Af Özlem Cekic
Jeg er træt af at mit navn begrænser mig! Uanset om jeg har søgt uddannelse, job, bolig, praktikplads. Jeg blev altid sat i bageste række. Selv da jeg var folketingskandidat stemte folk ikke på mig, fordi de troede, at Özlem var et mandenavn. Derfor fik jeg mit mellemnavn Sara, for at tydeliggøre, at jeg var kvinde. På den måde fik jeg flere kvindestemmer.
Med blødende hjerte er jeg kommet frem til, at jeg er nødt til at tage et drastisk beslutning for mine børns vegne, for at beskytte dem. Jeg har givet mine børn navne, der kan udtales af danskerne og er internationale. Men det er desværre ikke nok.
Efter mange års modstand for assimilationspoltikken har jeg valgt at smide håndklædet i ringen. Det er uretfærdigt, urimeligt og ulogisk. Men jeg føler ikke, at jeg har andre muligheder.
Vi har som familie ansøgt om at hedde Rasmussen til efternavn. Jeg beholder mit efternavn, da mange efterhånden kender mig på mit fornavn. Men min mand og alle mine tre børn skifter til Rasmussen. Min mand skifter for at hedde det samme som børnene.
Jeg håber ikke, at I vil dømme mig hårdt. Det er hårdt nok i forevejen, at ikke blive accepteret som en Cekic.
