JEG STILLER OP SOM POLITISK LEDER FOR ALTERNATIVET

Af Franciska Rosenkilde

JEG STILLER OP SOM POLITISK LEDER FOR ALTERNATIVET💚

Kære alle Alternativister. Alternativet skal have en ny politisk leder, og det ansvar vil jeg gerne løfte.
Jeg har igennem mine mange år i Alternativet arbejdet for at fremme Alternativets politik og visioner. Både som frivillig aktivist, og nu også på kommunalt plan, efter jeg blev valgt ind i borgerrepræsentationen i København i 2017, og senere som Kultur- og Fritidsborgmester. Nu føler jeg mig klar til at løfte mere ansvar, og det er med stor ydmyghed, at jeg melder mig som kandidat til ny politisk leder for Alternativet.
Vi står overfor et valgår, og er i gang med at opstille dygtige kandidater i hele landet. Samtidig er vi lige nu tæt på spærregrænsen, og der har det seneste år været meget uro i partiet og udskiftning i centrale poster. Jeg forstår godt, at det kan virke splittende og uklart for mange medlemmer og tilhængere, hvor vi i Alternativet er på vej hen.
Alt dette, ser jeg dog på med optimisme. Jeg er fuld af håb og gejst på vores alles vegne, og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi sagtens kan få samlet partiet igen, bl.a. om vores vigtige politik.
For Alternativet er stadig det vigtigste politiske projekt, og ikke mindst det mest ambitiøse, når det kommer til den bæredygtige omstilling og ny politisk kultur.
De kriser, Alternativet blev skabt som svar på, er kun blevet værre. Klimaet slår den ene deprimerende rekord efter den anden, imens mange beslutningstagere forholder sig tavse og afventede. Hvad venter de på? Vi må handle nu!
Empatikrisen og systemkrisen er også stadig store udfordringer for at vores demokrati kan fungere, og så det enkelte menneske kan opleve frihed og en mulighed for et meningsfuldt liv. Økonomisk vækst prioriteres igen og igen højest, og vores produktion og forbrug overgår stadig klodens bæreevne.
Den bæredygtige omstilling af vores samfund mangler ikke bare en reel køreplan, den mangler nogen til rent faktisk at tage ansvaret seriøst og komme med nogle løsninger.
Jeg tror på, at vi som parti har de bedste løsninger på de massive udfordringer, vi står over for. Alternativet står på det mest ambitiøse politiske grundlag, jeg kender til. Og selvom vi har bidraget til at flytte næsten alle partier på det grønne område, er de stadig milevidt fra at matche vores ambitioner.
Det gælder, når vi taler om 100 procent økologisk landbrug, udfasning af konventionelt dyrehold, 30-timers arbejdsuge, afvikling af al olie- og gasproduktion, borgerlønsforsøg, kulturklippekort, natur/kultur på recept, kontanthjælp uden modkrav, 20 procents natur i landet og meget andet af den politik, vi sammen har udviklet.
Al den politik skal vi have støvet af, videreudviklet og præsenteret for danskerne, så vi igen kan være dem, der rykker alle de andre partier mod et mere bæredygtigt samfund.
Jeg er sikker på, vi i partiet har ressourcerne til at gøre ovenstående. Jeg indrømmer gerne, det kan virke som en stor mundfuld, måske endda umuligt i nogens øjne. Men jeg har før oplevet, hvad vi i Alternativet er i stand til, når vi arbejder sammen. Og det ved jeg, at vi kan gøre igen.
Det ved jeg, fordi jeg kan mærke på alle de medlemmer, jeg taler med, at vi ikke har givet op. Trods de nedture, vi har været igennem, er vi stadig flere tusinder Alternativister landet over. Vi har ikke forladt partiet. Det har vi ikke, fordi vi stadig tror på projektet Alternativet – fordi vi stadig mener, at vi har en væsentlig rolle at spille, og at vi kan gøre en forskel sammen.
Det er ikke en nem rejse vi skal ud på, men Alternativet er langt fra dødt, og jeg er klar til at stå i spidsen for arbejdet med at genrejse partiet, hvis det er det, medlemmerne ønsker.🌿

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s