil vi falde i. Går vi for hurtigt, går det galt.

Åbningen er baseret på myndighedernes faglige anbefalinger. Og vi har den tilgang, at vi hellere vil tage et skridt for kort – end et for langt. Det vil nemlig gå hårdt ud over vores samfund og økonomi, hvis vi bliver nødt til at lukke ned igen.

Kun hvis vi bliver ved med at holde afstand, vaske hænder, undgå at mødes for mange. Så kan vi begynde en forsigtig åbning af Danmark efter påske.

Her til aften har jeg præsenteret første fase for netop det: En forsigtig og kontrolleret genåbning. Noget af det, vi åbner for, er, at børn i institutioner og i 0.-5. klasse kan starte igen – men på en ny måde, hvor der blandt andet er større krav om hygiejne og om at være ude.

Samtidig er vi nødt til at forlænge lukningen andre steder. Jeg ved, det er hårdt for mange. For de festivaler og markeder, som mange frivillige har brugt lang tid på at planlægge. For de grundskoleelever, der ikke kan komme til eksamen. Og ikke mindst for de små erhvervsdrivende. Frisører, cafeer, restauranter – for bare at nævne nogle få. Derfor går vi nu i gang med – sammen med Folketingets partier – at se på, om vi kan forbedre og udvide de hjælpepakker, der allerede er indgået.

Det er så afgørende, at vi alle holder fast nu. Et lille skred i vores adfærd som individer kan få alvorlig betydning for hele vores fællesskab.

Og lad mig sige det helt klart: Hvis vi kan se – i løbet af påsken – at tingene skrider. Så begynder vi ikke den forsigtige og gradvise åbning efter Danmark.

Kære Statsminister

Kære Statsminister

Dansk Artist Forbund skriver:

Kære Statsminister – kære Mette Frederiksen.
Vi har hørt din tale idag: En gang efter august kan større forsamlinger måske mødes igen.
Vi er i chock – og vi er nu uden job langt ind i slutningen af 2020.

Selvfølgelig skal vi passe på hinanden!

Men at undvære fællesskabet og lukke scenerne er et stort og omfattende tab – optimismen daler, pulsen dykker og et helt levebrød forsvinder. Husk vores fælles liv og kulturliv i de store beslutninger, du tager og i dine udmeldinger om vores fælles rum! Så lover vi, at du og Danmark ikke har hørt det sidste fra os ….

Testmængden dykkede markant i weekenden

Testmængden dykkede markant i weekenden

Mandagens testtal:

Der er nu i alt 4.647 testet positive for COVID-19 ud af 46.916 indrapporterede test.

Det ser ud til, at testmængden dykkede markant i weekenden (ligesom de foregående weekender).

Efter rekordhøje 5.843 test fredag blev der testet knap 3.300 lørdag og knap 1.800 søndag. Disse tal bliver opjustere, men der er helt sikkert en stor effekt af mindre testkapacitet i weekenden.

Den daglige positiv-procent har stabiliseret sig omkring 8%, mens den er 9,9% for alle testet siden begyndelsen.

Analysen er udarbejdet af Frederik Wiedemann.

Det omsorgsfulde Samfund

Det omsorgsfulde Samfund

Af Peer Aagaard

På det plejehjem hvor min mand arbejder, når han ikke som mig er i karantæne, er der til dato registreret ni tilfælde af coronavirus, herunder et dødsfald.

Samtidig har jeg selv kolleger som i disse dage og uger knokler nærmest i døgndrift. At arbejde på Infektionsmedicinsk Afdeling på Riget er at befinde sig i orkanens øje.

Det føles fattigt og utilstrækkeligt at sige det her fra vores sikre hjemme-isolation, men vi tænker på vores kolleger næsten konstant. Den uegennyttige, kolossale indsats, som de præsterer i denne tid, vidner om en medmenneskelighed og en dedikation, der kræver folk af en ganske særlig støbning.

Det samme gælder naturligvis også alle de andre, som er med til at holde samfundets hjul i gang i en tid, hvor det overvældende flertal af os prøver at gøre det så godt, vi kan – ikke bare for os selv, men også for andre.

Måske bør vi holde op med at tale om vores velfærdssamfund, fordi ordet vækker associationer om økonomi og komplicerede regler, som lader mange i stikken. Er målet ikke snarere Det omsorgsfulde Samfund, hvor mennesket er i centrum, og hvor vi er bedre til at anerkende hinandens individuelle evner, indsats og behov?

