
Af Mette Frederiksen, Statsminister
I går landede det første transportfly fra Mærsk med en stor mængde værnemidler fra Kina. Over de kommende måneder lander de næste mange fly med værnemidler og udstyr, hvor indkøbene er faciliteret af blandt andet Mærsk og Bestseller. Det vil hjælpe med at beskytte vores sundhedspersonale i frontlinjen.
Der er mange flere fra det private erhvervsliv, der fortjener et stort TAK for at stille op i denne tid. Carlsberg har omlagt dele af produktionen til at hjælpe med at lave håndsprit og har i et samarbejde med Ree Holding, Ørsted og Novo Nordisk Fonden påbegyndt en omfattende produktion af ethanol. Lego producerer beskyttelsesbriller og undersøger også mulighederne for at producere diagnostiske varer, og Grundfos kommer snart til at levere visirer til sundhedsvæsenet.
Og de mindre er også med: Candor i Gislev på Fyn er en lille virksomhed, der nu producerer visirer til den danske sundhedssektor. På bare en uge fik de skaleret op og knoklet på, så der kunne leveres flere tusind visirer. På samme måde har det også været muligt for virksomheder som Hounisen og Signwork allerede at igangsætte produktion af visirer til vores sundhedspersonale. Inden for få uger bliver der også produceret masker på dansk jord, hvor både ICAN A/S, Stuhr International og Global Asset & Material Fond sætter produktion i gang.
Og der er mange flere eksempler derude. Mange har meldt sig for at hjælpe med den opgave. Både store virksomheder og små virksomheder. Tusind tak for det!
Danske virksomheder løfter deres ansvar og mere til. I og jeres medarbejdere er med til at bære Danmark gennem en historisk krise. Det gør mig helt utroligt stolt. Og tak til Kongehuset for støtten.