HVAD GÅR FORFATTERE OG LAVER I CORONA-KRISEN?EN PERSONLIG BEKENDELSE

HVAD GÅR FORFATTERE OG LAVER I CORONA-KRISEN?EN PERSONLIG BEKENDELSE

Af Carsten Jensen

Medierne spørger i disse dage forfatterne, hvad vi egentlig går og laver. Hvad får vi tiden til at gå med i selv-isolationen?

Mine to yndlingshistorier om forfatteres forhold til deres arbejde lyder sådan her:
En forfatter og en købmand kommer til at sidde over for hinanden på et tog. “Hvad laver du? spørger købmanden. “Jeg er forfatter,” “Ja, ja,” siger købmanden, “men arbejder du også?”

Her er den anden historie: En forfatter og en ingeniør løber på hinanden til et selskab. “Hvad laver du?” spørger ingeniøren efter selv at have præsenteret sig. “Jeg er forfatter.” Åh,” siger ingeniøren med et lille suk. “Hvis bare jeg engang fik tid, kunne jeg godt tænke mig at skrive en roman.” “Åh,” siger forfatteren, “hvis bare jeg engang fik tid, kunne jeg godt tænke mig at bygge en bro.”

Så hvad laver vi forfattere, mens corona-virussen hærger, og vi sammen med resten af verden gemmer os bag hjemmets fire vægge? Vi gør, hvad vi altid gør: Sidder alene foran skærmen eller med en notesbog i hånden. Vores vigtigste arbejdsredskab er ensomheden. En forfatters liv består i forvejen af selv-isolation. Vi er trænede selv-isolationister.

Det betyder ikke, at vi i normale tider ikke færdes blandt andre, trykker hånd, omfavner, ja, endog kysser. Men vi er altid spaltede i to. Der er en, der hengiver sig, og en, der iagttager. Livet er vores råmateriale. Pas på med at omgås forfattere. Når det kommer til de store hemmeligheder, respekterer vi ikke privatejendomsretten. Vi er livets lommetyve. Vi stjæler dit hjerte, men kun for at udstille det i en roman.

Jeg spurgte engang en forfatter-kollega, hvad han læste. “Jeg læser kun de bøger, jeg kan stjæle fra,” svarede han. Tyveriet er forfatteres anden natur. Der findes et pænere ord for vores kriminelle tilbøjeligheder: inspiration. Vi søger efter inspiration over alt. Vi kan også sammenlignes med guldgravere. Dagligt står vi i iskoldt vand til hofterne. Vi leder efter guldglimtet på bunden af den vilde strøm.

Forfattere bliver også spurgt, hvad de læser, Jeg kan kun svare for mig selv. Jeg har ikke læst en bog i fire uger. Det er den længste tid, jeg har tilbragt uden en bog i hænderne, siden jeg lærte at læse som syvårig. Jeg finder ikke koncentration eller fordybelse, men surfer som en besat på nettet efter sidste nyt om virussen. Jeg har altid været politisk engageret. Politik handler om menneskers levevilkår, men også om ideer og den fremtid, vi engang kommer til at leve i. Lige nu handler politik om noget helt anderledes livsnært og afgørende: Vil jeg stadig være her om et år? Jeg ser på min kones ansigt og stiller det samme spørgsmål. Det er det spørgsmål, der slår al min koncentration i stykker.

Lad mig slutte med en tilståelse. Jeg er ikke forfatter af egen fri vilje. Jeg blev forfatter som den sidste udvej, fordi jeg følte, at jeg ikke duede til noget andet. Jeg var en skæv eksistens, men frem for alt var det mit forhold til sproget, der var skævt. Jeg følte, at det sprog, der ligger i munden på os alle sammen, ikke dækkede den virkelighed, vi sammen lever i. Det konventionelle, vedtagne sprog med dets skrevne og uskrevne regler for, hvad der kan siges, kan fungere på samme måde som censuren i en diktaturstat. Jeg blev forfatter for at fjerne den klamme hånd, der lå hen over min mund og næse og forhindrede mig i tænke. Kunst er en undersøgelse af virkeligheden. Kunst er spørgsmålstegn. Derfor blev jeg forfatter.

Er der brug for forfattere i disse dramatiske tider? Kulturminister Joy Mogensen mener, at det er der ikke. I en bemærkning, der formodentlig vil gå over i historien som det eneste bemærkelsesværdige, denne anonyme politiker har sagt, bekendtgjorde hun på et pressemøde, at det var “upassende” at tale om kultur. Det måtte vente, indtil det igen blev bedre tider. Men det er netop i hårde, afgørende tider som disse, hvor alt står på spil, at vi har brug for at få vores kaotiske erfaringer omsat i nye fortællinger. Vi må aldrig ophøre med at stille spørgsmålet om, hvem vi selv er, heller ikke når vi trues på vores overlevelse.

