
Af Mette Frederiksen, Statsminister
For et par uger siden spurgte jeg jer, hvem I synes, fortjener en særlig tak for deres indsats under corona. Rigtig mange blev nævnt. Og flere nævnte chauffører og fragtmænd, som hver dag holder vores land i gang.
Torsdag mødte jeg nogle af dem hos Danske Fragtmænd. De er nogle af de usynlige helte, som hver dag sørger for, at vores land kører rundt. Jeg var med på iPad og fik en virtuel rundvisning i en lastbil. Snakkede med bl.a. Martin og Kenneth på billedet her. Og jeg fik mulighed for at sige dem en stor tak. For noget tid tilbage besøgte jeg også Carlsberg og talte med de chauffører, der kørte jomfruturen fra Fredericia til Kalundborg med alkoholbase til håndsprit. De fortalte, at det mest gribende øjeblik var, da de første lastbiler kørte over Fyn og kom til Storebælt, og medarbejderne der vinkede og klappede dem over. Det var et gyldent øjeblik. Og et ikonisk billede på danske chaufførers indsats under corona. En stor tak til jer alle.
Coronakrisen har mange usynlige helte. De har arbejdet lige siden, Danmark blev lukket delvist ned i marts. Og de har haft travlt. Måske kender du også en eller flere, der fortjener en særlig tak? Så er i dag en god dag at sende dem en kærlig hilsen. Tilføj dem også gerne i kommentarfeltet her. De fortjener at blive nævnt og set. Og måske bliver det muligt også at nå at besøge dem.