Mit håb er, at ånden fra Corona lever videre længe efter, at vi har lagt epidemien bag os.

Der ligger en skæbne og et levet liv bag hvert eneste tal i statistikkerne, men vi er alle meget mere end et nummer eller en profil på nettet. Pas på de andre og dig selv. Dét er læren af Corona.

Med stor tak og mange kærlige tanker.

/P

Den daglige tilgang af indlagte med COVID i Danmark er næsten halveret

Den daglige tilgang af indlagte med COVID i Danmark er næsten halveret

Af Frederik Wiedemann

For første gang kan man udlede den daglige tilgang af indlagte med COVID i Danmark – og den er næsten halveret de seneste 9 dage, hvilket indikerer en halvering af smitten i den første periode efter nedlukning af Danmark.

Vi har længe savnet tallene for, hvor mange nye patienter, der bliver indlagte hver dag, da det vil være den bedste indikator for, hvordan det går med smitten (de nyindlagte er vist typisk blevet smittet 10-14 dage tidligere).

For halvanden uge siden blev der indlagt ca. 80 nye patienter om dagen. I går blev der kun indlagt 47 nye patienter og i forgårs 58.

Det indikerer, at den daglige smittemængde omkring 21. marts var halveret i forhold til halvanden uge tidligere, hvor nedlukningen af Danmark blev iværksat.

I går og i forgårs blev der udskrevet hhv. 37 og 50 patienter. For halvanden uge siden svingede udskrivningerne omkring 20 om dagen. Antallet af nye indlagte og udskrevne nærmer sig hinanden.

(Note: Tallene for de seneste dage er beregnet direkte fra seruminstittuets opgørelser.
Tallene for de første dage i grafen er baseret på aflæsning af seruminstituttets grafik og derfor nok ikke helt præcis.
De lysere søjler i midten af grafen er baseret på en antaget udvikling mellem de kendte tal for de omliggende datoer)

Antallet af indlagte fortsætter med at falde

Antallet af indlagte fortsætter med at falde

Lørdagens tal for indlagte og døde:

Indlagte fortsætter med at falde i alle kategorier:

  • 507 indlagte er 10 færre end i går
  • 142 intensive er 1 mindre end i går
  • 112 i respirator er 4 færre end i går

Faldet i indlagte er især drevet af Hovedstaden (12 færre) og Sjælland (9 færre).

I går døde 14 mod 17 i forgårs og 22 dagen før (gårsdagens dødstal kan blive opjusteret i morgen, så dagens fald forsvinder).
Der er nu registreret i alt 161 døde, som er 22 flere end det samlede tal i går.

Med dagens tal er dødeligheden steget lidt til 13,1% af de indlagte og 3,9% af de positivt testede (målt over hele perioden).

Analysen er udarbejdet af Frederik Wiedemann.

Kurverne er begyndt at falde i Danmark

Kurverne er begyndt at falde i Danmark

Fredagens tal for indlagte: Kurverne begynder at falde.

Antal indlagte falder for anden dag i træk til 517 patienter mod 525 i går og 535 i forgårs.

For første gang falder antallet af indlagte i intensiv behandling til 143 mod 153 i går.

Antallet i respirator er faldet markant fra 138 til 116.
Faldet på 22 dækker dog over en ny opgørelsesmetode i Region Hovedstaden og Sjælland, hvor man fra i dag kun tæller patienter, der ikke har afsluttet respiratorbehandling. Til og med i går talte man alle indlagte patienter, som på et tidspunkt af deres indlæggelse havde været i respirator.
I de øvrige regioner er antallet af respiratorpatienter uændret fra i går.

Fredagens tal for dødsfald:

Det samlede dødstal er nu 139, som er 16 flere end opgjort i går.

Der er registreret 11 dødsfald i går, men erfaringsmæssigt bliver dette tal opjusteret i morgen. Således er dødsfald i forgårs nu blevet opjusteret fra 16 til 21.

Det er dog første gang, at vi ser et markant fald i det daglige dødstal med hele 10 færre dødsfald end i går. Selv med en forventet opjustering er der håb om, at der reelt er tale om færre dødsfald i går end i forgårs.

Analysen er udarbejdet af Frederik Wiedemann.