Forfattere er ikke eksperter på pandemier og virusser. Men vi ved lidt om livets hemmeligheder. Det er derfor, I har brug for os.

Danske virksomheder løfter deres ansvar

Danske virksomheder løfter deres ansvar

Af Mette Frederiksen, Statsminister

I går landede det første transportfly fra Mærsk med en stor mængde værnemidler fra Kina. Over de kommende måneder lander de næste mange fly med værnemidler og udstyr, hvor indkøbene er faciliteret af blandt andet Mærsk og Bestseller. Det vil hjælpe med at beskytte vores sundhedspersonale i frontlinjen.

Der er mange flere fra det private erhvervsliv, der fortjener et stort TAK for at stille op i denne tid. Carlsberg har omlagt dele af produktionen til at hjælpe med at lave håndsprit og har i et samarbejde med Ree Holding, Ørsted og Novo Nordisk Fonden påbegyndt en omfattende produktion af ethanol. Lego producerer beskyttelsesbriller og undersøger også mulighederne for at producere diagnostiske varer, og Grundfos kommer snart til at levere visirer til sundhedsvæsenet.

Og de mindre er også med: Candor i Gislev på Fyn er en lille virksomhed, der nu producerer visirer til den danske sundhedssektor. På bare en uge fik de skaleret op og knoklet på, så der kunne leveres flere tusind visirer. På samme måde har det også været muligt for virksomheder som Hounisen og Signwork allerede at igangsætte produktion af visirer til vores sundhedspersonale. Inden for få uger bliver der også produceret masker på dansk jord, hvor både ICAN A/S, Stuhr International og Global Asset & Material Fond sætter produktion i gang.

Og der er mange flere eksempler derude. Mange har meldt sig for at hjælpe med den opgave. Både store virksomheder og små virksomheder. Tusind tak for det!
Danske virksomheder løfter deres ansvar og mere til. I og jeres medarbejdere er med til at bære Danmark gennem en historisk krise. Det gør mig helt utroligt stolt. Og tak til Kongehuset for støtten.

Mellem håb og alvor

Mellem håb og alvor

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Kære alle sammen

Mellem håb og alvor. Mellem sundhed og økonomi. Mellem bekymring og tillid til hinanden.

Jeg vil være hudløs ærlig overfor jer. Det er endnu sværere at finde ud af, hvordan vi klogest genåbner Danmark, end det var resolut at beslutte at lukke vores samfund ned. Det er svært. Der findes ikke en rigtig strategi. Der findes ikke en manual. Men lad os holde fast i det allervigtigste. Den måde, vi indtil nu har valgt at håndtere Corona på i Danmark, ser ud til at virke. Vi har indtil nu undgået det mareridt, vi har set i andre lande. Vi har sygdommen på et niveau nu, hvor vi kan håndtere det. Tak for det! Det er jo ganske enkelt kun lykkedes takket være den indsats, vi har ydet hver for sig. Og i fællesskab.

Fordi tallene lige nu er stabile, kan vi som et af de få lande faktisk gå i gang med en kontrolleret åbning. Det skal vi gøre klogt, ansvarligt og balanceret.

Hvis vi åbner for meget op risikerer vi at sætte alt det, vi har vundet siden marts, over styr. Det kan jeg ikke forsvare, hvad angår smitterisikoen. Men det vil også være dårligt for virksomheder og for økonomien. Det er ikke en stop-and-go politik, der er behov for i Danmark. Vi skal gøre det her forsigtigt. Og på baggrund af den rådgivning, vi har fået, er det vurderingen, at vi skal starte med børnene. Men ikke en masse mere end det.

Og et par kommentarer i den forbindelse. Vi har ikke oprindeligt lukket vores samfund lige så meget ned, som andre lande. Nogle steder kan folk ikke gå på arbejde. Nogle steder er der udgangsforbud. Sådan er det ikke her. Masser går på arbejde. Det er godt. Vi skal holde hjulene i gang. Men det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt. Og det skal den nye hverdag i dagtilbud og skoler også være.

Bliver det svært? Ja! Og jeg ved, at nogle forældre er utrygge. Vi må hjælpe hinanden med at sikre, at sundhedsretningslinierne bliver efterlevet. Og være tålmodige. Det her er en svær øvelse. Jeg vil gerne takke alle jer, der klør på lige nu. Som gør alt hvad I kan for, at vi får det her til at lykkes. Vi har brug for gåpåmod og fleksibilitet.

Selvom vi nu ser ind i en kontrolleret åbning af børneområdet. Og selvom mange går på arbejde – og skal blive ved med at gøre det – så er der også mange virksomheder, der er lukket helt ned. Jeg ved godt, det er mega svært for jer. Nogle tænker: Hvorfor kan børn komme i børnehave, men frisøren ikke klippe? Det er der nok mange, der tænker! Det korte svar er, at vi ikke kan sætte alt i gang på en gang. Vi må gøre det mere tålmodigt, end hvad vi har lyst til. Og guderne skal vide, at der ikke er noget, jeg hellere ville, end at åbne alt op nu. Også af hensyn til den lille erhvervsdrivende. Men vi risikerer at skade jeres virksomheds økonomi endnu hårdere.

