Af Atle Thorberg
Jeg kan ikke slippe en særlig tanke de her dage. Nemlig, at det, mange i den danske befolkning gennemgår nu, er en lille smagsprøve på, hvordan det faktisk er at være socialt udsat.
Selvfølgelig først og fremmest følelsen af isolation.
At man ikke bare kan tage på café eller til fodbold eller gå en tur på museet. Besøge mormor og morfar, hvis man har lyst til det. Hygge med sine venner. Alle de små ting, som lige får livet til at glide lidt lettere.
En stor forskel på at være socialt udsat og de fleste s situation nu er selvfølgelig, at mange af sidstnævnte stadig har deres bil til rådighed. Så de kan stadig køre en tur på stranden eller op i deres sommerhus og bo der et stykke tid, hvis presset bliver for stort på hjemmefronten.
Det kan man ikke som socialt udsat. For så må man ikke have en bil. Og man må bestemt ikke have noget sommerhus. For man må ikke eje værdier for over 10.000 kr.. Det skriver man under på, når man søger hjælp. Og eftersom bare det at købe en busbillet til 3 zoner er en udfordring for økonomien som socialt udsat, så er tanken om at leje et sommerhus, noget der ligger meget langt væk for de fleste.
Pengene og de muligheder de giver, gør jo bare en forskel.
Dem har de fleste jo stadigvæk til rådighed.
Muligheden for at gå ned og købe dyr vin og lækker mad for tusind kroner. Splashe ud til is og en opgradering af ungernes yndlingsspil på Playstationen for at lette trykket. Købe et par sko til konen, love en ferie på den anden side af karantænen, eller noget andet for lige at få vendt opmærksomheden over på noget mere positivt.
Igen, alt det der lige får livet til at glide lidt lettere. Det har de socialt udsatte ikke mulighed for. Heller ikke nu.
Overvågningsaspektet er også det samme.
Eller faktisk meget værre som socialt udsat. Vidste du f.eks. at man som kronisk syg i Danmark bliver tvunget til at underskrive en erklæring, som giver kommunen fuld adgang til ikke bare alle ens personlige sygedata og skatteoplysninger, men også ret til at kommunen kan rundt i ens opgang og nabolag og udspørge naboerne, om de nu også syns man er rigtig syg?
Eller at kommunen forlanger fuld aktindsigt i samtlige banktransaktioner tre fulde måneder tilbage, hvis du f.eks. søger 500 kr. i ekstra hjælp til et tandlægecheck? Eller at du som dansk statsborger skal kunne dokumentere en tilknytning til landet ti år tilbage for overhovedet at kunne modtage hjælp?
Det er sådan det er.
Jeg kan se herinde at folk allerede er ved at gå op i limningen nu, hvor der er gået knap tre uger og vi har et par uger tilbage af karantænen. Så prøv at forestille dig, hvordan du ville have det, hvis nu du var kronisk syg og fanget i dit eget hjem under de samme elendige vilkår i f.eks. et halvt år.
Et helt år.
2 år.
5 år.
10 år.
15 år.
Uden udsigt til reel hjælp eller forandring i din situation.
Sådan er vilkårene for de socialt udsatte i Danmark.
Det håber jeg du husker på, den dag du selv er kommet ud af din ufrivillige karantæne og ser et eller andet program i fjernsynet, hvor nogen står og håner de socialt udsatte og forlanger dårligere vilkår og mere kontrol og overvågning af dem.
De fleste mennesker vil slet ikke kunne klare de vilkår man byder,- og stadig vil byde de socialt udsatte herhjemme både før, under og efter den her karantæne er overstået. Ikke uden at gå ned med flaget og få ar på krop og sjæl.
Sådan er det.
SIGNAL.DK 