Jeg håber til gengæld, at vi kan åbne for nogle af jer i den næste fase. Altså i maj. Men; alt det her afhænger af vores adfærd. Og jeg kan godt læse på de sociale medier, at der er nogle, der synes, jeg skal lade være med at bede jer om at vaske hænder og holde afstand. ”Du er ikke min mor, Mette”. Det er rigtigt. Og egentlig er det heller ikke så fedt at bede en hel befolkning om at lade være med at kramme hinanden og mødes til påskefrokost. Den eneste grund til, at jeg gør det, er for at redde liv, hindre at sundhedsvæsenet braser sammen, i respekt for de sosu’er og sygeplejersker der lige nu knokler med patienterne, og for at få danske virksomheder, lønmodtagere og dansk økonomi så godt igennem den her krise som overhovedet muligt. Og derfor er budskabet stadig det samme: Hold sammen – hver for sig.

Tak til jer alle sammen for en kæmpe indsats ❤️

Nej, det er ikke kinesernes skyld

Nej, det er ikke kinesernes skyld

1918 epidemien opstod i USA. MERS har sit udspring i Saudi-Arabien. Ebola blev opdaget i Congo, Afrika. SARS stammer ikke fra et laboratorie.

Af Susanne Sayers

Nej, det er ikke kinesernes skyld. Selv om man ind imellem skulle tro det at dømme efter reaktionerne på sociale medier. En meget stor del af de infektionssygdomme, som hvert år koster virkelig mange menneskeliv og store lidelser i det hele taget, skyldes smitte mellem dyr og mennesker. Enten direkte eller ved at spise fødevarer, der er inficerede med mikroorganismer fra dyr, eller via mellemværter som myg og flåter.
Før vi kommer igang med at beskylde kineserne for ‘svinske madvaner’, fordi de spiser vilde dyr, så er vores egne husdyr herhjemme skyld i titusindevis af infektioner hvert år. Vi har efterhånden lært at vaccinere os ud af de fleste – kopper fx – men der er stadig mange, som bliver smittet med campylobacter, salmonella, listeria, e.coli osv. I nogle tilfælde bliver det ikke til egentlige epidemier, men i andre tilfælde smitter vi selv videre. Og så er der jo lige den menneskelige udgave af kogalskab, som vi i den vestlige verden helt selv var skyld i, fordi vi syntes, at vi ville gøre drøvtyggere til kannibaler.
Fugleinfluenzaer opstår forskellige steder i verden og ofte med vores tamme fjerkræ som mellemværter, men nogle gange også med svin. Den seneste store H1N1-influenza, svineinfluenzaen, opstod så vidt vides i Mexico, men kunne opstå stort set hvor som helst, hvor fugle, svin og mennesker lever tæt sammen.
Og i et land, hvor ål er en delikatesse trods fiskens status som akut udryddelsestruet og ålens egne spisevaner, synes jeg såmænd, at vi lige skal overveje, hvad der er ulækkert.


Jeg er selv ubetinget tilhænger af, at Kina og alle andre lande øjeblikkeligt stopper handel med truede dyr, men det er ikke så meget for folkesundhedens skyld, men et ønske om at bevare arterne. Hvad zoonoser angår, kan vi helt fint selv producere dem også, og ellers er vi med til at fremkalde dem i andre lande, når vores egne husdyr skal have så meget foder, at oprindelige skovområder ryddes, og mennesker og husdyr rykker ind i områder, hvor der opstår nye muligheder for diverse dyreoverførte sygdomme.

Det bliver ikke rigtig sommer i år

Det bliver ikke rigtig sommer i år

Af Joy Mogensen, Kulturminister

Roskilde, Skanderborg, Northside, Tønder, Langeland, Jelling, SPOT, Nibe – skønne festivaler, der skulle lyse i den danske sommer. Det er så mange ildsjæles hårde arbejde. Så meget musik der burde ringe i natten. Så meget fællesskab, oplevelser og kærlighed der er udskudt.

Heartland, Grøn Koncert, Copenhagen Jazz, Copenhell, Samsø, Heartland, Musik I lejet, Folkemødet – det er hjerteskærende at vi først skal være sammen i 21.💔

Vi skal holde hånden under vores største kulturbegivenheder – Vi er ved at se på den nødvendige hjælp.

Men det bliver ikke rigtig sommer i år. Uanset hvor meget solen skinner.

Her til aften har jeg forhandlet med ordførerne fra folketingets partier om flere af de andre uløste emner på kulturens og idrættens område. Vi arbejder alle sammen hårdt på at kunne bære også kulturdanmark igennem.